Læsetid: 13 minutter

 

Fagbevægelsen i Ukraine opstod inden for rammerne af det sovjetiske system, hvor fagforeningerne primært spillede en dekorativ rolle og fokuserede på fordeling af sociale ydelser frem for at kæmpe for arbejdstagernes rettigheder. Sovjetunionens sammenbrud markerede begyndelsen på et nyt kapitel. Allerede i 1990 begyndte uafhængige fagforeningsorganisationer at dukke op og udfordre det »gamle systems« institutioner. Med tiden samlede en betydelig del af disse organisationer sig i Sammenslutningen af Frie fagforeninger i Ukraine (KVP).

 

Samtidig fortsatte Sammenslutningen af Ukraines Fagforeninger (FPU) – den største koalition af de såkaldte »traditionelle« eller »gule« fagforeninger – med at fungere. Denne enhed arvede betydelige aktiver og institutionelle positioner fra sovjettiden. Trods en formel organisationsstruktur med rapporter, udvalg og ungdomsafdelinger var dens aktiviteter stort set symbolske og uden reel indflydelse. Især ungdommens deltagelse i sådanne organisationer var ubetydelig – uden reel indflydelse på beslutningsprocesser eller forsvar af arbejderrettigheder.

 

Da den fulde krig brød ud i 2022, befandt fagbevægelsen sig i en dyb krise. De vigtigste udfordringer var:

– Institutionel svaghed: Fagforeningerne havde minimal indflydelse på lovgivningsprocesser og økonomisk politik.

– Politisk isolation: Arbejdsmarkedsforhold var blevet skubbet i baggrunden, og fagforeningerne manglede en overbevisende politisk platform.

– Organisatorisk stagnation: Der manglede en strategisk vision, de juridiske rammer var underudviklede, og fremskridtene inden for digital omstilling var fortsat utilstrækkelige.

 

Juridiske og politiske rammer under krigen

Udbruddet af en fuldskala invasion i Ukraine har medført radikale ændringer i de juridiske rammer for arbejdsforhold. Lov nr. 2136, der blev vedtaget i 2022, begrænsede arbejdstagernes rettigheder betydeligt: Strejker blev forbudt, sociale garantier blev reduceret, og centrale bestemmelser i kollektive overenskomster blev ophævet. Som følge heraf blev fagforeningerne effektivt frataget deres juridiske og offentlige indflydelsesmekanismer.

 

Rekrutteringscentre (TRC’er) er blevet et yderligere pressionsmiddel. Der er dokumenterede tilfælde, hvor mobilisering skulle være blevet brugt til at ramme fagforeningsaktivister og ansatte med en fast pro-arbejderholdning. Arbejdsgiverne har til gengæld fået nye skønsbeføjelser, nemlig muligheden for at bestemme, hvilke ansatte der skal mobiliseres, og hvilke der skal undtages fra mobilisering, ofte på grundlag af personlig loyalitet eller deltagelse i fagforeningsaktiviteter. Denne udvikling har især ramt repræsentanterne for de uafhængige fagforeninger, som typisk er mere kritiske over for både arbejdsgivere og statslige myndigheder.

 

Desuden meldte et betydeligt antal aktive samfundsengagerede borgere, herunder ledere og aktivister, sig frivilligt til militærtjeneste i begyndelsen af 2022. Dette svækkede fagbevægelsens menneskelige kapital og intellektuelle lederskab betydeligt og forværrede den eksisterende krise inden for lederskab og institutionel modstandsdygtighed.

 

Samtidig har den faktiske suspension af statens arbejdsmarkedsmyndigheders arbejde – især arbejdstilsynet – ført til ustraffede overtrædelser af sikkerhedsstandarder og arbejdsvilkår. Suspensionen af planlagte kontrolbesøg har skabt et miljø, hvor manglende overholdelse af standarder og arbejdsvilkår tolereres, især i farlige og lavtlønnede sektorer.

