content-picture.php

Spaniens fungerende premierminister, Pedro Sánchez, leder af Det Spanske Socialistiske Arbejderparti (Partido Socialista Obrero Español - PSOE) og vinderen af parlamentsvalget den 28. april, meddelte den 17. september Kong Philip, at han ikke kunne få opbakning til at danne en regering. Derfor bliver der afholdt et nyt parlamentsvalg den 10. november.

af Dick Nichols

Forhandlingerne med den radikale bevægelse Unidas Podemos (UP), der er en koalition mellem Det Forenede Venstre (Izquierda Unida – IU) og Podemos, er slået fejl. Det betød at Cataloniens Republikanske Venstre (Esquerra Republicana de Catalunya – ERC) og Det Baskiske Nationale Parti (Partido Nacionalista Vasco – PNV) ikke kunne støtte indsættelsen af Sánchez.

 

Reaktionen fra de millioner af vælgere, der havde sikret Sánchez’ sejr i april – tilhængere af PSOE, UP og catalanske, baskiske og valenciske nationalister og lokale bevægelser – var modløshed. Ville denne blok være i stand til at gentage sejren over den spansk-patriotiske konservative blok bestående af det korrupte ”Folkepartiet” (Partido Popular – PP), det ultraliberale ”Medborgerskabspartiet” (Ciudadanos) og det højreekstreme Vox?

 

Tidlige meningsmålinger viser, at mange af de ekstra millioner, der deltog i valget i april for at bremse en sejr for højrefløjen, meget vel kan vise sig at blive hjemme i november. Den nylig meningsmåling forudsiger et fald i valgdeltagelsen til rekordlave 62,8 procent fra 71,8 i april.

 

Hvem har skylden?

Valgkampen op til november vil blive domineret af en krig om, hvem der har ansvaret for, at det ikke lykkedes at danne en PSOE/UP-regering.

 

Sánchez affyrede de indledende salver i et TV-interview den 20. september, hvor han sagde, at hvis han var gået med til UP-lederen Pablo Iglesias’ ”urimelige krav” (ministerområder inden for skat, energiomlægning, socialpolitik og relationen til erhvervslivet) ”ville jeg lige som 95 procent af spanierne – inklusive nogle af UP’s tilhængere – ikke have kunnet sove om natten”.

 

Sánchez sagde også, at det ville have været uansvarligt at lukke folk fra UP ind i tunge ministerier på grund af deres ”mangel på politisk og administrativ erfaring”. Han sagde også, at en koalition med Iglesias ville have været ”to regeringer i én”.

 

Disse kommentarer var politisk spin. Forhandlingerne slog fejl, fordi Sánchez kun ville gå med til et regeringssamarbejde, hvis UP var villige til at finde sig i en ydmygende underordnet rolle.

 

Efter den 25. juli (hvor den første afstemning om en regeringsdannelse faldt) blev det klart, at PSOE overhovedet ikke ønskede en samarbejdsaftale.

 

Sánchez var tilskyndet af meningsmålinger, der viste en øget opbakning til PSOE og af en tiltagende krise i Ciudadanos på grund af, at partilederen Albert Rivera nægtede at hjælpe med dannelsen af en PSOE-regering, ved at hans parti afholdt sig fra at stemme.

 

Meningsmålingerne viste også, at op til to millioner af de vælgere, der havde støttet Ciudadanos i april, ville tage deres stemme op til overvejelse. Det er en tillokkende mulighed for, at PSOE – under pres fra erhvervslivets top – kunne glemme alt om et samarbejde med UP.

 

En skin-forhandlings dagbog

De vigtigste stadier i de mislykkede forhandlinger var:

·         1. maj – 12. juli: PSOE tilbyder først UP underordnede positioner, men ikke ministerier, og tilbyder dem derefter muligheden for at udpege parti-uafhængige som ministre. Endelig accepterer Sánchez ideen om ministre fra UP, men kun i ”tekniske” ministerier.

