VM-slutrunden i Qatar er vigtigere, end man lige tror. Fodbolden har ændret sig meget de sidste par årtier, og med denne forandring er også vores grænser blevet rykket. Der er overordnet to gode grunde til at boykotte VM-slutrunden i Qatar: Værtslandets fuldstændige negligering af arbejder- og menneskerettigheder og den negative moralske forskydning, det medfører. Seerboykot af slutrunden kan ikke stå alene, men det kan blive startskuddet til at gøre sporten ’folkelig’ igen.

I slutningen af 2010 vandt Qatar værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i år 2022. Det skabte universel overraskelse og mange steder decideret vrede. Der er mange grunde til at Qatar ikke var det oplagte valg. Qatar har aldrig tidligere kvalificeret sig til en VM-slutrunde, og generelt har landet ikke historie for, at sporten er særlig udbredt. Slutrunden har til vane at blive spillet om sommeren – det er simpelthen en umulighed i Qatar, da der er over 40 grader om sommeren. Derfor skulle slutrunden flyttes fra sommer til vinter, til stor gene for de respektive fodboldklubber, hvor ændring af kampplaner osv. forstyrrer, for ikke at snakke om seerne, som oftest plejer at have sommerferie, når kampene bliver spillet, men nu formentligt er på arbejde, når kampene bliver spillet.

Qatar skulle til at bygge de fleste stadions og al tilhørende infrastruktur, da landet ikke havde disse til at begynde med. Det koster på klimabelastningen. Landet har tætte forbindelser til flere ekstremistiske grupper, såsom Hamas, Taliban og Det Muslimske Broderskab. Derudover ser landet stort på ligestilling og arbejderrettigheder, hvor mindst 6.500 gæstearbejdere er døde, siden værtskabet blev tildelt. Tallet er med sikkerhed højere, da tallet kun dækker over en række østasiatiske landes gæstearbejdere og ikke inkluderer arbejdere fra Afrika. Ikke meget talte for Qatar, men hvorfor endte værtskabet så hos dem?

Trickle-downteoriens svindelnummer

Qatar har investeret oceaner af penge i udvikling af sporten i landet ,og det er jo i princippet positivt. Om slutrunder kun skal spilles i lande, hvor fodbolden er vidt udbredt og kan fremvise en lang historisk liste med slutrunder, bliver et smagsspørgsmål og er derfor mere af teknisk karakter. Derimod kan man ud fra et klimamæssigt synspunkt bedømme, om det giver mening, at et land som følge af et værtskab skal bygge det hele op fra bunden. Der er mange andre lande, hvor dette ikke ville være nødvendigt. Opbygningen af infrastruktur til slutrunder sætter sit aftryk på klimaet og havde man levet i en verden, hvor sporten ikke udelukkende styres efter profitmaksimering, ville man i et ’rent’, ikke-korrupt FIFA, have et potentielt klimaaftryk med i bedømmelsen.

FIFA er en korrupt organisation – det er ikke længere en hemmelighed (se fx Netflix-filmen Fifa Uncovered). En meget lille gruppe af mænd fra de respektive regionale fodboldforbund bestemmer, hvor slutrunder skal spilles. Det gør dem yderst magtfulde, og da beslutningerne foregår i det hemmelige, er vejen til bestikkelse lettere. Der er mange interessenter, der ønsker en slutrunde i Qatar. Udover monarkiet i Qatar er massevis af store byggefirmaer, hotelkæder, forretninger, restauranter mv. interesserede i, at det skal afholdes i Qatar, fremfor det oplagte valg USA. Forskellen på Qatar og USA er nemlig, at hvor det mest centrale infrastruktur allerede er på plads i USA, er der i Qatar muligheder for at indtage og overtage et nyt marked – at ekspandere. En stor hotelkæde er fløjtende ligeglad med, om VMs afholdelse om vinteren medfører, at mange derfor ikke kan se kampene grundet arbejde. Hotelkæden er lykkelig, da de har en gylden mulighed for at indtage et nyt marked, med garanteret succes. For er der én ting, der er sikkert, så er det, at der er penge at tjene på fodbold.

