SYRIZA vandt en bemærkelsesværdig sejr ved det græske valg den 20. september. Selv om partiet var belastet af at være gået med til de skrappe nedskæringsplaner, som Grækenlands kreditorer havde påtvunget landet, og selv om de havde haft regeringsmagten i 8 måneder med recession, banker, der lukkede og begrænsninger af retten til at hæve penge, så gik SYRIZA kun 0,88 procent tilbage og mistede kun 4 mandater i parlamentet.

af Dick Nichols

SYRIZA fik 35,46 procent af stemmerne og 145 mandater i parlamentet den 20. september. Partiets forspring i forhold til det største oppositionsparti, det konservative Nyt Demokrati (ND), faldt kun 1,17 procent, fra 8,53 procent i januar til 7,36 procent i dag.
 
ND fik en anelse flere stemmer, fra 27,81 procent til 28,1 procent, men mistede et mandat, fra 76 til 75.
 
Tilbage i januar var SYRIZA det største i 42 af Grækenlands 56 storkredse, og ND størst i 14 – i begge tilfælde det samme i september. SYRIZA overtog NDs plads som det største i 3 regioner, mens ND var det største i 3 andre regioner.
 
Meningsmålinger
Dette resultat var i stik modsætning til meningsmålingerne, som havde SYRIZA til at vinde med et forspring på højst 3 procent. Næsten alle undersøgelser forudså, at valget ville ende med næsten dødt løb, mens nogle spåede en sejr til ND. Ingen var i nærheden af at forudsige, hvor stor venstrefløjens sejr ville blev.
 
Alle kommentarer forud for valget gik ud fra, at SYRIZA ville blive svækket, eller at ND ville komme til magten i en eller anden koalition med den socialdemokratiske Pan-hellenistiske Socialistiske Bevægelse (PASOK), eller To Potami (Floden), de tjekkede yngre akademikeres alternative parti.
 
Og så endte valget 20. september alligevel med, at SYRIZA fortsatte ved regeringsmagten sammen med det socialt højrenationalistiske De Uafhængige Grækere (ANEL).
 
Der var mange inden for SYRIZA, der syntes, at selvsikre forudsigelser som dem, ministeren for arbejde og social solidaritet, Giorgios Katrougalos, fremkom med, var alt for hasarderede.
 
Katrougalos havde den 17. september udtalt til den franske ugeavis ”Politis”: ”Vi vinder valget, for i Grækenland er der to politiske fronter.
 
Den ene er den samme som andre steder i Europa – modstand mod neoliberalismen. Den anden front, der gør sig specielt gældende i vores land, er ”os” imod fåmandsvældet og det politisk-økonomisk korrupte system, der herskede indtil 25. januar."
 
"Jeg er sikker på, at vores erfaringer med en venstreregering ikke vil blive standset, og at vi får en chance mere.”
 
Den mest sandsynlige forklaring på valget er, at SYRIZAs kompromisløse advarsel imod en valgsejr til ND fik folk – især de unge – som ellers tænkte på at blive hjemme eller stemme på andre venstrefløjspartier, til at holde sig til venstrekoalitionen.
 
Petros Markopoulos, et tidligere medlem af ledelsen i SYRIZAs Ungdom, som trak sig tilbage, da Tsipras i juli gik med til kreditorernes ekstremt skrappe krav om nedskæringer som betingelse for en økonomisk redningsaktion, gav udtryk for denne opfattelse, da han 14. september sagde til Financial Times: ”Hvis SYRIZA taber valget, så vil det føre til et totalt sammenbrud for venstrefløjen…
 
Jamen, det er rigtig nok – SYRIZA har ikke gennemført den revolution som vi håbede på. Men vi må gøre alt, hvad vi kan for at de vinder nu. Så må vi tage diskussionen om vores fremtid forfra.”
 
Venstreoppositionen
De to vigtigste ofre for dette pres på skuffede SYRIZA-vælgere var Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) og Folkelig Enhed (på græsk forkortet LE, venstre-udspaltningen fra SYRIZA af dem, der var lodret imod 13. juli-aftalen, og som var anført af den tidligere energiminister, Panagiotis Lafazanis.
 
