Global meningsmåling viser stor opbakning til, at sponsorer til Fodbold-VM i Qatar støtter migrantarbejdernes krav om erstatning. 

af Human Rights Watch

Læsetid: 6 minutter

Foto: 2022 Human Rights Watch

 

FIFAs partnere og sponsorer ved Fodbold-VM 2022 bør alle lægge pres på fodboldforbundet og på Qatars regering for at skaffe erstatning og anden hjælp til de migrantarbejdere og deres familier, som har været udsat for død eller ulykker, tyveri af løn eller gæld fra ulovligt opkrævede honorarer for at skaffe job, mens de forbereder turneringen, udtaler Human Rights Watch, Amnesty International og FairSquare.

 

Opfordringen kommer, netop som en global meningsmåling bestilt af Amnesty International viser, at 2/3 af de adspurgte og 72 procent af dem, der regner med at se mindst en VM-kamp, mener, at FIFAs partnere og sponsorer åbent skal opfordre FIFA til at yde erstatninger til de migrantarbejdere, der har lidt overlast i forberedelsen af VM i Qatar. YouGov stod for undersøgelsen, der dækkede 17.477 voksne i 15 lande.

 

I juli skrev de tre menneskerettighedsorganisationer til FIFAs 14 partnere og VM-sponsorer med en opfordring til at kræve af fodboldforbundet, at den råder bod på misbruget af migrantarbejdere i forberedelsen til VM. Siden da har fire af dem, AB InBev/Budweiser, Adidas, Coca-Cola og McDonalds udtrykt deres støtte til en sådan finansiel kompensation. 10 andre sponsorer har ikke udtalt nogen offentlig støtte og har ikke svaret på skriftlige henvendelser om at drøfte misbrug relateret til turneringen. Det drejer sig om firmaerne Visa, Hyundai-Kia, Wanda Group, Qatar Energy, Qatar Airways, Vivo, Hisense, Mengniu, Crypto og Byjus.

 

”Firmaer køber rettigheder til at sponsorere VM, fordi de gerne vil associeres med glæde, fair konkurrence og fantastiske menneskelige bedrifter på banen – ikke voldsomme løntyverier eller dødsulykker blandt dem, der gjorde VM mulig,” sagde Minky Worden, Human Watchs direktør for globale initiativer. ”Med kun 2 måneder til første kampstart bør sponsorerne bruge deres betydelige styrke til at lægge pres på FIFA og Qatar, for at de opfylder deres menneskerettigheds-forpligtelser overfor disse arbejdere.”

 

Samtidig med VM-sponsorerne bør også de nationale fodboldforbund bruge deres styrke og opfordre FIFA og Qatar til offentligt at forpligte sig til en erstatningsfond til at afhjælpe alvorligt misbrug overfor migrantarbejderne, der muliggjorde VM. FIFA bør også støtte og finansielt bidrage til initiativer rettet mod at hjælpe og støtte migrantarbejdere som Migrant Workers Centre, anbefalet af Building and Wood Workers International.

 

Sponsorernes svar
Herunder er angivet de svar, de fire sponsororganisationer har afgivet om støtte til at sikre arbejderne erstatning:

 

·   AB Bev/Budweiser, den officielle ølsponsor af VM, offentliggjorde denne udtalelse: ”Vi støtter adgang til procedurer, der kan skaffe fair erstatning til migrantarbejdere, som er blevet negativt påvirket.”

 

·   Adidas udtalte, at man ”støttede” FIFA og Qatars organisationskomite (Supreme Committee for Delivery & Legacy) med hensyn til ”samtlige arbejdsrettighedssager, der måtte udspringe af værtskabet for VM, herunder nødvendige afhjælpende handlinger, og om nødvendigt passende erstatninger til arbejdere og deres familier med uløste klagepunkter.”

 

·   Coca Cola svarede til menneskerettighedsgrupperne, at de ”fortsat vil engagere sig i drøftelser med sponsorer og FIFA med henblik på bedst muligt at bygge videre på de fremskridt, der er gjort i Qatar, for yderligere at udvide adgangen til effektive erstatninger for migrantarbejdere” og ”og opfordrer FIFA til at bygge videre på sine hidtidige anstrengelser for at indarbejde respekt for menneskerettigheder i denne og fremtidige VM-begivenheder, herunder effektive strukturer til at sikre erstatninger”.

 

·   McDonalds skrev ”Vi vil fortsat samarbejde med FIFA, menneskeretseksperter og de andre sponsorer for at anspore til positive ændringer med hensyn til menneskerettigheder, herunder hjælpeprocesser, der letter adgang til erstatning, både omkring turneringen og i de samfund, vi agerer i.”

 

Ti andre sponsorer svarede ikke, til trods for, at de har en politik om respekt for menneskerettigheder og miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige normer i deres arbejds- og erhvervsmæssige samarbejdsrelationer. FN’s vejledende principper for erhverv og menneskerettigheder er tydelige omkring alle virksomheders ansvar for at respektere menneskerettigheder, blandt andet ved at bruge deres styrke sammen med erhvervsmæssige partnere til at forebygge eller afhjælpe uheldige menneskeretsmæssige virkninger.

 

Behovet for erstatning
I forlængelse af en klage over tvangsarbejde fra ILO (International Labour Organization) har Qatar i de senere år indført en serie vigtige reformer og VM-organisationskomiteen har forbedret arbejdsforholdene for dem, der har bygget stadioner. Ikke desto mindre foregår der stadig overgreb på arbejdspladserne ud over landet, og tidligere overgreb er ikke blevet kompenseret.

 

En rapport fra Amnesty International fra maj i år sætter fokus på, hvordan FIFA undlod at vise fornøden omhu og at tage højde for menneskerettigheder, da Qatar blev tildelt VM i 2010, til trods for at risikoen for overgreb på arbejdere var veldokumenteret, og at man efterfølgende undlod i tide at tage effektive forholdsregler til at afbøde disse.

 

Den 19. maj i år opfordrede en global samling af grupper for migrantarbejdernes rettigheder, fagforeninger, fangrupper, overlevende fra arbejdsulykker og menneskerettigheds-organisationer FIFA til sammen med Qatar at udarbejde et omfattende program for at skaffe erstatninger for alle overgreb i forbindelse med VM i 2022. For at finansiere dette skulle FIFA reservere et beløb mindst svarende til præmiebeløbet på 440 millioner US-dollar, som tilgår de hold, der deltager i turneringen. Med bare to måneder til turneringsstarten har FIFA endnu ikke forpligtet sig til erstatninger for overgreb og udtaler, at man stadig overvejer sagen.

 

”Der er intet, FIFA eller Qatar kan gøre, som kan erstatte tabet af en, man elsker”, udtaler Nick McGeehan, grundlægger og direktør i FairSquare, som undersøger overgreb på arbejdere. ”Men økonomisk erstatning til familier i nød efter en migrantarbejders død kan skaffe et vist økonomisk pusterum og potentielt mindske langvarige følger.”

 

Bygger på eksisterende mekanismer
Human Rights Watch har dokumenteret, at en kompensation kan have langtrækkende fordele for migrantarbejdere og deres familier. Siden 2018 har myndighederne i Qatar iværksat procedurer for at beskytte arbejdere mod løntyveri og skabe bedre mulighed for at opnå retfærdighed, men det dækker ikke alle arbejdere eller de overgreb, der er sket i årene, før procedurerne blev iværksat. Grundlæggende mangler der stadig vigtig implementering, og der er huller i gennemførelsen af dem. Det gælder for eksempel arbejdere, der allerede har forladt Qatar, som ikke har adgang til fond, der er sat i verden for at kompensere dem, når deres arbejdsgiver ikke gør det.

 

Sponsorer, fodboldforbund og FIFA bør bruge deres vægt overfor Qatar og presse myndighederne til at udvide og styrke landets eksisterende planer og systemer for kompensation, samt – hvor der er behov for det – at håndtere det store antal tidligere overgreb og oprette supplerende effektive mekanismer til at tilgodese alle overgreb, der ikke er blevet til godeset.

 

Undersøgelsens baggrund
YouGov’s undersøgelse bygger på 17.477 voksne i Argentina, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Kenya, Mexico, Marokko, Holland, Norge, Spanien, Schweiz, Storbritannien og USA. Af dem sagde 54 procent, at de sandsynligvis ville se mindst en kamp.

 

Alle tal stammer, med mindre andet er angivet, fra YouGov. Det samlede antal i undersøgelsen er 17.477 voksne. Undersøgelsen blev gennemført mellem den 16. august og 6. september 2022. Undersøgelsen foregik online. Tallene er vægtede og er repræsentative for alle de undersøgte lande for voksne (over 18år).

 

20. september 2022

 

Oversat fra Human Rights Watch af Anne Haarløv

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com