En usikker våbenhvile hænger nu over Gaza, hvor befolkningen siden i søndags har kunnet vende tilbage til resterne af deres hjem efter 15 måneders ubønhørligt bombardement uden sidestykke i efterkrigstiden. Men folkemordet er ikke slut, kun sat på pause. Og der er stadig masser af opgaver for solidaritetsbevægelsen.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 5 minutter

 

Selv om det lykkedes Israel at udskyde våbenhvilens begyndelse med et par timer, som kostede endnu 10 palæstinensere livet, og selv om Israel har brudt våbenhvilen ved at skyde mod palæstinensere, det var på vej tilbage mod deres hjem i det nordlige Gaza – så har Gaza, når dette skrives, været overvejende roligt, og hundredvis af lastbiler er dagligt kørt over grænsen med akut nødvendig hjælp. Der er varer på gaderne, og konturerne af Gazas civile liv viser sig igen med den standhaftige vedholdenhed, der kendetegner Gazas befolkning.

 

Hele området er totalt destrueret. Ifølge FN’s humanitære koordinationskontor (OCHA), så er 90 procent af alle boliger og 69 procent af alle bygninger destrueret eller beskadiget. Skoler, universiteter, kulturelle centre, moskeer, kirker og hospitaler ligger i ruiner, forureningen fra bomber og krig er overalt. Selv hvis våbenhvilen holder, vil det tage årtier at rydde op og genopbygge Gaza. Og de menneskelige omkostninger er fortsat enorme. Ophøret i bomberegnen betyder nu, at man kan begynde at lede efter de tusindvis af lig, der ligger begravet under murbrokkerne. Hver dag forbliver en tragedie, for Gazas befolkning og for verden.

 

Den første udveksling af israelske for palæstinensiske gidsler har fundet sted. Men israelerne har siden våbenhvilenaftaleens indgåelse taget flere gidsler, end de har løsladt. Israelske styrker har endog stormet hjemmene hos nogle af de løsladte palæstinensere og arresteret deres familiemedlemmer.  Det er svært ikke at bide mærke i, at de palæstinensiske gidsler så langt mere medtagne ud end deres israelske modparter – på trods af, at de har siddet i israelske fængsler, og ikke i tunneler under Gaza. De samstemmende rapporter om tortur og fornedrende forhold sætter skæbnen for de tilbageværende omkring 10.000 palæstinensiske gidsler i et uhyggeligt relief og understreger behovet for fortsat at kræve, at Israel løslader alle palæstinensiske gidsler. Selv de, der er blevet dømt af israelske militære domstole, er ikke mere legitime fanger, end hvis Hamas havde valgt at dømme israelske gidsler ved en skueproces. Særligt kræver vi løsladelsen af palæstinensiske børn, der holdes fanget i tusindtal, men også den palæstinensiske civile ledelse, der har været mål for Israels gidseltagninger, herunder læger, undervisere, kunstnere og politikere, der er uundværlige for det palæstinensiske civilsamfund.

 

Folkemordet er ikke slut

Den umiddelbare ro i Gaza har nu flyttet det israelske militær IDF’s (Israeli Defense Forces) opmærksomhed mod Vestbredden, hvor IDF har indledt en offensiv mod flere områder. Offensiven bliver gennemført sammen med israelske bosætterbander, der har intensiveret deres angreb på Vestbredden, endog mere end  efter den 7. oktober. Set i lyset af, at Trumps udsendte til Mellemøsten er overbeviste zionister, og at den nye amerikanske udsending til FN har udtalt, at Israel har en bibelsk ret til Judæa og Samaria (de bibelske navne for Vestbredden, der bruges af den yderste zionistiske højrefløj), så kan vi kun frygte, at Netanyahus pris for at indgå våbenhvilen i Gaza var en ubegrænset ret til at overtage Vestbredden, noget der længe har stået højt på dagsordenen i Israel. Det kunne også forklare, hvorfor fascisten Bezalel Smotrich, der er finansminister og minister for bosættelser – og dermed de facto guvernør over Vestbredden – ikke brød med Netanyahu over våbenhvilen, som hans ligeledes fascistiske kammerat Itamar Ben-Gvir. Ikke desto mindre har Smotrich truet med at ville vælte regeringen, hvis ikke  folkemordet i Gaza genoptages efter den første fase af gidseludvekslingen. På samme vis har Ben-Gvir lovet at ville vende tilbage til regeringen i det øjeblik myrderierne genoptages.

 

Om end tempoet er skiftet, så er folkemordet ikke slut. Stærke kræfter i Israel og i den amerikanske ledelse har stadig den etniske udrensning af palæstinenserne som et konkret strategisk mål. Mens vestlige ledere fortsætter med at holde stærkt utroværdige ’to-stats-løsninger’ op som et politisk mål, så presser den israelske regering, dens internationale allierede og dens bosætterorganisationer aggressivt på for at kontrollere så store dele af Vestbredden som muligt, med forfærdelige menneskelige omkostninger. Det Palæstinensiske Selvstyre opererer her som Israels forlængede arm og har deltaget i militære operationer sammen med IDF, et forhold, der yderligere forhindrer dannelsen af en uafhængig palæstinensisk samfunds- og statsdannelse.

 

Trump har allerede i sin første regeringsperiode præsenteret sin udgave af ’to-stats-løsningen’ – hvor palæstinensernes ’stat’ består af nogle usammenhængende klatter. Og med sin seneste udmelding om, at Jordan og Egypten skal gøre sig klar til at modtage palæstinensiske flygtninge efter en udrensning (’clean out’) i Gaza, lægger han nu op til at realisere denne eller noget endnu værre.

 

Stil Vesten til ansvar

Udover den aktive overvågning af pausen i folkemordet og politisk pres for en retfærdig fred og et frit Palæstina, så eksisterer der andre afgørende opgaver for de palæstinensiske solidaritetsbevægelser, som vi tager del i. Først og fremmest drejer det sig om aktiv støtte til genopbygningen af Gaza, fødevaresikkerhed og fungerende sundhedssystem for Gazas folk og gendannelsen af et civilt liv.  Dernæst om at fastholde, at de skyldige i folkemordet skal drages til ansvar. I denne gruppe er mange vestlige firmaer, medier og politikere, der aktivt har bidraget til, at folkemordet kunne finde sted. Sidst er der opgaven med at afkoble fremtidig forbindelse til den israelske apartheidstat, navnlig gennem  BDS, den internationale kampagne Boycott, Divestment, Sanctions.

 

I Danmark har vi særligt en opgave i at afsløre og fremvise det danske firma Mærsks nøglerolle i folkemordet, såvel gennem levering af våben til Israel fra USA, som ved understøttelsen af ulovlige bosættervirksomheder på Vestbredden. Den danske regering og det danske folketing opererer som Mærsks politiske arm og for at fremme dennes interesser. Ved at afsløre de kolde økonomiske forhold bag regeringens paroler kan vi i Danmark aktivt bidrage til at forstå vores egen stats rolle i folkemordet, og hvorfor det er blevet fortiet i de danske medier.

 

Derfor er der ikke udsigt til pause for solidaritetsbevægelsen, men fortsat store opgaver at løfte.

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 26. januar 2025

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com