Engelske aristokrater nedskrev i det 19. århundrede reglerne for fodbolden, som vi kender den i dag. Sporten blev set som karakterdannende og var i begyndelsen forbeholdt eliten. Dette ændrede sig hurtigt. Arbejderklassen tog hurtigt spillet til sig og besatte både spiller- og tilskuerpladserne. Arbejderklassens dominans varede til langt op i det 20. århundrede, hvor forskellige tiltag blev gjort for at gøre sporten mere ”middelklasse-venlig”. Stadions rundt omkring i Europa var nedslidte, fodboldkampe blev ofte efterfulgt af slagsmål, og hooligans skabte flere steder en utryg stemning.

Det ville man gøre noget ved, og der blev igangsat kæmpe renoveringer af stadions og indført tvungne siddepladser. Derudover brugte man kæmpe summer på merchandise og branding. Fodbold skulle blive pop. Spoler vi tiden et par årtier frem til nutiden, så kan vi se, at udviklingen fra 90’erne kun er fortsat. Vi har foruden Champions League og Europa League fået Conference League, og udover de sædvanlige kvalifikationsturneringer til VM og EM har vi fået erstattet normale ”venskabskampe” med Nations League. Vi kan se fodbold stort set hver dag, hele året rundt. Om det så er Premier League, Superligaen, Champions League, eller noget så eksotisk som den svenske Allsvenskan og den næstbedste række i Tyskland.

Fodbold er også politik

Sport og politik skal adskilles – det har man hørt så mange gange, at man næsten tager det som kendsgerning. Det er dog ønsketænkning og i værste fald en fejlagtig gengivelse af virkeligheden. Har man nogensinde set en fodboldkamp, så ved man også, at fodboldfans forholder sig til mange forskellige samfundsproblematikker. Det kan være bannere mod racisme, mod zionisme, mod sexisme og for tolerance mod flygtninge. En af de mest hadede personligheder i hele fodboldverdenen, var den tidligere konservative britiske premierminister, Margaret Thatcher, og da hun døde, blev det fejret af fodboldfans flere steder rundt omkring på stadions.

Man har også set fodboldfans tage stærkt afstand fra de stigende entrépriser, som rammer arbejderklassen og de fattigste fans hårdest. De seneste uger har man flere steder set bannere til støtte for den igangværende frihedsbevægelse i Iran.

Disse eksempler viser med al tydelighed, at fodbold hverken har været eller bør være adskilt fra politik. Det smukke ved fodbold er, at den samler os og giver os et talerør til at sige de ting, vi ofte ikke har mulighed for at sige i dagligdagen. Der har længe på venstrefløjen været en skepsis mod fodbold, hvor spillet er blevet set som ”opium for folket”, men som den østrigske marxist Eric Wegner siger, ”Fodbold har historisk medført… dannelse af kollektiv stolthed og klassebevidsthed [blandt fodboldfans, red.]”.

Det er også derfor, at situationen i Qatar, med tusindvis af døde migrantarbejdere, gør det hele så meget værre. Fodbold er ikke til for at berige en grisk, korrupt elite. Fodbold er et fælles gode. Migrantarbejderne i Qatar, som ikke er bukket under for de umenneskelige arbejdsvilkår, får en ussel løn – hvis de overhovedet får nogen. Den situation bliver man som fodboldfan nødt til at tage stilling til.

Én ting er, at ens yndlingsklub bliver solgt til en lettere fordægtig russisk oligark, som er blevet rig under ukendte omstændigheder. Noget andet er, at der er mennesker der lever i slaveri og ultimativt dør, for at vi kan få os et par uger med sportsunderholdning. Man bliver nødt til at spørge sig selv, om ikke det forarger én. Hvis man stiller spørgsmålet, sat på spidsen, om hvorvidt en fodboldkamp må koste menneskeliv, så er der formentligt ingen mennesker, der vil svare, at de er villige til at betale prisen. Hvorfor er det så, at vi er villige til det, hvis tallet er 6.500 menneskeliv?

Man har set videoer af fodboldfans i det succeshungrende Newcastle, klæde sig ud som Mohammed Bin Salman (MBS) og flage med det saudiarabiske flag, som reaktion på at Saudi Arabien købte byens fodboldklub. Vel vidende, at Saudi Arabien siden 2015 har sønderbombet Yemen, som har medført tusindvis af civile ofre og en sult af uset størrelse. Man kan som fodboldfan godt sætte sig ind i ønsket om at yndlingsholdet skal være konkurrencedygtigt og kunne spille med om de store titler, men vi bliver nødt til at tage kritisk stilling til den klub eller det landshold, vi holder med.

De tyske fans af storklubben Bayern München viste fortrinligt, hvordan man skal sige fra overfor Qatars indtog i klubben, ved at kræve, at klubben skulle droppe samarbejdet med Qatar. Ved sidste års generalforsamling havde de organiseret sig og råbte i takt mod bestyrelsen: ”Vi er Bayern – det er I ikke. Vi er de fans, I ikke vil have!”. Desværre endte det ikke med, at Bayern München i første omgang har opsagt deres samarbejde med slavestaten, men aktionen og ideen med, at man aktivt skal sige fra, når ens fodboldhold agerer uetisk og amoralsk, viser, at kampen både kan og skal tages. Og jo flere vi er til at tage den, på tværs af klubtilhørsforhold, jo nemmere bliver det at lave forandringen.

Det lykkedes ikke Bayern München i første omgang. Men FCK stoppede træningslejrene i Dubai, efter voldsom kritik fra klubbens fans. Det viser med al tydelighed den magt, vi som fans har. Vi kan ikke længere forhindre, at Qatar afholder VM-slutrunden, men vi kan ved aktivt at protestere og kritisere beslutningen, påvirke, at fremtidige slutrunder ikke skal tildeles lande, der ser stort på menneske- og arbejderrettigheder.

Lad os huske os selv på, at fodbold er politisk. Lad os tage fodbolden tilbage. Lad os vise verden, at fodbolden kan være en drivkraft for positiv forandring. Fodboldfans i alle lande, foren jer!