content-picture.php

Mens nogle økonomer hævder, at verdensøkonomien er på vej mod en langvarig stagnation, er der andre, der mener, at det, vi ser, er en kort cyklus. Analytikere af verdensøkonomien er delt mellem dem, der forudser en konjunkturafmatning, og dem, der mener, at det bare er et spørgsmål om at kontrollere en opbremsning. Der er en anden, underliggende debat: Er vi vidner til en langvarig stagnation, eller er en ny ekspansionsbølge allerede i sigte?

af Eduardo Lucita

Kapitalismens dynamik som system hviler på dens formåen med hensyn til fornyelse og vedvarende forøgelse af arbejdskraftens ydeevne. Siden begyndelsen af 1970’erne har denne forøgelse tabt fart. Mens produktiviteten indtil 2010 voksede med 2,5 procent pr. år, var det kun 0,6 procent i perioden 2010-17.

 

Lav vækst

På trods af denne middelmådige vækst lykkedes det for kapitalen mellem 1970 og 2010 at opretholde profitraten og retablere systemets generelle profitabilitet. Det var muligt, fordi kapitalen efter den globale krise i 70’erne satte en omstruktureringsproces i gang af dens produktive virkefelter og funktionsmåder (udflytning og koncentration af virksomheder, centrering af tekniske faciliteter i forbindelse med produktionen), ledsaget af en benhård offensiv mod arbejderne (strukturelle lønreduktioner, forandring af arbejdsbetingelserne, indførelse af nye teknologier, kapitalintensive investeringer).

 

Selv om profitraten er blevet opretholdt, så har væksten i den globale økonomi været meget svag. Væksten lå indtil krisen i 2008 på 5 procent i gennemsnit pr. år, først og fremmest på grund af bidraget fra de nye vækstlande, men kom i de følgende år ikke over 3,7 procent pr. år, på trods af en forbedring af den amerikanske økonomi. Væksten førte til en stærk koncentration af rigdom og en tilsvarende forøgelse af ulighederne på verdensplan.

 

To fremtidsvisioner

Med udgangspunkt i den stagnerende produktivitet, og fordi vi har oplevet en lang periode med utilstrækkelig efterspørgsel, samt at verdensøkonomien ikke er i stand til at sætte gang i lønninger og beskæftigelse, så er der mange analytikere, der mener, at den globale økonomi på langt sigt vil være stagnerende.

 

De finder, på den ene eller den anden måde, tilbage til den tese om strukturel stagnation, som Keynes’ discipel, Alvin Hansen, fremsatte i slutningen af 30’erne, og som den tidligere finansminister i USA, Lawrence Summers, tog op igen mange år senere.

 

Der er andre, der i modsætning til denne tese argumenterer for, at det, vi har set i den senere tid, rent faktisk er afslutningen på en supercyklus af gældsoptagelse. Ifølge dem lægger de kapitalistiske centerlande en bremse på den monetære [pengepolitiske] ekspansion, som de blev påtvunget for at bringe krisen i 2008 til afslutning (USA hæver rentesatserne, og den Europæiske Centralbank holder igen med købet af obligationer og trækker de lavtforrentede lån tilbage, som var blevet givet under krisen). Det lægger således op til muligheder for en ny ekspansiv bølge.

 

Konjunkturen

I 2018 var den globale økonomi stærkt præget af usikkerhed, kendetegnet ved en svækkelse af de handelsmæssige relationer, meget svingende afsætningsmuligheder og stigende rentesatser, og dertil kom så også den kinesiske opbremsning og problemer i Europa, især den ekstremt højreorienterede nationalismes renæssance.

 

IMF skønner, at det globale BNP steg 3,7 procent i 2018, en lavere procentdel end i perioden før 2008 (5,5 procent), men mere end i de år, der fulgte efter krisen. Det er i de højtudviklede lande (2,4 procent imod 3 procent tidligere), at denne trend træder stærkest frem. Men alligevel var det ifølge analytikeren Jorge Castro sådan, at ’USA’s produktion steg med 3,5 procent i 2018, hvor der var fuld beskæftigelse (3,7 procent arbejdsløshed, den laveste i tre årtier), med en reallønsstigning på 3,2 procent (den højeste i 10 år), 1,8 procent inflation og en produktivitetsstigning på 2,5 procent.’ I Tyskland og Japan er vækstraterne faldet i de seneste måneder, og den kinesiske økonomi, med den langsomste vækst i ni år, bevæger sig hurtigere i nedadgående retning, end nogen havde forudset.

 

I denne situation kan betydningen af konflikten mellem USA og Kina vanskeligt overvurderes, fordi det ikke bare er en handelskontrovers med højere told fra begge sider, som har påvirket samhandelen. Konflikten har også har en strategisk karakter, hvor sigtemålet er at afgøre, hvem der skal have kontrol over den fjerde industrielle revolution, der er undervejs.

