»Made in the West«. Tegning: Svend Vestergaard Jensen

 

I 1978 blev Mohammad Dawd´s diktatur omstyrtet af en befrielsesbevægelse anført af Det Afghanske Folks Demokratiske Parti (AFDP). Dawd var fætter til kong Zahir Shar. Det var en kolossalt populær omvæltning, som helt kom bag på briterne og amerikanerne.

 

Udenlandske journalister i Kabul, rapporterede New York Times, var overraskede over at opdage, at ”næsten hver eneste afghaner, de interviewede, sagde, [at de] var begejstrede for kuppet”. Wall Street Journal rapporterede, at ”150.000 mennesker…. marcherede til ære for det nye flag…. deltagerne fremstod oprigtigt entusiastiske.”

 

Washington Post skrev, at ”afghansk loyalitet overfor regeringen kan næppe betvivles.” Sekulær, modernistisk og, i et betydeligt omfang, socialistisk, fremlagde regeringen et program om visionære reformer, der inkluderede lige ret for kvinder og forskellige minoriteter. Politiske fanger blev frigivet, og politiets arkiver offentligt afbrændt.

 

Under monarkiet var gennemsnitslevealderen 35; hvert tredje barn døde, før det blev voksent. 90 procent af befolkningen var analfabeter. Den nye regering indførte gratis medicinsk behandling. En kampagne for massealfabetisering blev igangsat.

 

For kvinder var fremskridtene uden fortilfælde; efter et tiår sidst i 1980´erne, var halvdelen af de universitetsstuderende kvinder, og kvinder udgjorde 40 procent af landets læger, 70 procent af dets skolelærere, i alt 30 procent af de offentligt ansatte.

 

Så radikale var forandringerne, at de forbliver lyslevende i erindringerne hos dem, der nød fordel af dem. Saira Noorani, en kvindelig kirurg, som flygtede fra Afghanistan i 2001, husker dem således:

 

”Alle piger kunne komme i gymnasiet og gå på universitetet. Vi kunne gå, hvorhen vi ville, og klæde os som vi havde lyst til … Vi plejede at gå på café og om fredagen i biografen for at se de seneste film fra Indien … det begyndte alt samme at gå galt, da mujahedinerne [”hellige” krigere, o.a.] begyndte at vinde …. Det var de mennesker, som Vesten støttede”.

 

Problemet for USA bestod i, at den nye AFDP regering var støttet af Sovjetunionen. Men det var aldrig den marionetdukke, som Vesten hånligt beskrev den, og kuppet mod monarkiet var heller ikke ”Sovjetstyret”, som den amerikanske og britiske presse påstod på dette tidspunkt.

 

Præsident Carters udenrigsminister, Cyrus Vance, skrev senere i sine erindringer, at: ”Vi havde ingen beviser på nogen form for sovjetisk indblanding i kuppet.”

 

Men i den samme regering sad Zbigniew Brzezinski, Carters nationale sikkerhedsrådgiver, emigrant fra Polen, fanatisk antikommunist og moralsk ekstremist, hvis vedblivende indflydelse på amerikanske præsidenter først ophørte ved hans død i 2017.

 

Den 3. juli 1979 autoriserede Carter, uden at det amerikanske folk eller Kongressen vidste noget herom, en hemmelig operation til en værdi af 500 millioner dollars for at omvælte Afghanistans første sekulære, progressive regering. Operationen fik af CIA kodenavnet Operation Cyklon.

 

De 500 millioner dollars købte, bestak og bevæbnede grupper af stamme- og religiøse ”ildsjæle”, kendt som mujahedin. I sin halvofficielle historie i Washington Post skriver journalisten Bob Woodward [mest kendt for sin deltagelse i afsløringen af Watergate skandalen, o.a.], at CIA brugte 70 millioner dollars alene på bestikkelser. Han beskriver et møde mellem ie CIA agent, kendt som ”Gary”, og en krigsherre med navnet Amniat-Melli:

 

”Gary lagde bunker af kontanter på bordet: 500.000 dollars i 30 centimeter høje stakke af 100 dollarsedler. Han mente, at det ville være mere imponerende end de sædvanlige 200.000 dollars, den bedste måde at sige ”vi er her, vi mener det alvorligt, her er penge, vi ved, I har brug for dem” … kort tid efter ville Gary bede om og modtage 10 millioner dollars i kontanter.”

 

Med rekrutter fra hele den muslimske verden blev USA´s hemmelige hær trænet i Pakistan i lejre, der blev drevet af det pakistanske efterretningsvæsen, CIA og det britiske MI6. Andre blev rekrutteret på det Islamiske Universitet i Brooklyn, New York – inden for synsvidde af de dødsdømte Tvillingetårne på World Trade Center. En af disse rekrutter var netop en saudisk ingeniør ved navn Osama bin Laden.

 

Målet var at sprede islamisk fundamentalisme i Centralasien, at destabilisere og i sidste ende ødelægge Sovjetunionen.

 

I august 1979, meldte den amerikanske ambassade i Kabul tilbage, at ”USA´s bredere interesser … ville være tjent med AFDP regeringens fald, uanset hvilke tilbageslag dette måtte medføre for fremtidige sociale og økonomiske reformer i Afghanistan.”

 

Genlæs ordene, som jeg har sat i kursiv ovenfor. Det er ikke ofte, at en så kynisk hensigt bliver udtalt så tydeligt. USA sagde, at en ægte progressiv afghansk regering og afghanske kvinders rettigheder kunne gå ad helvede til.

