OBS: En fejl i vores nyhedsbrev 11. november henviser fejlagtigt til denne artikel. Det rigtige link til kommentaren "Tre krige i én" er her
Den Islamiske Republik har set de største landsdækkende uroligheder, siden den blev etableret i 1979. Det hele startede med mordet på unge Jîna (Mahsa) Amini, som blev dræbt i ”moralpolitiets” varetægt som følge af ”forkert påklædning i det offentlige rum”. Dette satte gang i en bølge af protester overalt i Iran, startende i Jîna Aminis kurdiske hjemprovins, hvorefter det hurtigt spredte sig til hele landet. Der har især været store uroligheder i Kurdistan-provinsen og Baluchistan-provinsen – begge provinser, som er befolket med både etniske og religiøse mindretal. Begge steder er størstedelen af befolkningen sunni-muslimer og har levet med marginalisering og til tider undertrykkelse fra det shiitisk-styrede regime.
Protesterne er dog langt fra koncentreret til yderprovinserne. Overalt i Iran har man set kampe mellem civile iranere og politiet, mange steder med dødelige udfald. Human Rights Watch melder om minimum 253 døde, hvoraf 34 er børn.
Mange årsager til utilfredsheden
Det stod hurtigt klart, at mordet på den unge kurdiske pige havde tændt en gnist i befolkningens vrede mod regimet. Vreden er forårsaget af en myriade af forskellige årsager, såsom den årtier lange undertrykkelse af kvindernes personlige frihed, den dybe korruption, som gennemsyrer alle lag i det iranske samfund, den håbløse økonomiske situation, som har kastet mere end halvdelen af befolkningen ud i en tilstand, hvor de lever under eksistensminimummet – officielle tal på arbejdsløsheden lyder på ca. 10 procent (tallet er formentligt højere), og inflationen er på hele 52 procent. Derudover eksisterer politisk undertrykkelse, hvor mange systemkritikere og fagforeningsledere sidder fængslet som følge af deres politiske aktivitet. Etniske minoriteter har ikke lov til at undervise i lokale sprog, og religiøse minoriteter som bahá’ierne bliver forfulgt.
Årsagerne til utilfredsheden er altså mange, og den kommer også til udtryk i mange former. Først så man demonstrationer med piger og kvinder, som tager tørklæderne af og brænder dem. