Fjerde Internationales ledelse vedtog denne resolution om klimamobiliseringen frem mod COP26 på sit møde 24. februar 2021.

af Fjerde Internationale

1. Antallet af katastrofer, hvor ekstreme vejrfænomener i forbindelse med klimaforandringen er hovedårsagen, er fordoblet i løbet af tyve år, og har dræbt mere end 1,2 millioner mennesker over hele verden siden 2020. Rekordagtige sommertemperaturer på den nordlige og sydlige halvkugle (indbefattet Arktis og Antarktis), dødbringende brande, ekstraordinært milde, snefrie vintre i mange områder, forstyrrelser i monsunerne, hyppigere og mere voldsomme ekstreme vejrfænomener: Klimakatastrofen er i fuld gang. Den udvikler sig hurtigere end forudsagt, hovedsagelig på grund af en undervurdering af de positive feedbackmekanismer fra den globale opvarmning. Kæmpebrandene i Australien har bragt den store fare for en sammenkædning af disse feedbackmekanismer nærmere; noget der kan ende med et hurtigt og irreversibelt sammenbrud i klimasystemet. Det vil ikke mindst forårsage en stigning af vandstanden i havene på adskillige meter, med frygtelige følger for hundreder af millioner af mennesker, især i Asien og Afrika, for ikke at tale om, at mange østater vil forsvinde.

 

2. Så mens truslen vokser hurtigere og hurtigere, er den formelle beslutning, der blev taget på COP21 (Paris) om at ”holde den globale opvarmning et godt stykke under 2°C og fortsætte med at arbejde på ikke at overskride 1,5°C sammenlignet med det førindustrielle niveau”, stadig ikke blevet implementeret selv nu. COP24 (Katowice) og COP25 (Madrid), der stadig mere åbenlyst blev sponsoreret af kapitalistiske investorer, sluttede uden resultat. Hovedansvaret for det ligger hos regeringerne i De Forenede Stater, Kina, Brasilien og Australien, såvel som hos Saudi Arabien og dets allierede i Golfen. Men ud over klimafornægternes blokeringsmanøvrer er det grundlæggende den grønne kapitalismes umulighed, der viser sig i disse fiaskoer. Den globale opvarmning kan ikke holdes under 1,5°C (ikke engang under 2°C) uden at gribe om ondets rod: den kapitalistiske akkumulation baseret på konkurrencekampen om profit, med andre ord den kapitalistiske produktionsmåde/distribution/forbrug på grundlag af privat ejendom og udbytning af arbejdskraften (hvilket også fører til misbrug af andre naturressourcer).

 

3. For at indfri målene fra COP21 bør forhandlingerne i første omgang dreje sig om at bygge bro over kløften mellem målet om at holde sig under 1,5°C som aftalt i Paris på den ene side og på den anden side de nationalt besluttede bidrag, der ifølge FN’s Klimapanel vil føre til en opvarmning på 3,3°C ved udgangen af dette århundrede. I stedet er de gennem de sidste fem år snublet over udviklingen af ”nye markedsmekanismer”, der blev vedtaget i Paris for at give øgede midler til at erstatte en reduktion af udledningerne med såkaldt ”rene investeringer”, der skal give ”ret til udledning”. De erfaringer, der er samlet siden Kyoto-protokollen, viser, at disse mekanismer stort set kun tjener som en måde til at omgå en effektiv reduktion af udledningen og også tjener en grønmalet neokolonialisme, der opkøber skove og andre naturressourcer på befolkningens bekostning. Men det er lige præcis omdrejningspunktet for kapitalisterne: at få den offentlige opinion til at tro, at de kæmper mod katastrofen, mens de fortsætter deres arbejde på at akkumulere gennem fordrivelse og ødelæggelse af biodiversiteten. Før de vil diskutere, hvordan man kan udfylde kløften, vil kapitalisterne og deres politiske repræsentanter vide, hvor store disse muligheder for snyd er. Det bliver forudsætningen for at ”hæve ambitionsniveauet”, hvilket burde være den største opgave for COP26 (Glasgow).

