Foto: Erik Helgeson, næstformand I det svenske havnearbejderforbund

Erik (42) er næstformand I det svenske havnearbejderforbund, og han har været dybt optaget af sikkerheden for sine medlemmer – men også for civiles sikkerhed i Gaza, hvor nogle er blevet dræbt af våben, som kan være lastet på havnen i Göteborg, hvor han har arbejdet i 20 år.

Erik var så engageret, at han i februar i år stod bag en symbolsk seks dages blokade af 20 svenske havne i protest mod lastning af militærudstyr til Israel. Hans arbejdsgiver – DFDS – svarede igen ved at fyre ham med en anklage om, at han havde overtrådt den svenske lov om beskyttelse af sikkerhed.

Loven, som blev vedtaget i 2018, er beregnet til at beskytte sikkerhedsfølsom aktivitet mod spionage, sabotage, terrorforbrydelser”, men, siger Erik, at bruge den mod faglige aktivister rejser spørgsmålet, hvis sikkerhed firmaet – og loven – i virkeligheden beskytter.

Nogle arbejdsgivere lader til se denne lov som et redskab til ikke alene at beskytte havne og andre firmaer mod kriminel infiltration, men også til at give dem carte blanche til at gøre hvad som helst de ønsker, mod folk, som de gerne vil af med af andre grunde,” siger han til Equal Times. ”Jeg er bekymret for, at en masse arbejdsgivere ser på dette – at de ser, at sagen mod mig er så tynd – og lægger deres egne planer om at skille sig af med faglige ledere.”

Eriks fagforbund har en tradition for international solidaritet, som går tilbage til Vietnamkrigen og kuppet i Chile i 1973, hvor en generation af faglige aktivister blev myrdet.

I 2010 hjalp han med at laste gods på den skæbnesvangre frihedsflotille, der forsøgte at bryde Israels blokade af Gazastriben. Israelske soldater angreb den humanitære mission og dræbte ni af aktivisterne om bord. Ifølge beviser fremlagt for Den Internationale Domstol blev nogle “skudt flere gange i ansigtet, mens de forsøgte at dække deres hoveder, eller bagfra, eller efter at de overgav sig og tryglede de israelske forsvarsstyrker om at stoppe med at skyde mod civile”.

En vred Erik forsøgte at sejle med den næste flotille, men det forreste fartøj blev saboteret i Grækenland. Endelig besøgte han Gazastriben i november 2011.

“Det var en rolig periode, men de bombede politistationen, mens jeg var der,” siger han. “Der var stadig en begrænset brutalitet overalt. Folk kæmpede på deres egen måde – nogle faglige aktivister kæmpede også med Hamas-myndighederne – men hovedproblemet var selvfølgelig blokaden, den rekordstore arbejdsløshed, isolationen, den åbenlyse fattigdom i flygtningelejre – og også små børn, der drak uegnet vand og led af sygdomme. Det satte sig virkelig spor hos mig.”

Israelske ledere retfærdiggjorde på det tidspunkt blokaden af ​​Gaza som et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Men afvisningen af en fælles sikkerhed for Gazas indbyggere ville i sidste ende anspore et angreb, der udfordrede Israels egen følelse af sikkerhed.

Tilbage i Sverige kastede Erik sig ud i faglige aktiviteter i havnen og ledte en arbejdskonflikt med Mærsk mellem 2015 og 2017, som udviklede sig til en seks ugers lockout og derefter en national konflikt. “Vi reagerede med truslen om en tidsubestemt strejke, og til sidst gav arbejdsgiverne efter,” husker Erik. Til sidst vandt fagforeningen en national kollektiv overenskomst.

Dette, mener han, er den virkelige årsag til, at DFDS ville have ham ud af havnen, og også grunden til, at de ikke har været i stand til at give detaljer til fagforeningen, journalister eller de juridiske myndigheder om, hvordan den nationale sikkerhed var blevet truet af havnearbejdernes handlinger.

Da Erik blev spurgt om specifikke oplysninger om, hvordan fagforeningen havde truet sikkerheden, “var ledelsen meget vag,” siger Erik. “Deres argumentation var at sige: ‘Vi har fået alle disse opkald fra forskellige aktører’ – de antydede, at militæret havde været i kontakt med dem – men de ville ikke give nogen specifikke oplysninger, detaljer eller beviser. Vores opfattelse, dengang og nu, er, at dette var et røgslør.”

Arbejdsgivernes påstande mod Erik – at han var ansvarlig for, at havnearbejdere undersøgte trailere og containere – bestrides af Erik og fagforeningen med den begrundelse, at havnearbejderne hverken havde kapacitet til eller intention om at gøre det. Aktionen var i høj grad et symbolsk forsøg på at kickstarte debatten om Israels opførsel i Gaza, siger de.

Politimyndigheden og Sveriges justitiekansler [regeringens kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning, o.a.] afviste virksomhedens anmodning om at undersøge Eriks opførsel, da de ikke fandt nogen mistanke om kriminel aktivitet. Men det stoppede ikke de truende beskeder rettet mod Helgeson, som begyndte at komme, efter at DFDS udsendte en pressemeddelelse, der sagde, at han var blevet fyret af hensyn til den nationale sikkerhed.

