Protester mod regeringen I 2022 banede vejen for venstrefløjens valgsejr. Foto: AntanO, CC BY-SA 4.0 – Wikime

dia

Det er første gang siden landets selvstændighed fra det britiske imperium i 1948, at en præsident ikke kommer fra den politiske og sociale elite. Valget kom i kølvandet på den folkelige opstand i 2022, hvor omfattende protester mod regeringens håndtering af den økonomiske krise med skyhøj inflation og mangel på brændstoffer tvang præsident Gotabaya Rajapaksa til at gå af. Den magtfulde præsident fra et politisk familiedynasti med militær baggrund flygtede midlertidigt ud af landet og blev i 2003 dømt for dårlig forvaltning af landets økonomi af Sri Lankas Højesteret.

Økonomisk krise – og genopretning

Efter Rajapaksas tilbagetræden blev Ranil Wickramasinghe, leder af det højreorienterede Forenede Nationale Parti UNP siden 1994, valgt af parlamentet som præsident indtil periodens udløb i år. Billedet af ham som frelseren af en synkende økonomi var en nøglefortælling, der legitimerede hans styre fra 2022-24. Under hans ledelse mistede UNP imidlertid det meste af sin vælgerbase, og han blev tvunget til at stille op som uafhængig kandidat ved dette års valg.

Wickramasinghe genforhandlede udlandsgælden med de globale kreditorer ved at låne flere penge. Ved at gennemføre stramninger, begrænse importen og udvide afgifter på forbrugsvarer stabiliserede han – efter råd fra Den Internationale Valutafond – økonomien, blandt andet gennem privatiseringen af ​​statslige virksomheder, markedsgørelse af offentlige tjenester og nedskæringer i sociale foranstaltninger. Den økonomiske stabilisering fandt imidlertid sted under et stigende autoritært styre. Kort efter sin tiltræden satte Wickramasinghe militær og politi ind for at knuse den folkelige opstand.

Anura Kumara Dissanayake

Fra kommunistisk oprørsbevægelse til præsidentparti

Anura Kumara Dissanayake er leder af Janatha Vimukthi Peramuna (JVP – Folkets Befrielsesfront) og blev første gang valgt til Sri Lankas parlament i 2000. Partiet har en fortid som revolutionær bevægelse og stod bag to større oprør mod den srilankanske regering i 1971 og 1987-1990, som begge endte med militære nederlag for organisationen. Efter 1989 blev JVP omdannet til et politisk parti og opstillede til valg i 1994. JVP fastholder sit ideologiske engagement som et marxistisk arbejderparti, men har i praksis droppet perspektivet om et postkapitalistisk samfund.

I sin ungdom oplevede Anura Kumara Dissanayake under JVP’s opstand nære familiemedlemmer og venner blive dræbt af militæret. Som studerende deltog han aktivt i studenterbevægelsen, og i 1997 blev han medlem af JVP’s forretningsudvalg i.

Han er nu valgt som landets præsident for valgkoalitionen National Folkemagt NPP, hvor JVP spiller en hovedrolle. Koalitionen er en bred alliance af fagforeninger, politiske partier, kvindegrupper, ungdomsgrupper, civilsamfundsgrupper og aktivistnetværk. NPPs valgmanifest ligger inden for en socialdemokratisk ramme og fokuserer på at fortsætte landets eksportbaserede økonomi, samtidig med at den sociale sikkerhed styrkes. Blandt hovedtemaerne er kampen mod korruption, nepotisme, økonomisk spild og dårlig ledelse. Dette var også på dagsordenen under oprøret i 2022, hvor parolen om »systemskifte« var udbredt.

Kandidaterne i valget

I alt stillede 38 kandidater op – alle mænd. De vigtigste var:

>        Anura Kumara Dissanayake fra koalitionen National Folkemagt – Jathika Jana Balawegaya, NPP (42 procent af stemmerne). En vigtig forklaring på valgsejren var fragmenteringen af SLPP efter 2022-oprøret.

>        Sajith Premadasa fra koalitionen Forenet Folkemagt – Samagi Jana Balawegaya, SJB (33 procent). Den vigtigste parlamentariske oppositionsleder, centrum-venstre.