 

Fagbevægelsen er således kommet under dobbelt pres: Fra staten, der har indført restriktive krigstiltag, og fra arbejdsgiverne, der har udnyttet krigen som et middel til at udøve kontrol. I en sådan situation kræver forsvaret af arbejderrettigheder ikke kun juridisk ekspertise, men også enestående personligt mod.

 

Nøgleelementer i denne sammenhæng omfatter:

– Lov nr. 2136 og de dermed forbundne begrænsninger af arbejdstagernes rettigheder, herunder forbud mod strejker og reduktion af sociale garantier;

– Krigsret og pres fra rekrutteringscentrene (TCC’er);

– Mobilisering af fagforeningsaktivister, hvilket har ført til en svækkelse af de organisatoriske strukturer;

– De facto suspension af arbejdstilsynets kontrolbesøg, hvilket har resulteret i uregistrerede lovbrud på arbejdspladsen.

 

Fagforeningernes reaktion på krigens udfordringer

Som reaktion på de hidtil usete udfordringer, som den omfattende invasion har medført, har de ukrainske fagforeninger sat gang i en lang række initiativer, der har til formål at støtte arbejdstagere og forsvare den sociale samhørighed. På trods af institutionelle begrænsninger og politiske hindringer har fagforeningerne vist modstandsdygtighed, tilpasningsevne og et stærkt engagement i solidaritet.

 

Frivillige aktiviteter og humanitær bistand: Fagforeningerne har spillet en aktiv rolle i det frivillige arbejde og har ydet væsentlig støtte til internt fordrevne personer og sårbare befolkningsgrupper. Disse initiativer omfatter distribution af mad, tøj, medicin og husly samt koordinering af logistisk støtte i samarbejde med lokalsamfund og internationale samarbejdspartnere.

 

Støtte til arbejdstagere i kritisk infrastruktur og forsvarssektoren: Fagforeningerne har ydet målrettet bistand til ansatte, der arbejder med strategiske tjenesteydelser – især inden for energi, transport, sundhedspleje og forsvarsrelaterede industrier.

 

Beskyttelse af mobiliserede arbejderes rettigheder.

 

Deltagelse i internationale fagforeningsinitiativer: Ukrainske fagforeninger har aktivt deltaget i globale solidaritetsnetværk og internationale arbejdsmarkedsfora. Dette engagement har fremmet udvekslingen af bedste praksis, sikret materiel bistand og øget bevidstheden om den ukrainske arbejderbevægelses kamp i det bredere internationale samfund.

 

Strategisk blindgyde og tab af indflydelse

Den ukrainske fagforeningsbevægelse befandt sig i forbindelse med krigen ikke kun i en situation med ydre modgang, men også i en dyb intern strategisk krise. Vi stod over for manglen på en sammenhængende, fremadrettet og proaktiv strategi, der kunne tackle de aktuelle udfordringer og forme fremtiden for arbejdsmarkedsforholdene i landet. Krisen kom mest tydeligt til udtryk i organisatorisk passivitet, manglende evne til at påvirke lovgivningsprocesser, distancering fra den nationale offentlige debat og, hvad der er mest kritisk, tabet af fagforeningernes politiske stemme.

 

Et betydeligt antal ukrainske fagforeninger har af inerti bevaret den sovjetiske tradition for apolitisk adfærd. I lyset af den gennemgribende radikale forandring af den ukrainske stat og det ukrainske samfund er en sådan holdning imidlertid ikke længere neutral. Tværtimod er den blevet destruktiv. At forblive apolitisk, når der træffes grundlæggende beslutninger, der berører arbejdstagernes rettigheder, er i virkeligheden en form for medvirken til krænkelsen af disse rettigheder. Som følge heraf er fagforeningerne ikke blot fraværende i den politiske sfære – de mister også den begrænsede indflydelse, de tidligere havde.