“Vi havde trusler – herunder en dødstrussel – og derefter chikane fra anonyme personer med tilsyneladende højreekstreme synspunkter, primært på telefonsvareren,” siger Erik. “Det skræmte mig fuldstændigt, fordi der måske var ‘ensomme ulve’-typer i disse grupperinger på et korstog for national sikkerhed. Jeg var virkelig bange for, at jeg ville blive rullet i tjære og udskreget  i medierne, og at det kunne tiltrække de værste galninge derude, hvilket ville være en trussel mod min familie og mine børn.”

En ‘moralsk forpligtelse’ til at strejke

Dødstrusler mod fredsforkæmpere har været udbredt siden 7. oktober 2023, og FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, har også været et offer. Selvom hun ikke var bekendt med detaljerne i Eriks sag, har hun sagt til Equal Times, at arbejdernes solidaritetsprotester, såsom de seneste havnearbejderaktioner i Marokko, var strengt nødvendige.

“I en krisetid, hvor der begås forbrydelser mod menneskeheden, er det absolut nødvendigt for arbejdere at strejke,” sagde hun. “Dette er en moralsk forpligtelse for os alle. Det er også vores system, der er medskyldig i, hvad Israel gør.”

“Historien vil dømme os og dem, der tier i dag – den er også deres. Vi er nødt til at bruge vores magt og vores evne til at fremprovokere en forandring. Hvis vi står sammen, er vi meget mere magtfulde end selve etablissementet.”

Hun tilføjede, at hvis hun var havnearbejder, “der bidrog til slagtning af børn, mødre og bedsteforældre i Gaza … ville min mentale sundhed have været meget mere skadet, end den er nu, som krønikeskriver af folkedrab.”

(…)

Mere generelt blev forståelsen for, at der ikke kan være en langsigtet sikkerhed for kun én side i en tvist, forstærket på en konference arrangeret af International Peace Bureau (IPB), International Trade Union Confederation (ITUC) og Olof Palme International Centre i april 2025. Titlen var Common Security Conference 2025: Redefining Security for the 21st Century.

Som Omar Faruk Osman, generalsekretær for Federation of Somali Trade Unions (FESTU), sagde på konferencen: “Intet land, samfund eller individ kan være virkelig sikkert, medmindre vi alle er det.”

“Når arbejdere er sultne og arbejdsløse og udelukket fra beslutningsprocessen, er de sårbare over for at blive brugt i konflikter,” tilføjede han. “At fremme ordentligt arbejde er at fremme fred.”

‘Tilstedeværelsen af retfærdighed’

Langt fra at være et nulsumsspil skal sikkerhed inden for IPB’s verdensbillede nydes i fællesskab af alle parter i en tvist. Ellers vil ubalancen før eller siden føre hovedpersonerne tilbage i konflikt med destruktive konsekvenser for alle.

“Den fred, vi søger, er ikke blot fraværet af våben, men tilstedeværelsen af ​​retfærdighed,” sagde Osman. ‘Fælles sikkerhed’ taler vores sprog og afspejler vores forhåbninger.”

I mangel heraf er ensidige sikkerhedsmanøvrer altid tilbøjelige til at slå tilbage som en boomerang mod deres initiativtagere, hvilket Eriks sag viser alt for tydeligt. Mens vi går i trykken, forbereder Sveriges havnearbejdere sig på en potentiel strejke på grund af et overenskomstspørgsmål, der kan forhindre Erik i at få sit job tilbage.

Sveriges unikke arbejdslovgivning tillader kun arbejdere at strejke for at opnå en kollektiv overenskomst, som derefter afgør efterfølgende tvister uden brug af faglige aktioner. Men de svenske havnearbejderes nationale overenskomst udløb i slutningen af ​​april, og faglige aktioner er nu på dagsordenen.

I henhold til svensk arbejdsret kan Erik, selvom han vinder sin sag om uberettiget afskedigelse i en arbejdsret, blive “købt ud” af sit job med et månedligt beløb for hvert arbejdsår. Det pågældende beløb ville være “peanuts” for en multinational virksomhed som DFDS, ifølge Erik.

Martin Berg, formand for Havnearbejderforbundet, fortæller dog til Equal Times, om diskussionerne i forhold til den næste overenskomst: “Et af vores primære krav vil være en regulering, der beskytter fagforeningens ledere – hvis de vinder i arbejdsretten – så de ikke kan blive udsat for billige opkøb. Alle, der arbejder for fagforeningen, bør beskyttes, så hvis en arbejdsgiver vælger at købe dig ud, skal de også betale fagforeningen en stor bøde relateret til virksomhedens omsætning i det foregående år. Hvis vi går ud i en arbejdskonflikt for vores kollektive aftaler, vil vi strejke for dem, og så har enhver fagforening i henhold til svensk lov ret til at støtte os med sympatiaktioner. Vi vil også anmode om solidaritetsaktioner fra havnearbejdere i andre lande.”

Det viser sig, at jo mindre sikkerhed Sveriges havnearbejdere har, jo mindre sikkerhed vil deres arbejdsgivere også nyde godt af. Enhver svensk chef, der troede, at afskedigelse af faglige aktivister ville styrke deres forventninger til mere profit, kan risikere at få et ubehageligt wake-up call.

Arthur Neslen skriver om miljøspørgsmål for The Guardian. Han har tidligere arbejdet som korrespondent for Thomson Reuters, Politico, Al-Jazeera og andre. Equal Times er en tresproget hjemmeside med fokus på arbejdsmarked, menneskerettigheder, kultur, udvikling, miljø, politik og økonomi fra et socialt retfærdighedsperspektiv.

15. maj 2025

Oversat fra Equal Times af Åge Skovrind