content-picture.php

Mens venstrefløjen generelt led nederlag ved valget til Europa-Parlamentet, så lykkedes det for det Belgiske Arbejderparti at sikre en historisk fremgang på et klart klassepolitisk grundlag.

af Denis Rogatyuk

Efter parlamentsvalget den 27. maj vågnede Europa op til, hvad der lignede et nyt stadie i styrkelsen af populistiske højrekræfter og reaktionære kræfter, samt et nederlag for venstrefløjen.

 

I Italien forstærkede Salvini sit politiske projekt med en klar sejr i de nordlige og centrale regioner af landet, samtidig med at venstrefløjen reelt blev likvideret parlamentarisk. I Spanien genvandt Podemos kun 6 af sine hidtidige 11 parlamentspladser, det samme som La France Insoumise (Det ukuelige Frankrig,), hvis svage indsats kun mønstrede 6,3 procent af stemmerne. Lignende nederlag kunne ses for flere partier til venstre for midten i Tyskland, Grækenland, Holland og Tjekkiet, hvorimod Portugal og de nordiske lande forblev stabile sammenlignet med 2014-valget.

 

I 2014 var Syriza en af de store nyheder i de europæiske valg, og med fremgangen til Podemos i Spanien og Sinn Fein i Irland var styrkelsen af venstrefløjen i GUE-NGL en af valgets markante konsekvenser. Fem år senere er disse venstrefløjsalternativer blegnet på baggrunden af en stigende styrkelse af en populistisk højrefløj. Men et land udgør en undtagelse til denne trend, og står i stærk kontrast til den yderste venstrefløjs generelle nedgang.

 

Det Belgiske Arbejderparti (PTB/PDVA) vandt en jordskredssejr 26. maj ved både de regionale, føderale og EU-valg, og etablerede sig som et klart alternativ til både centrum-venstre og de grønne partier i landet. Til det nationale valg mere end fordoblede de deres vælgerandel og gik fra 2 til 12 pladser, samtidig med store sejre i de regionale valg i Flandern, Bruxelles og Vallonien, hvilket gav dem samlet 29 pladser. Marc Botenga, valgt i de fransktalende områder, blev partiets første medlem af Europa-Parlamentet. På trods af dominerende konservative og nationalistiske tendenser de seneste 10 år både kulturelt og politisk i Flandern, samt valgfremgangen med 18 føderale pladser (12 procent af stemmerne) til det yderste højre i ”Vlaams Belang” , lykkedes det for Arbejderpartiet at få foden indenfor.

 

En spirende kraft

Belgiens Arbejderparti opstod ud af den radikale studenterbevægelse i 1960erne, med et fokus på den anti-imperialistiske og anti-koloniale kamp på et maoistisk grundlag. I dets første år var det klart et nicheparti med en vælgeropbakning omkring 10.000 op gennem 1990erne. Men i midten af nullerne bevægede partiet sig ideologisk mod en bredere marxistisk platform, hvilket ændrede billedet. I kølvandet på finanskrisen steg vælgeropbakningen markant ved Europa-parlamentsvalget i 2009, og året efter fik de deres store gennembrud ved det nationale valg med over 100.000 stemmer. Dette steg yderligere til 250.000 stemmer i 2014-valget, der gav 2 pladser i parlamentet. Men de seneste resultater er endnu mere imponerende: 584.621 stemmer ved det belgiske valg gav samlet 8,62 procent af stemmerne, med stor succes i regionerne Bruxelles og Vallonien, der hver udløste 10 mandater med stemmetal på lige knap 14 procent

 

En afgørende begivenhed var kongressen i 2009, hvor partiet formåede at forny sig selv til at fremstå som et troværdigt alternativ, der kunne angive konkrete løsninger på både det sociale og grønne område i en tid med økonomiske udfordringer grundet finanskrisen. Det gjorde det muligt for partiet at anlægge en klar linje i 2014-valget, med et løfte om at være ”arbejderklassens politiske stemme”.

 

Partiets præstationer i de parlamentariske forsamlinger, specielt Raoul Hebedouw, og en klar tydelig italesættelse af almindelige menneskers hverdagsproblemer, øgede partiets popularitet på både traditionelle og sociale medier. På trods af sin beskedne størrelse, men takket være den parlamentariske optræden endte partiet ofte med at være ledende i debatter om vigtige sociale og økonomiske emner som pension og pensionsalder, arbejdsløshed og arbejdsmarkedsforhold.

 

Arbejderpartiet spillede også en rolle i den bølge af faglige kampe, der skyllede gennem landet i slutningen af 2018 og starten af 2019, der kulminerede i generalstrejker i dele af landet i oktober, februar og maj. Samtidig genopstod klimabevægelsen, og det gav medvind til partiets økosocialistiske budskaber om en grøn omstilling finansieret via beskatning af multinationale selskaber. Partiet kunne også forbinde sig til en social bevægelse for højere pensioner, der førte an i protester mod den siddende borgerlige koalitionsregering samt centrum-venstre-partiernes medvirken til nedskæringer på velfærden.