·         13. – 19. juli: Efter at Iglesias har beskrevet det seneste tilbud som ”idioti”, og medlemmerne af Podemos har givet deres opbakning til en koalitionsregering i en urafstemning, siger Sánchez, at Iglesias selv er den afgørende forhindring for en aftale: ”Jeg har brug for den vicepremierminister, der forsvarer det spanske demokrati”, siger han, og understreger UP-lederens påståede upålidelighed i spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed. Så træder Iglesias til side og tvinger dermed PSOE til at forhandle.

·         20. – 25. juli: PSOE tilbyder UP en position som ”social” vicepremierminister og tre andre mindre ministerområder, som UP afviser som ”bænkevarmere”. Sánchez afviser så UP’s krav om ministerierne for sundhed, relationen til erhvervslivet og videnskab. UP afholder sig fra at stemme i den første afstemning om regeringsdannelsen.

·         29. august – 12. september: Iglesias accepterer PSOE’s seneste tilbud, men kun med tilføjelse af et ministerium for jobskabelse til UP. Sánchez afviser nu ethvert regeringssamarbejde med UP og foreslår en ”progressiv programaftale” (der skal udvikles efter møder med de sociale bevægelser), der skal monitoreres af UP. Forhandlingerne suspenderes den 11. september, og dagen efter afviser Sánchez et tilbud fra UP i sidste øjeblik om en etårig prøveperiode for en koalitionsregering.

 

Hele vejen gennem disse måneder har Sánchez også forsøgt at åbne for muligheden for, at Ciudadanos – eller ligefrem PP – ville gå med til hans indsættelse ved at undlade at stemme.

 

Han fik en lille sejr: Rivera, der havde nægtet bare at mødes med ham under hans forhandlinger med ”populisterne” fra UP, tilkendegav, at Ciudadanos ville afholde sig fra at stemme, hvis PSOE ophævede det catalanske selvstyre, opløste PSOE-regeringen i Navarra (der var dannet med støtte fra baskiske nationalistiske partier) og forpligtede sig til skattelettelser for små virksomheder, men kun hvis PP også støttede disse forslag.

 

Sánchez afviste dette ”tilbud”, men det var et tegn på, at Ciudadanos, der tabte vælgere i alle meningsmålingerne, ville være mere fremkommelige som en ”moderat” samarbejdspartner for PSOE efter den 10. november.

 

Iglesias’ vej til ødelæggelse?

Der er en hidsig debat på de sociale medier om de mislykkede PSOE/UP-forhandlinger: Skylden bliver lagt på Sánchez- og Iglesias’ ”macho-personligheder”, ”den politiske klasse” som helhed og ”vores spanske mangel på en kultur for politiske kompromisser”.

 

Den diskussion går ud fra – ligesom et flertal af UP-tilhængere – at den eneste mulige formel for en progressiv regering er en koalition mellem PSOE og UP: Forhandlingernes sammenbrud skyldtes enten, at UP krævede for meget, eller at PSOE tilbød for lidt.

 

Kun to strømninger i den brede kreds omkring UP har et andet perspektiv: Antikapitalisterne (der støtter den ”portugisiske” model, hvor PSOE-regeringen skulle dannes mod at afgive bindende løfter inden for nøgleområder) og IU (hvis medlemmer stemte for ikke at deltage i en PSOE/UP-regering, men støtte den udefra).

 

UP-ledelsens orientering var at gøre alt for at komme i regering med PSOE: Deres tørst efter taburetter ledte dem til at give køb på deres egen politik undervejs, begyndende med deres accept af PSOE’s kontrol med udenrigspolitikken og det spanske ”territoriale” spørgsmål.

 

Dette tilbagetog endte med det patetiske billede af Iglesias, der i et TV-interview den 20. september indrømmede, at UP som medlem af en kommende PSOE/UP-regering ville gå med til enhver form for afvikling af det catalanske selvstyre, som PSOE besluttede sig for.

 

Det var for meget og indebar en torpedering af UP’s alliance med ”Catalonien – Ja Vi Kan” (Catalunya Sí que es Pot – ESP), den radikale koalition i Catalonien, som UP er med i.

 

Stormfloden af vrede reaktioner tvang hurtigt Iglesias til at tweete: ”At anvende paragraf 155 for at håndtere konflikten i Catalonien har altid være uacceptabelt for os. Konflikten skal håndteres med dialog og demokratiske metoder, der gør en ende på undtagelsestilstanden og undertrykkelsen.”

 

En splittet venstrefløj

De forliste forhandlinger kan have én fordel: De kan hjælpe med at øge forståelsen for, at det er umuligt at have en progressiv regering med PSOE som en hovedsamarbejdspartner.

 

Den erfaring åbner for de eksisterende brudflader på venstrefløjen uden for PSOE, om hvordan linjen skal være over for Spaniens socialdemokrater. Den debat vil komme i gang igen, fordi repræsentanter for de forskellige holdninger vil optræde på hver deres valglister; også selv om de stadig vil være forbundet med UP.

 

At PSOE vil føre deres kampagne som den eneste garant for stabilitet i et stadig mere truende politisk billede vil kun bidrage til at intensivere diskussionen.

 

Den strømning, der går ind for de mest milde betingelser for en støtte til PSOE, er Mas Madrid (”Mere Madrid”), der ledes af den tidligere Podemos-leder og parlamentsmedlem fra Madrid-regionen, Iñigo Errejón. Errejón gik ind for en accept af PSOE’s endelige tilbud til UP i juli.

 

Mas Madrid, der lige nu samler allierede i resten af den spanske stat under banneret Mas País (”Mere Fædreland”), vil prøve at slå UP ved at præsentere sig som et ”friskt alternativ”. De vil appellere til følelsen af, at chancen for en progressiv regering blev torpederet af Iglesias’ ambitioner og arrogance.

 

Status den 23. september er, at Mas Madrid har etableret et valgsamarbejde med den valenciske regionale gruppe ”Commitment”, mens opportunister fra hele Spanien står i kø for at blive Errejóns kandidater.

 

Den modsatte fløj er Adelante Andalucía (”Fremad Andalusien”), der er modstander af at regere sammen med PSOE, men støtter dem mod højrefløjen.

 

I skrivende stund prøver koalitionen mellem andalusiske IU og Podemos Andelusia at forhandle internt i UP-kampagnen for en valgliste valgt i Andalusien med henblik på en uafhængig parlamentsgruppe inden for UP-koalitionen. Bannerfører for dette initiativ er Antikapitalisternes Teresa Rodríguez. Alternativet vil være en national proces med centrum i Madrid

 

UP må navigere mellem disse to poler og står over for et vanskeligt problem: Hvordan kan man fortsætte med at argumentere for en PSOE/UP-koalition på baggrund af Sánchez’ ”løgne” og ”bedrag”?

 

UP kan stadig nå at løse dette problem og måske endda øge stemmerne fra de 25 procent af PSOE-vælgerne, der – ifølge én meningsmåling – mener, at PSOE var ansvarlige for forhandlingernes forlis.

 

Argumentet om, at den eneste garanti for en progressiv regering er et øget stemmetal til UP, vil også have en vis vægt.

 

Den største fare er imidlertid, at de strandede forhandlinger vil nære en demoralisering i arbejderklassen og i de fattige områder og medføre en landsomfattende gentagelse af højrefløjens nylige valgsejre i Andalusien og Madrid.

 

Hvis PP, Ciudadanos og Vox bliver båret ind i regeringskontorerne på skuldrene af manglende valgdeltagelse vil PSOE miste regeringsmagten. Men ville de være meget ulykkelige over det, hvis dette nederlag blev koblet sammen med en marginalisering af UP – deres forhadte rivaler til overherredømmet på venstrefløjen?

 

27. september, 2019, skrevet med værdifuld hjælp fra Julian Coppens.

Oversat fra Green Left Weekly nr. 1239 af Poul Bjørn Berg

 

[Dick Nichols er Green Left Weekly’s Europa-korrespondent med basis i Barcelona. En mere detaljeret udgave af denne artikel vil snart kunne læses på websitet Links — International Journal of Socialist Renewal.]

 

single.php