 

En ny eskalation af toldkrigen – det er det, som Donald Trump truer med, hvis man ikke kan nå frem til en aftale, der passer ham – vil presse økonomien direkte ud i en recession, men der er tegn på, at en aftale er mulig efter den borgfredsaftale, der blev indgået i Buenos Aires under G20-topmødet. Men det er ikke bare konflikten mellem USA og Kina, der øver indflydelse. Der er også indikationer på en mulig recession i USA. Og på dens globale indvirkning. Davos-mødet landede på den overbevisning, at ’den globale økonomi er ikke på sammenbruddets rand, men der er en voksende risiko for det.’

 

Står vi på tærsklen til en økonomisk verdenskrise?

Ifølge Francisco Loucã, økonom og tidligere medlem af parlamentet i Portugal, er der tre indikatorer på mulige risici i 2019:

a) neoliberal ophævelse af regulering og kontrol udbredes over hele verden, hvad der gør nationalstaterne ekstremt sårbare

b) centre for spekulation stimuleres stadig, finanskapitalen og koncentrationen af formuer fortsætter uden begrænsninger

c) akkumulationen af gæld (offentlig, privat eller forretningsmæssig) fortsætter, gældsposter udgør allerede 300 procent af verdens BNP

 

Analytikerne Oscar Ugarteche og Alfredo Ocampo fremhæver fire punkter, der er specifikke for den nordamerikanske økonomi:

 

1) Mellem 2008 og tredje kvartal af 2017 var væksten af BNP lavere, end hvad der var mulighed for, men derefter har væksten været større (næsten 5 procent i tredje og fjerde kvartal af 2018, med en årlig vækstrate på 3,7 procent). Ifølge dem kan det ikke blive ved sådan, for det vil føre til overophedning af økonomien med forudsigelige konsekvenser.

2) Arbejdsløsheden blev ved med at ligge under sit naturlige niveau hele vejen gennem 2017 og 2018. De bemærker, at noget lignende skete i tiden op til de tre store recessioner: 1990, 2001 og 2008, lidt mere eller lidt mindre end et år før.

3) Der er forskel på renten af 10- og 2-årige treasury bills (kortfristede værdipapirer), udstedt af finansministeriet. Der er mindre risiko ved de langfristede lån end ved de kortfristede. Det er en afvigelse, der også viste sig ved de tidligere recessioner, som de foregreb med med mere eller mindre end et år.

4) For første gang siden 2008 er rentesatsen positiv.

 

Krisens kontinuitet

Det viser sig nu, at de vigtigste årsager, der førte til krisen i 2008, ikke er forsvundet. Store multinationale firmaer er fortsat med at akkumulere profitter på trods af den lave vækst i verdensøkonomien. Denne akkumulation skyldes ikke en større produktiv aktivtet, men finansialisering, spekulation eller tilegnelse af naturrigdomme eller fællesjorder, der som helhed fungerer som en støtte for kapitalistisk akkumulation, men som samtidig med det, på grund af overudvikling, fremhæver systemets modsigelser.

 

Denne fase i kapitalens internationalisering, som vi kender som ’globalisering’, har også indvarslet en ny form for dominans. Det er en model, der har stærke politiske og sociale implikationer:

·         koncentration af rigdom

·         større sociale uligheder

·         forværring af klimakrisen

·         lokale krige og stramning af gældssystemet på verdensplan

 

Det er produkterne af, at den neoliberale politik, over et bredt felt, er blevet udbredt overalt.

 

Denne nye orden er dog endnu ikke fuldbyrdet. At den bliver det, vil kræve, at hele den ledelseskonstruktion, der blev skabt i kølvandet på Anden Verdenskrig, bliver revet ned og erstattet af en ny, som bygger på en ny magtbalance mellem stormagterne, især USA og Kina. Er vi i de indledende stadier til en ny global økonomisk situation, hvor denne nye balance endnu ikke er på plads?

 

Fra opbremsning til recession?

Svækkelse af de handelsmæssige relationer, stærkt svingende afsætningsmuligheder, gæld til op over begge ører, spekulationsbobler. Risikoen for en ny recession på verdensplan vokser. Er der et nyt 2008 på vej?

 

Der er data, der viser, at verdensøkonomien er trådt ind i en risikozone, uden at en holdbar løsning er i sigte. Christine Lagarde, direktør for IMF, har for nylig udtalt, at alt er værre end forventet med hensyn til den globale økonomi, og at ’70 procent af den globale økonomi er faldende.’ Direktøren for WTO har tilføjet, at ’handel ikke fuldt ud kan spille rollen som vækstens lokomotiv’, og har forudsagt, at det globale BNP og handelen vil være lavere end i 2018.

 

Svækkelse i USA …

Den amerikanske centralbank (FED) har i begyndelsen af året givet udtryk for, at den kunne ændre sin monetære politik. For nogle uger siden blev denne meddelelse ført ud i livet med en uventet modifikation: Ikke alene vil referencesatsen (den officielle udlånsrente, som centralbanken fastsætter, o.a.) ikke blive hævet i indeværende år, men politikken med stramning af markedslikviditeten vil også blive begrænset.

 

Alle disse forholdsregler peger på, at USA’s økonomi viser tegn på svækkelse. Det bekræfter på en måde, hvad vi allerede har fremført: Den amerikanske vækst er for nylig løbet tør for videre muligheder, og vi kan samtidig med det bemærke en afvigelse – en lavere risiko for langfristede obligationer sammenlignet med de kortfristede – det, som vi kalder en ’spejlvending af kurven’. Alt synes at pege hen på, at det momentum, som økonomien fik med Donald Trumps skattereform og de skattelempelser, der hjemflagede ca. 7 milliarder, er slut. Erfaringer fra andre kriser siger, at alle disse ting kan føre til overophedning af USA’s økonomi, hvad der vil føre til højere rentesatser og rentestigninger, samt at dollaren vil stige i kurs, med et underskud for USA til følge.

 

Med den førnævnte FED-beslutning er en forhøjelse af rentesatsen afblæst for dette års vedkommende. Men handelsunderskuddet er det største i 10 år: Det er i størrelsesordenen af 621 milliarder US-dollar (heraf 419 milliarder i underskud til Kina 110 milliarder for EU-landenes vedkommende). Den stigende dollarkurs vender rundt på de spekulative kapitalstrømme, så de såkaldte nye vækstlande bliver nødt til at ty til deres egen valutabeholdning, hvad der så fører til voldsomme fald i kurserne for deres egen valuta (den brasilianske real, den tyrkiske lira, den argentinske peso …)

 

… og ikke bare

I de mest industrialiserede lande bliver vækst og investeringer ved med at ligge på et lavt niveau, og deres økonomier skrumper. Kina har lige nedjusteret sin prognose for væksten i dette år til 6 procent, den laveste vækstrate i 25 år. Tyskland har gjort det samme, fra 1,8 procent til 0,8 procent. Tyrkiet gik i recession efter næsten et årti med stærk vækst. I Japan kom de, efter mange års ekspansionistisk monetær politik, til den konklusion, at der er en stor sandsynlighed for, at også deres økonomi skrumper. Rusland anslår deres vækst til kun 1,3 procent, mens det kun er Indien blandt de andre BRIC-lande, der melder om en årlig vækstrate på 7 procent.

 

Tilgængelige data tyder på, at den nuværende opbremsning af verdens førende økonomier kan ændre sig til en global recession i en ikke alt for fjern fremtid. Og centralbankerne kunne ikke gøre meget, fordi rentesatserne er i nul eller i minus i EU og Japan. Ifølge FED har de også begrænset deres monetære stramningspolitik.

 

På vej til et nyt 2008?

I USA har Trump-administrationen fortsat liberaliseringerne og lempelsen af kontrollen med bankerne. At FED har besluttet at begrænse den monetære stramning – hvormed den, et stykke hen ad vejen, fremtryllede 2008-krisen – betyder, at der vil komme flere penge i omløb, samtidig med at liberaliseringen af bankerne vil gøre det nemmere at give kredit uden tilsvarende krav om garantier. Det skal alt sammen stimulere væksten … mens rejsen mod recession kommer endnu mere op i fart.

 

Men for nogle analytikere er risikoen større – det er nok bare at se i 2008-spejlet for at kunne forstå hvorfor: Neoliberale liberaliseringer truer med endnu en gang at brede sig globalt og gøre nationalstater mere og mere sårbare. De finansielle centre, hvor spekulationen hersker, og som begunstiger akkumulation for de få, har igen gyldne tider, mens global gældsætning, både den offentlige, husholdningernes og virksomhedernes, allerede overstiger 300 procent af verdens BNP. Aktiemarkedet og og boligbobler fuldender listen af trusler. Og som om der var noget, der manglede i konflikterne mellem Kina og USA, føjer Brexit-labyrinten, fremvæksten af europæiske nationalismer og et spor af geopolitiske konflikter yderligere usikkerhed til en situation, hvor finanskapitalen og spekulanter, der investerer på kort sigt, er som fisk i vandet. Der er ingen, der ved, om denne acceleration af opbremsningen vil ende med en global recession, men frygten vokser.

 

11. juni 2019. Eduardo Lucita er med i det argentinske EDI-kollektiv (’Økonomer på venstrefløjen’) og medlem af Fjerde Internationale.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

 

single.php