 

Alle disse faktorer var afgørende for, at partiet kunne vinde i fattige tidligere industriområder som Henegouwen og Luik, hvor de fik hhv. 15,64 og 16,45 procent af stemmerne, såvel som en markant andel af de progressive stemmer i Bruxelles med 12,28 procent

 

Flamsk gennembrud

På overfladen kunne resultaterne fra den hollandsktalende del af Flandern se ud, som om de fulgte mønstret i fremgangen for de reaktionære og nationalistiske bevægelser rundt om i Europa. Ny Flamsk Alliance (N-VA), der sad i koalitionsregering frem til december 2018, vandt næsten 25 procent, selv om tabte 8 mandater til det nyopståede Vlaams Belang, der fik deres bedste resultat siden 2003.

 

Kong Phillip mødtes med Tom Van Grieken fra Vlaams Belang den 29. maj, hvilket er første gang siden 1936, at det belgiske statsoverhoved mødes officielt med den yderste højrefløj. Yderligere har lederen af NVA, Bart De Wever, ikke afvist at invitere partiet til kommende regeringsforhandlinger, hvilket ellers har været uhørt.

 

Men Arbejderpartiets succes har brudt tendensen til højresving. Ved at komme over spærregrænsen på 5 procent og få 4 mandater i det flamske parlament har partiet nu fået en platform. Denne kan nu bruges til at forfølge den samme strategi, som Raoul Hebedouw lagde nationalt. Dette vil kunne give anledning til kampagner i Flandern for krav som at hæve pensionsniveauet til 1.500 euro om måneden, indføre gratis offentlig transport samt slå ned på multinationale selskabers skatteunddragelse.

 

I partiet håber man, at det radikale venstrefløjsprojekt, som allerede har et godt momentum i Vallonien og Bruxelles, kan udbredes til Flandern, med en parlamentarisk repræsentation og en etableret adgang til medierne. Dette vil muligvis også kunne ændre opfattelsen af partiet som kun værende et ”sydligt fænomen”, og styrke positionen som en reel samlet politisk kraft.

 

Partiet havde sit højeste stemmeandel i de flamske regioner, specielt i de store økonomiske områder og gamle industrielle nøgleområder i Antwerpen og Gent, der er præget af de sociale og økonomiske problemstillinger, som partiprogrammet netop beskæftigede sig med – høj arbejdsløshed eller stor grad af løse tilknytninger til arbejdsmarkedet, dårlig offentlig transport, meget forurening, mangel på billige boliger og lave pensionsindtægter.

 

Valgkampen byggede på taktikker tidligere anvendt ved lokalvalgene i oktober 2018, hvor partiet samlet fik 157 mandater rundt om i landet. Vigtigste af disse var en græsrodskampagne med tusinder af frivillige, der med et stemmekort-system sikrede stemmer på tværs af lokalområder, deltagelse i debatter på uddannelsessteder samt lokale afdelinger af fagforeninger, men også at komme med systemoverskridende krav, der kunne presse den yderste højrefløj.

 

I sidstnævnte tilfælde betød det, at Arbejderpartiets budskab om, at de multinationale skulle betale for klima- og den økonomiske krise, kunne skabe en kontakt med klimabevægelsen, samtidig med at den skabte kant til de grønne partier og deres markedsbaserede økonomiske politik og nedskæringsforslag. I lyset af erfaringerne fra Frankrig, hvor klimapolitikken ramte de fattigste og arbejderklassen, opfatter partiet selv dette som en vigtig pointe.

 

Den nuværende situation står i stærk kontrast til det centrumvenstre-baserede [socialdemokratiske, o.a.] Flamske Socialistparti (sp.a.) og dets tilbagegang i 1990erne, samt andre etablerede politiske kræfter, som har kæmpet for flamske interesser. Arbejderpartiet har søgt at udfordre den fremmedfjendske politik, som har været dominerende i adskillige år, ved at fokusere på årsagerne til flygtningekrisen – krig og intervention i Mellemøsten – frem for at levere skrækhistorier om håndteringen af denne. Samtidig har man fremført en økonomisk dagsorden, som har brudt højrefløjens position som ”de eneste systemkritikere”.

 

Fremtiden

Valget af Marc Botenga til Europa-Parlamentet i de fransktalende regioner var endnu en landvinding for PTB. Med 14,5 procent af stemmerne strøg den 38-årige spidskandidat ind og snuppede en af Belgiens 21 pladser, første gang den yderste venstrefløj i Belgien har opnået valg. På valgnatten sagde Botenga, at dette nu betød, at der var en venstrebevægelse, som både kunne være et alternativ til højrefløjen, men også til Macron og Merkels politik, som i realiteten har skabt grundlaget for højrefløjens succes, med deres Europa bygget på konkurrence, nedskæringer og penge.

 

Arbejderpartiet vil indgå i venstrefløjsgruppen GUE-NGL i Europa-Parlamentet, der nu har mistet noget af sin tidligere fremgang i Middelhavsområdet. Hvis venstrefløjen skal genvinde noget af det tabte, så kan man med fordel se på erfaringerne til det Belgiske Arbejderparti, der ser ud til at være en af de mest indflydelsesrige politiske kræfter i landet pt., præcis på et tidspunkt hvor truslen fra højrefløjen vokser.

 

6. juni 2019. Oversat fra webmagasinet Tribune af Rasmus Keis Neerbek

single.php