Læsetid: 3 minutter
Det er sket med opbakning fra et flertal af udvalgets borgerlige medlemmer, herunder socialdemokraterne v. Anders Kronborg, til trods for at ansøgeren opfylder alle de mange andre krav, der er stillet. En lang liste af krav, som gennem de seneste 25 år er blevet længere og længere og sværere at opfylde. Blandt meget andet krav om at have haft 3,5 års fuldtidsarbejde i de seneste 4 år (uddannelse duer ikke! ) og at have bestået både en danskprøve på det høje niveau 3 og den såkaldte “indfødsretsprøve” i besynderlig paratviden.
Men udvalgsflertallet fandt på baggrund af en samtale ikke, at den pågældende person kunne mønstre tilstrækkelig troskab og loyalitet i forhold til “de danske værdier”. Alene derfor fik borgeren afvist sin ansøgning om at få statsborgerskab – og havnede dermed blandt de nu 11,4 procent (!) af den voksne befolkning, der ikke har stemmeret til folketingsvalgene.
Hvilke værdier – eller hvis?
Enhedslistens Peder Hvelplund påpegede helt rigtigt i et interview med P1, at “værdier” er elastiske. Selvom ingen af de borgerlige medlemmer af indfødsretsudvalget har sagt det direkte, så er det i mediernes dækning meget tydeligt, at sagen handler om at føre hårdere kontrol med religiøse og etniske mindretal. Når Kaare Dybvad (S), den ansvarlige minister, i forbindelse med sagen, taler om, at det ikke er en dansk værdi at mene, at tyveri skal straffes med at hugge hånden af tyven, så er det åbenlyst en henvisning til, at værdier fra Koranen ikke er forenelige med danske værdier. Flere overskrifter om sagen omtaler netop også ansøgeren som en ‘islamisk leder’ og nævner mandens pakistanske etnicitet.
Man kan spørge sig selv, om de borgerlige politikere mon har studeret de uhyrlige værdier, der sine steder optræder i den bibel, som den danske folkekirke prædiker. Eller om kristne ansøgere med et ekstremistisk syn på kvinders rettigheder og/eller queerrettigheder mon også risikerer at få deres værdier stemplet som udanske og udemokratiske?
I lyset af de mange fejlfortolkninger af antizionisme som antisemitisme kan man også blive bekymret for, at vi snart vil se denne mulighed for sindelagskontrol udnyttet til rent politiske formål.
Og Indfødsretsudvalget kan helt uden forstyrrende indblanding fra retsinstanser både afsige dommen og håndhæve straffen. Gøre deres egne, højreorienterede værdier til den målstreg, ansøgere skal passere, hvis de altså vil opnå statsborgerskab. Der er frit løb for klam sindelagskontrol, forklædt som udefinerbare, elastiske værdier.
Demokratiske værdier underløbes
I deres korstog mod etniske og religiøse minoriteter ofrer de borgerlige politikere lige netop de demokratiske rettigheder og værdier, de påstår at ville forsvare.
Når indfødsretsudvalget beslutter, at en ansøgers værdier ikke stemmer overens med “danske værdier”, kommer de med to meget ekstreme politiske standpunkter: For det første, at der er noget, som godt 6 millioner mennesker bør og skal være enige i, og at de selv har patent på at definere, hvad det er. For det andet, at der er religiøse eller politiske holdninger, som det ikke er tilladt at have i Danmark.
Hvis noget er et angreb på demokratiske værdier, så er det lige præcis det borgerlige flertal bag Indfødsretsudvalgets beslutning. Men det behøver Mikkel Bjørn (udvalgsformanden fra DF), Anders Kronborg og co. heldigvis ikke at bekymre sig om. For det er dem, der sidder på magten. De kan hævde deres magt på bekostning af nogen, der ikke ligner dem selv på hudfarve, religion og klasseposition.
SAP’s Forretningsudvalg, den 26. oktober 2025