[se artiklen i Guardian her]. Her er ti grunde til, at atomkraft stadig ikke er nogen løsning i forhold til klimaforandringerne.

1. Atomkraft er farlig. Ved at bygge mange nye atomkraftværker rundt omkring i verden øger man risikoen for uforudsigelige ulykker som den, der skete i Fukushima. Vi ved, at mere ekstreme vejrforhold er uundgåelige på grund af klimaforandringerne, hvilket kun vil øge risikoen på sigt.

Hvis for eksempel et atomkraftværk havde stået i det område, hvor de omfattende skovbrande i Australien fandt sted i 2020? Hvilke atomkraftværker ville kunne modstå megatyfoner som den, der hærgede Tacloban City i Filippinerne i 2013? Hvad hvis et atomkraftværk bliver oversvømmet af uventede flodbølger, som det er sket i Mozambique de sidste tre år i træk?

Planlægning i forhold til en varmere fremtid indebærer, at man går over til mere sikre, robuste teknologier. Det vil være hensynsløst i denne situation at bygge flere atomkraftværker.

2. Atomkraft er spild af vand. Atomkraft er en ufattelig vandintensiv energikilde sammenlignet med vedvarende energikilder som sol og vind. Vi ved, at tørke og oversvømmelser på grund af klimaforandringerne vil forstærke de nuværende problemer med mangel på frisk vand. Så det er en dårlig ide at spilde så meget vand på mere atomkraft.

Uranminer kan også gøre ødelægge det omkringliggende grundvand for altid. Halvdelen af verdens uranminer bruger en proces, der hedder in-situ leaching. Dette involverer fracking af malmaflejringer, hvorefter en cocktail af syrer blandet med grundvand og derefter pumpes ned for at opløse uranen, så den lettere kan udvindes. Dette forurener laget med grundvand med radioaktive grundstoffer. Der er ingen eksempler på vellykket genopretning af grundvandet.

3. Atomkraft tager tid. Atomkraftværker tager meget lang tid at bygge, Siden 1981 har den gennemsnitlige anlægstid for atomreaktorer været 7-10 år. I 2017 var to tredjedele af de nye atomkraftværker, der blev bygget, plaget af store forsinkelser.

Videnskaben fortæller os, at vi må udskifte fossile brændstoffer hurtigt og fuldstændigt, men atomkraft giver ikke mulighed for en hurtig omstilling. Anlæg baseret på sol og vind kan etableres meget hurtigere.

4. Atomkraft er ikke grøn. Påstanden om, at atomkraft ikke udleder drivhusgasser, er ikke den fulde historie. Hvis man måler udledningen af drivhusgasser gennem hele processen – minedrift, raffinering, anlæg, dekommissionering og affaldsdeponering – så er atomkraft meget værre for klimaet end vedvarende energikilder

En rapport fra WISE International fra 2017 anslog udledningerne for atomkraft i en livscyklus til 88-146 gram CO2 per kilowatt-time. I modsætning hertil er udledningerne i en livscyklus for vindkraft omkring 5-12 gram. Udledningerne fra uranminerne vil også stige over tid, eftersom de mest tilgængelige miner er udtømte.

5. Atomkraft er ikke vedvarende. Der er ikke tilstrækkeligt med uran til atomkraft til at gøre et stort indhug i udledningerne af kulstof. Hvis vi tredoblede antallet af atomkraftværker i verden, ville uranreserverne løbe ud om få årtier.

Hvis vi erstattede 70 procent af det globale energiforbrug med atomkrat, ville vi løbe tør for uran om cirka seks år. Atomkraft er udtryk for kortsigtet tænkning. Vi har brug for en langsigtet bæredygtighed.

6. Atomkraft er dyr. At producer energi med atomkraft er meget dyrere end vedvarende energikilder. De allerede høje udgifter for anlæg af atomkraftværker overskrider normalt budgettet betragteligt, med flere milliarder. Man anslår, at udgifterne til Storbritanniens Point C reaktor er steget fra 18 milliarder pund i 2016 til 22-23 milliarder i dag. Det vil tidligst starte i juni 2026.

Udgifterne har betydning, også selv om de er en del af en klima-nødplan som Green New deal. De højere omkostninger ved atomkraft afspejler den større mængde arbejdstimer og naturressourcer, som der skal bruges.

Hvis der blev bygget vedvarende energianlæg i stedet for atomkraft, ville de sparede arbejdstimer ressourcer kunne bruges bedre på andre områder, hvor vi skal sikre en fremtid, der bygger på klimamæssig retfærdighed, såsom boliger, sundhed, bæredygtigt landbrug eller klimareparationer.