 

Kontrasten til de europæiske lande er slående. Overalt på kontinentet fokuserer venstrefløjens politiske kræfter i stigende grad på arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål: Retfærdig indkomstfordeling, social sikkerhed, håndtering af automatiseringens og digitaliseringens konsekvenser. Europæiske fagforeninger samarbejder aktivt med progressive politiske partier, deltager i parlamentariske debatter og lobbyer for arbejdstagernes interesser på både nationalt og på tværs af landegrænser. I Ukraine er denne strategiske synergi derimod stort set ikke-eksisterende. Fagforeningerne og deres potentielle politiske allierede opererer isoleret uden fælles platforme, strategier eller ideologisk overensstemmelse. Dette har resulteret i marginalisering – fagforeningerne er nu stort set uden allierede og uden indflydelse.

 

Konsekvenserne af automatisering og fremkomsten af kunstig intelligens er særligt presserende. I andre lande går fagforeningerne forrest i kampen for anerkendelse af digitalt arbejde, bevarelse af arbejdspladser, databeskyttelse og adgang til opkvalificering og omskoling. I Ukraine er disse kritiske områder imidlertid næsten fuldstændig forsømt. Der er en reel fare for, at landet kommer til at halte bagefter i reaktionen på den fjerde industrielle revolution og dermed giver initiativet til transnationale selskaber og lokale oligarkiske strukturer.

 

Den strategiske blindgyde, som de ukrainske fagforeninger i øjeblikket befinder sig i, kommer til udtryk på flere fronter:

– Manglen på politiske partnerskaber og meningsfuld dialog med venstrefløjsbevægelser.

– Manglende evne til at udforme lovgivningsmæssige dagsordener til forsvar for arbejdstagernes rettigheder.

– Manglende hensyn til den digitale omstilling af økonomien.

– Nægtelse af at danne et sammenhængende ideologisk og værdibaseret fundament.

 

Denne blindgyde kan kun overvindes gennem en grundlæggende revurdering af principper og praksis. Fagforeningerne skal genvinde deres historiske rolle som politiske aktører, agenter for samfundsforandring og aktive deltagere i den offentlige dialog. Uden denne transformation vil bevægelsen forblive uhørt, upålidelig og i sidste ende irrelevant.

 

Problemet med gule og falske fagforeninger

Et af de mest presserende og skadelige problemer, som den ukrainske fagforeningsbevægelse står over for, er den fortsatte eksistens af såkaldte »gule« eller falske fagforeninger. Det er organisationer, der udadtil ligner legitime fagforeninger, men i praksis tjener arbejdsgivernes, embedsmændenes eller andre magtstrukturers interesser. Deres primære funktion er at simulere socialt partnerskab og erstatte ægte advokater for arbejdstagernes rettigheder med overfladiske aktiviteter, der er skræddersyet til kapitalens og myndighedernes bekvemmelighed.

 

Rødderne til disse formationer kan spores tilbage til sovjettiden, hvor fagforeningerne var integreret i statsapparatet og fungerede mere som arrangører af fritidsaktiviteter og ceremonielle begivenheder og uddelere af feriekuponer end som forsvarere af arbejdstagernes rettigheder. Den dag i dag er begrebet »fagforening« for mange ukrainere stadig synonymt med »gaver og festligheder« snarere end kamp, solidaritet og kollektiv handling.

 

Arbejdsgivere bruger aktivt falske fagforeninger til at lægge pres på arbejdstagerne og miskreditere den uafhængige fagforeningsbevægelse. I flere sektorer – især offentlig administration, transport og energi – tvinges medarbejderne ofte til at melde sig ind i sådanne fagforeninger under trusler om afskedigelse, tab af sociale ydelser eller som en de facto betingelse for ansættelse. Denne praksis udgør en direkte krænkelse af den grundlæggende ret til foreningsfrihed. På grund af arbejdstilsynets begrænsede kapacitet og manglen på effektiv offentlig kontrol forbliver disse krænkelser imidlertid ofte ustraffede.

 

Disse pseudofagforeninger får ofte privilegeret adgang til den officielle dialog med både staten og arbejdsgiverne. De deltager i trepartskommissioner, underskriver kollektive overenskomster og bidrager dermed til at legitimere forværringen af arbejdsforholdene. Imens skubbes ægte, uafhængige og aktive fagforeninger ud i periferien af det institutionelle landskab.

