Maribel Mora, som repræsenterer den venstreradikale koalition Fremad Andalucia (Adelante Andalucia) i det andalusiske parlaments præsidium, fik sig en grim overraskelse den 27. oktober.

af Dich Nichols

Foto: Leder af Fremad Andalucia, Teresa Rodriguez

 

Få minutter før præsidiet skulle mødes i Sevilla, fik Mora at vide af sin kollega, politisk ordfører for Fremad Andalucia, Inmaculada Nieto, at han ville bede gruppen smide otte af de 17 medlemmer, fordi de var “afhoppere”.

 

Fremad Andalucia blev dannet af Forenet Venstre (IU), Podemos Andalucia og to mindre venstre-nationalistiske partier, Andalusisk Venstre og Andalusisk Forår. Anticapitalistas, som havde været den største tendens i Podemos Andalucia siden partiets dannelse i 2014, blev koalitionens femte deltager, efter de gik ud af Podemos i februar.

 

Bruddet kom, efter at Unidas Podemos (stort set lig med Podemos og IU) besluttede at gå i regering som lillebror sammen med det spanske socialdemokrati (PSOE). Seks medlemmer af parlamentsgruppen   kom fra IU, de andre 11 var enten medlemmer af, eller som Mora, tæt på Anticapitalistas. Efter to år på deres poster blev de nu stemplet som snyltere, fordi de beholdt deres mandater uden tilladelse fra Podemos Andalucia – den organisation, som de havde repræsenteret på Fremad Andalucias liste ved det andalusiske valg i 2018. Syv af dem kom fra Anticapitalistas, blandt andet Teresa Rodríguez, som er leder af Fremad Andalucia.

 

“Skilsmisseaftale” ignoreret

Nietos brev argumenterede med, at de otte MP’ere skulle have status som løsgængere. Nieto sagde, at hun havde fået besked fra sekretæren for Podemos’ organisation i Andalusien, Jesús de Manuel, om, at de ikke længere var medlemmer af Podemos og derfor havde “status som udbrydere”.

 

Hvis præsidiet besluttede at stemme for anmodningen, ville de, som løsgængere, miste taleret, en række rettigheder og adgang til parlamentarisk støtte fra den spanske stat (1,5 mio. euro årligt i tilfældet Fremad Andalucia).

 

De Manuels skridt brød i realiteten med en aftale, som var indgået mellem Rodriguez og Podemos’ generalsekretær Pablo Iglesias, dengang Anticapitalistas forlod Podemos.

 

I henhold til denne “venskabelige skilsmisseaftale”, lavet som en fælles video, ville Anticapitalistas ikke stille op på en egen liste til den kommende regionale kongres i Podemos, men deres valgte medlemmer på Fremad Andalucia-listen skulle beholde deres mandater.

 

Efter Nietos bombe skrev Mora til præsidiet, at anmodningen “ikke har støtte fra parlamentsgruppen, ikke afspejler nogen aftale indgået gennem formelle og demokratiske kanaler, men er en personlig, ensidig handling uden noget juridisk grundlag”.

 

Fra enhed til splittelse

Hvorfor nåede sagen hertil, kun to år efter, at Rodriguez og Antonio Maillo, tidligere leder af IU i Andalusien, gik sammen, så venstrefløjen sammen kunne udfordre PSOEs 40-årige korrupte regime?

 

Den lim, der bandt projektet sammen, havde to hovedingredienser: udsigten til at forøge den stemmeandel på 21,7 procent, som Podemos og IU til sammen opnåede ved valget i 2015, og en fælles forståelse af, at PSOE var, med Maillos ord, “ikke en aktør for forandring”.

 

Men resultatet for Fremad Andalucia i 2018-valget (5,5 procentpoints mindre end IU og Podemos i 2015) og indsættelsen af (for første gang) en højrefløjsregering i Andalusien, som er parlamentarisk afhængig af partiet Vox på den yderste højrefløj, ændrede den politiske baggrund og var med til at få forskellene op til overfladen igen.

 

Derefter, efter det dårlige valgresultat for Unidas Podemos ved valget til det spanske parlament i 2019, gik Podemos og IU efter at komme med som i regeringen som juniorpartner med PSOE som leder. Det fik skillelinjerne i Andalusien til at bryde ud i lys lue: Podemos Andalusien havde altid været modstander af at gå med i en regering, hvor man var lillebror til PSOE.

 

Da Podemos’ medlemmer med overvældende flertal stemte for at gå med i regering – i en online afstemning, hvor ingen andre forslag var fremsat, besluttede Anticapitalistas, at det var blevet tid til at gå ud.

 

Det skulle have været afslutningen på historien, eftersom Anticapitalistas fortsat støttede Fremad Andalucias platform. Men eftersom IU og Podemos Andalucia nu gik ind for en PSOE-UP-regering i Andalusien som et alternativ til højrefløjen, så var en aftale om indholdet i “det andalusiske rum” blevet umulig. En splittelse i Fremad Andalucia var kun et spørgsmål om tid.

 

Smidt ud

Da præsidiet med syv medlemmer derefter stemte, bakkede de to repræsentanter for PSOE og PP samt den ene fra Vox op om forslaget fra Nieto. De to repræsentanter for (centrum-højrepartiet) Ciuadanos, en af dem formand for præsidiet, undlod at stemme.

