Sjældent er en sportsbegivenhed blevet så overeksponeret, som starten på Tour de France den 1. juli. Kongehuset, store erhvervsorganisationer, jyske kommuner og medier - alle giver fuld skrue: Hvilket herligt land vi bor i - verdens cykelhovedstad (bortset fra Amsterdam) – det cyklende Danmark (der cykler mindre og mindre, især uden for de større byer).

af Arne Lund

31.
maj
2022
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 8 minutter

”De tre etaper vil fylde gaderne med turister, og 3 mia. tv-seere vil følge løbet. En fantastisk mulighed for at vise det danske cykel-DNA, promovere vores charmerende (affolkede) landdistrikter, dansk turisme og danske virksomheder,” jubler erhvervsminister Simon Kollerup, der ser bort fra, at vi er én af EU’s mest bilglade nationer, og at ti procent af alle bilture er under én kilometer.

 

Sammenlignet med de indledende etaper i andre lande, så er de danske etaper ren afslapning, og ikke noget, der passer til ”verdens hårdeste cykelløb.” Arrangørerne har bevidst undgået det svære, “vinden er vigtigere, nærmest mere end bjerge,” erklærer løbsdirektør Christian Prudhomme. Især Storebæltsbroen er “en stor udfordring, hvor rytterne kan miste mere tid, end i bjergene.”

 

Den megen snak om vinden undrer arrangørerne af Post Danmark Rundt, der sjældent har den slags problemer. Lige så besynderligt er det, at arrangørerne undgår bakkerne ved fx Ganløse, mellem Holbæk og Tølløse og Søhøjlandet. Årsag: Værtsbyerne København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg samt Visit Danmark betaler ASO ca. 100 mio kr. for at Tour’en gør reklame for en havfrue, en domkirke, Sejrøbugten, Storebæltsbroen og Jellinge-højene.

 

Usædvanligt er det også, i betragtning af hvor lette etaperne er, at den fjerde dag er hviledag. Blæsevejret er åbenbart så udmarvende, at rytterne skal restituere sig.

 

Tour’en oversælges

Begivenhedsløse åbningsetaper ses af 20-40 mio. seere, ikke de 3 milliarder, som de danske arrangører fabler om. Også skønnet over, hvor meget løbet vil kaste af sig, er usikkert. Alligevel smøres der tykt på, en halv mia. kr. har været nævnt. Da Düsseldorf var startby, lå omsætningen – ikke gevinsten – på ca. 330 mio kr., heri medregnet hvad byens indbyggere brugte.

 

Idrættens Analyseinstitut har svært ved at måle værdien af den reklame, et værtsland får. Eneste sikre er, at Danmark bærer risikoen, mens ASO scorer et tocifret millionbeløb.

 

“Idrætsbegivenheder har andre værdier end økonomiske. De skaber begejstring, giver fantastisk goodwill, og fællesskabsfølelse,” siger Brian Mikkelsen, der, siden han var kulturminister, har været drivende kraft i at få store sportsbegivenheder til landet.

 

På et pressemøde i februar 2017 mente Lars Løkke, at den danske Tour-start “taler ind i nogle af klodens største problemer… cykling er en del af et svar på klimaudfordringerne. Og med danskernes glæde for at trampe i pedaler, uanset vejret, så sender vi et stærkt signal ved at lade lade verdens største cykelløb starte i netop Danmark.”

 

Tour de France: en pengemaskine

Cykling blev smart i 1890’erne, først som de riges legetøj. Snart fik masseproduktionen priserne til at falde, og i 1903 arrangerede sportsavisen L’Auto det første Tour de France-løb for at booste salget af avisen og tiltrække flere annoncører. Avisen betalte løbets logistik, rytterne fik cykler af fabrikkerne og måtte så ellers forsøge at vinde avisens pengepræmier. Anden betaling fik de ikke, før sponsorerne begyndte at aflønne rytterne. I takt med at avisen fik flere annoncører, blev pengepræmierne også flere og større.

 

Fra starten har Tour de France været en succes og er i dag en af de globalt mest sete sportsbegivenheder, takket være veltilrettelagte TV-transmissioner, der sendes, mens løbet afvikles.

 

“Tour de France eksisterer for at lave penge,” siger demografen Jean-François Mignon, der har undersøgt økonomien. Profitmaksimeringen er til glæde for ASO, sponsorerne og for rytterne.

 

Tour’en og andre internationale cykelløb arrangeres af den private organisation ASO, (Amaury Sport Organisation), der ejes af sportsavisen L’Équipe, der igen ejes af LVMH, bedre kendt som det luksuriøse tøjfirma Louis Vuitton.

 

Når Tour’en har kunnet overleve siden 1903, skyldes det ASO’s evne til at tilpasse sig nye muligheder. Reklamens udvikling, løbsreportager via radio, film, TV og internettet. ASO tiltrækker en bred vifte af sponsorer, der bruger løbet til at komme længere ud med deres budskab, der som alle andre reklamer skal booste forbruget.

 

Tour’en afspejler Europas økonomiske historie, hvor mange – trods øget ulighed – har fået stigende indkomster og mere fritid. Flere læser sportsaviser, følger med på nettet eller ser betalings-tv. Det øger ASO’s omsætning, genererer flere reklamer, og tv-stationerne er vilde med at sende cykelløb, fordi det giver endnu flere annoncører.

 

Cirka 70 procent af ASO’s omsætning kommer fra salg af tv-rettigheder, mens sponsorering og reklamer giver 25 procent, mens værtsbyerne betaler de sidste 5 procent

 

Vi, der kan lide cykelløb, har fået mange uforglemmelige oplevelser, men har også set, hvordan sponsorerne har korrumperet løbet og har presset arrangører og ryttere ud over det acceptable.

