Det nye år skød en valgcyklus i gang i Spanien. Den etårige kampagne vil løbe frem til de lokale og regionale valg den 28. maj og derefter til et parlamentsvalg, der skal afholdes inden januar 2024, højst sandsynligt i december.

af Dick Nichols

Læsetid: 8 minutter

Det Spanske Socialistiske Arbejderpartis (PSOE) premierminister Pedro Sánchez, der er en politiker med mange forskellige personligheder, har allerede valgt sin rolle i dette show som “arbejdernes forkæmper”. I en debat i Senatet den 31. januar mod Alfredo Núñez Feijóo, leder af oppositionspartiet Folkepartiet (PP), sagde Sánchez, at den spanske økonomis grundlæggende problem er, at lønningerne er for lave, og at landets konkurrenceevne i for høj grad er baseret på billig spansk arbejdskraft.

 

Et årti med faldende realindkomster skyldes den nyliberale politik, der blev indført efter finanskrisen i 2008, og de store virksomheders adfærd.

 

Sánchez angreb med: “Nogle store virksomheder øger deres overskud år efter år, betaler bonusser på millioner af euro til deres ledere, men hæver ikke lønnen for deres ansatte med en eneste cent.”

 

Premierministeren, der også er formand for Socialistisk Internationale, opfordrede virksomheder og arbejdstagere til at indgå en ny aftale om lønninger. Sánchez understregede også, at den spanske skatteopkrævning i procent af bruttonationalproduktet ligger langt under EU-gennemsnittet, og at “store virksomheder og de rige skal betale deres del”.

 

Krig mod velfærdsstaten
Sánchez’ andet tema var behovet for at rulle privatiseringen af sundhed, uddannelse og velfærdsydelser tilbage: “Problemet er, at det sociale flertal i vores land i stigende grad er nødt til at bruge en større del af sin indkomst på private udgifter til tjenester, der tidligere blev leveret af den offentlige sektor. Og det gør os fattigere og mindre frie.”

 

Han afgav et løfte: “Vi vil ikke tillade, at der er et sundhedssystem for de fattige og et andet for alle andre, et uddannelsessystem for de fattige og et andet for resten.”

 

I modsætning hertil har både højre (PP) og det yderste højre (det fremmedfjendske og racistiske Vox) “en plan om at underminere velfærdsstaten og gøre folks rettigheder til en vare”. En plan, der er udformet af de økonomiske eliter for at maksimere deres egen profit, og står til at blive gennemført af højrefløjen i de lokalområder, hvor de regerer, med ét klart mål: at de offentlige tjenester forringes, og at arbejdstagerne bliver tvunget over i privat sundhed, uddannelse, transport og pensioner”.

 

Sánchez annoncerede en forhøjelse af mindstelønnen til 1.080 euro om måneden og tilføjede: “Jeg vil have, at Spaniens mænd og kvinder skal vide, at vores kamp for at forbedre vilkårene for arbejdstagerne og opnå en mere retfærdig fordeling af virksomhedernes overskud kun lige er begyndt.”

 

Mens han talte, lød premierministeren undertiden som en af vælgerne fra Unidas Podemos (UP) – den mindre og mere radikale partner i hans regering.

 

Sådan vinder venstrefløjen
Kamæleonen Sánchez har antaget rollen som arbejdernes forkæmper, fordi det giver PSOE den bedste chance for at overvinde de tre største hindringer for at fastholde regeringsmagten: PP bliver trængt op i et hjørne som en marionet for de rige, den catalanske uafhængighedskamp bliver marginaliseret, og PSOE’s fortsatte hegemoni på venstrefløjen bliver sikret.

 

Ved de spanske parlamentsvalg kan højrefløjen kun besejres, hvis én betingelse er opfyldt – at der er nok potentielle vælgere fra venstrefløjen, der faktisk får stemt på valgdagen.

 

Da vælgerne på højrefløjen er mere disciplinerede (jo rigere valgkredsen er, jo højere er valgdeltagelsen), afhænger resultatet af de spanske parlamentsvalg af, hvor mange mennesker i arbejderkvartererne, der kan se en mening med at stemme.

 

PSOE har tidligere vundet, når det har kunnet pege på reformer, der forbedrer arbejdsvilkårene og de sociale rettigheder, og især når det kunne overbevise vælgerne om, at en manglende stemmeafgivelse ville bringe disse i fare.

 

“Hvis du ikke går hen [for at stemme], kommer de tilbage!” Sådan lød det succesrige kampagneslogan fra den tidligere premierminister José Luís Rodríguez Zapatero, efter at hans regering i første embedsperiode, som var blevet hjulpet af en enorm ejendomsboble, havde indført love mod vold i hjemmet, lettet skilsmisse og legaliseret ægteskab mellem personer af samme køn.

 

Efter at den økonomiske boble bristede, led Zapatero skibbrud gennem økonomiske stramninger og arbejdsreformer, som blev vedtaget på foranledning af EU. I 2011 var PSOE’s stemmeprocent faldet fra 45 til 28,5 procent.

 

Gevinster ja, men nok?
Sánchez har mere gunstige betingelser. De vigtigste er EU’s ophævelse af reglerne om medlemsstaternes budgetunderskud og EU’s genopretningsprogram for den næste generation efter COVID på 750 milliarder euro samt det europæiske Green New Deal-program.

