content-picture.php

Endnu værre end at mislykkes med at erobre regeringsmagten ville det være at tage magten, men uden at være klar til at håndtere den virkelighed, en regering vil stå overfor. Hvad Labour er nødt til at gøre for at undgå den skæbne, der overgik Syriza i Grækenland?

af Christine Berry

Fredag d. 3. juli 2015 samlede der sig store folkemængder på Syntagma Pladsen i Athen. Det var to dage, før de ville gå til stemmeurnerne og aflevere et massivt ”Oxi” (”Nej”) til betingelserne for en ”redningspakke” til den græske økonomi. Premierminister Alexis Tsipras blev båret i triumf til pladsen, hvor han opfordrede de forsamlede til at ”sige et stolt Nej til ultimatummer og dem, der terrorisere jer”.

 

Blot tre dage senere var alt forandret. Tsipras havde afholdt møde med de europæiske forhandlere og gået med til en aftale, der næsten var identisk med den, det græske folk lige havde afvist. ”Velkendte medlemmer af partiets [Syrizas] ledelse turde ikke gå på indkøb i deres egne nabolag”, husker Stathis Kouvelakis, et tidligere medlem af parties centralkomite. For bevægelsen var følelsen af nederlag og fortvivlelse knusende.

 

Herefter var Syrizas katastrofale nederlag ved det græske parlamentsvalg i juli så godt som givet. Så hvad er læren af denne nedslående saga for Corbyns Labour og for bevægelsen omkring partiet?

 

Efter den opløftede optimisme, der fulgte efter lynvalget i 2017, er vejen til en flertals-Labour-regering nu sværere at få øje på, med den utrolige genoplivning af de Liberale Demokraters valgchancer, og et Labour parti med ar fra bitre slag om Brexit og antisemitisme. Men dagens politik er om noget uforudsigelig: Labour kan endnu komme til at stå på tærsklen til at gribe regeringsmagten. Og som erfaringen med Syriza viser, er den største fare ikke, at Labour er ude af stand til at vinde det næste valg. Den største er, at blive smidt ind i regeringskontorerne uden at være forberedt på mulighedernes begrænsning og ude af stand til at kunne opfylde sit program. Som i Grækenland er det det, som virkelig ville kunne knuse venstrefløjens forhåbninger en hel generation frem i tiden.

 

Forberedelser til magten

Hvad skal Labour så gøre for at forberede sig til magten? Som Joe Guinan og undertegnede argumenterer i vores nys udgivne bog People, get Ready! , kan man starte med at tage ved lære af Margaret Thatcher. Thatchers tilhængere forstod, at de havde brug for en radikal ændring af styrkeforholdet – og at forberedelserne til dette begyndte, længe før hun dannede regering. Vi kan spore disse forberedelsers historie – fra ”Ridleyrapporten”, en skræmmende forudseende slagplan for privatiseringer, og den parallelle ”Trædestens”-strategi for at flytte rammerne for den offentlige debat og sikre folkelig opbakning til radikale forandringer, gennem brug af flagskibs-politikker, så som ”retten til køb” af socialt boligbyggeri samt forandringerne bag kulisserne via forvandlingen af centraladministrationen.

 

Ligesom Thatcher lovede at tage kampen op mod fagforeningerne og privatisere store dele af økonomien, så bliver Corbyn nødt til at konfrontere forskansede økonomiske interesser – vigtigst de snyltende finanseliter i City of London – og grundlæggende demokratisere rigdom og magt. Og ligesom med Thatcher vil denne dagsorden ikke glide igennem uden modstand. Vi har allerede fået en smagsprøve på, hvad en Corbyn-regering vil blive udsat for – fra fjendtlige højreorienterede mediers nådesløse angreb, til anonyme embedsmænd, der udtaler, at Corbyn måske er ”for skrøbelig” til at kunne regere., til Morgan Stanley [global amerikansk finansieringsinstitution med hovedsæde i New York], der beskriver en Corbyn-regering, som en ”større risiko end Brexit”.

 

Lignende angreb vil utvivlsomt blive dramatisk forstærkede, hvis partiet rent faktisk danner regering. Og ligesom ved tidligere socialistiske regeringer som den, præsident Mitterand dannede i Frankrig [med kommunistpartiet o.a.], kan den med sikkerhed forvente forskellige former for modoffensiver fra de globale finansmarkeder, vekslende fra kapitalflugt til pres på valutakursen.

 

Corbyn-projektet drejer sig om langt mere end loyalitet over for én mand eller endog ét parti, og for at kunne lykkes må det have sit eget liv udover disse.

 

Med udsigt til et sådant angreb må Labour hurtigt forstå den centrale lære af Syrizas fiasko. Som Gary Younge formulerer det: ”Foreslå kun en dagsorden om at tage livtag med magtfulde interesser, hvis du har en strategi til at slå dem og er parat til at følge den hele vejen”. Forberedelse af en sådan strategi handler ikke bare om at udarbejde dokumenter i lederens kontor. Som Thatchers Konservative må Corbyns Labour både flytte den fremherskende politiske ”sunde fornuft” og samtidigt opbygge en magtfuld social base for denne politik. Men i modsætning til Thatchers Konservative er dette ikke et eliteprojekt, men et demokratisk. Dette indebærer, at bevægelsen i hele sin bredde må inddrages i udarbejdelsen af disse bestræbelser. Samtidig med at de delegerede er på vej til Labours partikongres i Brighton, fire år efter at Corbyn blev løftet op som leder på en bølge af støtte fra græsrødderne, er det tid til en helbredsundersøgelse: Hvordan klarer vi os på disse to fronter?

 

Forandring af den ”sunde fornuft”

I 1977 argumenterede Trædestens-rapporten således: ”En storsejr for de Konservative er ikke nok, hvis den blot afspejler vælgerbefolkningens materielle utilfredshed med tilstanden siden 1974… Den må indebære en udtrykkelig afvisning af socialismen og Labour-fagforenings aksen, samt et krav om noget moralsk og økonomisk bedre”. Som et ekko af dette skrev Tom Blackburn i 2017 at ”det ville være forkert at tolke [valgresultatet] som 12,8 mio. stemmer for socialisme. Partiets nye venstre må huske på, at det er nødt til aktivt at opdyrke folkelig støtte til et radikalt politisk alternativ”. Folk fra partiets inderkreds, som vi har talt med, indrømmer, at vi slet ikke har gjort dette effektivt nok.

 

Som oprørsk leder af oppositionen i partiet lykkedes det Corbyn hurtigt at skubbe vinduet af politiske muligheder til venstre på spørgsmålene om nedskæringer og offentligt ejerskab. Men selv blandt partiets medlemmer hviler støtten til Corbyn mere på modstand mod nedskæringer end på en dyb forståelse af partiets politik for en demokratisk socialisme. Dette er især et problem i en sammenhæng, hvor Boris Johnson lover at dele milde gaver ud, og hvor slagmarken om nedskæringer derfor sandsynligvis i stigende grad vil blive irrelevant. Desuden vil en Labour regering uden et stort folkeligt mandat til positive forandringer være langt mindre modstandsdygtigt over for et pres mod at udvande sin dagsorden, når den først er kommet til magten.

 

Et tidligere ledende medlem af Syriza, som vi har talt med, sagde at dette netop var grunden til, at partiet ikke overlevede de vedvarende slag, som det modtog fra det græske og europæiske etablissement: Folk havde stemt på dem, fordi de var vrede over den aktuelle situation, ikke fordi de følte en dyb forpligtigelse overfor en positiv radikal dagsorden. En anden kommentator påpegede, at denne støtte fra masserne var delt mellem dem, der gik imod nedskæringer, fordi de undergravede systemet fra før krisen, og dem, der netop ønskede at vælte samme system. Syriza ”valgte den del, der ønskede at bevare systemet, og de blev rigtigt hurtigt en del af samme system”.

