På DR’s hjemmeside betegnes de kæmpende parter i de kurdiske områder i det nordlige Syrien som ”kamphaner”.  Denne betegnelser ser helt og aldeles bort fra, hvad der faktisk foregår. Reelt er der tale om, at Erdogan fuldstændig uprovokeret angriber det eneste nogenlunde velfungerende, demokratiske og omsider endda fredelige område i Syrien. Og at ikke bare USA, men i praksis også Europa accepterer dette overgreb.

af SAPs Forretningsudvalg

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, præsterede den nok på en gang mest kyniske og tragikomiske ikke-afstandtagen med formuleringen: ”Idet Tyrkiet har legitime og bekymrende sikkerheds udfordringer, forventer jeg, at Tyrkiet udviser tilbageholdenhed”.

 

Næsten uanset hvordan situationen udvikler sig, trækker det op til en humanitær katastrofe. Langt over hundrede tusinde beboere i området er allerede på flugt. Den såkaldte ”Syriske Nationale Hær”, en samling arabiske militser, der deltager i angrebet under Erdogans kontrol, er kendt for plyndringer, overgreb mod civile, vilkårlige mord (på kurdere) og krigsforbrydelser. Og heller ikke den regulære tyrkiske hær – NATO’s næststørste – er just kendt for blødsødenhed  over for kurdere.

 

Intet under, at det kurdiske selvstyre er desperate. De har accepteret den af USA og Tyrkiet aftalte femdages ”våbenhvile”, der blot gav dem muligheden for frivilligt at overlade et stort landområde til invasionshæren. De har inviteret Syriens brutale undertrykker, Assad-regimet, som de tidligere har kæmpet for at frigøre sig fra, til at overtage kontrollen med en række byer i området. Som en af de kurdiske ledere, Mazloum Abdi, udtrykker det, vil en alliance med Assad og hans russiske støtter betyde ”smertelige kompromiser”. ”Men hvis vi skal vælge mellem kompromiser og folkedrab, vælger vi helt sikkert livet for vores folk.”  Assad-Putin-styrkerne er tillige særdeles upålidelige allierede i forsvaret mod Erdogan. I stormagternes politiske spil ønsker Putin at knytte Erdogan-regimet tættere til Rusland – og den statskontrollerede russiske presse har udtrykt stor forståelse for Tyrkiets ønske om en ”sikkerhedszone”.

 

Europæisk og dansk hykleri
EU såvel som den danske regering har i ord taget afstand fra det forræderi mod kurderne – der jo var forrest i kampen mod ISIS og her var USA’s tætte allierede – som Trumps USA begik ved at give grønt lys for invasionen. Og der er da også både i Danmark og EU vedtaget visse begrænsninger af våbensalget til Tyrkiet. Men disse sanktioner er slet ikke i nærheden af et niveau, der kan eller vil stoppe Erdogan.

 

Og fordømmelserne er ikke klare i spyttet, når det handler om Erdogans erklærede plan – om at bruge den erobrede ”fredskorridor” til at genhuse 2 mio. syriske flygtninge fra alle mulige andre områder. Flygtninge, der i øjeblikket befinder sig i Tyrkiet, fordi EU betaler Erdogan for at beholde dem der. Erdogan truer nemlig med at sende de 3,6 mio. flygtninge i Tyrkiet videre til Europa, hvis der er for meget brok. Og denne pression ser ud til at virke.

 

Således sammenkæder den danske statsminister, Mette Frederiksen, iflg. DR direkte reaktionerne på invasionen med EU’s flygtningeaftaler:

 

”Jeg synes, vi reagerer. Men vi har også behov for at bevare dialogen med Tyrkiet og sikre et tæt samarbejde (…) Vi har en meget, meget vigtig aftale med Tyrkiet på flygtningeområdet, og den skal vi fastholde. Men det skal ikke forhindre os i at være kritiske over for det, der foregår i det nordlige Syrien.”

 

Man kan meget nemt få den tanke, at netop flygtningespørgsmålet er en væsentlig årsag til, at Danmark såvel som EU kun i alt for ringe grad lader handling følge de kritiske ord. Eller, mere direkte udtrykt: At kritikken er det rene hykleri.

 

”Vi har ikke andre venner end bjergene”
Så meget desto mere er der et skrigende behov for en massiv international solidaritet på græsrodsplan. Der må stilles krav til den danske regering (og EU) om at lægge et reelt pres på Erdogan ved bl.a.:

 

  • Tilbageholdelse af EU’s midler til flygtningeaftalen
  • Totalt og øjeblikkeligt stop for eksport af krigsvigtige varer til Tyrkiet, også når det kræver kontraktbrud (uanset debatten om aktive tilladelser ville dette være et vigtigt signal at sende til EU og resten af verden)
  • Tilladelse til, at danske borgere kæmper på den kurdiske side
  • Hjælp til det nødstedte kurdiske folk gennem sikring af tilgang af effektivt militærudstyr, så som luft til jord raketter
  • Og naturligvis et klart dansk krav om betingelsesløs tilbagetrækning af de tyrkiske tropper fra syrisk territorium og stop for bombardementerne.

 

Der er en kurdisk talemåde: Vi har ikke andre venner end bjergene.
Det er nu, vi skal bevise, at det ikke er tilfældet.

 

Vi har en vital interesse i at støtte kurdernes kamp. I den opbygning af selvstyrende kommuner, som er sket i Kobane, er gemt vigtige nøgler til løsning af konflikterne i regionen: Lige rettigheder til alle, uanset nationalitet, religion og køn – samt omlægning af landbruget til bæredygtighed.
Alle udenlandske tropper skal ud af Syrien. Det kan åbne porten for, at alle syrere demokratisk kan bestemme i deres eget land.

SAP’s forretningsudvalg, den 21. oktober 2019

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com