Foto: Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, som nu er stillet for en rigrsret. CC BY-SA 3.0, Wikimedia

 

De sagde, at det ikke ville ske igen i Sydkorea - ikke efter mere end fire årtier, hvor hundredtusindvis af mennesker er blevet slået, tortureret, fængslet og dræbt, mens de forsvarede demokratiet mod den ene stærke mand efter den anden.

 

Endnu et militærkup så ud til at være udelukket, indtil den sene aften den 3. december, hvor landets konservative præsident, Yoon Suk-yeol, pludselig erklærede undtagelsestilstand på direkte tv. Han forsøgte at stemple sine politiske modstandere som kommunistiske sympatisører til Nordkorea med en retorik, der minder om hans autoritære forgængeres brutale styre.

 

Inden for mindre end tre timer blev den tidligere offentlige anklagers kupforsøg, med mindelser om militære lederes praksis i tidligere årtier, hurtigt slået ned, med en hurtig afstemning i Nationalforsamlingen, der blokerede for indførelsen af ​​undtagelsestilstand. Tre timer senere sagde Yoon, at han ville respektere beslutningen.

 

Om morgenen den 4. december blev der indkaldt til et ministermøde for at ophæve undtagelsestilstanden. Senere på eftermiddagen udtrykte hele hans kabinet sin kollektive vilje til at træde tilbage, og det største oppositionsparti, Koreas Demokratiske Parti (DPK), fremsatte et lovforslag om at stille præsidenten for en rigsret.

 

Seks lange timer

Yoons kup viste sig at være dårligt udtænkt. Men i løbet af de længste seks timer i nyere koreansk hukommelse kom han alarmerende tæt på at nå sit mål på trods af proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger, som blev indført i 1987-forfatningen i bestræbelserne på at demokratisere landet.

 

Præsidenten viste, at han kunne erklære undtagelsestilstand og omgå en grundlovsforankret regeringsbeslutning. Han kunne bruge sin loyale forsvarsminister til at indsætte elitestyrker i den lovgivende forsamling. Elitesoldater dalede ned i Nationalforsamlingens mødesal fra militærhelikoptere, smadrede ruderne og tvang sig vej ind. Deres mission var at pågribe ledende parlamentsmedlemmer, uanset deres partitilhørsforhold.

 

Dette markerede første gang i koreansk historie, at soldater involveret i et kupforsøg satte deres ben i forsamlingen for at arrestere lovgivere eller blokere en afstemning.

 

Dette markerede første gang i koreansk historie – som har oplevet tre militærkup - at soldater var involveret i et kupforsøg ved at indtage den lovgivende forsamling for at arrestere lovgivere eller blokere en afstemning. Under militærgeneralerne Park Chung-hee og Chun Doo-hwan nøjedes man med at afspærre mødesalen.

 

Der var dog en brist i statsbureaukratiet. I alt 190 ud af 300 lovgivere, herunder nogle fra Yoons regerende Folkemagtsparti (PPP), stemte for at afvise erklæringen om militær undtagelsestilstand, fordi politiet ikke nåede at blokere adgangen, før de militære forstærkninger ankom. Frem for alt kunne Yoon ikke meget andet end at overgive sig, da titusindvis af demonstranter spontant oversvømmede Seouls gader i protest mod hans forsøg på at skrue tiden tilbage og afskaffe deres hårdt tilkæmpede demokrati.

 

Grænser for demokrati

Yoons styre er reelt slut med udsigten til masseprotester og en national strejke indkaldt af den koreanske faglige landsorganisation (KCTU), det største i landet. Det eneste tlbageværende spørgsmål er, om han vil komme for en rigsret eller træde tilbage frivilligt.

