I diskussionerne om klima og klimaforandringer møder vi en lang række generelle opfattelser, der bliver gentaget i alle tonelejer tusindvis af gange. Antagelser, som er forkerte og - bevidst eller ej - fører til, at de egentlige problemer ignoreres. Eller til en tro på pseudo-løsninger.

af Michael Löwy

8.
januar
2023
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |

Her tænker jeg ikke på de udtalelser, hvor klimaforandringerne fornægtes, men på dem, der hævder at være “grønne” og bæredygtige. Det er tale om meget forskelligartede påstande: Nogle er virkelig manipulerende, fake news, løgne eller vildledninger, andre er halve eller kverte sandheder. Mange af dem er fulde af god vilje og gode intentioner – vejen til helvede er som bekendt brolagt med dem.

 

Det er den vej, vi går nu: Hvis vi fortsætter med “business as usual” – selv med grøn maling, så vil vi inden for ganske få årtier være i en situation langt værre end de fleste af Helvedes-cirklerne i Dantes “Guddommelige Komedie”.

 

De følgende 11 eksempler er bare nogle få af de almindelige fejl, man bør undgå.

 

1. Vi må redde planeten

Vi ser det overalt: på plakater, i aviser og andre medier, i udtalelser fra politiske ledere osv. Faktisk er det sludder: Planeten Jorden er på ingen måde i fare! Uanset hvilket klima vi har, vil den fortsætte med at dreje rundt om solen i de næste mange millioner år. Det, som er truet af den globale opvarmning, er de mange former for liv på denne planet, inklusiv vores egen: arten Homo Sapiens.

 

“Redde planeten” giver det forkerte indtryk, at det er noget, som er udenfor os og som ikke berører os direkte. Folk bliver ikke bedt om at bekymre sig, om deres liv eller deres børns liv, men om en vag abstraktion “planeten”. Ikke så mærkeligt, at de mindst politiserede mennesker reagerer ved at sige: Jeg har for travlt med mine egne problemer til at bekymre mig om “planeten”.

 

2. Gør noget for at redde planeten

Denne udbredte kliché, som gentages i en uendelighed, er en variant af den tidligere formular.

 

Den indeholder en halv sandhed: Det er nødvendigt, at alle hver især bidrager for at undgå katastrofen. Men den viderebringer en illusion om, at det er nok at akkumulere “små bidrag” – slukke lyset, lukke vandhanen osv. – for at undgå det værste. Vi udvander dermed – bevidst eller ubevidst – nødvendigheden af en dyb strukturel forandring i den nuværende produktions- og forbrugsform. Det vil sige forandringer, der stiller spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske systems fundament, som bygger på ét enkelt kriterium: profitmaksimering.

 

3. Isbjørnen er i fare

Det er et billede, som vi ser overalt og gentager igen og igen: en stakkels isbjørn, der forsøger at overleve midt mellem flydende isblokke. Helt sikkert er det, at isbjørnene – og mange andre arter i polarområdet – er truede. Dette billede kan måske skabe medfølelse hos nogle få gavmilde sjæle, men for de fleste er det en sag, der ikke kommer dem ved.

 

Men den smeltede polaris er ikke kun et problem for den modige isbjørn, men på længere sigt for halvdelen – hvis ikke mere – af menneskeheden, som bor i store byer ud til havet. Når Grønlands og Antarktis’ enorme gletsjere smelter, kan vandstanden i havene stige med omkring 10 meter. Der skal til gengæld ikke mere end et par meter til, før byer som Venedig, Amsterdam, London, New York, Rio de Janeiro, Shanghai og Hongkong bliver oversvømmet. Selvfølgelig sker det ikke næste år, men det, som videnskabsfolk kan observere, er kun, at afsmeltningen af gletsjerne accelererer. Det er umuligt at forudsige, hvor hurtigt det vil gå. Mange faktorer er vanskelige at beregne i øjeblikket.

 

Når vi kun sætter den stakkels isbjørn i front, skjuler vi, at det er en skrækindjagende sag, som berører os alle.

 

4. Bangladesh er i fare for at lide meget i forbindelse med klimaforandringerne

Det er en halv sandhed fuld af god vilje: Den globale opvarmning vil især påvirke de fattige lande i Syd. Dem, som har det mindste af ansvaret for CO2-udledningerne. Det er sandt, at disse lande vil blive påvirket mest af klimakatastrofer, orkaner, tørke, færre vandressourcer osv. Men det er ikke sandt, at landene i Nord ikke vil blive påvirket i meget høj grad af de samme trusler: Har vi ikke set forfærdelige skovbrande i USA, i Canada, i Australien? Har hedebølgen ikke kostet menneskeliv i Europa? Og vi kunne finde mange flere eksempler.

 

Hvis vi bibeholder indtrykket af, at disse trusler kun angår folk på den sydlige halvkugle, kan vi kun mobilisere en minoritet af overbeviste internationalister. Men før eller siden er det hele menneskeheden, som vil blive konfronteret med hidtil usete katastrofer. Det er nødvendigt at forklare til befolkningerne i Nord, at denne trussel også er vendt mod dem – meget direkte.

