For at vise de ”de bedste resultater i 30 år” pynter fagtoppen sig med halve sandheder og specifikke eksempler. Men den sande historie om OK24 er en lidt anden, nemlig historien om det mest splittede og individuelle forhandlingsforløb til dato, hvor nogle får som fortjent, mens andre efterlades på perronen.

Optakten: Lønstrukturkomite og trepart

Allerede før OK24 formelt blev skudt i gang, havde forhandlingerne stået på længe. Siden sygeplejekonflikten efter OK22, havde der været nedsat en langsomt-arbejdende lønstrukturkomite, som skulle påvise lønefterslæbet i det offentlige og uligelønnen for kvindefag. Med alverdens tekniske forklaringer fik de belyst et lønefterslæb for enkelte faggrupper, men valgte aktivt at medregne f.eks. tidstillæg for arbejde om natten og i weekender som en del af lønsummen. Så pludselig var grupper som sygeplejersker slet ikke så underbetalte, de havde bare nogle skæve vagter.

Da rapporten endelig lå klar, med alle dens forbehold, valgte regeringen at lægge den pænt i en skrivebordsskuffe og så komme med deres eget udspil til, hvilke faggrupper der fortjente lønstigninger i en kommende trepartsforhandling. Sjovt nok de faggrupper, hvor der var en arbejdskraftmangel, og hvor der i forvejen skulle gøres en indsats for rekruttering og fastholdelse. Måske mest udtalt blandt SOSU’er, pædagoger og fængselsbetjente.

Pludselig var disse faggrupper inde i varmen, og i slutefteråret 2023 kunne de annoncere en samlet trepartaftale, hvor der var uddelt 6,8 milliarder i lønstigninger til disse grupper. Selvfølgelig en stor sejr til de omtalte, og selvfølgelig korrekt at modtage lønstigninger som faggruppe, også selvom det tilfældigvis sker ude af trit med en overenskomstfornyelse. Alligevel blev der skældt ud over dette i fagtoppen blandt de privatansatte – som ellers selv løbende forhandler lønstigninger hjem til medlemmer alle årets måneder.

Problemet er ikke at modtage øremærkede penge til sine egne faggrupper. Tværtimod! Det burde være et løbende fokus i fagtoppen, uanset såkaldte fredsperioder. Problemet opstår, når man vælger at betale for sine velfortjente lønstigninger. Trepartsaftalen indeholdt nemlig også aftaler om, at man i OK24 ville kigge på at hæve arbejdstiden for medlemmer, om bedre mulighed for at arbejde over 37 timer om ugen, om flere på fuldtid osv.

Og så opstår problemet, når man kort inden en overenskomstfornyelse, fejrer en sejr med ”øremærkede milliarder” uden at have på plads, hvad lønrammen for resten af fornyelsen er.

OK24: Wammen-rammen og individualisering

Og knapt var treparten på plads, før Nicolai Wammen meldte ud, at rammen for OK24 maksimalt kunne være 8,8 procent. Noget, der i sin tid blev opfattet som en voldsom provokation og en rød klud, efter at det private i 2023 lå et sted mellem 11 og 13 procent.

Men som Wammen meddelte det, således blev det. Og med aftalen fra treparten om en sammenkædning af alle overenskomstresultater, og en sikret sammenkædet afstemning – hvorved man afskærer enkelt-faggrupper fra at gå i konflikt – så var forhandlingssystemet fastlåst.

I OK18 lærte fagbevægelsen at stå skulder ved skulder, og at det at vise solidaritet og løfte i flok skabte resultater. I OK24 blev det alles kamp mod alle, om at sikre mest muligt til egen faggruppe. Således trak akademikerne sig hurtigt ud af de fælles rammeaftaler på det kommunale og regionale område, og tilbage står også grupper internt i de store fagforbund, f.eks. FOA og pædagoger, som kun får lidt under 8,8 procent i lønudvikling. Mens de kollegaer, der fremhæves nu, er dem, som rammer cremen af cremen og kan se frem til lønstigninger på mange tusind kroner og 2-cifrede procentstigninger, fordi de også er omfattet af trepartsaftalen. F.eks. fremhæves SOSU-assistenter med 7 års erfaring og skiftende arbejdstider, som ser frem til lønstigning på 17 procent.

Resultatet: Fortjener et solidarisk nej!

Så i alles kamp mod alle er der sandelig vindere, som får som fortjent. – Men bagved står de ikke-omtalte grupper, som kun i begrænset omfang kan følge med.

De 8,8 procent fremhæves af fagtoppen som nok til at sikre en positiv reallønsudvikling. Det, de glemmer at sige, er, at det bygger på antagelser om fremtidens inflation. Det samme budskab havde de efter OK22, hvor de også ”havde sikret reallønnen” – men det endte som bekendt med reallønstab i både 2022 og 2023… Og dette tab bliver IKKE indhentet.

Hele grundmelodien i fagbevægelsen har handlet om fællesskabets styrke, at løfte i flok og sikre de svageste. Dette budskab er glemt, når man nu prøver at sælge enkelte gruppers sejre som alles sejr.

Kampen om lønudvikling kræver, at man starter med at fastslå, at alt tabt skal indhentes, og lønnen fremover skal sikres for alle. Først herefter kan man snakke om særskilte grupper.

Og kampen for bedre vilkår starter ikke med, at vi skal skrue arbejdstiden op – tværtimod! Her er det på forskellige områder endt med en vifte af lempelser af arbejdstidsregler, der skal gøre det lettere for arbejdsgiveren at presse mere arbejde ud af den enkelte (f.eks. individuelle aftaler om op til 42 timers normalarbejdstid, lokalaftaler om 12-timersvagter og hviletid ned til 8 timer).

Med det udgangspunkt er det helt givet, at man bør stemme nej til OK24, om end kun ganske få fagforeninger har indset dette budskab, og ingen reel kampagne er sat i værk.

Således er det op til venstrefløjen og fagligt aktive at bryde de herskende tanker og fejringen af de gode historier, og så minde om det reallønstab, der ikke indhentes, om den arbejdstid der nu skrues op, og om de grupper, som efterlades på perronen. Særligt provokerende i en tid, hvor der er rekordoverskud i statens kasse. Den diskussion starter på gulvet, på arbejdspladserne, og ved at vi faktisk genopbygger solidariteten skulder ved skulder fra neden.

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 14.marts 2024