Gianni Infantino, FIFAs præsident, og hans slæng har plæderet for den økonomiske Trickle-downteori, når han har skulle forsvare valget af Qatar. Teorien bygger på ideen om, at hvis de rige tjener mange penge, så vil det automatisk dryppe ned igennem systemet og komme de fattige til gode. I kraft af at Qatar i udgangspunktet ikke havde den nødvendige infrastruktur, var der behov for at opbygge denne. Da etniske qatarer kun udgør ca. 330.000 mennesker, var der behov for at hente udenlandsk arbejdskraft ind. Disse gæstearbejdere, primært fra Sydasien og Afrika, ville dermed få en mulighed for at rejse til Qatar som gæstearbejdere og opleve en stor indkomststigning.

Hvad der endnu engang er blevet klart, er, at Trickle-down ikke har nogen gang på jorden. Ikke nok med, at Qatar havde en arbejdslovgivning, Kafala-systemet, som de facto slavegjorde migrantarbejderne, men arbejdsvilkårene er så hårde, at flere tusinde er døde som følge af arbejdet. I mange tilfælde har arbejderne ikke fået udbetalt deres løn i flere måneder, og da fagforeninger og organisering af arbejdere er forbudt i Qatar, har det været meget svært at rette krav mod de respektive arbejdsgivere.

Fodboldens udvikling rykker på moralen

Fodbolden har ændret sig meget de sidste årtier (se artikel i SI). Fodbolden er blevet global og er ikke længere blot en europæisk sport. Alle steder på jordkloden spilles sporten, og interessen er stigende. Med den stigende interesse følger derfor også stigende indtægtsmuligheder. Klubber bliver overtaget af oligarker og oliesheiker, af forretningsmænd og sågar Golf-monarkier. Det sætter nye krav til fansene og seerne, for på den ene side får man en kvalitativ bedre oplevelse på stadions og tv.

Men på den anden side tvinger det indirekte fansene til at forholde sig til, hvad denne udvikling bygger på. Newcastle United er efter den saudiarabiske overtagelse af klubben gået fra at være et elevatorhold til at spille med i toppen af Premier League. Ejet af Saudi Arabien, som bekriger Yemen.

Men når vi har denne diskussion nu, så er det vigtigt at henlede opmærksomheden på den udvikling, der er sket i fodbolden. Vi er endt i Qatar, da der har været et totalt fravær af diskussion tidligere. For fire år siden afholdt Rusland slutrunden. Det skete blot få år efter, at Rusland havde annekteret Krim. Ruslands menneskerettigheder er yderst beskedne. Alligevel rejste folk til Rusland, og vi så troligt med i tv. Problemet er, at vi af kærlighed til vores yndlingsklub og landshold overser de bagvedliggende strukturer, som sporten desværre er bygget op omkring. Dertil kommer de flotte taler fra FIFA om, at mindre lande også skal have adgang til det fineste selskab, og at det er med til at sprede sporten yderligere, til gavn for alle samfundsklasser. Men fodbold er folkets sport, ikke elitens. Fodbolden er kommet så langt ud på et sidespor, at det er ved at blive forandret til det uigenkendelige. Heldigvis er det en erkendelse mange er nået til.

Boykot er første skridt

Men hvad skal så gøres? Det lette svar er at boykotte slutrunden. ”Ikke i mit navn”. Nogen siger, man sagtens kan se kampene og gøre opmærksom på grusomhederne, når man har chancen. Desværre er det en kamp, der er lettere umulig, for når nationalpatriotismen sætter ind og spændingen er på sit højeste, bliver der nok mere diskuteret taktiske og tekniske finesser, fremfor sportens strukturer og udvikling.

En boykot kan ikke stå alene, men det kan være første skridt til at generobre sporten. Boykotten skal følges op med diskussioner af, hvad vi vil med fodbold. Hvordan vil vi have sporten organiseret på lokalt, nationalt, regionalt og internationalt niveau. Hvordan sikrer vi, at sporten bliver folkets sport og ikke en korrupt elites? Hvordan sikrer vi, at de fattige ikke skal dø, for at de velstående kan have et par ugers underholdning?

Lige så vigtigt er det, at vi også diskuterer de positive tiltag, som FIFA unægteligt har stået for, herunder udbredelsen af sporten. Sporten skal ikke være et lille lukket europæisk foretagende. Fodbold kan være en international drivkraft for kulturudveksling og solidaritet. Fodbold kan temporært være en kilde til lindring af livets udfordringer, men det må ikke gå hen og blive et sovemiddel. Lad Qatar være det værste, der er sket i fodbold og dermed være vendepunktet.