 

4. Mere end et kvart århundrede efter Rio-konferencen om Bæredygtig Udvikling (Rio, 1992) og vedtagelsen af United Nations Framework Convention on Climate Change er de årlige CO2-udledninger steget med 60%. Den konstant stigende koncentration af CO2 i atmosfæren er i dag over 50 procent af det førindustrielle niveau, og det vil snart være højere end niveauet under Pliocæn (for 2,6 til 5,3 millioner år siden), hvor der ikke var nogen permanent iskappe på den nordlige hemisfære, og vandstanden i havet var omkring 25 meter højere end i dag.

 

Hvad enten det er i rammerne af COP eller andre fora, er klimaforhandlingerne underordnet nødvendigheden af kapitalistisk vækst og den geostrategiske konkurrence. Det er illusorisk at forvente, at disse COP-møder vil vedtage forholdsregler, der objektivt set er tilstrækkelige til en virkelig løsning med respekt for den sociale retfærdighed og klimaretfærdighed mellem Nord og Syd, fordi denne løsning er uforenelig med den kapitalistiske akkumulation. I den forstand støtter vi Greta Thunbergs erklæring på COP25-mødet i Madrid om, at løsningen ikke vil komme gennem disse forhandlinger, men kun kan komme gennem folkets kamp.

 

5. I årene 2019-20 har vi set en bemærkelsesværdig udvikling af den globale klimabevægelse med skolestrejker, somme tider ekstremt vigtige massedemonstrationer (550.000 i Montréal!), aktioner med civil ulydighed og besættelser for at blokere investeringer i fossile brændstoffer osv. Unge, kvinder, indfødte folk og bønder har bekræftet deres rolle som igangsættere. Angsten for klimaet har næret nye handlingsorienterede aktivistiske netværk (FfF, Rise 2020, Extinction Rebellion osv.), især i de såkaldte ”udviklede” lande. Samtidig er de indfødte folks bevægelser fortsat og har ofte udvidet deres organisering mod minedrifts-kapitalismen og inddragelsen af landområder, tyveri af såsæd og destruktion af områder, de har beboet i århundreder i relativ harmoni med Pachamama [”Moder Jord” – inkaernes frugtbarhedsgudinde, o.a.]. De indfødte folks bevægelser, bønderne og kvinderne har på samme måde taget føringen i en del andre store massebevægelser over hele verden – i Argentina, Chile, Ecuador, Indien m.fl. – i bevægelser, der ikke direkte handler om de miljømæssige krav, men som er vigtige allierede for bevægelsen for klimaretfærdighed. I nogle sammenhænge er solidariteten mellem bevægelser i det globale Nord og Syd blevet styrket.

 

Over for det har regeringerne svaret igen med bagvaskelse, kriminalisering og undertrykkelse, når deres forsøg på paternalistisk genopretning og indoptagelse i ”regerings”-systemet ikke længere virkede. Det har antaget særligt voldelige former over for indfødte folk og landsbyfællesskaber, hvor mange aktivister er blevet myrdet, mens dem, der ødelagde skovene, og andre forurenere slap uden straf. 11.088 km2 Amazonskov er i løbet af tolv måneder blevet ødelagt som et direkte resultat af Bolsonaros politik til fordel for mineindustrien og det industrielle landbrug, hvor han også har draget fordel af pandemien for at kunne agere uden for synsfeltet. Den tiltagende afskovning og de stadig mere omfattende skovbrande bringer os tættere på et irreversibelt ”sammenbrud” af Amazonas. Fjerde Internationale appellerer til den størst mulige solidaritet med ofrene for denne undertrykkelse og folkemordet på de indfødte folk. Den støtter ethvert initiativ til boykot mod de multinationale eller lokale selskaber, der er involveret i ødelæggelsen af Amazonas. I betragtning af Amazonskovens afgørende betydning for planetens økologiske balance opfordrer Fjerde Internationale til internationale mobiliseringer til støtte for de befolkninger, der forsøger at gøre modstand mod den brasilianske regerings miljøødelæggende projekter. Vi støtter kampagnen mod frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur, som vil få katastrofale konsekvenser for Amazonas.

