Islamofobiens fortsatte vækst i Frankrig kan både forstås ud fra dens nuværende sociale, økonomiske og politiske sammenhæng, og som en arv fra kolonialismen og imperialismen.

af Joseph Daher

Foto: Demo mod islamofobi, Paris, november 2020. Photothèque Rouge/Martin Noda/Hans Lucas

 

På den ene side forsøger den franske regering at få folk til at glemme deres sociale og økonomiske problemer ved at føre en politik, hvor den muslimske befolkning stigmatiseres og ekskluderes. På den anden side bliver ”forsvaret af religion og en autentisk islamisk identitet” til et filter for islamiske fundamentalisters politiske og økonomiske dagsorden.

 

De seneste uger har Frankrig oplevet en hidtil uset forværring af den herskende klasses islamofobiske og autoritære politik udført af præsident Macrons regering. Denne orientering kommer samtidig med, at den socioøkonomiske krise topper, og følger efter mordet på læreren Samuel Paty og angrebet i Nice. Angreb udført af folk, der siger, de hylder en jihadistisk ideologi, som indebærer et grundlæggende reaktionært socialt projekt.

 

Islamofobi og statsracisme

Angreb og vold mod den muslimske befolkning og deres bedesteder er steget. Samtidig truer Macrons regering med at forbyde og opløse mere end 50 muslimske foreninger, som f.eks. Forbundet mod Islamofobi i Frankrig (CCIF), som yder hjælp til ofre for islamofobi. Indenrigsminister Gerald Darmanin har allerede bekendtgjort opløsningen af den humanitære forening Baraka City (note 1), mens Pantin-moskeen allerede er blevet lukket. Hertil kommer den øgede kriminalisering af mindreårige for at ”forsvar for terrorisme, medvirken og dødstrusler”.

 

Venstreorienterede organisationer og aktivister er også, om end i mindre grad, blevet skydeskive: Det franske kommunistpartis hovedkvarter er blevet overmalet med ordet overløber, der er aggressive mediekampagner mod repræsentanter for partiet “France Insoumise” og engagerede journalister, dødstrusler mod politiske aktivister og fagforeningsaktivister osv. Osv.

 

Den franske regerings ansvar for denne eksplosion af racistisk had og vold er ubestridelig. Gérald Darmanin tøvede f.eks. ikke med at se en forbindelse mellem halalmad i supermarkederne og separatisme, mens undervisningsminister Jean-Michel Blanquer erklærede at ”Islamo-Venstre havde spredt dig som en koldbrand på universitetet og blandt medlemmer af France Insoumise, og at dette fører til kaos og ødelæggelse”. Blanquer sluttede af med at hævde, at ”disse mennesker er fortalere for en ideologi, som fra tid til anden fører til det værste”. Med andre ord: Disse organisationer og personer er medskyldige i de angreb, der er blevet begået de seneste uger.

 

Den franske regerings politik legitimerer og trivialiserer det yderste højres synsvinkler og ideer. Den opmuntrer på den måde til vold ved at angribe den muslimske befolkning og muslimske symboler.

 

Islamofobi er ikke et nyt fænomen i Frankrig, – tværtimod – da kilden til det er Frankrigs koloniale og imperialistiske historie. Islamofobien er imidlertid blevet intensiveret i de vestlige lande efter Al Qeadas angreb den 11. september.

 

Den seneste islamofobiske offensiv sker på et tidspunkt, hvor Macrons regering står overfor en række politiske udfordringer og vanskeligheder: en sundhedskrise og social utilfredshed, som er blevet synliggjort af de Gule Veste. Det er interessant at bemærke, at Macron oprindelig ikke gjorde islamofobi til et stærkt pejlemærke for sin præsidentkampagne. Under hans valgkampagne præsenterede han sig som en ung kosmopolitisk modstander af Marine Le Pens ultra-højrefløj, kritiserede premierminister Manuel Valls besættelse af Islam, og kaldte kolonialismen for en ”forbrydelse mod menneskeheden.

 

Islamofobi tjener to formål for den franske herskende klasse. Den tillader den både at splitte arbejderne – og gøre deres kamp for sociale rettigheder vanskeligere – og samtidig fremme en samling af det hvide flertal omkring en klasseløs såkaldt ”fransk republik”. Denne mytiske ”Republik” beskrives som det bedste forsvar for ytringsfriheden, kvinders rettigheder, offentlig orden, ”sekularisme” osv.

 

I denne sammenhæng er det centralt for den franske regering at nedbryde alle folkelige og anti-racistiske initiativer, mens den forstærker sin nyliberale nedskæringspolitik. Et eksempel er arbejdet for at underminere den store demonstration den 10. november mod islamofobi og racisme.

 

Religiøs fundamentalisme og Jihadisme

Samtidig med at vi afviser den franske regerings autoritære og racistiske offensiv, må vi også gå imod de jihadistiske og islamisk-fundamentalistiske bevægelser. Ud fra denne synsvinkel skal vi huske, at religiøs fundamentalisme er et internationalt fænomen, som ikke begrænser sig til Mellemøsten eller til muslimsk dominerede samfund. Vi må også lave en klar skelnen mellem Islam som religion på den ene side og fundamentalistiske grupper på den anden.

 

Islamisk fundamentalisme er et resultat af særlige politiske og økonomiske forhold og udviklinger i Mellemøsten, hvor imperialistiske magter har haft en stærk og fortsat har indflydelse på staterne og den politiske økonomi.

 

USA har brugt sine strategiske partnerskaber med Iran (indtil shahens fald i 1979), Israel og Saudi Arabien til at dominere regionen. De har støttet disse regimer for at modvirke de nationalistiske arabiske regimer som Naser I Ægypten, kommunistiske og venstreorienterede bevægelser og forskellige folkelige kampe, som oftest har krævet større uafhængighed, mere social retfærdighed og frihed fra imperialistisk dominans. I denne forbindelse har Saudi Arabien fremmet og understøttet forskellige fundamentalistiske sunnimuslimske bevægelser, især det Muslimske Broderskab som en modpol til nationalisterne og venstrefløjen.

 

Krisen for de nationalistiske arabiske regimer har givet politisk rum til udviklingen af fundamentalistiske bevægelser. De nationalistiske regimer opgav deres tidligere radikale og anti-imperialistiske sociale politik af flere grunde: De led et knusende nederlag til Israel i 1967, og deres forsøg på at udvikle en statskapitalisme stagnerede. Som en reaktion på dette forsøgte de en forsoning med de vestlige lande og deres allierede blandt Golfstaterne. De slog ind på en nyliberalistisk kurs og stoppede mange sociale reformer, som havde gjort dem populære blandt arbejdere og småbønder. De gik også bag om ryggen på palæstinensernes nationale bevægelse og søgte et kompromis med Israel. De nationalistiske arabiske regimer – og lande som Tunesien –understøttede også indimellem helt frivilligt islamisk fundamentalistiske bevægelser eller tillod dem at udvikle sig for at bekæmpe nationalister og venstreorienterede grupper.

 

Shahens fald under den iranske revolution og etableringen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 stimulerede en shiitisk islamisk fundamentalisme i regionen.

 

I 1979 begyndte USA også – med hjælp fra sine allierede i regionen – at overføre millioner af dollars til bevæbning og træning af fundamentalistiske grupper for at bekæmpe Sovjets invasion i Afghanistan. På denne måde bidrog USA-imperialismen i høj grad til at skabe Al Qaeda, den på det tidspunkt mest yderligtgående gren af den islamiske fundamentalisme, som på et senere tidspunkt vendte sig mod Washington.

 

Konkurrence mellem forskellige islamismer

Den seneste udvikling, der har bidraget til fundamentalismens fremmarch, har været den voksende politiske rivalisering mellem Saudi Arabien og Iran. Begge stater har brugt deres egen religiøse fundamentalisme (sunni eller shia) til at opnå deres kontrarevolutionære mål.

 

Organisationer som den såkaldte Islamiske Stat (IS), Al Qaeda, forskellige dele af det Muslimske Broderskab og Hizbollah adskiller sig fra hinanden i deres opståen, udvikling, sammensætning og strategi. Gradualister som det Muslimske Broderskab og Hizbollah i Libanon deltager i parlamentariske valg og forsamlinger. På den anden side ser jihadister som al Qaeda og IS disse institutioner som u-islamiske og benytter sig i stedet af guerillaangreb eller terroristisk taktik i håbet om at overtage statsmagten. Mellem jihadisterne er der også diskussioner og forskellige fraktioner i spørgsmålet om taktik og strategi i kampen for deres mål: en islamisk stat. I forskellige historiske sammenhænge og perioder har de forskellige fundamentalistiske strømninger nogle gange samarbejdet og til andre tider konkurreret eller ligefrem bekæmpet hinanden.

 

Ikke desto mindre forsvarer de alle på trods af betydningsfulde forskelle det samme politiske projekt. Alle afskygninger af islamisk fundamentalisme deler ønsket om at etablere ”en sharia-baseret islamisk stat ”, der bevarer den eksisterende kapitalistiske orden. Islamisk fundamentalistiske bevægelser som Hizbollah og det Muslimske Broderskab i Ægypten har fremmet nyliberalistisk politik ved at støtte privatiseringer, markedsliberaliseringer og åbning af landene for udenlandsk kapital, samtidig med at man har fordømt og angrebet sociale bevægelser, især fagforeninger.

 

Derfor er det venstrefløjens opgave utvetydigt at bekæmpe det kapitalistiske system og den undertrykkelse, det bygger på. På den måde vil det være muligt politisk at bekæmpe og underminere de ultra-reaktionære kræfter og afsløre dem som ubetydelige. Vi må arbejde for at forene arbejdsklassen i al dens forskellighed.

 

Note:

Den 22. december 2020 trak en lokal domstol udnævnelsen af den repræsentant, som havde lukket Barak Citys bankkonto, tilbage. Lukningen var et resultat af statens tvungne opløsning af organisationen den 28. oktober 2020. Domstolsafgørelsen kan ses som en midlertidig sejr

 

Artiklen blev første gang bragt på fransk i det svejtsiske SolidaritéS  den 11. december 2020. Her oversat fra engelsk i Against the Current fra den 7. februar 2021 af Bodil Rasmussen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com