Alle meningsmålinger, bortset fra de allersidste, gav LE mellem 3 procent og 4 procent, nok til at få den nye partidannelse til at klare spærregrænsen på 3 procent og få mellem 8 og 13 mandater. Og så blev det endelige resultat for LE, som accepterede, at Grækenland ville blive nødt til at forlade euro-zonen, på kun 2,86 procent, så partiet lev slet ikke repræsenteret i parlamentet.
 
Det skal sammenlignes med de 25 mandater, som den tidligere Venstre-platform i SYRIZA, som udgør kernen i LE, havde i parlamentet før valget.
 
KKE stod til 6,4 procent i gennemsnit i meningsmålingerne før 20. september, en stigning i forhold til de 5,47 procent, som de fik i januar. Og så endte de med kun at få 5,55 procent, så dets repræsentation i parlamentet forblev uændret på 15 mandater.
 
Tilbagegangen for eks-SYRIZA-venstrekræfterne blev endnu større på grund af det Antikapitalistiske Venstreforbunds (ANTARSYA) beslutning om ikke at indgå i LE til valget. Dets stemmetal steg fra 0,64 til 0,85 procent, men hvis det havde været med i LE, så ville LE være kommet over 3 procent-spærregrænsen.
 
Den tidligere finansminister Yanis Varoufakis´ beslutning om ikke at deltage i, hvad han kaldte et ”sørgeligt” valg, svækkede også eks-SYRIZA-venstres position.
 
Han fremførte i sin første analyse i Guardian 21. september at ”LE svigtede katastrofalt ved ikke at kunne udnytte den skuffelse, som blev oplevet af de fleste af dem, der havde stemt ”nej”, og som så fulgte Tsipras´ u-vending frem for en aftale, som ville indskrænke den nationale suverænitet endnu mere, og som åbnede op for endnu mere brutale nedskæringer.
 
POTAMI (Floden), et parti der havde ført sig frem som trojkaens yndlings-reformtilhængere, havde heller ikke held med at forøge ja-stemmerne.”

Sofavælgerne
SYRIZA vandt med 322.000 færre stemmer, end det fik i januar. Der var 764.500 flere, der ikke stemte, end ved valget 25. januar.
 
I et land, hvor der formelt set er stemmepligt, og der er 9,84 millioner på valglisterne, var det den 20. september kun 5.567 millioner (56,57 procent), der gad stemme. Det er 600.000 færre end ved folkeafstemningen den 5. juli, og den laveste valgdeltagelse, siden det græske militærdiktatur blev styrtet i 1974.
 
PASOK, der stillede op til dette valg sammen med Demokratisk Venstre (DIMAR, en udspaltning i 2010 fra SYRIZA, som mistede alle sine mandater i januar), var det eneste parti i parlamentet, der rent faktisk fik flere stemmer. Det gik fra 319.000 til 341.000 – fra 5,15 til 6,29 procent.
 
Det eneste andet parti, der fik flere stemmer – og som kom i parlamentet for første gang – var Centrist-Unionen (EK). EK, der blev dannet som et ”midter-alternativ” til PASOK- og ND-dynastierne, fik 3,43 procent (186.000 stemmer og 9 mandater), mod 111.000 stemmer (1,79 procent) i januar.
 
Dette resultat pegede i retning af, at dets hverken-venstre-eller-højre-men-småfolk-først-budskab kunne trænge igennem i den forvirring, der blev skabt, da den tredje aftale blev tvunget igennem.
 
Alle de andre partier, også dem, der forøgede deres vælgerandel, fik færre stemmer ved dette valg end i januar. Det ny-nazistiske Gyldent Daggry, hvis andel blev forøget fra 6,28 til 6,99 procent (fra 17 til 18 mandater), selv om dets stemmetal faldt fra 388.000 til 379.500.

