Succes gennem flere slutrunder og mange andre steder, men hvad så med anden diskrimination, såsom seksuel orientering? Værtsnationen Rusland er åbenlys fjendtlig overfor LGBT-personer. I 2013 blev lov mod “homoseksuel propaganda” vedtaget, blot måneder før den sidste store sportsbegivenhed i Rusland – vinter-OL i Sochi. Myndighedernes vold mod Pride og andre optog, som for flere år siden i Moskva under det europæiske Melodigrandprix, er velkendte. Vold mod homoseksuelle er steget meget i Rusland, og det kunne være absolut lige så vigtigt for det internationale fodboldforbund, FIFA, at bruge RESPECT-sloganet her.

I stedet for vender FIFA det blinde øje til. For eksempel er der under turneringen VM-hold i den tjetjenske hovedstad Grosnij. Den by, hvor præsidenten Ramzan Kadyrov udtalte: “Vi har ingen homoseksuelle her”, efter at republikken havde foretaget en grusom udrensning af homoseksuelle. Tjetjenske sikkerhedsstyrker pågreb formodede homoseksuelle og biseksuelle mænd og torturerede dem. Nogle blev bortført, andre sendt i lejre.

Dog FIFA-markering

Ikke sådan at FIFA ikke kendte sådanne “episoder”. I 2017 skrev generalsekretæren for organisationen, Fatma Samoura, i et brev til aktivister om Tjetjeniens udrensning af homoseksuelle, at FIFAs begivenheder skal være “fri for diskrimination, herunder diskrimination på grund af seksuel orientering”

FIFA har fået vedtægter, der siger, “at enhver form for diskrimination” er strengt forbudt og straffes med suspension eller udvisning. FIFAs formand fra 2015, Gianni Infantino, har indført organisationens første menneskerettighedspolitik, der forpligtiger FIFA til at imødegå forskelsbehandling i alle dens former. Og FIFA skal trods alt have ros for at give Danmark en bøde under dette VM, fordi nogle danske tilskuere medbragte et sexistisk banner.

Oktober-revolutionens reformer

Rusland er berygtet for denne anti-LGBT-politik og praksis. Det nævnes igen og igen i medierne, som om den er noget særligt russisk. Men for 100 år siden gjorde den russiske revolution op med reaktionær lovgivning og praksis på hele dette område. Fra revolutionen og frem til begyndelsen af 1920’erne var hele dette område en væsentlig del af frigørelsen, som revolutionen satte i gang. Vel den første regering i verden, der frisatte, hvad der i dag kaldes LGBT og videre. En bevidst handling fra de revolutionære, selv om der dengang ikke var nogen særlig bevægelse, identitet eller miljø. Retssager i begyndelsen af 1920’erne på området, blev vundet til de homoseksuelle og andres fordel.

Bolsjevikkerne med Lenin, Trotskij og ikke mindst på dette område Kollontaj i spidsen gennemførte en række reformer. Loven, der kriminaliserede homoseksualitet, blev ophævet. Regeringen fratog staten retten til at blande sig i seksuelle handlinger, undtagen i de tilfælde, hvor der ikke forelå samtykke. Der blev indført fri og gratis abort, som kun måtte foretages af læger på sygehuse. Kvinder fik lovfæstet ligeret med mænd. Ægteskaber blev en simpel registreringssag baseret på gensidig samtykke. Skilsmisse kunne opnås, hvis den ene part ønskede det. Begrebet uægte børn blev afskaffet. Mange andre eksempler på en progressiv familie- og seksuallovgivning kunne nævnes.

Fra Stalin til Putin

Denne udvikling slog om i sin absolutte modsætning nogle år senere – en politisk kontrarevolution, som fik stor virkning på dette område af livet. Det fortsætter og dyrkes den dag i dag, så der er tale om en reaktionær kontinuitet fra Stalin til Putin i nutidens Rusland. De russiske myndigheder slap ikke grebet her. At det land, der som det første afskaffede love mod homoseksualitet, nu nærmest er bannerfører i kampen mod hele LGBT-området, er paradoksalt.

Det kan kun forstås historisk, som bruddet med den revolutionære udvikling fra 1917 til det det bureaukratiske diktatur med Stalin som symbolet. Frigørelsesprocessen, som revolutionen satte i gang, nævnes stort set aldrig i medierne – blot reaktionen, som om den altid havde eksistereret, “sådan er russerne” og så videre.

Den stalinistiske bureaukrati vedtog en familielovgivning i 1936, der fejede al progressiv familie- og seksualpolitik væk. Som den danske revolutionære socialist Marie Nielsen ironisk skrev i 1936 i sin kritik af denne nye lovgivning: “Alt seksuelt samvær mellem mand og kvinde, der ikke har forplantning til formål, er “syndig” (om ikke mod Gud, så mod Stalin)”

I løbet af 1930’erne knuste det stalinistiske bureaukrati alle de landvindinger, som oktoberrevolutionen i 1917 havde opnået i familie- og seksuallovgivningen. Kampen for det nye liv blev erstattet med en kamp for styring af familien. Mænd og kvinder skulle genoptage deres gamle roller fra før revolutionen. Alle forsøg på nye veje inden for pædagogik og børneopdragelse blev knust og erstattet af en autoritær opdragelse. Homoseksualitet blev forbudt. Kunsten blev i samme periode også rettet ind efter centrale normer, der kun accepterede den såkaldte “socialrealistiske” genre.

Bureaukratiet måtte varetage sine særinteresser. Enhver selvstændig og kritisk aktivitet blev opfattet som en mulig trussel. Seksuel adfærd, der ikke harmonerede med det nye sovjetiske familie-ideal, blev forfulgt og undertrykt.

Der synes at være en fortsættelse og intet brud på dette felt fra det stalinistisk bureaukratiske system over mafia-økonomien til, hvad Rusland end må betegnes som i dag. Uanset om samfundssystemerne synes forskellige, er der tale om samme formørkede politik.

Værdig som værtsnation

FIFA indførte “No to Racism” og “Respect” efter aktiviteter og pres. Man må gå videre og ikke vende det blinde øje til. Man kunne belønne det gode eksempel gennem tildelingen af værtsnationsrollen. I 2022 er det Qatar, hvor menneskerettighederne har ringe vilkår, der er værtsnation. Qatar har straffet homoseksuelle med et til tre års fængsel.

En stærk markering i Rusland nu fra FIFA vil kunne sende et signal til kommende værtsnationer og hele sportsverdenen. Et signal om, at hvis de skal have VM-værtskabet, må de forpligte sig mod racisme, mod diskrimination mod homoseksualitet og så videre. Undertrykkende love og praksis må væk – ganske kort sagt. Og de må forstå, at hvis man ikke kan spille efter menneskerettighedsreglerne, kan man slet ikke spille. Det vil klæde FIFA, at dette gælder uanset hudfarve, etnicitet eller seksuel orientering.

Den russiske revolution for godt 100 år siden viste vejen – også på dette område, inden en brutal politisk kontrarevolution slog det ned. Der er brug for nye oprør på feltet. Sport og politik kan næppe adskilles – de kan sammen spille en progressiv rolle i kampen mod enhver form for diskrimination.

Og hvor er “No to Racism”, “Respect” under dette VM i fodbold? Er disse vigtige slogans ikke med, eller har artiklens forfatter vendt det blinde øje til? Eller er racismen væk i fodboldens verden?