 

5. I år 2100 kan temperaturen være steget til 3,5 grader (over den præ-industrielle periode).

Dette er et udsagn, der – desværre – kan findes i mange seriøse dokumenter. Det forekommer mig at være en dobbelt fejl.

 

Fra en videnskabelig synsvinkel: Vi ved, at klimaforandringer ikke er en lineær proces. Der kan være pludselige “hop” og accelerationer. Mange dimensioner af global opvarmning har feedback-mekanismer, hvis konsekvenser er uforudsigelige. For eksempel: Skovbrande udleder enorme mængder af CO2, der bidrager til opvarmning og dermed intensiverer flere skovbrande. Det er derfor meget svært at forudsige, hvad der vil ske om fire eller fem år. Hvordan kan vi lade, som om vi kan forudsige et århundrede frem?

 

Ud fra en politisk vinkel: I slutningen af århundredet er vi allesammen døde – også vores børn og børnebørn. Hvordan skulle vi kunne mobilisere folks opmærksomhed, mod og engagement for en fremtid, som ikke berører dem, hverken fra nær eller fjern? En nobel tanke, som filosoffen Hans Jonas har argumenteret grundigt for: Vores moralske pligt i forhold til de endnu ufødte. En lille minoritet af meget respektable mennesker kunne blive bevægede af dette argument. For de fleste almindelige mennesker har de,t der sker i 2100 ikke nogen særlig interesse.

 

6. I 2050 er vi CO2-neutrale

Dette løfte fra EU og forskellige regeringer i Europa og andre steder er ikke en halv sandhed eller naiv goodwill. Der er to grunde til, at man ganske enkelt kan kalde det vildledning.

 

I stedet for at forpligte sig nu – med det samme – til de presserende forandringer, som videnskaben (the Intergovernmental Panel on Climate Change – IPCC)

 

kræver i de næste tre-fire år, lover vores regeringer mirakler i 2050. Det er tydeligvis alt for sent. Desuden – eftersom regeringer skiftes ud hver fjerde eller femte år, hvilke garantier er der så for disse fiktive forpligtelser om 30 år? Det er en grotesk måde at retfærdiggøre inaktivitet nu med et vagt løfte i en fjern fremtid.

 

Desuden betyder CO2-neutralitet ikke en drastisk reduktion af udledningerne – tværtimod! Det er en misvisende beregning baseret på forskydninger og “kompensations-mekanismer”: Virksomhed X fortsætter sin CO2-udledning, men planter en skov i Indonesien, som skal forestille at absorbere det, der svarer til CO2-udledningen – hvis den altså ikke sætter i brand. De grønne NGO’er har allerede afvist farcen med klima-kompensationer (offset) i rigeligt mål, så jeg vil ikke dække det videre her. Men det viser den totale vildledning, der ligger i et løfte om “CO2-neutralitet”.

 

7. Banker finansierer alternativ energi og deltager på den måde i den grønne omstilling

Denne almindelige grønvaskermetode er også bedrag og manipulation. Selvfølgelig investerer banker og multinationale selskaber også i alternativ energi, men ATTAC og andre NGO’er har i præcise undersøgelser påvist, at det er en lille – nogle gange mikrolille – del af deres finansielle tiltag: Størstedelen går fortsat til olie, kul og gas. Det er et simpelt spørgsmål om at konkurrere om markedsandele, og hvad der er profitabelt.

 

Alle ” fornuftige” regeringer – ulig Trump, Bolsonaro og co. – sværger også i ethvert muligt tonefald, at de forpligter sig til den grønne omstilling og alternativ energi. Men så snart der er et problem med forsyningen af fossil energi – gas for nylig, på grund af den aggressive russiske politik – tager de tilflugt i kul, genaktiverer kraftværker eller tigger den (blodige) royale familie i Saudi-Arabien om at forøge olieproduktionen.

 

De fine taler om “den grønne omstilling” skjuler en ubehagelig sandhed: Det er ikke nok at udvikle vedvarende energi. For det første er vedvarende energi midlertidig: Solen skinner ikke altid i Nordeuropa… Selvfølgelig er der tekniske fremskridt på området, men de kan ikke løse alting. Og fremfor alt afhænger vedvarende energi af minedrift efter ressourcer, som efter al sandsynlighed løber tør. Omend solen og vinden er ubegrænsede, er det overhovedet ikke tilfældet for de materialer (lithium, sjældne jordarter, osv.), der er nødvendige for at bruge dem. Det vil derfor blive nødvendigt at overveje en reduktion af det globale energiforbrug og en prioriteret reduktion – tiltag, som man helt umuligt kan forestille sig indenfor kapitalismens logik.

 

8. Takket være CO2-fangst og bindingsteknologi, undgår vi klimakatastrofen

Dette er et argument, som i stigende grad bruges af regeringer, og det kan endog findes i nogle seriøse dokumenter (for eksempel IPCC). Det er illusionen om en teknologisk mirakelløsning, som kan redde klimaet, uden at det er nødvendigt at ændre noget i vores (kapitalistiske) produktionsmåde og vores levevis.