 

Efter hans indsættelse for tre år siden, blev Yoons femårige præsidentskab opslugt af en række kriser, herunder dårlig forvaltning af katastrofer og diverse skandaler, der involverede hans kone, Kim Keon-hee, som endda blandede sig i udnævnelser af ministre og andre af præsidentens anliggender. Efter at oppositionen i DPK fik et solidt flertal ved det seneste valg i april 2024, har DPK sammen med andre mindre partier intensiveret opfordringerne til en rigsretssag, drevet af Yoons dårlige meningsmålinger, som aldrig har oversteget 25 procent.

 

Men med sin leder og tidligere præsidentkandidat, Lee Jae-myung, viklet ind i sit eget juridiske morads med anklager om korruption og bestikkelse, har DPK ikke været i stand til at udnytte Yoons upopularitet. I meningsmålinger ligger partiet kun et par procentpoint foran Yoons PPP.

 

De to store partier har været engageret i skænderier og søger at beskytte henholdsvis præsidentfruen og oppositionslederen. Yoon har nedlagt veto mod 21 lovforslag, herunder et forslag om en særlig anklager til at efterforske hans kone. Samtidig har DPK rutinemæssigt brugt sit flertal til at angribe anklagere og dommere, der er ansvarlige for sager mod deres leder Lee og andre højtstående embedsmænd. Da Yoon annoncerede den militære undtagelsestilstand, udtrykte han sine frustrationer: "Ved at intimidere dommere og rejse sager mod en række anklagere har de lammet den juridiske orden"

 

Regeringen og oppositionen har ofte kunnet lægge deres skænderier til side, når det kom til at varetage virksomhedernes og den finansielle elites interesser. PPP og DPK blev for nylig enige om at skrotte skatten på kapitalgevinster for de rigeste 0,9 procent af investorerne. Lee, der var stærkt imod sin rivals kampagneløfte om at forlænge arbejdstiden, har siden sagt, at den påbudte 52-timers arbejdsuge skal anvendes fleksibelt - på trods af, at sydkoreanske arbejdere allerede i gennemsnit arbejder 149 timer mere om året end OECD-gennemsnittet på 1.752 timer.

 

I flere måneder har DPK forsøgt at genoplive de massemøder, der førte til rigsretssagen mod en anden korrupt præsident, Park Geun-hye, i 2017. Men deres partiets fortsatte prioritering af virksomhedernes interesser frem for brød-og-smør-spørgsmål, der optager arbejder- og middelklassen, har indtil nu sat en dæmper på bestræbelserne trods Yoons kroniske inkompetence og korruption. Yoon fejlvurderede sandsynligvis DPK’s evne til at organisere protester og så det som en mulighed, kombineret med den almindelige kynisme og apati, til at bruge undtagelsestilstanden til at knuse oppositionen.

 

Diktaturets opkomst og fald

Yoon undervurderede modstandskraften i det sydkoreanske demokrati og massernes spontanitet, som endnu en gang udfoldede sig, da folk næsten instinktivt gik på gaden efter indførelsen af undtagelsestilstanden. Men vejen til præsidentposten for Yoon, der præsenterede sig selv som en korsfarer for bekæmpelse af korruption, afslørede imidlertid de langvarige sårbarheder i Sydkoreas version af demokrati, nu ofte udråbt som "K-demokrati" efter en række milepæle.

 

Yoon kunne indtage præsidentposten blot tre måneder efter at have meldt sig klar til embedet - en bedrift, der var mulig på grund af anklagemyndighedens overordnede indflydelse på det sydkoreanske samfund, hvor det nyder både ukontrollerede efterforskningsbeføjelser og anklagemyndighedens eneret. I begyndelsen af ​​1990'erne, da landet begyndte at gennemgå sin stenede vej mod demokratisering, betød institutionens allestedsnærværende autoritet, at det overtog politisk følsomme og skyggefulde opgaver, som tidligere var varetaget af efterretningstjenesten, hvis enorme magt var blevet bremset af demokratiske reformer.