Valgresultat, september 2015

  Parti Procent Man-
dater
  Syriza 35,46 145
  Nyt Demokrati 28,10 75
  Gyldent Daggry 6,99 18
  PASOK/DIMAR 6,28 17
  KKE 5,55 15
  To Potami 4,09 11
  ANEL 3,69 10
  EK 3,43 9
  Folkelig Enhed 2,86 0
  Antarsya 0,85 0
       

Det ville have været en overraskelse, hvis det ikke var, fordi der var så mange, der blev hjemme fra stemmeboksene. Begejstringen i forbindelse med ”nej”-sejren 5. juli om det ”sidste tilbud” fra Grækenlands kreditorer førte til forvirring og demoralisering, da den SYRIZA-ledede regering – ansigt til ansigt med den Europæiske Centralbanks trussel om at lukke for de insolvente græske bankers likviditet – accepterede de barske betingelser for den tredje økonomiske redningsaktion.
 
I slutspurten op til valget 20. september skabte mediedækningen en udpræget følelse af forræderi, træthed og afsky for politik blandt SYRIZAs mest aktive tilhængere.
 
På trods af dette viste opinionsundersøgelser forud for valget, at venstre-koalitionen, trods apati, intern modstand, og mange der meldte sig ud af SYRIZA, bibeholdt opbakning fra mindst 85 procent af dem, der havde stemt på Syriza den 25. januar.
 
Forklaringer
Der er tre grundlæggende forklaringer på dette tilsyneladende paradoksale forhold. For det første blev regeringens 6 måneder lange kamp for at nå en acceptabel aftale af mange set som det bedste, man kunne nå frem til ansigt til ansigt med afpresningen fra Europa-Kommissionen, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond (trojkaen).
 
Argumentet om, at en alternativ kurs var mulig, uden at den før eller senere ville ende med grexit [farvel til euroen, o.a.], ser ikke ud til at have kunnet overbevise mange, hvis de stemmer, som LE og KKE fik, kan opfattes som en nogenlunde præcis indikator på den forklaring.
 
For det andet havde den SYRIZA-ledede regering i det mindste påbegyndt en implementering af dele af ”Saloniki-programmet”, som den var valgt på.
 
Disse initiativer inkluderede gratis elektricitet til mere end 200.000, madkuponer til 350.000, et boligprogram med rentesubsidier til 30.000 familier, og nedsættelse af betaling for forskellige sundheds- og hospitalsydelser.
 
Regeringen sørgede også for skattelettelser og nedsættelse af betaling for sociale velfærdsydelser for 750.000 borgere og småvirksomheder, genåbnede statslig radio og TV og begyndte at gå efter de store skatteunddragere.
 
Iflølge Leo Panitch, medudgiver af Socialist Register og en kyndig iagttager af græske forhold: ”De humanitære ting, som de indførte med det samme i februar, lige efter de var blevet valgt, blev ikke rullet tilbage, og det har gjort et enormt indtryk på dem, som lider mest.”
 
For det tredje bliver SYRIZA-regeringen stadigvæk opfattet som den første hæderlige administration i Grækenlands nyere historie. På trods af dens nederlag i kampen mod ”Bruxelles”, så bliver SYRIZA stadigvæk opfattet som et brud med græsk politik, sådan som folk kendte den fra ND og PASOK.
 
En yderligere forklaring, ifølge Paul Mason fra den britiske Channel 4, 21. september, var SYRIZAs politik med at lukke centre, hvor flygtninge blev tilbageholdt, og hjælpe dem med at komme igennem Grækenland til destinationer i det nordlige Europa: ”Jeg fik det indtryk i aftes (ved en middag med nogle SYRIZA-vælgere) at selv dem der væmmedes ved partiets knæfald for kravet om yderligere nedskæringer, stemte til venstre, fordi de ønskede at undgå, at de konservative skulle tage vare på Europas yderste grænse.”
 
”Enhver form for tilbagevenden til stram grænsekontrol, arrestationer af migranter og hindringer for at de kan komme ud af Grækenland, ville have kastet dette land ud i et øjeblikkeligt kaos.”
 
Mandag, 28. september 2015

Dick Nichols er europæisk korrespondent for den australske ugeavis Green Left Weekly og er bosat i Barcelona. Artiklen er oversat af Niels Overgaard Hansen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com