Over 2.000 udenlandske sygeplejersker er i øjeblikket i gang med at opnå godkendelse til at arbejde i deres fag i Danmark (autorisation). For mange af dem er det dog umuligt at færdiggøre processen, fordi regionerne ikke opretter nok evalueringsstillinger. Manglen på evalueringsstillinger er akut.

For de enkelte sygeplejersker og deres familie kan det betyde forskellen mellem udvisning og ophold i Danmark. Ifølge en aktindsigt fra Jyllands-Posten er 40 sygeplejersker og deres familier siden 2021 blevet tvunget til at forlade landet. Det svarer samlet set til 96 personer, herunder 28 børn.

Meget tyder på, at manglen på evalueringsstillinger vil blive større. I dag oprettes omkring 150 evalueringsstillinger om året, og det vil betyde, at der i 2026 kun vil være én evalueringsstilling for hver 4. sygeplejerske, og i 2027 vil der kun være én stilling for hver 6. af de 1.028 sygeplejersker, der kom til Danmark i 2024.

Racistisk rekruttering blokerer vejen til SOSU-faget

Regeringens svar på manglen på evalueringsstillinger har været at lukke grænsen for, at nye udenlandske sygeplejersker kan komme til Danmark.

Samtidig har FOA og KL lavet en aftale, der i teorien skulle åbne vejen til SOSU-faget, Med den nye aftale kan sygeplejersker med et autorisationsvisum ansættes som social- og sundhedshjælpere og på den måde få adgang til et arbejdsvisum. Men i praksis fungerer ordningen langt fra som tiltænkt. Ifølge en aktindsigt fra juni 2025 har kun 28 sygeplejersker fået arbejdsvisum som social- og sundhedshjælper – selvom mange allerede udfører netop det arbejde, men som ufaglærte vikarer.

Flere sygeplejersker fortæller, at de ikke kan få en fast ansættelse, fordi arbejdsgiverne er tøvende. Nogle plejehjemsledere mener, at de ikke taler godt nok dansk – selvom de ofte har arbejdet på samme plejehjem som vikarer i både halve og hele år. I andre tilfælde er de ikke blevet ansat, fordi deres visum til at arbejde som sygeplejersker snart udløber – og så stopper processen der. Dertil kommer, at vejen gennem uddannelsessystemet er spærret. Mange sygeplejersker har søgt ind på SOSU-skolerne for at blive social- og sundhedsassistenter, men får afslag, fordi deres opholdstilladelse ikke giver ret til uddannelse.

Siden 2021 er 1.567 iranske og 236 pakistanske sygeplejersker kommet til Danmark, men alligevel planlægger regeringen at åbne for arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til at dække hullerne i ældreplejen – altså til netop de stillinger, som herboende sygeplejersker gerne vil tage. Regeringen kunne, hvis den ville, give dem adgang til uddannelse i morgen, men det har den blankt afvist.

De mange barrierer, som sygeplejerskerne møder i forsøget på at få opholdstilladelse gennem arbejde eller uddannelse inden for social- og sundhedsfagene, handler ikke om, at der mangler stillinger De handler om, hvilken national baggrund regeringen og højrefløjen ønsker, at de ansatte i SOSU-stillingerne skal have.

“Aldrig har jeg kæmpet så meget for at få et job.”

Mange sygeplejersker har valgt at tage kampen op og arbejder intensivt for at presse politikerne til at investere i flere evalueringsstillinger. Sammen med læger og tandlæger i samme situation har de oprettet en forening for udenlandske sundhedsprofessionelle og organiseret sig i migrantarbejder-organisationen Community House.

De har skrevet læserbreve og samlet underskrifter, og de aftalte med Enhedslisten, at partiet i august i år indkaldte Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde til et samråd i Folketinget om situationen. Samtidig demonstrerede 200 udenlandske sundhedsprofessionelle udenfor Christiansborg under parolen: “Vi vil bruge vores faglighed.”

