Millioner af franske borgere deltog den 7. marts i den sjette nationale strejkebølge mod præsident Macrons foreslåede pensionsreformer. På trods af regeringens bestræbelser på at presse reformerne gennem parlamentet fortsætter mobiliseringen med at tage fart.

af Dave Kellaway

Demonstration 7. marts2023 i Paris. Foto/copyright:: Martin Noda / Hans Lucas – Photothèque Rouge

 

Kommentatorer på tv måtte erkende, at den sjette nationale strejkebølge mod præsident Macrons forsøg på at få arbejdstagere til at gå på pension ved 64 år i stedet for 62 var lige så stor som de foregående strejkedage. Selv de officielle tal fra Indenrigsministeriet sagde, at 1,3 millioner mennesker demonstrerede i mere end 200 byer, mens den største fagforening, CGT, sagde, at der var 3,5 millioner. Et af de stærkeste træk ved mobiliseringen er det landsdækkende omfang af strejker og demonstrationer.

 

Der var store demonstrationer i de alle større byer – mindst flere hundredtusinder i Paris (CGT hævdede 700.000) og titusinder i for eksempel Marseille.

 

Millioner af mennesker fortsætter med at give afkald på en dagsløn for at deltage i mobiliseringen. En person, der talte med Nouvel Observateur, hævdede, at det allerede havde kostet ham omkring 600 euro, men at det var det værd for at bevare retten til at gå på pension som 62-årig. Macron vil også have, at lønmodtagerne skal bidrage med indbetalinger i 43 år for at få fuld pension.

 

Togene blev stoppet, skolerne tømt, og fly blev aflyst, da flyvelederne gik i aktion. Et andet område, hvor der allerede har været strejker omkring andre spørgsmål, var energisektoren, hvor der var stor opbakning. Studerende og unge var markant til stede i demonstrationerne. Nogle skoler og universiteter blev blokeret.

 

I modsætning til den engelske oppositionsleder Keith Starmer, som afviser at være solidarisk med arbejdere i kamp, var alle strømninger i den politiske gren af arbejderbevægelsen på gaden. Oppositionen i parlamentet omfatter NUPES (Den Ny Økologiske og Sociale Union), som samler La France Insoumise (LFI, Det Oprørske Frankrig), Socialistpartiet, De Grønne og Kommunistpartiet. Den har brugt mange timer i parlamentet og  har stillet 13.000 ændringsforslag for at forhindre en afstemning om den syvende artikel, som hæver pensionsalderen til 64 år. Som Marlon Ettinger bemærker i en nylig artikel i Jacobin:

 

De har også fremlagt deres eget modforslag: at sænke pensionsalderen til 60 år, med 40 års indbetalinger for at få fuld pension og en minimumspension på 1.600 euro om måneden.

 

Lovforslaget sendes nu videre til Senatet, andetkammeret i parlamentet. Macrons hold er i intensive forhandlinger med det traditionelle konservative højrefløjsparti, Republikanerne, for at få en aftale i stand, så den nye lov kan blive vedtaget. [Forslaget blev vedtaget i Senatet 11. marts med stemmerne 195 mod 112 og skal nu fremsættes i en endelig version til godkendelse i parlamentets tokamre, o.a.]

 

Marine Le Pens endnu mere højreorienterede parti RN (National Samling) er det største oppositionsparti i parlamentet, og det er også imod pensions-”reformen”. Hun accepterer dog det usande argument, at pengene ikke er der. Hendes løsning er at begrænse velfærds- og andre ydelser til ikke-franske statsborgere, og at regeringen stimulerer fødselstallet (kun hos hvide franskmænd, naturligvis), så der er nok lønmodtagere til at betale pensionerne. Hendes modstand mod at hæve pensionsalderen har været et vigtigt element i hendes relativt vellykkede projekt med at gøre RN tiltrækkende for almindelige arbejdende mennesker. Hendes far, den oprindelige partistifter, gik i sin tid imod dette. Hun har ønsket at give RN en social- og velfærdspolitik, der kunne appellere til traditionelt venstreorienterede vælgere.

 

Le Pen pressede også på for at få parlamentet til at stemme om den berygtede artikel 7, som hæver pensionsalderen til 64 år, for at tydeliggøre oppositionens stilling. LFI, langt det største venstreparti med Jean-Luc Melenchon i spidsen, modsatte sig dette af gode taktiske grunde. Hvis denne afstemning om at hæve pensionsalderen var endt med et ja, ville Macron kunne stille Parlamentets legitimitet op imod gadens “uorden”. De mindre, knap så radikale partier i NUPES, som socialisterne, kommunisterne og De Grønne, kritiserede Melenchons holdning. Heldigvis blev artiklen ikke stemt igennem.

 

Samtidig hermed har Melenchon krævet en folkeafstemning og en opløsning af parlamentet. Alle meningsmålinger viser, at mellem 65 og 70 procent er modstandere mod Macrons plan. Det er klart, at den parlamentariske opposition, skønt nødvendig for at skabe opmærksomhed om sagen, ikke er tilstrækkelig til at vinde denne kamp.

 

Antallet af fagforeningsmedlemmer er meget lavere i Frankrig end i Storbritannien, men det er stadig muligt for almindelige mennesker at gå sammen med fagbevægelsen og de politiske partier om et stort politisk spørgsmål, der berører alle. I Storbritannien har vi set mere end en million mennesker strejke for at forsvare lønninger og arbejdsvilkår, men kampen er stadig opsplittet. Det britiske LO vil gøre nogle lunkne forsøg på en skrøbelig koordinering, men er ikke i stand til at skabe den slags centraliserede aktioner, som vi ser i Frankrig. Paradoksalt nok har vi i Storbritannien én samlet faglig landsorganisation, hvis tilsluttede fagforeninger næsten alle også er tilknyttet ét politisk parti. I Frankrig er fagbevægelsen blevet splittet mindst tre gange efter politiske skillelinjer, men de har været i stand til at stå effektivt sammen i tidligere store kampe og i de seks aktionsdage, vi har set indtil nu.

 

Mobiliseringen fortsætter i Frankrig, hvor nogle fagforeninger truer med at erklære “rullende” strejker, hvor en- eller todages aktioner kan gentages og fortsætte løbende. Opfordringer til generalstrejke for at aflive Macrons forslag er blevet fremsat af bevægelsens venstrefløj, af strømninger som NPA (Nyt Antikapitalistisk Parti) og LO (Lutte Ouvriere). Olivier Besancenot, talsmand og tidligere præsidentkandidat for NPA, sagde, da han blev spurgt på BFM TV:

 

Efter den 7. marts skal vi virkelig skrue bissen på. En generalstrejke er den eneste måde, hvorpå vi kan vinde.

 

I dag, torsdag den 9. marts, fortsætter strejkerne. På raffinaderierne, i el- og gasforsyningen, i jernbanerne, i Paris’ metro, hos skraldemændene i Paris og hos flyvelederne. Disse strejker er ikke totale, men de har en reel virkning. 20-30 procent af alle fly er aflyst, og det samme gælder for hvert tredje tog. Affaldet hober sig op i gaderne.

 

Grèves, manifs, blocages, Macron dégage!

(Strejker, demoer, blokader – Macron, drop dine planer!)

 

9. marts 2023

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com