 

Hvis Labour skal undgå samme skæbne, vil politiske skolingsprogrammer som dem, der nu gennemføres af ”The World Transformed” (En Forvandlet Verden) være afgørende – opbygningen af en selvbevidst, velinformeret massebevægelse, der ved, hvad den ønsker og er parat til at slås for det. Det nyliberale fortilfælde med at ændre ”den sunde fornuft” – som byggede på at udøve elitemagt gennem små indflydelsesrige tænketanke og medierne – kan kun være forbilleder i begrænset omfang. Selvfølgelig har vi brug for nye tænketanke til at foretage den mere detaljerede politikudvikling, og vi har brug for en effektiv mediestrategi. Men vi har også brug for disse instrumenter som en del af en gensidig dialog med græsrødderne, hvor folk kan deltage i at skabe en forandringsdagsorden, og gennem at gøre dette uddybe deres forståelse for og følelse af forpligtelse overfor samme dagsorden. Dette betyder, at de nye tænketanke og Labours egen politikudviklings proces er nødt til at finde radikalt nye, mere åbne og mere inddragende måder at fungere på.

 

Opbygning af massemagt

Da ”Momentum” [Corbyns strømning i Labour, o.a.] blev dannet i 2015, var der store forhåbninger om, at den kunne virke som en bro mellem formelle partipolitikker og sociale bevægelser. Men i takt med at Momentum-aktivisterne i stigende grad er blevet suget ind i interne partikampe, er dette tidlige løfte endnu ikke opfyldt. Som aktivisten fra USA Jonathan Sucker påpeger i sin bog ”Hegemony How-To” [Hegemoni, hvordan] er problemet med dette ikke bare praktisk (mennesker har begrænset tid og energi), men også psykologisk: Den tankegang, der er nødvendig for at tackle interne modstandere, er den stik modsatte af den, der er nødvendig for at nå ud til dem, der ikke allerede er engagerede i politik og hjælpe dem frem til en bemyndigelse gennem at organisere sig.

 

Selvfølgelig eksisterer faren ved denne ”bunker-mentalitet” også på ledelsesniveau, hvor der er en spænding mellem forpligtelsen til at opbygge et masseparti og den forståelige tendens til at trække sig tilbage til en stram inderkreds af betroede loyalister. Den nylige kamp om partiets Brexitpolitik har stillet skarpt på denne spænding.

 

Endnu engang kan erfaringen med Syriza virke som en advarsel. Syrizas rødder kom i det mindste delvist fra velorganiserede sociale bevægelser med sund forståelse for begrænsningerne i formelle partipolitikker. Og alligevel – mens bevægelsens energi i stigende grad blev ledt ind i valgkampspolitik, blev der mindre til at nære de sociale rødder, som partiet hvilede på. Tilsvarende er der en fare for, at unge aktivister, som bliver inddraget i Labour fra sociale bevægelser så som UK Uncut [anti-nedskæringer] og studenterprotester mod studiegebyrer vil svinge mellem åben afvisning af politiske partier til at lægge alle deres æg i et partis kurv.

 

Syrizas ledelse havde heller ikke held til at skabe ledelseskanaler fra de almindelige medlemmer i de sociale bevægelser, og valgte i stedet at centralisere magten i en lille kerne omkring Tsipras. Kouvelakis udtrykker det således: ”De havde marginaliseret partiet og stod ikke til ansvar over for nogen”. Disse spændinger har på tilsvarende vist sig inden for Spaniens Podemos, det arketypiske bevægelsesbaserede parti, hvor en fra inderkredsen fortalte os om en ”belejringsmentalitet” i Pablo Iglesias kontor. At opbygge et ægte masseparti, som er i stand til at stille ledelsen til regnskab, er ikke nogen let opgave, men det er én, som Corbyns Labour må omfavne.