Sygeplejerskerne ved, at det er gennem politisk kamp, at de kan få ændret reglerne. Men mange er også frustrerede over, at de skal kæmpe så hårdt for noget så grundlæggende som retten til at arbejde. Eller som en af sygeplejerskerne formulerede det: “Aldrig har jeg kæmpet så meget for at få et job.”

Tusinder af kroner for at blive arbejdskraftreserve

Sygeplejerskens ord opsummerer det ret godt. Som arbejdsmigrant fra det globale Syd er hendes ret til at arbejde ikke givet. Den er konstant til forhandling, alt efter hvordan det politiske flertal og arbejdsmarkedskonjunkturerne udvikler sig. Mange af de sygeplejersker, hvis visum udløber i de næste par måneder, kom til Danmark i slutningen af 2022. Dengang var sygeplejerskemanglen på sit højeste, og på nogle hospitalsafdelinger var næsten halvdelen af alle opslåede stillinger ubesatte. Men tre år og adskillige sprogprøver senere får sygeplejerskerne at vide, at der alligevel ikke er brug for dem.

De har brugt hundredtusindvis af kroner på visumgebyr og krav om selvforsørgelse, lært et nyt sprog og revet deres familie op med rode – alt sammen for at flytte til den anden side af verden og finde ud af, at de kun har status som arbejdskraftreserve. Selv hvis det lykkes dem at få ophold som social- og sundhedshjælpere, vil det stadig betyde, at de ikke kan anvende deres faglige kompetencer eller deres oprindelige uddannelse.

Det vi ser lige nu, er en racistisk rekrutteringspraksis, hvor sygeplejersker med mange års erfaring fra Det Globale Syd bliver stillet over for valget mellem udvisning eller at være med til at lappe sosu-manglen i den danske velfærdssektor.

En del af kampen mod nedskæringer i de offentlige budgetter

Regeringen hævder, at der ikke er behov for flere udenlandske sygeplejersker, fordi flere danske sygeplejersker er vendt tilbage til faget. Det er korrekt, at der efter regeringens lønløft i 2024 har været en stigning i antallet af sygeplejersker, der har valgt at vende tilbage til faget.  Men hvis man kigger lidt længere ud i fremtiden end næste budgetår, tyder alt på, at der stadig kommer til at mangle sygeplejersker. Optaget på sygeplejerskeuddannelsen falder, og andelen af borgere over 80 år stiger.

Regeringens modvilje mod at investere i flere evalueringsstillinger handler især om, at en investering i evalueringsansættelser ville betyde, at normeringen i sundhedsvæsenet bliver forbedret, og budgetterne bliver overskredet. Igen er det den kortsigtede budgetlogik, der vinder over den langsigtede investering. Eller sagt på en anden måde: Derfor vil man hellere udvise sygeplejersker nu og rekruttere nye, som er klar til at arbejde om et par år.

De udenlandske sygeplejerskers kamp er ikke kun en kamp mod racistisk udenrigspolitik og arbejdsmarkedsrekruttering. Det er også en kamp mod kortsigtede offentlige budgetter. Lige nu står de udenlandske sygeplejersker forrest i en kamp, hvor deres opholdsgrundlag, familie og fremtidige liv er på spil. Det skal vi huske, når vi i de næste uger taler om den offentlige velfærd.

Det er helt akut nødvendigt at rejse disse tre krav til kommunerne og regionerne:

• Opret de nødvendige evalueringsstillinger med sprog- og mentorstøtte, og pres på for, at regeringen bevilger de nødvendige midler.
• Gør det nemt og tilgængeligt for de offentlige arbejdsgivere at ansætte sygeplejersker som social- og sundhedshjælpere, blandt andet gennem flere støtteordninger og bedre adgang til sprogundervisning.
• Send en samlet appel til regeringen om at stoppe alle hjemsendelser af sundhedspersonale

SAP’s Forretningsudvalg, den 2.november 2025