Elbiler er ikke den nemme løsning på klimakrisen af den simple grund, at de komponenter, der er nødvendige for at bygge dem (specielt batterierne), medfører nogle ekstraordinært ressourcekrævende fremstillingsprocesser.

af Cooper Bard

For det første omfatter disse fremstillingsprocesser udvinding af de nødvendige metaller (såsom litium, kobolt og nikkel) med miljøskadelige metoder. Det litium, det handler om, bliver pakket og sendt til fabrikker i Kina, som samler bilbatterierne, som så igen bliver pakket og sendt til fabrikker i f.eks. USA. Det kræver naturligvis et stort forbrug af indpakningsmaterialer og afbrænding af fossile brændstoffer. For det andet har udvindingen af sjældne jordarter altid udbyttet arbejdskraften i det globale syd.

 

Selskaber som General Motors, Volkswagen og Tesla giver næring til elbilernes prestige som en ”miljøvenlig” løsning. I sidste ende er det bare reklamepynt. Der er mange grunde til, at elbiler ikke kan løse klimakrisen, og de fleste er knyttet til selve karakteren af et samfund, der er afhængigt af individuelle biler frem for en kollektiv transport af god kvalitet.

 

Udvinding af litium og kampen om jorden i Nevada
Indtil for nylig har USA udelukkende været afhængig af udenlandske kilder til litium, hvor nogle af verdens største miner ligger i Argentina og Chile.

 

Nu investerer amerikansk kapital stort i lokale litium-miner. I løbet af de første tre måneder af 2021 har Wall Street investeret 3,5 milliarder dollar i denne type miner, fx ved Salton Sea eller Thacker Pass Claystone-projektet, der begge ligger i Nevada. De har langt overgået de sidste tre års investeringer (note 1). Det afspejler den amerikanske kapitals behov for at opretholde værdifulde kilder til metaller i konkurrencen med de største konkurrenter på teknologiområdet som Kina eller lande i Europa. Det er også et symptom på den stigende efterspørgsel efter elektriske køretøjer.

 

Litium er meget reaktivt (note 2) og findes derfor ikke naturligt i metallisk form. Derfor skal det i store mængder frigøres fra litiumholdige mineraler eller litiumsalte. Minen ved Thacker Pass vil udvinde litium med denne metode: Ler, der bliver gravet op fra det, som i praksis er et bjerg, der er sprunget i luften, bliver blandet med 5.800 tons svovlsyre om dagen. Processen vil kræve mere end 12.000 liter vand i minuttet. Minen, der drives af Lithium Americas, vil efterlade over 270 millioner kubikmeter affald fyldt med svovlsyre (note 3). Grundvandet risikerer også at blive forurenet med giftstoffer. Hvis man mener, at det er en miljøvenlig løsning, så har man en besynderlig opfattelse af miljøvenlighed!

 

Den anden almindelige metode til udvinding af litium, som bruges ved Salton Sea eller de store saltbassiner i Sydamerika eller Portugal, er at anvende en soldrevet fordampningsproces i saltvandsbassiner for at udvinde litium fra litiumsalte. Den proces kræver et stort areal og en masse vand, og den kemiske forurening af det lokale drikkevand er en risiko – især i et tørt klima. For at britiske selskaber for eksempel skal kunne forsyne deres batterier med litium, bliver der gjort indgreb i portugisiske naturreservater (note 4). Samtidig har saltvandsbassinerne i sig selv blandede konsekvenser for miljøet, idet de er giftige for mange organismer, selv om de også er en niche for andre (note 5).

 

Lithium Americas’ mine har vakt vrede både blandt lokale landmænd, der har anlagt retssager, og stammerne Fort McDermitt Paiute og Shoshone, der har afleveret underskriftslister og protesteret mod minen, lige som de har organiseret et 440 km langt traditionelt religiøst løb for at skabe opmærksomhed. Forureningen af grundvandet, der kan vare ved i op til 300 år, er en umiddelbar fare for drikkevandet til både mennesker og kvæg. Lige som ved Line 3 rørledningen i Minnesota (note 6), har den amerikanske kapital vist foragt for både miljøet og de indfødte folks rettigheder. Mens Line 3 skulle tilfredsstille den kapitalistiske appetit på olie, skal Lithium Americas mætte appetitten på litium. Som konsekvens kommer jorden til at lide.

 

Indfødte amerikanere kender kun alt for godt den proces, og de er blevet avantgarden i kampen for miljørettigheder over hele landet. Det er der ikke noget overraskende i, for de indfødte folk står altid i første række for at få deres miljø ødelagt, når deres jord bliver brugt til industriel udvikling. Det bliver almindeligvis betegnet som ”miljøracisme” og rammer også det sorte samfund.

 

Kina som batteriproducent
Hovedleverandøren af Teslas bilbatterier er et kinesisk foretagende ved navn Contemporary Amperex Technology (CATL), selv om de ikke kun forsyner Tesla, men også fremstiller en mængde forskellige batterier (note 7). Kina råder over 5 procent af de kendte litiumreserver på jordkloden, og det er ikke alt sammen tilgængeligt med den nuværende teknologi. Pr. august 2020 producerede de kun 1.100 megatons litium af den globale forsyning (den tredjestørste producent på verdensplan), men de får størstedelen af deres litium fra Australien, der producerer 47.000 megatons (verdens største producent). Chile producerer 17.000 megatons (verdens andenstørste producent) (note 8).

 

Det betyder, at hvis et selskab som CATL skal fremstille bilbatterier, skal det først importere sit litium. Det betyder så, at litium udvundet i f.eks. Australien først skal pakkes ned til transport (efter en udvindingsproces med de samme metoder som tidligere nævnt). Så skal det transporteres. Når så selve batterierne er fremstillet, skal de transporteres til USA for at blive bygget ind på Tesla fabrikken. Det kræver uundgåeligt afbrænding af fossile brændstoffer.

 

Endelig må det bemærkes, at heller ikke afskaffelsen af bilbatterierne altid foregår på en miljømæssigt forsvarlig måde. Litiumbatterier kan afgive giftige kemikalier, hvis de bare smides på en losseplads. For at kunne sove roligt med elbilerne må man sikre sig, at regeringerne sørger for passende genanvendelsesmuligheder for batterierne. Selv de nuværende ladestationer for Teslas biler er forbundet til byernes elnet, der kører på fossile brændstoffer, så CO2-besparelsen er i bedste fald minimal.

 

Alle disse ting skal regnes med, når man ser på den overordnede miljøvirkning af de ”grønne biler”.

 

Findes der en virkelig grøn løsning?
Umiddelbart kunne det se ud, som om at alt dette betyder, at en grøn økonomi er umulig, men det er ikke rigtigt.

 

De avancerede kapitalistiske landes økonomi er baseret på et billede af individuel privat ejendom og status, og bilen er symbolet på den kultur. Det gælder især i USA. Det er ikke et uundgåeligt resultat af fremskridtet, men er noget, der systematisk er fremelsket af bilproducenterne.

 

Det fører så gennem lobbyarbejde og propaganda til en stigende mængde asfalterede veje og stadig mindre offentlig transport af god kvalitet, hvilket i høj grad tilskynder til at bruge biler. Imidlertid er der nu vokset en ny miljøbevidsthed frem, og en kritisk udforskning af biler som en kilde til CO2-forurening tvinger bilproducenterne til at skifte gear og begynde på den langsomme, men (for dem) nødvendige propagandaproces for at fremme salget af ”grønne biler”.

 

Som netop vist vil det ikke redde miljøet. Som en abes hånd [fra “The Monkey’s Paw” en overnaturlig fortælling af W.W. Jacobs, hvor en abehånd opfylder ønsker, men med forfærdelige konsekvenser] kommer vi til at bytte CO2-forurening med den ødelæggelse, litiumudvindingen medfører. At erstatte alle køretøjer i USA med en tilsvarende elektrisk model ville blive endnu en miljøkatastrofe.

 

Desuden lægger de privatejede biler hele byrden med forsikring, anskaffelsesudgifter, reparationer, brændstof og afgifter over på arbejdere, det ofte mangler andre muligheder for transport. Jo fattigere en person er, jo mere nødvendig og vanskeligt opnåelig kan det være at få en bil, især for dem, der bor uden for byerne. Uden en bil vil dine jobmuligheder imidlertid være stærkt begrænset på grund af den sparsomme offentlige transport. Dertil kommer, at der hvert år dør 1,3 millioner mennesker i bilulykker (svarende til en 11. september katastrofe hver dag) og 38.000 amerikanere dør hvert år i bilulykker (note 9). Sammenlign det med, at luftfart, jernbaner og kollektiv trafik på vejene til sammen dræbte mindre end 1.600 amerikanere i 2019.

 

Naturligvis kan en offentligt ejet flåde af delebiler gøre det muligt for os at anvende de elbiler, der allerede findes, på en mere rimelig måde. USA ville ikke være nødt til at producere litiumbatterier til 300 millioner mennesker, hvis vi kun havde brug for 10 millioner biler, for at kunne få folk transporteret der, hvor de skal hen.

 

Den mest gennemgribende løsning ville være at skabe en infrastruktur med alternativer til biler og lastbiler. Vi må lave en overgang til offentlige transportformer, der er meget mere tæt forgrenet end det, vi ser i USA i dag.

 

En bus – hvad enten den kører på diesel, elektricitet eller er en hybrid – kan effektivt transportere 50 personer. Et tog eller en trolleybus, der kører på et bæredygtigt elektrisk netværk, vil kunne udgøre en ren transportform til tusindvis af mennesker i løbet af et år. Massetransport har den dobbelte fordel, at den både er mere tilgængelig og mere retfærdig. Tog, trolleybusser og busser kræver mindre og udretter mere.

 

Den nuværende afhængighed af biltransport opretholder vores afhængighed af oliegiganterne og deres faktiske monopol på energiforsyningen. I stedet for at lade disse storkapitalister give sig selv en ny facade, ville det være i alverdens arbejderes interesse at ekspropriere olieselskaberne og bilfabrikanterne – sammen med bankerne og hele det finansielle system – og i stedet anvende deres kapital til at videreudvikle et renere og mere hensigtsmæssigt transport-netværk, der kører på bæredygtig energi.

 

At udvikle en velfungerende og moderne massetransport er bestemt ikke nogen let opgave. Det vil kræve års planlægning styret af en regering for det arbejdende folk. Men slutresultatet vil være anstrengelserne værd, og vi bliver ikke tvunget til at sprænge bjerge i luften eller bruge alt ferskvandet i tørre områder for at ”redde” miljøet.

 

2. juni 2021

 

Noter

[1] NY Times om litium-projekter i Nevada

[2] Stanford-studie om videnskaben bag litium.

[3] The Guardian om konflikten mellem portugisiske miljøfolk og britiske litium-kapitalister.

[4] http://www.lithiummine.com/salt-evaporation-ponds
Det er, hvad man kan forvente af det meste af den menneskelige foretagsomhed og specielt af ”miljøprojekter”. Jorden er i bund og grund en superorganisme bestående af millioner af arter, der har udviklet sig gennem naturlig selektion. Det er umuligt for mennesker i udvikling at skabe helt perfekte betingelser for alle tænkelige livsformer. Det ville være utopisk. Saltvandsbassiner er et godt eksempel på, hvordan naturen kan reagere på menneskelig indgriben på godt og ondt. Nogle arter af truede vandfugle trives omkring de menneskeskabte saltvandsbassiner. Men disse bassiner er giftige for de fleste mikroorganismer og ugæstfri for plantevækst. Mennesket må lære at udvikle et nyt forhold til jorden som helhed for ikke at ødelægge sig selv og økosystemet. Så kan mennesker aktivt fremme og udbrede liv med deres økonomiske aktivitet frem for at ødelægge det.

[5] Om de oprindelige folks kamp: https://socialistresurgence.org/2021/01/11/line-3-tramples-the-environment-and-scorns-indigenous-rights/

[6] https://www.mining.com/catl-to-keep-close-eye-on-cobalt-lithium-graphite-suppliers/

[7] Detaljer om CATL: https://www.forbes.com/companies/contemporary-amperex-technology/?sh=294074e76333

[8] Oversigt over verdens største leverandører af litium: https://investingnews.com/daily/resource-investing/battery-metals-investing/lithium-investing/lithium-production-by-country/

[9] https://safer-america.com/car-accident-statistics/

 

 

Oversat fra Socialist Resurgence af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com