 

Den afgørende periode for denne overdragelse var mellem april og maj 1991, hvor sydkoreanere strømmede ud på gaderne for at kræve præsident Roh Tae-woos afgang - den tidligere general, som var håndplukket af sin medsammensvorne kupmager i 1980 og forgænger, Chun Doo-hwan – og hvor studerende blev tæsket og dræbt af uropolitiet under demonstrationer. Fra starten gik titusindvis af studerende og arbejderaktivister på gaden i massedemonstrationer.

 

Men i juni 1987 holdt almindelige borgere sig på sidelinjen, i en skarp kontrast til begivenhederne fire år tidligere. Det var studenterledede demonstrationer, der sikrede frie valg og en ny forfatning. Politisk selvtilfredshed var udbredt, især blandt den urbane middelklasse, selvom landet oplevede en anden tidligere militærgeneral, der overtog præsidentposten gennem tilsyneladende frie valg. I 1990 havde Roh yderligere cementeret sin magt ved at skabe et megakonservativt parti gennem en tredobbelt fusion med to oppositionspartier.

 

Alligevel så studenterprotester ikke ud til at dø ud af sig selv. Inden for omkring en måned havde i alt ni aktivister sat ild til sig selv i et desperat forsøg på at holde demonstrationerne i gang. Det var Sydkoreas anklagemyndighed, der afsluttede konflikten. I midten af ​​maj 1991 arresterede anklagemyndigheden Kang Ki-hun, en tidligere studenteraktivist og medlem af en dissidentgruppe, og anklagede ham for at medvirke til den tidligere selvbrænding af sin kammerat.

 

Anklagerne hævdede, at Kang skrev et selvmordsbrev til sin kammerat og opfordrede ham til at afslutte sit eget liv i protest mod Roh. De fortsatte med at fremmane protestbevægelsen som en ekstrem venstrefløjsprovokation, der var parat til at udnytte de døde i deres forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering. Det viste sig senere, at anklagere havde lavet håndskriftsanalyser for at fabrikere beviser til at sætte Kang i fængsel, men der har ikke været nogen formel undskyldning.

 

På denne måde fremstod anklagemyndigheden som en almægtig fixer for præsidenten. Siden da har alle præsidenter, konservative eller liberale, bevæbnet anklagemyndigheden med en magt til at eliminere eller ydmyge deres rivaler og dæmpe oppositionen. Denne praksis har efterhånden ført til, at en oppustet anklagemyndighed til sidst skød deres egen chef ind på præsidentposten efter at have forpurret periodiske forsøg på at indskrænke dens beføjelser. Set i bakspejlet repræsenterede Yoons overtagelse af præsidentposten kulminationen på et fremadskridende kup, 33 år undervejs, fra en af ​​Sydkoreas sidste bastioner af autoritarisme.

 

En stor dag for demokrati

Den 3. december vil sandsynligvis gå over i historien som en stor dag for demokratiet, ikke bare i Sydkorea, men i hele verden, på grund af en kombination af folkelig årvågenhed og rent held, der holdt den forfatningsmæssige orden intakt. Sydkoreanere er nu blevet tilbudt en sjælden mulighed for at forny deres demokratiske liv.

 

Meget af deres demokratiske fremtid vil afhænge af, om de kan skille sig af med den form for erhvervsvenlig, to-parti-politik, der har vist sig sårbar over for opkomsten af ​​en sindssyg wannabe-stærk mand som Yoon, der i starten brugte populistisk sprog til at fremstille sig selv som en outsider, der forstyrrede den etablerede-politik, men som senere afslørede en uhæmmet vilje til at bevæbne statsapparatet mod sit eget folk for at fastholde hans styre. Med andre ord afhænger deres fremtid af, om de kan opbygge et meningsfuldt venstrealternativ til status quo.

 

Note: Den 14. december besluttede det sydkoreanske parlament at stille præsidenten for en rigsret. Han er nu suspenderet, indtil forfatningsdomstolen har fældet en endelig dom over ham.

 

Kap Seol er en koreansk forfatter og forsker bosat i New York. Han skriver blandt andet til Labor Notes, In These Times, Business Insider og andre publikationer.

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind