[Kommentaren kan aflyttes på Spotify her]

Ja, udgifterne er steget til ældreområdet. Siden 2018 er udgifterne faktisk steget med omkring 20 procent.  Men i samme periode er skatteindtægterne steget med hele 32 procent – blandt andet fordi befolkningstallet i Danmark stiger, og grundet den høje inflation i perioden.

Så årtiers borgerlige hykleri om ”velfærdsbomben” med flere ældre og stigende udgifter, er voldsomt overreageret. Det er alene et spørgsmål om prioriteringer, hvor man har brugt historiefortællingen om ”ældrebyrden” som undskyldning for massive forringelser – og dermed givet plads til skattelettelser i samme periode.

Konsekvenserne af denne politik er åbenlys:

• Andelen af ældre, der bor på plejehjem, er faldet. De bor der i kortere tid og er mere plejekrævende.
• Selv om udgifterne til hjemmehjælp samlet er steget, fordi der er flere borgere, er tiden pr. ældre faldet med over 23 % de sidste 10 år.

Det er kommunerne, der har ansvaret for ældreplejen, og med den store befolkningsgruppe, der har oplevet forringet mulighed for støtte, burde temaet være oplagt centralt i årets kommunalvalg!

Skattefinansieret privatisering

At der samlet er flere modtagere, kan direkte aflæses på mængden af plejehjem, plejeboliger mm., der bygges for tiden. Grotesk nok bygges disse kun meget sjældent af kommunerne selv, fordi regeringens anlægsloft, forhindrer disse investeringer. I stedet indgår man partnerskaber om friplejehjem, private plejecentre eller erhvervsvirksomheder, hvor private bygger, og så garanterer kommunerne beboere og en forhøjet leje i årtier frem i tiden! Fuldstændig absurd, hvis man vil værne om de skattefinansierede midler.

Regeringen har i flere omgange forsøgt at hype sin indsats på ældredagsordenen. I forbindelse med kommuneaftalen i 2024 fik kommunerne således 1,25 milliarder ekstra til området – på baggrund af den demografiske udvikling. Men kun 500 millioner endte faktisk hos de ældre! Det siger noget om prioriteringer – men bestemt også om den generelt trængte økonomi i kommunerne.

Den gode nyhed er, at selvom området nedprioriteres økonomisk, så viser tilfredshedsundersøgelserne, at tilfredsheden med den faktisk leverede støtte og pleje stadigvæk er høj. Kvaliteten af medarbejdernes faktisk udførte arbejde holder altså i et vist omfang stadig hånden under årtiers forringelser – trods dårlige vilkår og (”takket være”) stadigt stigende arbejdstempo.

”Frisættelse” på skrump

Seneste udspil fra regeringen på ældreområdet har været den nye ældrelov og sundhedsreform. Overordnet set og på papiret flotte ideer om helhedspleje og kontinuitet i pasning og pleje. Grundlæggende har det været et mål at ”sætte fagligheden fri” blandt medarbejdere. Men det indebærer også, at ansvaret let presses nedad. Der er samtidig en massiv risiko for, at ”frisættelsen” især kommer til at gælde den økonomiske ramme – og først og fremmest kommer til at dække over en spareøvelse. Hvis medarbejderne overtager det faglige ansvar for helt utilstrækkelige ressourcer, risikerer årtiers manglende midler til hjemhjælp at blive udrullet i fuldt flor.

Bagved ”frisættelsen” lurer også et andet spøgelse, nemlig: På bekostning af hvad?

Regeringen spillede her med åbne kort, da de præsenterede projektet om ”lokalplejehjem”. Disse skulle stadigvæk ejes af kommunerne, men invitere private ind i bestyrelserne, og så skulle de have ”friere rammer”, f.eks. mht. retten til at ældre kunne tilkøbe sig ekstra ydelser, i modsætningen til det ”rigide offentlige system, hvor man ikke kan tilkøbe sig bedre velfærd”. Altså nye muligheder for at dyrke ulighed i den offentlige omsorg.

Der var mere uld i munden på ministrene, da det skulle konkretiseres, hvilke rammer man ellers skulle frisættes fra. Men grundlæggende var det vel noget med mindre politisk indblanding, styring og kontrol (og dermed også mindre demokratisk styring af offentlige midler), samt frisættelse fra krav om at følge offentligt aftalte løn- og arbejdsvilkår. Det indebærer færre nedskrevne rettigheder for både brugere og ansatte og færre muligheder for at klage.

Luk hullerne – eller pas selv de gamle!

Så ældreområdet er i rivende ”udvikling”. Selv de unge generationer har bemærket, at fremtidens sikkerhedsnet ser betænkeligt hullet ud. En slags reaktion på dette er, at de privatansatte ved deres overenskomstforhandlinger aftalte det nybrud, at der fremover også skal være sikrede fridage til at kunne understøtte ældre familiemedlemmer. Dette forventes også at blive et tema for de offentligt ansatte i OK2026. Et skræmmende vidnesbyrd om et velfærdssystem for ældre, som er markant nedadgående.

Med denne udvikling, burde der være oplagte muligheder for at ’gøre kommunalvalget ældre-venligt’!

Som venstrefløj kan vi generelt starte med at sige:

1. Fuld genopretning af de økonomiske rammer til området
2. Sæt fagligheden fri, men i rammer, hvor ansatte kan følge med og udfolde deres faglighed
3. Stop for øget privatisering og for profit på vores ældrepleje
4. Fjern anlægsloftet

SAP’s Forretningsudvalg, den 9.november 2025