 

Tilstedeværelsen af »gule« fagforeninger udgør en dybere og mere snigende trussel: Den undergraver offentlighedens tillid til fagbevægelsen som helhed. Arbejdstagere, der har stødt på sådanne falske fagforeninger, er mere tilbøjelige til at blive desillusionerede og miste troen på muligheden for effektiv kollektiv repræsentation. Dette fører til udbredt apati og modvilje mod at engagere sig i selvorganisering eller protest. Uden tillid til og tro på den kollektiv handlingens magt bliver selve essensen af fagforeningsbevægelsen udhulet.

 

For at løse problemet med falske fagforeninger er der behov for en omfattende og systematisk indsats, herunder

– Officiel anerkendelse af problemet på både statsligt og samfundsmæssigt niveau.

– Oprettelse af et gennemsigtigt nationalt register over fagforeningsorganisationer med klart definerede kriterier for ægthed.

– Oplysningskampagner for at informere arbejdstagere om forskellen mellem ægte og »gule« fagforeninger.

– Direkte institutionel inddragelse af repræsentanter for uafhængige fagforeninger i statslige forhandlingsprocesser og rådgivende kommissioner.

– Strenge mekanismer til ansvarlighed for at straffe arbejdsgivere, der tvinger arbejdstagere til at melde sig ind i føjelig eller arbejdsgiverkontrollerede fagforeninger.

 

Dette er ikke et perifert eller teknisk spørgsmål – det er en strategisk nødvendighed. Uden at tackle og løse dette problem vil udviklingen af en stærk, demokratisk og solidarisk fagforeningsbevægelse i Ukraine forblive uopnåelig.

 

Hvis vi ønsker at være respekterede stemmer inden for det globale arbejdersamfund, hvis vi søger ligelig deltagelse i den internationale venstreorienterede dialog, må vi først rydde op i de institutionelle rammer. Vi må genoprette integriteten i fagforeningsbegrebet. Først da vil en ny æra af solidaritet blive mulig.

 

Fagforeningernes fremtid i efterkrigstidens Ukraine

Der hersker en udbredt, men fejlagtig opfattelse i det ukrainske samfund, nemlig at alt vil begynde forfra »efter krigen«. Virkeligheden er imidlertid langt mere kompleks. Efterkrigstiden vil ikke kun kræve en fysisk genopbygning af infrastrukturen, men også en løsning på de dybt rodfæstede socioøkonomiske ubalancer, som krigen både har afsløret og forværret.

 

Ukraine står allerede over for et paradoks: På trods af den igangværende krig dominerer service- og handelssektoren fortsat over industriproduktionen. I mange regioner er der en kritisk mangel på arbejdspladser i fremstillingsindustrien, og kapital og arbejdskraft er i høj grad koncentreret inden for service og forbrug. Et slående eksempel er, at shopping- og underholdningscentre i de større bycentre beskæftiger flere mennesker end store industrivirksomheder. Denne økonomiske model er meget uholdbar – især i lyset af den forventede tilbagevenden af hundredtusindvis af veteraner og den fortsatte udvandringsbølge.

 

Krigstiden har delvist afbødet virkningerne af arbejdsløsheden ved at integrere store dele af befolkningen i den frivillige forsvarsøkonomi. Aktiviteter som fremstilling af FPV-droner, reparation af militært udstyr, støtte til hærens logistik og udvikling af civile elektroniske krigsføringssystemer har skabt kortvarige beskæftigelsesmuligheder. For mange husholdninger udgør dette arbejde den primære indtægtskilde. Disse løsninger er imidlertid kun midlertidige og vil enten blive omlagt eller kræve en grundlæggende omstrukturering, når den aktive fase af krigen er afsluttet.

 

En af de alvorligste trusler i efterkrigstiden er den potentielle kriminalisering af arbejdsforholdene. Ukraine kan efter krigen stå over for en stigning i ureguleret beskæftigelse (»grå« og »sort« arbejde), en voksende skyggeøkonomi, virksomhedsovertagelser og tvangsudlicitering af arbejde uden sociale garantier. Sårbare grupper – herunder veteraner, personer med handicap, unge og beboere i tidligere besatte områder – er særligt udsatte for udnyttelse og marginalisering.

