Talibans religiøse politi tæver en kvinde i Kabul, august 2001. Foto: RAWA/Wikimedia. CC BY 3.0

Dette første eksempel på modstand, dagen efter Kabuls fald, var bare så lillebitte i omfang, men enormt opmuntrende i sin virkning. Den 17. august demonstrerede fem unge kvinder uden for præsidentpaladset, som Ashraf Ghani havde forladt dagen før. I en kort videooptagelse, der øjeblikkeligt gik viralt, kan man se dem holde plakater op lige for øjnene af nogle Taliban-krigere. De råber i kor: ’Vi er her. Vi er halvdelen af Afghanistan. Gem os ikke af vejen. Gør os ikke fortræd. Støt os.’ Talibanerne, bevæbnet til tænderne, var grove og truende. Men da medierne dukkede op, blev de nervøse.

Dagen efter var der en håndfuld unge i Jalalabad, der hejste det afghanske flag på toppen af et monument. Flaget var, ligesom nationalsangen, blevet forbudt af Taliban. Taliban reagerede ved at fyre løs på den lille flok. Dødsofre: 3.

Dag 3 efter besættelsen: Den 19. marts bliver fejret som Yum-e-Istaklal (nationaldag) for at markere årsdagen for, at afghanerne fordrev briterne i 1919. Lige siden dengang har alle regimer højtideligholdt denne dag, undtagen Taliban. De forbød den.

Med afghanske flag i hænderne som symbol på, at de havde trodset Taliban siden den 16. august, myldrede tusinder af unge over hele landet ud i gaderne på nationaldagen. I Kabul blev der afholdt et offentligt møde med ca. 200 deltagere, heraf 7 kvinder. Crystal Bayat (24) ledede mødet, med det afghanske flag viklet om hovedet. “Alle talibanere sagde til os, ’det er kun 20 dage mere, gutter og tøser, så er det slut med friheden’. Så jeg ønskede at bruge de 20 dage på at hæve stemmen,” erklærede hun senere i et videobudskab. Mediekyndige talibanere har været relativt tilbageholdende i Kabul. Men ude i provinserne er det en helt anden snak. Så derfor fulgte Asadabad 16 unge til graven, massakreret af Taliban på nationaldagen.

»Men har de ikke forandret sig?«

Den korte version: NEJ. De verdensomspændende forsøg på at give disse fanatikere et nyt image er en tostrenget strategi. For det første: Vestlige regeringer prøver over for deres vælgere at retfærdiggøre deres rundhåndede forræderi af afghanerne.

For det andet: Den sminke, der bliver brugt for at kreere fotogene talibanere til tv-skærmene, bidrager til at legitimere det næste forræderi, det vil sige anerkendelsen af Taliban-regimet. Den udspekulerede talibaner bidrager også til deres indpakning, så de kan blive anerkendelsesværdige nok til at modtage bistand fra vestlige lande.

Virkeligheden bag dette imageopbyggende spil for galleriet er afskyelig. Det ved afghanerne godt. Det er derfor, de stimler sammen i Kabuls lufthavn, hvor talibanerne ydmyger og slår dem.

Virkeligheden er, at talibanerne har begået krigsforbrydelser under deres slutspurt før erobringen af Kabul. Som eksempel kan nævnes, at 22 soldater fra den afghanske hær blev nedslagtet, efter at de havde overgivet sig (fotografisk dokumentation foreligger).

Reuter-journalisten, Danish Siddique (fra Indien) blev pågrebet og myrdet, efter at han havde søgt tilflugt i en moske i Spin Boldik. FN’s kontor i Herat blev angrebet og en vagtmand dræbt. Sohail Pardis blev halshugget af den ene grund, at han engang i fortiden havde arbejdet som tolk for USA-tropper. Og dette på trods af, at Taliban havde lovet, at ingen ville lide overlast, fordi de havde arbejdet som tolk. Human Rights Watch fastslog den 3. august, at Taliban havde begået krigsforbrydelser ved summarisk at henrette tilfangetagne soldater og civile for deres påståede forbindelser til den afghanske regering.

En afghansk aktivist opsummerede på Facebook debatten om at få Taliban til at tage sig pænere ud. ”Taliban har kun horn (våben), de har ingen hoveder (ideer),” siger han. Hvis de holder op med at have deres horn (grusomhed), så går de i opløsning.

Det er i virkeligheden ikke talibanerne, men afghanerne (og især kvinderne), der har forandret sig, uden at Taliban har lagt mærke til det. Der er en anden gruppering, der har vist sig ude af stand til indse, at Taliban ikke har kunnet forandre sig, nemlig truppen af selvbestaltede ’anti-imperialister’, der ser Kabuls fald som et udtryk for afkolonialisering.

Livet var uden for enhver tvivl slemt under USA’s besættelse. Talibans selvmordsbomber forværrede den elendighed, der blev bombet ned over afghanske landsbyer af USA’ krigsfly. De sidstnævnte medførte flest tab af menneskeliv. Men under Taliban vil det gå fra slemt til værre. Når Taliban først har fået fodfæste, så vil de gå i gang med at bruge deres horn mere hensynsløst. Ayatollaher taler altid med honningsød røst i deres indsættelsestaler. Imperialisme og islamisme går gladelig hånd i hånd (Saudi-Arabien m.fl.) Det er kun, når de sidste er ulydige (Iran, al-Qaida), at de første skælder ud. En reel anti-imperialisme/afkolonisering vil bestå i at redde afghanske liv, opbygge en international solidaritet med den afghanske modstand, bistå flygtningestrømmene fra landet, og som det allermest vigtige: ikke svigte Afghanistan endnu en gang.

Farooq Sulehria underviser ved Beaconhouse National University, Lahore. Han er forfatter af ’Media Imperialism in India and Pakistan’ (Routledge). Han har tidligere været en fremtrædende venstreorienteret journalist, bosiddende i Sverige.

30. august 2021

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen