Hvorfor stiger udbredelsen af 0-timers kontrakter blandt Københavns kommunes ufaglærte ansatte? Og hvorfor ved politikerne ikke, at deres beslutning om at indføre tidsregistrering i bl.a. miljø- og teknikafdelingen har udviklet sig til overvågning af den enkelte ansatte helt ned i 1-minuts intervaller?

af Benedicte Toftegård

Foto: Rasmus Brede var mødeleder og i det politiske panel deltog: Bente Møller (Enhedslisten), Andreas Petersen (Konservative), Marcus Vestager (Socialdemokratiet), og Jan Mathisen (Kommunistisk Parti).

 

De fremmødte i 3F’s lokaler i København Nordvest tirsdag den 9. november var et blandet mix af dem, som holder København kørende og rydder op efter os andre i det daglige: fra parker til kloakker, fra offentlige toiletter til medborgerhuse.

 

Per Jørgensen (FTR for de ansatte i Københavns kulturforvaltning) fortalte, at man har et stigende problem med 0-timers kontrakter. En af årsagerne er, at kommunen har ”konkurrenceudsat” medborgerhusene og andre kulturelle institutioner. Det personale, som stiller stole/scener op til arrangementer, rengør og vedligeholder, igangsætter praktiske aktiviteter m.m., var før i tiden fastansatte under kommunen. I dag er opgaverne udliciterede til private firmaer, der øger fortjenesten ved at bruge vikarer, som de kan nøjes med at indkalde, når der er store arrangementer.

 

Det har konsekvenser. Det gør det sværere at fastholde kvalificeret arbejdskraft, at skabe en identitet og et fællesskab blandt kollegerne, fordi man ikke kender hinanden, og det gør det nemmere for arbejdsgiverne at omgå overenskomstmæssige regler. For løsarbejderne betyder det, at de mister retten til løn under sygdom og barsel, og at de ikke har en stabil indtægt. Kommunen har på den måde medvirket til at genskabe et daglejersystem.

 

Fra salen blev der tilføjet, at mennesker på 0-timers kontrakter ikke kan dokumentere en fast indtægt og derfor ikke kan få lån i banken til en bolig. Hvis de bor i socialt boligbyggeri, tæller de som ”en forkert kategori” i forhold til ghettoloven.

 

Som en ældre deltager sagde i pausen: ”Jeg er træt af deres snak om nødvendig fleksibilitet. Det er ikke anderledes, end at HT havde ansat 4-5 afløsere, der sad parat til at rykke ud på de busruter, hvor chaufføren var syg. Men de afløsere var sgu fastansatte!”

 

En af bivirkningerne ved udliciteringer er, at kommunen tvinges til at opmåle arbejdet. Ellers kan private ikke byde ind, og det bringer os til problem nr. to:

 

Lenni Clement er TR i Teknik- og Miljøforvaltningen for det personale, som står for rengøringen på kommunens ubemandede toiletter. Hans beretning om GPS-overvågning af alle biler og de ansattes gøren og laden helt ned i minutter, vakte eftertanke selv hos den indbudte kandidat fra de Konservative. Alt skal registreres. Hvornår man åbner døren til toilettet, og hvornår man er færdig med at gøre det rent. Men som Lenni siger: Måske er toilettet pænt den ene dag, den næste har en besøgende haft dårlig mave, eller en hjemløs har boet der natten over med diverse remedier. Alle kan se, hvor lang tid man er om det, og data forældes ikke. Hvordan bruger ledelsen så de oplysninger? En kollega blev ringet op af ledelsen, der ville have, han skulle gøre rede for, hvorfor han var kørt forbi to affaldscontainere.

 

Systemet har ødelagt det psykiske arbejdsmiljø. Medarbejderne føler, de bliver mødt med mistillid og har mistet arbejdsglæden og motivationen. Folk tør ikke køre ind til siden og købe en madpakke, og bevidstheden om overvågningen ligger som et tungt pres over folk dagen igennem.

 

3F havde også inviteret Thomas Plough, professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi. Han gav nogle input om, hvad overvågning gør ved os. Der er forsket i medarbejdere på supportcentre, hvor alle samtaler bliver optaget. De viser, at bevidstheden om denne overvågning ofte giver de ansatte stresssymptomer som sved på kroppen og forstyrret hjerterytme. Det er ikke videnskabeligt bevist, at det på længere sigt kan give arbejdsbetingede sygdomme, men det er sandsynligt.

 

En kinesisk undersøgelse handlede om tidsregistrering i forhold til kunder, som ringede ind og bestilte pizza, så man kunne beregne nøjagtigt, hvor lang tid det tog for buddet at bringe varen ud. Først brugte man Google til at beregne ruten. Ofte kendte buddene nogle smutveje, der gjorde, at de kunne vinde 5 minutter i timen til at ryge en cigaret eller gå på toilettet. Men så indførte man et system, der målte den enkelte person helt ned til et minut. Det viste sig mere effektivt. Men nu mistede buddet sine fem minutters pause, så for at klare sig igennem, måtte de køre ulovligt, for stærkt og risikobetonet, hvilket medførte flere ulykker.

 

Thomas Plough mente, at det bevisligt gav en højere produktivitet at kontrollere og overvåge medarbejdere.  Derfor bliver det brugt alle vegne i dag. Også forskere bliver målt på, hvor meget forskning de laver efter et pointsystem. Men der er forskel på hvordan man gør. Han anbefalede, at kommunen koncentrerede sig om data for det gennemsnitlige tidsforbrug og ikke for den enkelte medarbejder.

 

Fra salen blev der stillet spørgsmål til, hvordan personregistrering helt ned i et minuts intervaller harmonerer med kommunens ansættelsesprincipper, som ”lægger vægt på at praktisere værdibaseret ledelse.” I teksten hedder det: ”Kommunen skal som arbejdsplads være kendetegnet ved et udfordrende og sundt arbejdsmiljø. Kommunen skal være en virksomhed, hvor medarbejdernes ansvarlighed, engagement og initiativ værdsættes, og hvor mangfoldighed betragtes som et aktiv.”

 

Borgerrepræsentationen har besluttet, at det er nødvendigt med tidsregistrering for at kunne se, hvad det koster. Den samme tidsregistrering finder også sted i hjemmeplejen og andre af kommunens biler.

 

Ledelsen ude i afdelingerne siger, at det skal bruges til ”positiv dokumentation” hvis en borger ringer ind og klager. De ansatte er også blevet lovet, at der ikke vil foregå logning (dvs. kontrol af medarbejdernes brug af internettet) i ansættelsesretsligt øjemed. Men hvem har besluttet, at tidsregistreringen skal være personlig og i minutter? Det kom bag på alle de tilstedeværende kandidater.

 

Men så kom der endnu et spørgsmål fra salen: Hvordan politikerne ville sikre, at de fine ord ret faktisk afspejler sig i de ansattes hverdag?

 

Det blev ikke sagt, men der var sikkert flere end mig, der tænkte, at borgmesteren for kommunens Miljø- og Teknikafdeling som bekendt er fra Enhedslisten. Det fortæller os dels, at det ikke er nok med et fint værdigrundlag. Politikerne er nødt til at være opsøgende overfor den virkelighed, de lovgiver omkring. Ikke mindst overfor den ledelse, der skal føre beslutningerne ud i livet.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com