7. Atomkraft betyder atomvåben. En stor satsning på atomkraft vil indebære en stor udvidelse af fissilt (spaltbart) materiale, som kan blive brugt til atomvåben. Det vil mangedoble anlæg til berigelse og oparbejdning, som disse våben har brug for. Spredning af civile atomprogrammer til flere lande vil betyde, at flere stater vil være i stand til hurtigt at fremstille atomvåben.

I lande som USA og Storbritannien er det et strategisk militært valg at fastholde civile atomprogrammer – det er ikke et ønske om en klog, grøn politik. Forbrugerne betaler en højere energipris for at opretholde en atomar infrastruktur, som understøtter atomvåbenprogrammer.

8. Atomaffald forsvinder ikke. Det farligste atomaffald bliver nedbrudt så langsomt, at det ikke vil være sikkert i millioner af år.

Mere atomkraft vil producere en masse nyt affald, og der er ingen sikre måde at bortskaffe det på. Det er uansvarligt at aflevere dette affaldsproblem til vores efterkommere.

Nogle steder er atomaffald et meget konkret problem. I 1970’erne byggede USAs hær et betondække for at forsegle 3,1 millioner kubikfod radioaktivt affald på Runit Island, som er en del af Marshall Øerne. Nu truer den stigende vandstand med at oversvømme det hele og slippe radioaktivt affald ud i lagunen. USA’s regering har afvist at hjælpe og siger, at problemet nu ligger hos de lokale beboere.

9. Uranminedrift er ikke sikker. Der er ikke nogen sikker vej til udvinding af uran eller andre radioaktive elementer. Hvis man bygger flere atomkraftværker, vil det resultere i større udslip af radioaktive materialer til miljøet, og flere arbejdere vil blive udsat for usikre forhold og forventelige dødsfald.

10 Atomkraft betyder fordrivelse. Omkring 70 procent af det uran, som biver brugt til atomkraft i hele verden, udvindes fra områder beboet af indfødte mindretal. Alt for længe er indfødtes landområder og kulturer blevet behandlet som zoner, som atomkraftindustrien kan råde over. Vi bør ikke støtte nogen udvidelser.

Det indfødte Mirarr-folk, hvis landområde ligger i den nordlige del af Australiens Nordlige Territorium og også omfatter uranminerne Ranger og Jabiluka, udsendte i marts 2021 en udtalelse, som “udtrykker deres fortsatte sorg” over den vedvarende katastrofe i Fukushima. Fukushima-reaktorens uran kom fra Ranger-minen i Mirarr-landet, som de lokale beboerne altid har været modstandere af.

I 2011 skrev Yvonne Margarula, leder af Mirarr-folket, i et åbent brev til FN, at Mirarr mener, at uranminedrift på globalt plan “udgør en uretfærdig behandling af indfødte folk nu og i fremtiden. Vi er i frontlinjen og er dem, der er i risiko og udsat for de langsigtede virkninger i den atomare cyklus, så folk i andre verdensdele kan fortsætte med at nyde livet uden at tænke på de konsekvenser, det har på andres liv.”

***

Hvad lokker atomkraft med?

Det er åbenlyst, at folk med forbindelser til den fejlslagne atomkraftindustri vil blive ved med at påstå, at “atomkraft er en klimaløsning”. Men der er også andre folk, som reelt bekymrer sig om klimaforandringerne, og som stædigt vil bakke op om atomkraft trods ovenstående argumenter. Det er der flere grunde til.

For nogle er fejlen, at de ser en kortsigtet nedbringelse af drivhusgasserne uafhængigt af andre spørgsmål. Det leder dem til at afvise indvendinger, som påviser atomkraftens tætte forbindelser til miljøracisme, militarisme og forgiftning af indfødtes landområder. Deres fejl er, at de ser på atomkraft, som er forankret i sociale produktionssystemer, på en ikke-social måde.

For andre er atomkraft tillokkende, fordi den falder i tråd med etablerede opfattelser af fremskridt og modernitet, hvor teknologisk know-how er bestemt til at få mennesket til at herske over nature.

Dette øko-modernistiske perspektiv har en tendens til at behandle naturen som en fjende, der skal besejres snarere end et komplekst levende system, der skal beskyttes og plejes. Deres fejl er at tænke på atomkraft, som er et udtryk for kapitalismens fremmedgørelse fra naturens behov, på en ikke-økologisk måde.

Endelig er der dem, hvis opbakning til atomkraft bedst kan forklares med en mangel på solidaritet. Når virksomhedsledere, professorer eller journalister siger, at vi bør bygge flere atomkraftværker, kommer de aldrig til at melde sig til arbejde i uranminerne, bo i nærheden af atomkraftværker eller deponere atomaffald i deres lokalområde. Det vil altid være nogle andre, der skal bære disse byrder.

Simon Butler er tidligere redaktør af Green Left Weekly og bor nu i Skotland. Han er medforfatter til bogen Too Many People?

23. juni 2021. Oversat fra Climate and Capitalism af Åge Skovrind