 

Ak, den sørgelige sandhed er, at disse mirakuløse teknikker med fangst og binding af atmosfærisk CO2 er langt fra at være virkelighed. Helt sikkert er nogle få forsøg blevet gjort, nogle få projekter er undervejs her og der, men her og nu kan vi ikke sige, at disse teknologier er effektive og operationelle. Vanskelighederne ved henholdsvis fangst og binding (i områder i undergrunden, som er uigennemtrængelige for læk) er endnu ikke løst. Og der er ingen garantier for, at de bliver løst i fremtiden.

 

9. Takket være el-biler kan vi mindske udledningen af drivhusgasser betydeligt

Det er endnu et eksempel på en halv sandhed: Det er sandt, at elektriske biler forurener mindre end benzindrevne biler og derfor er mindre skadelige for byboeres helbred. Men når det handler om klimaforandringer er erfaringerne meget mere blandede. De udleder mindre CO2, men bidrager til en katastrofal “alt-er-på-el”- situation. Og alligevel er elektricitet i de fleste lande produceret med… fossile brændsler (kul eller olie). Den reducerede udledning fra elbiler bliver “kompenseret” af den øgede udledning, som det forhøjede elforbrug medfører. I Frankrig produceres el af atomkraftværker – endnu en blindgyde. I Brasilien er det megadæmninger, som ødelægger skove og derfor er årsag til en dårlig CO2-balance.

 

Hvis vi vil have en drastisk reduktion af udledningerne, kan vi ikke undgå en betydelig reduktion af privatbilismen. Det kan ske ved at fremme alternative transportformer: gratis offentlig transport, fodgængerzoner, cykelstier. Elbilen fastholder illusionen om, at vi kan fortsætte som før ved at skifte teknologi.

 

10. Det er gennem markedsmekanismerne, at vi får succes med at reducere C=2-udledningerne

Det er en illusion blandt oprigtige miljøforkæmpere. I munden på en regering er det stadig vildledning. Markedsmekanismerne har bevist deres ineffektivitet i forhold til at reducere drivhusgasser. Ikke alene betyder de anti-sociale tiltag, så arbejderklassen betaler prisen for den “grønne omstilling”, men frem for alt er de ude af stand til at bidrage væsentligt til at reducere drivhusgasserne. Den spektakulære fiasko, som CO2-børsen fra Kyotoaftalen udgør, er det bedste bevis.

 

Det er ikke ved hjælp af “indirekte” tiltag eller “tilskyndelser” baseret på kapitalistisk markedslogik, at vi bliver i stand til at bremse det, som har holdt systemet kørende i to århundreder, nemlig de fossile brændslers almagt. Til at starte med vil det være nødvendigt, at de kapitalistiske energimonopoler eksproprieres for at skabe en offentlig energisektor, hvor målet er en drastisk reduktion i brugen af fossile brændsler.

 

11. Klimaforandringerne er uundgåelige, og vi kan kun tilpasse os

Sådan en fatalistisk påstand kan man finde i mainstream medier og blandt politiske “ledere”. For eksempel, erklærede Christophe Bechu, minister for grøn omstilling i Macrons nye regering i Frankrig, for nylig:

 

“Eftersom vi ikke vil være i stand til at undgå den globale opvarmning, ligegyldigt hvor hårdt vi prøver, må vi sørge for at begrænse dens effekter, mens vi tilpasser os.”

 

Det er en fremragende opskrift for at retfærdiggøre inaktivitet, stilstand og opgivelse af ethvert forsøg på at undgå det værste. Men videnskabsfolkene i IPCC har klart forklaret, at selv om den globale opvarmning er i gang, så er det stadig muligt at undgå at komme over 1,5 grader, som er den røde linje. Altså under forudsætning af, at vi starter med det samme med at reducere CO2-udledningerne på en meget markant måde.

 

Selvfølgelig skal vi forsøge at tilpasse os. Men hvis klimaforandringerne kommer ud af kontrol og accelererer, er tilpasning kun et lokkemiddel. Hvordan kan vi “tilpasse” os temperaturer på over 50 grader?

 

Vi kunne finde mange flere eksempler. De fører alle til den konklusion, at hvis vi vil undgå klimaforandringer, må vi ændre systemet – altså kapitalismen – og erstatte det med en anden form for produktion og forbrug. Det er det, vi kalder økosocialisme. Men det er emnet for en anden tekst.

 

2. oktober 2022

 

Oversat fra Global Ecosocialist Network af Bodil Olsen.

 

Michael Löwy er filosof og sociolog af brasiliansk oprindelse og medlem af det Nye Antikapitalistiske Parti” i Frankrig og af Fjerde Internationale. Han er forfatter til flere bøger, blandt andet The Marxism of Che Guevara, Marxism and Liberation Theology, Fatherland or Mother Earth? and The War of Gods: Religion and Politics in Latin America. Han er medforfatter (med Joel Novel) af det Internationale Økosocialistiske Manifest.

 

 

 

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com