 

Jeg holder med parketgulvsfabrikanten

Engang holdt tilskuerne med deres nationale hold. De blev afskaffet i 1962. Nu kan man så holde med et firmahold eller med enkelte ryttere. Kommer en dansk rytter på podiet i Paris, som Jonas Vingegaard gjorde i 2021, da kender den nationale jubel ingen grænser, men spørg de jublende om, hvilket hold han kørte på, så kender kun de færreste supermarkedskæden Jumbo-Visma.

 

I 2017 brugte det engelske olie- og kemikaliefirma INOES 400 mio kr. på at opkøbe nogle af de stærkeste ryttere, forsyne holdet med en masse teknikker, massører, diætister osv. Og vel blev det til flere sejre i Tour’en og i andre løb, men det stærke hold bidrog også til at gøre løbet forudsigeligt og kedeligt. Sådan har det været siden 90’erne, hvor de samme ryttere vinder år efter år, og hvor pengestærke hold blokerer for, at andre hold kan udfolde sig.

 

De 40 største sponsorater kommer fra følgende brancher: bygge og anlæg, finans, biler, supermarkeder, fly, cykler, kemi og energi. De fleste er, som kapitalister er flest. Bortset fra de autoritære lande Israel, Emiraterne, Bahrain og Kasakhstan, der bruger sporten til at aflede opmærksomheden fra den hjemlige undertrykkelse. Her er rytterne passive, for når foldboldspillere knæler i sympati med Black Lives Matter, så burde rytterne også boykotte holdene fra slyngelstaterne.

 

Miljøtænketanken New Weather undersøgte i 2021 miljøprofilen hos sponsorerne, og kom frem til, at 258 virksomheder fremstiller produkter og ydelser med et højt CO2-udslip. Det gælder især bilfabrikker (199 sponsorater), energiselskaber, og flyselskaber (Emiraterne med 29 sponsorater).

 

Cykelrytterne kører spidsrod gennem en skov af reklamer, den ene grimmere end den anden. Indtil videre er ryttere og tilskuere sluppet for bevægelige bandereklamer, der forvirrer cyklistens øje, men det skal nok komme, for ASO’s pengesult er større end “verdens største cykelløb.”

 

Hvis selve løbet domineres af cyklende reklamesøjler, så er det intet mod den larmende karavane, der gennemkører etapen et par timer før rytterne. Fra biler kastes der årligt flere tons slik til tilskuerne. Også det tjener ASO på, idet sponsorerne betaler millioner for at være med i karavanen..

 

Konkurrenter og arbejdskammerater

Ingen kommer let gennem løbet: Tre uger i sadlen med til tider smertende røv, forkølelse, diarre, ekstrem træthed, plaget af varme, regn, stejle bjerge, livsfarlige nedkørsler, aggressive tilskuere, overnatning på lusede provinshoteller, fjernt fra familie og venner 200 dage om året.

 

Ryttere, der har mange fans på de sociale medier, kan, hvis de også er influencere, tjene mere her end ved at cykle. Og jo flere fans, des større muligheder for at forhandle bedre kontrakter hjem.

 

De fleste ryttere slider for en løn, der i perioder ligger under en håndværkers. Sejre kan hurtigt katapultere rytteren op i millionærernes rækker, hvor federe sponsorater venter. Så længe det varer, for når rytterne passerer 35, er det slut, og så venter der en fremtid som for eksempel cykelhandler i Herning, sportskommentator eller træner for et ungdomshold.

 

Tadej Pogacar, der vandt i 2021,fik 4.2 mio kr., nr. 2 fik 1,5 mio og nr. 3 fik 750.000 kr. Ryttere, der ender som nr. 20 og derunder, får 8.000 kr. Hertil kommer den faste løn på 2-300.000 kr. om året.

 

Undervejs i løbet kan der vindes pengepræmier, som den mest angrebsivrige rytter, eller ”dagens venligste rytter” som den kommunistiske avis, l*Humanite, skrev en gang.

 

Den franske venstrefløj har i årevis fordømt Tour’en som et kommercielt show, der beriger arrangører og sponsorer og udnytter rytterne: Køre-sove-køre-sove, og sådan var det indtil midt i 30’erne, hvor socialisten Leon Blum dannede Folkefrontsregeringen. Det smittede af på Tour’en. Rytterne, hvoraf flere var socialister og kommunister, fik tilkæmpet sig mere værdige forhold. De forstod, at de skulle holde sammen mod arrangørerne og sponsorerne. Nok var man konkurrenter, men man var også kollegaer, der ikke skulle skade en arbejdskammerat, der har samme vilkår som en selv. Siden kom stjenerytterne til, og i dag truer individualismen sammenholdet.

 

Tour’en er imidlertid så livskraftig, at den nok skal overvinde de udfordringer, der opstår undervejs, sådan som det skete med dopingproblemerne, der, af nogen, blev set som det, der ville slå Tour’en ihjel.

 

I de senere år er der kommet nye spændende afrikanske og latinamerikanske ryttere til. Og omsider er ASO, efter flere forsøg siden 1955, ved at arrangere kvindernes Tour de France, dog først da sponsorerne vågnede op, og fik interesse for cykelløb for kvinder. Det viser, at det er sponsorerne, der sidder på løbet. Måske vil vi en dag også opleve, at en fransk rytter vinder løbet. Det er ikke sket siden 1985.

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com