 

6. Den eneste realistiske mulighed for at standse katastrofen er at arbejde utrætteligt på en langsigtet, global massemobilisering. Vi må arbejde for at samle alle de udbyttedes og undertryktes sociale bevægelser for at få et to- eller trecifret antal millioner kvinder og mænd på gaden. Fortilfældene som bevægelsen mod atomkraft i Tyskland, de omfattende demonstrationer mod installeringen af NATOs atommissiler i Europa og den globale bevægelse mod krigen i Irak bør være vores inspirationskilde. I stedet for at rådgive beslutningstagerne, som nogle af de store miljøorganisationer gør, bør vi miskreditere og destabilisere regeringerne og erhvervslivet etisk, socialt og politisk. Det er kun, hvis den herskende klasse ser sin dominans truet, at nogle af dens strømninger vil overveje at forlade det altomfattende neoliberale marked for at begynde på de regulerende forholdsregler, der er afgørende vigtige for delvist at tæmme det produktivistiske vanvid. Delvise forholdsregler vil være med til at give den sociale bevægelse tillid til sine muligheder for at gå endnu længere i retning af ”System change not climate change”. Det er i den ånd, Fjerde Internationale opfordrer til at organisere mobiliseringer overalt i anledning af COP26, herunder de størst mulige mobiliseringer i selve Glasgow, hvis omstændighederne med hensyn til pandemien tillader det.

 

Denne nye dynamik i klimabevægelsen har allerede fået en lovende start. Appellen fra COP26 Coalition for From The Ground Up #1 i november 2020 førte til registrering af mere end 8.000 aktivister, mange fra det globale Syd, til fem dage med diskussioner, for det meste på et meget radikalt grundlag, der ofte var antikapitalistisk og økosocialistisk. Det peger på muligheden for at samle bevægelserne i Syd og Nord, fagforeningsfolk og aktivister i direkte aktioner for at komme videre i den retning.

 

Glasgow Agreement Processen, der er en platform for klimaretfærdighed og strategisk koordinering, samler i øjeblikket over 130 organisationer og foreninger fra 40 lande på fire kontinenter. Aftalegrundlaget omfatter et politisk program for klimaretfærdighed, der fuldstændig i overensstemmelse med økosocialismen og den direkte masseaktion, både på lokalt og internationalt niveau.

 

7. Trumps nederlag, sundhedskrisen og den indvirkning på produktionen, men også den øgede konkurrencedygtighed for de vedvarende energikilder, især elproduktionen med solfangere (solcelleanlæg og landbaseret vindenergi er nu billigere end kul og olie, og de vil snart overhale gas): Alle disse begivenheder i de sidste få måneder ændrer situationen. Fra nu af er Bidens program, den Europæiske Green Deal og Beijing-erklæringen fælles om ”nul nettoudledning af CO2 i 2050”. Det virker sandsynligt at USA, Kina og EU på COP26 vil gå sammen om at genoptage den proces for ”grøn kapitalisme”, der blev vedtaget på COP21.

 

Imidlertid er denne overensstemmelse meget mindre end den indsats, der skal til for at undgå at overskride de 1,5°C. For at nå det mål skal nettoudledningerne ifølge FN’s Klimapanel falde med 58 procent globalt i 2030 og med mindst 65 procent i EU og endnu mere i USA.

 

Nul nettoudledning er ikke nul udledning, men ”kulstofneutralitet”, der er forenelig med den kapitalistiske produktivisme, og omfatter forskellige farlige falske løsninger som kernekraft, forskellige teknologier for negativ udledning til opsamling og deponering af CO2, forskellige kompensationsmekanismer på bekostning af landene i Syd og deres befolkninger og ligefrem anvendelse af geoengineering. Denne tilsyneladende ambitiøse klimapolitik, der er fast forankret i markedet og konkurrencen, vender ryggen til princippet om det fælles, men differentierede ansvar og åbner for en ny fase med grøn imperialisme. Frem for alt er den en del af et meningsløst scenarie med en ”midlertidig overskridelse” af 1,5°C grænsen i 2050, efterfulgt af en hypotetisk nedkøling med negative udledningsteknologier. Selv hvis man antog, at denne teknologiske nedkøling var mulig, er situationen imidlertid så kritisk, at risikoen for, at der vil finde en irreversibel forandring sted under denne ”midlertidige overskridelse”, er stor. Aldrig har den absolutte modsætning mellem den kapitalistiske akkumulation og planetens begrænsninger været så synlig. Den truer direkte hundreder af millioner menneskers fysiske overlevelse og dømmer de andre (og deres børn) til et liv i en ødelagt verden med en sammenbrudt biodiversitet.

 

8. Løsningen på modsætningen mellem bevidsthedsniveauet og den objektive nødvendighed ligger ikke i at identificere et umiddelbart krav, der kan danne bro mellem det, der synes politisk muligt under de nuværende konjunkturer på den ene side og det radikale antikapitalistiske program, der er objektivt nødvendigt for at standse katastrofen på en anden side. Den ligger heller ikke i at forsøge kunstigt at påtvinge massebevægelsen krav om revolutionære og økosocialistiske principper. Nøglen ligger snarere i, at bevægelsen antager en samling af kompromisløse krav bygget på anerkendte videnskabelige resultater (uden katastrofemanende overdrivelser) og på principper om social retfærdighed, lige rettigheder, frigørelse og demokrati, og på de fremtidige generationers ret til arve en planet med gode livsbetingelser.

 

Fjerde Internationale foreslår at bevægelsen konkretiserer denne algebraiske formel ved at indtage en udfordrende og mistroisk holdning til beslutningstagerne på baggrund af følgende elementer:

 

·        Planer om at reducere udledningen i de forskellige sektorer – transport, byggeri, energi og landbrug – for at vi kan holde os under de 1,5°C.

·        Afvisning af en ”midlertidig overskridelse”: For eksempel sætter FN’s Klimapanel balancepunktet for den grønlandske indlandsis mellem 1,5 og 2°C. Hvis det overskrides vil ingen efterfølgende nedkøling gøre de muligt at gå den anden vej.

·        Kamp mod de farlige teknologier (atomkraft, GMO, geoengineering, BECCS (se note). Ingen opsamling og deponering kan tjene som et alibi for at fortsætte med at udnytte fossil energi.

·        Respekt for folket i det globale Syd og især de indfødte folk, hvilket betyder et stop for kompensationsmekanismerne. Disse mekanismer lader det globale Syd bære byrden for at kompensere for udledningen af drivhusgasser fra og for de rigeste, ved at fordrive folk fra deres landområder og skove.

·        Klimaretfærdighed (differentieret ansvar og kapacitet for det globale Nord og Syd) og social ansvarlighed (en retfærdig overgang i ordets egentlige betydning); planeten før profitten, lad os redde klimaet for de 99 procent og lade den ene procent betale for det, ”Lad forurenerne betale”.

·        Der er ingen vej uden om den absolutte nødvendighed af at reducere den materielle produktion og transporten.

·

9. Politikken afskyr et tomrum. Ved at uddybe kløften til det punkt, hvor det bliver uudholdeligt, vil massebevægelsen fremme politiske omgrupperinger og skitsere alternativer, der vil gøre den mulige opbygning af en anden fremtid til virkelighed. Den ”Green New Deal”, som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez foreslår i USA, må ses i den sammenhæng. Denne GND er ikke et program, der er tilstrækkeligt til at standse katastrofen: Blandt andet omfatter det ikke et brud med den kapitalistiske akkumulations dynamik, og det sætter ikke spørgsmålstegn ved de neokoloniale mekanismer som f.eks. CO2-kompensation. Men til forskel fra den europæiske erstatningsvare, EU-Kommissionen foreslår, er GND en plan, og den plan sigter på at løse både den sociale krise (beskæftigelse, indkomst, arbejdsbetingelser) og den økologiske/klimamæssige krise. De to væsentlige træk gør GND til en vigtig politisk begivenhed og en løftestang for at udvide debatten om, hvordan katastrofen kan standses. I den forstand er forslagets indflydelse på arbejderbevægelsen særlig betydningsfuld, og det må fremmes.