 

Rodriguez, som var på barselsorlov, da eksklusionen fandt sted, sagde på den landsdækkende tv-kanal RTVE den 29. oktober, at afstemningen var “aftalt på forhånd” mellem IU-mindretallet og de andre partier: “Kendsgerningen er, at alle organisationer, som var med i Fremad Andalucia var sammen om at opstille kandidater, og resultatet var, at man vedtog den kandidatliste, Fremad Andalucia stillede op på, og alle de valgte MP’ere er en del af denne politiske gruppe.”

 

Toni Valero, koordinator for IU i Andalusien, svarede: “Der har været et klart og åbenlyst tilfælde af afhopning, hvor IU er offer, Podemos er offer, og – det må siges, alle dem, der stemte på denne liste, er ofre. Der kom et tidspunkt, hvor situationen måtte afklares, og den er blevet afklaret.”

 

Mora og de to andre MP’ere fra Podemos (begge fra Anticapitalistas), som ikke blev ekskluderet fra gruppen, krævede en omgørelse af beslutningen og anførte, at de blev skånet “for at man ikke skulle rette opmærksomheden mod den kendsgerning, at IU kun har 6 MP’ere ud af 17, og at et mindretal så ville ekskludere et flertal i gruppen.”

 

… genoptaget

Præsidiets afstemning skete trods et råd fra parlamentets juridiske leder, som fastholdt, at de berørte MP’ere skulle have mulighed for at fremlægge deres sag, og at der måtte fremlægges dokumentation, som kunne underbygge påstandene i Nietos brev. På baggrund af denne opfordring trak præsidiet sin beslutning fra den 5.november tilbage.

 

Nieto fik 48 timer til at fremlægge bevis for, at MP’erne faktisk var gået ud af Fremad Andalucias parlamentsgruppe som en konsekvens af, at de var gået ud af Podemos Andalucia: Den juridiske tjeneste ville forberede en rapport, som vurderede, hvorvidt denne dokumentation retfærdiggjorde en eksklusion.

 

Presset lå nu på Podemos Andalucia for at fremlægge beviser. Desuden var det også et spørgsmål, om en udmeldelse, hvis den blev bekræftet, automatisk indebar en udtræden af Fremad Andalucias gruppe.

 

De Manuel hævdede, at der forelå bevis på udmeldelser, men sagde alligevel til den Granada-baserede webavis Ideal.es: “For mig betyder det kendsgerning, at man står på medlemslisten, ikke, at man er i et parti. Man må have et minimum af loyalitet og et minimum af ærlighed, når man tager beslutninger … Hvordan kan man åbne en bankkonto i august og bede parlamentets økonomiske afdeling betale midlerne ind på den konto, uden overhovedet at nævne det til sin koalitionspartner, IU?”

 

Med denne kommentar kom de Manuel, som fandt udmeldelseserklæringer fra fem af de otte MP’ere og fyrede de andre tre, med de reelle grunde til anklagen om afhopning: frygten hos IU og Podemos for, at flertallet i gruppen var ved at sikre sig kontrol over Fremad Andalucias finanser.

 

…og smidt ud igen

Det næste var, at den voksende skandale “nede sydpå” fik stor opmærksomhed i de politiske cirkler i Madrid.

 

Samme dag, som den juridiske afdeling afleverede sin redegørelse i Sevilla, blev der udsendt en “aftale om institutionel stabilitet” fra styregruppen for de spanske registrerede politiske partiers Pagt om Afhopning. Denne kommission havde ikke holdt møde i ti år.

 

Aftalen, som ikke var underskrevet af alle pagtens medlemmer, anførte, at valgte repræsentanter, som forlader det parti, som gav dem adgang til en bredere koalition, skal betragtes som afhoppere: Det skulle også være op til partierne at afgøre, om en MP var hoppet af, selv hvis afhopperne udgjorde et flertal i gruppen.

 

Erklæringen var tilpasset IU og Podemos’ manøvre i Fremad Andalucia. Ciudadanos meddelte på den baggrund, at deres to medlemmer af præsidiet nu ville stemme for eksklusion – et holdningsskifte, som fik det regerende PP til at udtrykke bekymring for en anstændig proces.

 

Da præsidiet stemte den 18. november, bakkede PSOE, Ciudadanos og Vox op om eksklusionen, mens PP undlod.

 

Konklusion

For IU og Podemos, betød denne afgørelse en “genetablering af demokratisk normalitet” (Podemos’ generalsekretær Martina Velarde), som “garanterede en fastholdelse af folkets suverænitet” (Valero).

 

Men for Mora “har de stjålet disse kammeraters mandater … dette vil blive en plet og en vanære i vores parlamentariske historie”.

 

De berørte MP’ere har appelleret afgørelsen til Forfatningsdomstolen og krævet, at afgørelsen suspenderes, mens appellen kører.

 

Med Unidas Podemos i regering er det værste mareridt en opposition til venstre med tilstrækkelig tyngde, socialt og parlamentarisk, til at blive en pol for modstand: Det forklarer deres grove operation mod flertallet i Fremad Andalucia.

 

Nu taler deres talspersoner, som om deres operation var en beklagelig nødvendighed, som det er bedst at glemme, med tanke på de presserende opgaver med pandemien og den økonomiske krise.

 

Alle demokrater har en forpligtelse til at bidrage til, at de ikke slipper afsted med det.

 

3. december 2020

 

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com