 

Medmindre staten og samfundet er i stand til at tilbyde sikre, værdige og fremtidsorienterede beskæftigelsesmuligheder, vil en betydelig del af arbejdsstyrken fortsat søge tilværelsen i udlandet. Arbejdsemigration er allerede blevet en af de dominerende overlevelsesstrategier. Med åbne EU-grænser og vedvarende indenlandsk ustabilitet vil denne tendens sandsynligvis blive forstærket.

 

Den rette reaktion på disse nye udfordringer er ikke at bevare de eksisterende fagforeningsstrukturer, men at gennemføre en omfattende omlægning af dem. Fagforeningerne skal udvikle sig til moderne, dynamiske institutioner, der er i stand til at forme den socioøkonomiske orden efter krigen. Nøgleområder for reformer omfatter:

– Digital transformation: Overgang til moderne kommunikationsmidler, digitale mekanismer til regnskabsføring og beskyttelse af rettigheder.

– Juridisk forsvar: Udvidelse af fagforeningernes juridiske kapacitet, herunder forbedret uddannelse af aktivister og større inddragelse af fagforeningsadvokater.

– Strategisk tænkning: Langsigtet planlægning baseret på demografiske, økonomiske og geopolitiske tendenser.

– Politisk subjektivitet: Udvikling af institutionel kapacitet til at påvirke lovgivningen, indgå i forhandlinger med regeringen og danne koalitioner med andre sociale institutioner.

 

Fremtidens fagforeninger skal ikke kun udføre deres traditionelle rolle som forsvarere af lønninger og arbejdsvilkår. De skal blive strategiske institutioner, der er i stand til at formulere og gennemføre en national vision for en strategi for udvikling af arbejdsmarkedet og dermed forhindre, at det ukrainske samfund synker ned i efterkrigstidens socioøkonomiske kaos og fortvivlelse.

 

Konklusion: Valget mellem at uddø eller forny sig

Den ukrainske fagforeningsbevægelse står ved en historisk skillevej. At fortsætte med at arbejde efter forældede modeller og metoder er en vej til irrelevans og tilbagegang. I lyset af dybtgående samfundsforandringer og genopbygningen efter krigen må fagforeningerne vælge: at uddø eller forny sig.

 

Moderniseringen skal ikke forstås som en kosmetisk justering, men som en omfattende transformation. Det betyder en konsolidering af alle protestaktioner og strejker under en sammenhængende strategisk vision. Det betyder en politisering af fagforeningerne og deres aktive repræsentation i lovgivende organer på alle niveauer af regeringen.

 

I dag afspejler de ukrainske fagforeninger til dels et bredere mønster af social og politisk infantilisme. Alt for mange fagforeningsledere er stadig fastlåst i en snæver opfattelse af deres mission – isoleret inden for de tekniske rammer af arbejdstagerrepræsentation og afvisende over for politisk engagement, som de betragter som opportunisters eller modstanderes domæne.

 

Men denne holdning har en pris. I moderne demokratiske samfund er afholdenhed fra politisk deltagelse ikke et tegn på dyd, men en afgivelse af handlekraft. De, der trækker sig ud af politik, overlader uundgåeligt deres fremtid til dem, der handler uden hensyn til det fælles bedste. Resultatet er ikke neutralitet, men sårbarhed.

 

Fagbevægelsen må genvinde sin stemme og relevans. Sloganet for det 21. århundrede må være klart: Fra forsvar til angreb!

 

28. maj 2025

 

Oleksandr Skiba er medlem af VPZU (Den Frie Fagforening for Jernbanearbejdere i Ukraine – KVPU) ved Darnytsa Jernbanedepot og formand for Fonden for Udvikling af Fagforeningen.

 

Artiklen er offentliggjort på International Labour Network of Solidarity and Struggle https://laboursolidarity.org/en/n/3468/evolution-of-the-trade-union-movement-in-ukraine

 

Den er oversat af P. Le Trehondat. Oversættelsen til dansk har Leif Mikkelsen stået for.