 

10. Man kan naturligvis ikke ændre produktionsmåden uden producenterne og slet ikke imod deres vilje. Det betyder, at det vigtigste strategiske spørgsmål mere end nogensinde er arbejderbevægelsens engagement i kampen for klimaet og generelt mod miljøkatastrofen. I den seneste tid er der skabt nogle begrænsede, men vigtige resultater, og de fortjener en mere udbredt opmærksomhed, da de viser, at sådan et engagement er muligt. For eksempel: Imod alle forudsigelser har de ”Gule Veste” i Frankrig og klimabevægelsen fundet sammen i kampen mod Macrons regering; de højt kvalificerede arbejdere på Amazons hovedkvarter i Seattle har trodset Jeff Bezos og har strejket og på Greta Thunbergs opfordring protesteret og krævet, at virksomheden sætter ind for at redde klimaet; i Genève-kantonen i Schweiz har de ansvarlige fagforeningsfolk samarbejdet med ungdomsbevægelsen for klimaet og den feministiske bevægelse i planlægningen af ”Strejken For Fremtiden” den 15. maj 2020… Pandemien og nedlukningen har rejst spørgsmålene om den unødvendige produktion, der kan og bør stoppe, og de nødvendige livsvigtige aktiviteter, som ofte bliver undervurderet, og som for størstedelens vedkommende udføres af kvinder. Fjerde Internationale opfordrer venstreorienterede fagforeningsfolk til at støtte sig til den slags aktiviteter og overvejelser for at bevidstgøre deres arbejdskammerater på gulvet og også at få dem til et engagere sig i de økosociale kampe. Det mål, der skal forfølges, er at lede arbejderbevægelsen frem til at opstille sit eget sæt af krav ud fra den måde arbejderne bliver påvirket af klimaforandringen, både i deres arbejdsbetingelser og i deres genelle livsbetingelser, og at organisere sig for en ”retfærdig overgang”, der betyder noget.

 

11. Alt i alt: Fjerde Internationale opfordrer sine sektioner og sympatisører til at organisere den størst mulige mobilisering i anledning af COP26 i Glasgow sidst på året og under forberedelserne i løbet af året.

 

Fjerde Internationale understreger, at det er bydende nødvendigt at opnå de nødvendige reduktioner af udledningen for at holde temperaturstigningen under de 1,5°C. Det omfatter indførelsen af en ny række meget mere radikale og nationalt fastlagte bidrag med en tidsramme inden for de næste ti år og ikke frem til 2050, samt en massiv overførsel af penge til det globale Syd for at finansiere klimaretfærdigheden

 

Omkring COP26 handler det om at opbygge mobiliseringer, der kan udfordre eliten til at handle for at vende den aktuelle situation og at afvise deres undskyldninger for ikke at gøre det. Regeringerne kan gennemføre store forandringer hurtigt, hvis de beslutter at gøre det – for eksempel kan de transformere deres økonomier i løbet af få måneder for at føre krig. Covid-krisen har på samme måde vist os, at regeringerne kan finde enorme summer, hvis de beslutter sig for det. Det bør de gøre for klimaet!

 

Støttepunkterne og forslagene til mobilisering er følgende:

a)  Den anden udgave af COP26 Coalitions begivenhed, From The Ground Up, omkring Jordens Dag den 22. april, denne gang under navnet ”Taking Action Now” og med sigte på at udvikle mobiliseringsplaner lokalt og globalt.

b)  En maksimal mobilisering til selve COP i Glasgow. Hvis det er muligt kan det omfatte fysiske demonstrationer i Glasgow og i andre dele af verden, andre decentrale aktioner samt et online møde i stedet for et folkemøde i selve Glasgow.

c)  Glasgow Agreements netværksaktivitet.

d)  Forslag om en verdensomspændende strejke for klimaet på initiativ af det Globale Økosocialistiske Netværk i relation til COP26 i Glasgow i november 2021.

 

På baggrund af aktiviteten og perspektiverne i de forskellige lande vil et særskilt møde præcisere vores forslag til opbygningen af en mobilisering.

 

Note : Bioenergi med opsamling og deponering af CO2 (BECCS) er en proces, hvor bioenergi udvindes af biomasse med opsamling og oplagring af kulstof, der derved fjernes fra atmosfæren

 

Resolutionen blev vedtaget den 24, februar 2021 (52 for, 4 undlod) af Fjerde Internationales Internationale Komite.

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com