Siden 16. september har Iran, gennem udbredte protester mod den herskende elites førte politik, været i oprør. De blev udløst af det brutale mord på en ung kvinde, Jîna (Mahsa) Amini, som blev tæsket ihjel af ”moralpolitiet”.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Længden og udbredelsen af demonstrationerne til alle dele af landet og stort set alle samfundslag, vidner om en dybtliggende utilfredshed og vrede, som går langt længere end blot en afvisning af regimets dybt restriktive dresscode for kvinder. Årsagerne ligger også i en social situation, som de seneste år blot er blevet værre for store dele af befolkningen, samt i en massiv undertrykkelse.

 

Ulig tidligere optøjer, så som oprøret mod valgsvindel (2009) og protesterne mod stigende brændstofpriser (2019), så er det samlede råb nu ”Ned med den Islamiske Republik”. Efter en måneds protester, står bevægelsen stadig stærkt og spreder sig.

 

Sammenlignet med tidligere årtier, så er den sociale byrde, befolkningen bærer, nu blot blevet endnu større. Mere end halvdelen af befolkningen lever under eksistensniveauet og kan kun overleve med meget besvær. Sundhedsvæsenet er blevet endnu mere utilstrækkeligt, end det allerede var. Den miljømæssige skade er enorm, med voldsom vandmangel, ørkendannelse og skovrydning som påvirker landbefolkningen i særdeleshed, og høje niveauer af luft- og vandforurening i byerne.

 

Hvad der er påfaldende og skaber begejstring er, at bevægelsen bliver ledet af unge kvinder, inklusiv skoleelever. Dette er næret af historien om kvindekampene og bevægelserne i Iran siden tiden før revolutionen i 1979. Den folkelige opbakning er nu bygget på et udbredt had mod regimet og den korrupte teokratiske klike, som dominerer og udnytter landet og beriger sig i en grad, så de bliver dollar-milliardærer.

 

At bevægelsen har varet så længe og har bredt sig så meget, på trods af den hårde undertrykkelse, kan kun forklares ved den vrede som især yngre generationer føler. Store dele af studenterne og eleverne bekæmper fangenskabet og går på gaden for et anderledes liv.

 

Det andet karakteristiske ved denne bølge af protester er, at det har spredt sig fra Jîna (Mahsa) Aminis hjemby i Kurdistan, til hele landet. Det er derfor det kurdiske slogan “Jin, Jiyan, Azadi”, oversat til persisk ”Zan, Zendegi, Azadi”, er blevet det primære slogan for bevægelsen i dag. I Kurdistan har afvisningen af det teokratiske regime og kampen for selvbestemmelse en lang tradition, og det bliver udtrykt på kraftig vis. Det nye er niveauet af protesterne i Baluchistan, hvor den social undertrykkelse og dybe fattigdom er størst i landet. Undertrykkelsen sås, eksempelvis, den 7. oktober, hvor mere end 100 mennesker blev dræbt under en demonstration i provinshovedstaden Zahedan.

 

Et tredje, vigtigt karakteristika, som ikke bør glemmes: I en uge har opfordringer til politisk strejke bredt sig mere og mere, noget som ikke er set i mere end 35 år, siden nedkæmpelsen af arbejderrådene og venstrefløjsorganisationerne. En første del af olieindustrien i den sydlige Khuzistan-provins har strejket i en uge, hvilket leder tankerne tilbage på 1979, hvor oliearbejdernes strejke var optakten til en landsdækkende generalstrejke. Lederskabet for de primære uafhængige fagforeninger er dog stort set uden undtagelse i fængsel.

 

Det skal udelukkende være op til det iranske folk at bestemme deres egen skæbne, med fulde demokratiske rettigheder og ligestilling mellem kønnene, med religionsfrihed og sekularisme, forsvare rettighederne for alle minoriteter og at arbejde for social og økonomisk retfærdighed.

 

Derfor opfordrer vi til:

–       Udvidelse af den internationale støtte til alle progressive og venstrefløjsgrupper i protest og oprørsbevægelsen i Iran mod det religiøse diktatur, til forsvar for demokratiske friheder, og for afmonteringen af de politistyrker og militser, som undertrykker de individuelle friheder – i særdeles kvindernes.

–       Tilkendegivelse af internationalistisk solidaritet, så som resolutioner fra kvindebevægelser, fagforeninger, studenterforeninger osv., for at give politisk og moralsk opbakning til bevægelsen. Vi opfordrer til at fagforeninger diskuterer med deres iranske kolleger, hvordan de rent praktisk kan udvise solidaritet; at universiteter appellerer til iranske universiteter om at beskytte studenternes liv og friheder; og at kvinde- og studenterbevægelser skaber forbindelser til bevægelserne i Iran.

–       Støtte til offentlige solidaritetsdemonstrationer med bevægelsen, ved at henvende sig til de progressive styrker i det iranske samfund i eksil – dette er afgørende.

–       Et stop for al repression i Iran og sikring af, at menneskerettighedsorganisationer kan overvåge de forbrydelser, der er begået af staten ifm. undertrykkelsen af befolkningen.

–       Ret til humanitært visum, primært til forfulgte kvinder og piger og LGBTIQ-mennesker, som flygter fra undertrykkelsen i Iran.

 

Kvinde, liv, frihed!

Zan, Zendegi, Azadi

Jin, Jiyan, Azadi

 

18. oktober 2022

 

Denne appel fra Fjerde Internationale om solidaritet med protestbevægelsen i Iran blev udsendt i stedet for den sædvanlige ugekommentar fra SAP’s forretningsudvalg.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com