 

En anderledes tilgang

Kan vi lære af erfaringerne fra Prodemos og Syriza, så vi kan navigere mellem disse modsætninger mere effektivt? Vi starter utvivlsomt fra et langt lavere grundlag af folkelig mobilisering. Der er lommer af inspirerende aktivitet, fra lejerorganisationernes succes med at sætte huslejekontrol og lejerrettigheder på den politiske dagsorden, til sejrene for den nye arbejdspladsorganisering blandt udliciterede rengøringsansatte og Deliveroo-chauffører, samt den nylige genopståede klima-aktivisme. Sådanne bevægelser vil være afgørende for at opbygge ”balance og modmagt, pres fra bevægelserne og venstrefløjen”, som det tidligere ledelsesmedlem i Syriza formulerede det, med den mørke advarsel: ”Hvis du ikke har det, vil du tabe”.

 

Men dette handler om mere end blot at skabe et pres. At optræde som en spydspids i samfundsforandringer under en radikal regering kræver en anden tilgang til bevægelsesopbygning end den, venstrefløjen har været vant til gennem nyliberalismens lange vinter.

 

Disse nye bevægelser må bygge magtfulde fora for forandring ved at organisere grupper af mennesker omkring nye kollektive politiske identiteter (lejere, gældsofre, patienter i det offentlige sundhedssystem) og give dem magten til at håndtere deres fælles problemer, ikke blot lægge pres på personer i og omkring regeringen til at tackle dem. Dette kan tage form af at bygge nye økonomiske alternativer som kooperativer og lokalt ejede aktiver – f.eks. organiserede miljøaktivister i lokalsamfund som Balcombe sig ikke blot imod fracking, men gik sammen med lokale beboere om at danne lokalt ejede bæredygtige energikooperativer. Eller det kan dreje sig op at opbygge kollektiv økonomisk magt, fra fagforeninger, der sikrer forbedrede arbejdsforhold, til Just Treatment (Retfærdig Behandling) kampagnens organisering af patientstyrede ”købeklubber” for at omgå medicinindustriens uforskammede høje medicinpriser.

 

Her udgør den græske erfaring en mere positiv lære for os, med den ”solidaritetsøkonomi”, der sprang op som svar på presset fra nedskæringerne – fra sociale sundhedsklinikker til fødevare-kooperativer – hvor små forretningsmænd, der var gået fallit sammen med aktivister fra den hårde venstrefløj og nys ankomne immigranter gjorde fælles front gennem praktisk solidaritet og i praksis gennemlevede sandheden om, at ”der er et alternativ”. Set gennem disse briller er de sociale bevægelsers rolle ikke blot at skubbe en Corbyn-regering til venstre. Snarere må en Corbyn-regering forstås som en del af et bredere økosystem, der er konstrueret til radikalt at demokratisere økonomisk magt. Vi har brug for statsmagtens håndtag til at hjælpe med at forvandle økonomien, men kun som en arm i en strategi for folkelig magt. Det er her at Corbynismens radikale muligheder ligger, og det, der gør den anderledes end Attlee-regerings ovenfra og ned-socialdemokrati lige efter Anden Verdenskrig.

 

Der må gøres langt mere for at sikre, at sådanne bevægelser rent faktisk er anført af dem, der er mest ramt af uretfærdigheden. Labours aktivistbase er stadig alt for hvid, mandlig og middelklasse-præget, mens kampagner som ”Extinction Rebellion” for ofte forbliver tonedøve omkring spørgsmål om race og hvide privilegier. Vi er nødt til at skabe ledelseskanaler, der kanaliserer nogle af disse mennesker ind i formel politik, opbygge den næste generation af ledere både indenfor og udenfor parlamentet – på tilsvarende måde som Justice Demokraterne har næret folk som Alexandria Ocasio-Cortez i USA.

 

Corbyn-projektet drejer sig om langt mere end loyalitet over for en enkelt mand eller et parti, og for at kunne lykkes må det have et liv ud over disse. For at låne ord fra John Hoskyns, en tidligere rådgiver for Thatcher og forfatteren af Trædestensrapporten, handler det om ”en gradvis forvandling af hele vores politiske økonomi”. Og som Hoskyns fortrydeligt konkluderede ved afslutningen af Thatchers første periode med regeringsmagten: ”At vende landet helt rundt er et stort arbejde”.

 

Oversat fra Red Pepper af Peter Kragelund

 

 

single.php