 

Disse har gjort det muligt for PSOE-UP at stå i spidsen for en stigende beskæftigelse (nu igen oppe på 2007-niveau) og en lang række sociale programmer. De sociale udgifter er steget med 45 procent i løbet af de tre år, som regeringen har siddet ved magten, og det er blevet omsat til en stigning på 46,9 procent i mindstelønnen.

 

De 45 milliarder euro, der er afsat til dette “sociale skjold”, har finansieret foranstaltninger som gratis eller stærkt nedsatte togrejser, økonomiske indkomst- og energitilskud kombineret med progressive love på områder som transseksuelles rettigheder, aktiv dødshjælp og mod seksuel vold.

 

Uanset hvor utilstrækkelige disse politiske tiltag har været, har de reddet PSOE fra at gentage sin udslettelse i 2011. Men med UP indlemmet i regeringen mangler Spanien nu en synlig radikal kraft, der er i stand til at udvikle en stringent venstreorienteret kritik af og et samlet alternativ til samme politik.

 

I gennemsnit viser meningsmålingerne, at partiet ligger 4,5 points efter PP sammenlignet med et efterslæb på 15 i begyndelsen af 2011, og at højreblokken samlet ligger til et snævert flertal i Kongressen.

 

Lukning af gabet
PSOE’s plan for at mobilisere stemmerne til at lukke denne kløft kræver maksimal kontrast til PP: ikke skattelettelser, men planer om at bringe Spanien op på det europæiske gennemsnit for sundheds-, uddannelses- og velfærdsudgifter, endeløs fremhævelse af allerede vedtagne sociale foranstaltninger og den trussel mod disse, som højrefløjen udgør, samt en løbende slåen i hartkorn af PP med Vox.

 

Sánchez’ tale i Senatet var toneangivende: “Vi kunne alle leve uden Vox. Kvinderne ville leve bedre, de journalister, som de udpeger [til chikane], de spaniere, der taler et andet sprog, og de indvandrere, som de stigmatiserer med deres hadtaler.

 

“Selv PP ville leve bedre uden Vox, selv om det i begyndelsen ville koste dem nogle rådhuse og autonome samfund [delstatsregeringer], men det ville forbedre deres image, og de kunne opføre sig som et europæisk demokratisk parti og holde op med at deltage i demonstrationer og skråle Vox’ slagord.”

 

Den sårbare PSOE-flanke, som er “den catalanske trussel mod den spanske enhed”, dækkes af gennem besværgelsen om, at “2023 er ikke 2017”, et mantra, som de dybe og tilsyneladende kroniske splittelser i den catalanske uafhængighedsbevægelse gør troværdige.

 

Mere farligt – ironisk nok – er det faktum, at stemmetallet til PSOE’s venstrefløj vil dale på grund af splittelsen mellem Podemos og det nye politiske initiativ kaldet Sumar (“at lægge sammen”), der er lanceret af arbejdsminister og andenvice-premierminister Yolanda Díaz.

 

Mens Díaz er parlamentarisk leder af UP-koalitionen – bestående af Podemos, Izquierda Unida og forskellige mindre grupper – har hun lanceret Sumar som et pilotprojekt til udvikling af en 10-årig plan for Spanien baseret på “at lytte til, hvad almindelige mennesker ønsker”. Hendes “lyttemøder” finder i øjeblikket sted i hele Spanien.

 

Denne operation skaber alvorlige spændinger med Podemos, der hidtil har været altdominerende til venstre for PSOE. De er personificeret i et skænderi mellem Díaz og den tidligere UP-leder Pablo Iglesias, der er blevet så indædt, at PSOE er bekymret for, at konkurrerende Podemos- og Sumar-lister i december vil kunne reducere det samlede antal venstrefløjsstemmer så meget, det det forærer højrefløjen sejren.

 

Konklusion
Har den spanske storkapital reageret med forfærdelse over Sánchez’ retorik? På trods af lejlighedsvise klager, hovedsagelig fra uhyrligt profitable banker, der skal betale en ekstra skat på deres gevinster, forstår alle “store spillere”, at hans optræden ikke udgør nogen trussel mod dem.

 

Udsigten til at nationalisere eller endog indføre regulering i fransk stil af landets rovdyrsagtige finans- og energiselskaber er fortsat lig nul: Førstnævnte vil få et lejlighedsvis rap over fingrene, mens sidstnævnte vil fortsætte med at modtage milliarder af “grønne” EU-midler.

 

De store ejendomskoncerner vil blive irriterede, hvis den boliglov, der i øjeblikket forhandles i regeringen, bliver vedtaget, men deres dødsgreb om boligmarkedet vil ikke blive løsnet, sammen med de ejendomspriser, der sluger halvdelen eller mere af arbejderklassens indkomster, som Sánchez ellers har lovet at beskytte.

 

Og udenrigspolitikken? Dagen efter sin velformulerede tale i Senatet var Sánchez i Marokko for at søge tjenester hos landets korrupte monarki. Det krænkende udtryk “Vestsahara” kom aldrig over hans læber.

 

27. februar 2023

 

Dick Nichols er Green Lefts korrespondent i Europa.

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com