Der er to myter om våbenhvilen i Gaza, som trådte i kraft i søndags, som har været de mest fremtrædende: at den var kommet i stand på grund af Trumps pres på Netanyahu, og at det var en sejr, som Hamas kunne tage æren for.

af Gilbert Achcar

Læsetid: 7 minutter

 

En mand bærer liget af et palæstinensisk barn efter israelsk angreb den 17. oktober 2023. Foto: Fars Media Corporation, CC BY 4.0, Wikimedia

 

Den første myte går ud på, at aftalen må tilskrives Trump, der havde udtalt, at han ville have den fra hånden, inden hans indsættelse som præsident, og at han var gået så langt, at han havde truet med at ’slippe helvede løs’ (som om de 471 forudgående dage ikke havde været et helvede for indbyggerne i Gaza), hvis ikke våbenhvilen fandt sted på den dag, som han havde ønsket. Trumps hold havde selvfølgelig lagt pres på for at nå frem til en våbenstilstand (hvad der er den rette betegnelse for det, der begyndte om søndagen), men myten består i, at det pres skulle være fremkommet ved, at han vred armen så grundigt om på Netanyahu, at en lang række kilder lod sig forføre til at tegne et billede af ham som en helt, der kunne tilvejebringe en retfærdig fred til det palæstinensiske folk.

 

Sandheden er, at denne myte er det rene vrøvl, fra først til sidst! At den præsident i USA, der gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at være til tjeneste for Israel, før hans efterfølger, Joe Biden, satte kronen på værket, og som nu er vendt tilbage til Det Hvide Hus, omgivet af et slæng af kristne og jødiske zionister, hvoraf en del nærmest ligger til højre for Netanyahu; som om denne mand, leder af det globale ekstreme højre, og en politiker, gennemsyret af grænseløst reaktionær tænkning, på magisk eller guddommelig vis, over natten var blevet forvandlet til at være anti-zionist og tilhænger af det palæstinensiske folk.

 

Sandheden er, hvad der må være klart for enhver – og især for Biden, efter at have modtaget Netanyahu i Washington sidste juli, hvor han offentligt bebrejdede ham for at nægte at gå med til den aftale, som USA’s administration med hjælp fra Cairo og Doha havde arbejdet på siden sidste forår – at det for den israelske premierminister først og fremmest handlede om at forhindre Biden, og med ham Kamala Harris, da hun tog over, at kunne rose sig af dette under valgkampen. Det fremgik også tydeligt, at Netanyahu under sit besøg hos Trump i Florida, efter at han havde været i Washington, lovede ham en våbenstilstand, hvis han vandt valget. Efter sit møde med Trump sagde Netanyahu til journalisterne, at det var ham alt om at gøre, og føjede til ’vi arbejder på det’.

 

Netanyahu brugte rent faktisk myten om Trumps pres på ham – som sidstnævntes repræsentant i Mellemøsten, Steven Witkoff, en zionist par excellence, var ivrig efter at sætte kød på – til at overbevise sine allierede fra det ekstreme zionistiske højre om at gå med til aftalen. Mens medierne tav, eller næsten tav, om det reelle pres, der var blevet lagt på Hamas, med Egypten og Qatars mellemkomst, og ved den insisteren, som Trumps repræsentant havde lagt for dagen, blev myten til sandhed på en måde, der passede Netanyahu særdeles godt. Han lovede ikke desto mindre Smotrich og Ben-Gvir, at aftalen ikke ville række ud over dens første fase. Det gik Smotrich med til, mens Ben-Gvir trak sig ud af regeringen, idet han dog sagde, at han fortsat ville støtte Netanyahu i Knesset, og at han ville vende tilbage til regeringen, så snart krigen i Gaza blev genoptaget.

 

Lederne af zionisternes væbnede styrker agiterede ivrigt for, at aftalen blev indgået, som svar på presset fra den israelske offentlighed om at få frigivet gidslerne i Gaza-striben. Den tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, trak sig endda tilbage i protest mod Netanyahus nølen med at acceptere aftalen. De vidste alle, at den ikke var andet end en midlertidig våbenstilstand, der ville muliggøre en løsladelse af de civile gidsler, og at hæren ville fortsætte med deres myrderier efter det. Hamas’ prangende opmarch af kampklare bevæbnede mænd, der skulle give indtryk af deres fortsatte kontrol over Stribens beboere, blev også det stærkest tænkelige incitament for den zionistiske hær til at fortsætte krigen og besættelsen! Enhver, der tror, at den nuværende våbenstilstand vil gå over til at blive krigens ophør, samtidig med en total tilbagetrækning af den zionistiske hær fra Striben, er offer for ønsketænkning og dagdrømmerier.

 

Den anden myte er i nogen grad relateret til den første ved at beskrive den nuværende våbenstilstand som en sejr for Hamas. Bevægelsen udsendte i lørdags en pressemeddelelse, der gik ud på følgende: ’Al-Aqsa-stormen [angrebet den 7. oktober, o.a.] har bragt os tættere på en afslutning på besættelse, frigørelse og tilbagevenden, om Gud vil.’ Det er endnu et eksempel på den irrationelle magiske tænkning, der knyttede sig til Oktober-operationen, der blev et forspil til det hæsligste og mest forfærdelige kapitel i den lange tragedie, der er blevet det palæstinensiske folk til del. Det førte også til et kollaps for Hamas’ allierede i ’Modstandens Akse’. Hezbollah er blevet tilføjet et definitivt nederlag, Assad-regimet i Syrien er brudt sammen, og det iranske regime er så skræmt, så det kun er Houthi Ansar Allah-militseni Yemen, der er tilbage på skansen, hvor de bruger deres missiler i den sekteriske konflikt med andre yemenitter i med det saudiske kongerige. Houthi’erne repræsenteres bedst af deres talsperson Yahya Saree, et nyt symbol på arabisk praleri efter Ahmed Said (egyptisk radiokommentator på Nassers tid) og Mohammad Saaed al-Sahhaf (Saddam Husseins ’Komiske Ali’), og endnu mere latterlig, end de var.

 

Stillet over for det ubeskriveligt forfærdelige folkemord, som Gazas befolkning er blevet udsat for (der er næppe større tvivl om det samlede antal døde, herunder dem, der er døde på grund af de forhold, som invasionen har skabt, for ikke nævne antallet af dem, der blev ramt af alle former for fysiske og psykiske kvæstelser, der er langt større). Når man tænker på den zionistiske hærs genbesættelse af Striben efter næsten 20 års tilbagetrækning, hvad der muliggjorde Gazas selvforvaltning; ødelæggelsen af området på en måde, som historien ikke har kendt magen til noget som helst sted siden Anden Verdenskrig; ødelæggelsen af miljøet og andre livsfornødenheder; løsladelsen af hundreder af internerede i israelske fængsler, sammenfaldende med fængsling og fornyet fængsling af tusinder; eskaleringen af den zionistiske regering og bosætternes fascistiske angreb på Vestbredden, og deres snigende annektering af den – over for denne enorme katastrofe, er en påstand om, at det, der skete, er en sejr for det palæstinensiske folk, der har bragt det ’nærmere afslutningen af besættelse, frigørelse og tilbagevenden’ langt hinsides det værste nonsens, en pinlig manifestation af mangel på skam og anstændighed.

 

Det er meget tænkeligt, at Trump vil vende tilbage til den ’århundredets aftale’, som hans svigersøn formulerede det under hans første præsidentperiode, som det Ramallah-baserede Palæstinensiske Selvstyre forkastede på grund af dens store uretfærdighed over for palæstinensernes rettigheder. En lignende formel relateret til Gaza, forberedes af De Forenede Arabiske Emirater, som er parat til at sende tropper til Striben som opbakning til Mohammad Dahlan som den, der skal overvåge den. (Dahlan er tidligere leder af PLO’s sikkerhedstjeneste og hovedmand bag et fejlslagent forsøg på at undertrykke Hamas i Gaza i 2007, med opbakning fra George W. Bush. Han endte med at gå í eksil i De Forenede Arabiske Emirater). Hvad Trumps mål angår, er det at fuldføre likvideringen af den palæstinensiske sag for at bane vej for en omfattende normalisering mellem den zionistiske stat og de tilbageværende arabiske stater, Først og fremmest det saudiske kongerige, og at maksimere sine personlige og familiemæssige interesser i de virkelige ’århundredets aftaler’, der handler om fast ejendom og forretninger med de arabiske olielande.

 

Gilbert Achcar voksede op i Libanon. Han er professor ved Development Studies and International Relations ved School of Oriental and African Studies (SOAS) i London, og mangeårig bidragyder til Fjerde Internationales presse, samt forfatter af en lang række bøger om internationale politiske forhold og Mellemøsten, med særlig vægt på Palæstina.

 

21. januar 2025

 

Oversat fra Gilbert Achcars blog af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com