>        Ranil Wickramasinghe fra det Forenede Nationale Parti – UNP (17 procent). Afgående, konservativ præsident, som denne gang stillede op som uafhængig kandidat.

>        Namal Rajapaksa fra Sri Lankas Folkefront – Sri Lanka Podujana Peramuna, SLPP) (3 procent). Namal er søn af Mahinda Rajapaksa (premierminister 2019-2022, mens hans bror Gotabaya var præsident) og en del af familiedynastiet, der regerede fra 2004-15 og 2019-2022. Højreorienteret populist og valgets store taber.

En kandidat for tamilske partier i nord fik 2 procent.

Den eneste kandidat, der åbenlyst kritiserede den neoliberale politik, som Den Internationale Valutafond (IMF) har gennemtvunget, var advokaten Nuwan Bopage fra Folkets Kamp Alliance (Jana Aragala Viyaparaya, PSA), som blev dannet af aktivister fra oprøret i 2022. Det fremlagde også et omfattende overgangsprogram for at afskaffe præsidentsystemet og indføre en ny folkelig grundlov. Han fik kun 0,08 procent af stemmerne.

Mange udfordringer

JVP og NPP har vundet en vigtig sejr, som bygger på en strategisk alliance mellem et politisk parti med rodfæste i arbejderklassen og demokratiske sociale bevægelser. NPP engagerer sig aktivt i lokale netværk og indgår i en række alliancer blandt unge, kvinder, landmænd, små og mellemstore virksomhedsejere, intellektuelle, kunstnere, militært personale og religiøse grupper.

Vælgerne kommer primært fra det singalesiske flertal af befolkningen (ca. 75 procent), men NPP er også begyndt at få opbakning fra det tamilske mindretal i nord og øst, især blandt unge.

Valget blev vundet på trods af de herskende eliter og mainstream-mediernes misinformation og kampagne mod JVP, med henvisning til begivenhederne i 1988-90-oprøret. JVP blev fremstillet som en voldelig synder, mens statens vold – inklusive dødspatruljer – tilsyneladende blev glemt og tilgivet. I mellemtiden er der stadig familier, der leder efter pårørende, som forsvandt i denne periode.

Det er værd at bemærke, at ved præsidentvalget i 2019 vandt JVP kun vandt 3 procent af stemmerne, mens Gotabaya Rajapaksa blev valgt med 52 procent. At gå frem fra 3 til 42 procent er en stor bedrift, som ikke ville have været mulig uden 2022-oprøret. Ikke desto mindre er resultatet på 5,6 millioner ud af 13,6 millioner afgivne stemmer langt fra et flertal.

Valgmanifestet ”En blomstrende Nation – et vidunderligt Liv” indeholder for det meste en midterpolitisk (socialdemokratisk) dagsorden. Manifestet slår til lyd for en “grøn kapitalistisk” model med løfter om sociale forbedringer for de fattigste og en indsats for bevæge sig væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer. Men den nye præsident har lovet, at rammeaftalen med IMF ikke bliver ændret, og han har også undgået at forholde sig til det enorme militærbudget, som sluger 7 procent nationalbudgettet – næsten lige så meget som udgifterne til sundhed og uddannelse til sammen.

NPP’s valgmanifest indeholder også fremskridt for det tamilske mindretal, blandt andet afskaffelse af anti terror-love, større selvbestemmelse og frigivelse af politiske fanger. Men mange af løfterne er upræcise og uden tidsfrist.

NPP’s præsidentsejr er en begyndelse hen imod demokratisering af staten. Den næste store udfordring bliver parlamentsvalget den 14. november. NPP har kun tre medlemmer af det nu opløste parlament, som er domineret af tidligere Rajapaksa-allierede, singalesisk-nationalistiske og for det meste korrupte politikere. Det er en spændende ny begyndelse med mange udfordringer for progressive kræfter.

Kilder – især:

Comrade President? Change and Continuity in Sri Lanka

Behind the left victory in Sri Lanka

Wikipedia