 

Seks måneder senere foretog Sovjetunionen sin fatale indrykning i Afghanistan som svar på den amerikansk-skabte jihadistiske trussel på landets dørtrin. Bevæbnede med CIA-leverede Stinger-missiler og hyldet som ”frihedskæmpere” af Margaret Thatcher, drev mujahedinerne til sidst den røde hær ud af Afghanistan.

 

Mujahedin var domineret af krigsherrer, som kontrollerede heroinhandelen og terroriserede kvinder ude på landet under navnet Den Nordlige Alliance. Taliban var en ultrapuritansk fraktion, hvis mullaher gik i sort, og som straffede røverbander, voldtægt og mord; men som også forviste kvinder fra det offentlige liv.

 

I 1980´erne, fik jeg kontakt til den Revolutionære Forening af Afghanske Kvinder, kendt som RAWA (the Revolutionary Association of the Women of Afghanistan), som havde forsøgt på at gøre verden opmærksom på de afghanske kvinders lidelser. På det tidspunkt, hvor Taliban havde magten, skjulte de kameraer under deres burkaer for at filme beviserne på overgreb, og gjorde det samme for at afsløre brutaliteten af de vestligt støttede mujahediner. ”Marina” fra RAWA fortalte mig: ”Vi bragte disse videobånd til alle de store mediegrupper, men de ønskede ikke at viderebringe denne viden …..”

 

I 1996 blev den oplyste AFDP-regering løbet over ende. Præsidenten Mohammad Najibullah var tager til FN for at bede om hjælp. Ved sin tilbagekomst blev han hængt i en lygtepæl.

 

”Jeg tilstår, at [lande] er brikker på et skakbræt”, sagde Lord Curzon i 1898, ”på hvilket der spilles et stort spil [derefter kendt som the Great Game, o.a.] om dominans af verdenen.”

 

Vicekongen af Indien henviste især til Afghanistan. Et århundrede senere brugte premierminister Tony Blair lidt anderledes ord.

 

”Vi må gribe dette øjeblik,” sagde han efter 11. september. ”Kalejdoskopet er blevet rystet. Brikkerne er i bevægelse. De vil snart falde på plads igen. Men før de gør det, lad os omorganisere verden omkring os.”

 

Om Afghanistan tilføjede han dette: ”Vi vil ikke forlade jer, [men sikre] en vej ud af den fattigdom, der er jeres elendige eksistens.”

 

Blair var her et ekko af sin mentor, præsident George W. Bush, som talte til ofrene for sine bomber fra det Hvide Hus: ”Det undertrykte folk i Afghanistan vil opleve Americas generøsitet. Medens vi rammer militære mål, vil vi også nedkaste mad, medicin og forsyninger til de sultende og lidende ….”

 

Næsten hvert eneste ord var løgn. Deres erklæring om medfølelse var et grusomt skalkeskjul for en imperialistisk vildskab, ”vi” i Vesten sjældent erkender som sådan.

 

I 2001 var Afghanistan hårdt ramt af tørke og afhængig af nødhjælpskonvojer fra Pakistan. Som journalisten Jonathan Steele rapporterede, forårsagede invasionen indirekte omkring 20.000 menneskers død, fordi forsyningerne til ofrene for tørken stoppede, og folk flygtede fra deres hjem.

 

Atten måneder senere fandt jeg amerikanske klyngebomber i Kabuls ruiner, som ikke var eksploderet. Disse blev ofte forvekslet med gule hjælpepakker nedkastet fra luften. De sprængte lemmerne af sultne børn, der gennemrodede disse ruiner.

 

I landsbyen Bibi Maru, så jeg en kvinde ved navn Orifa knæle ved gravene af sin mand, Gul Ahmed, en tæppevæver, og syv andre medlemmer af sin familie, herunder seks børn, og to andre børn, som blev dræbt i huset ved siden af.

 

Et amerikansk F-16 fly var kommet ud af det blå og havde nedkastet en MK82 500 punds bombe på Orifas hus af mudder, sten og strå. Orifa var ikke hjemme på dette tidspunkt. Da hun kom hjem, kunne hun blot samle kropsdelene fra sin familie.

 

Måneder senere kom der en gruppe amerikanere fra Kabul og gav hende en konvolut med femten sedler: 15 dollars i alt. ”To dollars for hvert af mine dræbte familiemedlemmer,” sagde hun.

 

Invasionen af Afghanistan var et fupnummer. Ovenpå 11. september forsøgte Taliban at tage afstand fra Osama bin Laden. De var i mange henseender en amerikansk klient, med hvilken Bill Clinton regeringen havde indgået en serie af hemmelige aftaler, der tillod et olieselskab fra USA at konstruere en naturgas rørledning til 3 mia. dollars.

 

I dybeste hemmelighed var Taliban-ledere blevet inviteret til USA for at besøge direktøren for Unocal i hans palæ i Texas samt CIA hovedkvarteret i Virginia. En af de involverede var Dick Cheney, senere George W. Bush´ vicepræsident.

 

I 2010 var jeg i Washington og arrangerede et interview med den grå eminence bag Afghanistans moderne æra af lidelser, Zbigniew Brzezinski. Jeg citerede over for ham fra hans selvbiografi, hvor han indrømmede, at den stort anlagte plan om at trække Sovjet ind i Afghanistan havde skabt ”nogle få ophidsede muslimer”.

 

”Føler du nogen form for anger? ”­: spurgte jeg. ”Anger! Anger! Hvilken anger?”

 

Når vi betragter de øjeblikkelige scener af panik i Kabul lufthavn, og lytter til journalister og generaler i de fjerne tv-studier, der begræder tilbagetrækningen af ”vores beskyttelse”, er det så ikke på tide at tage ved lære af fortiden, så al denne lidelse ikke gentager sig?

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund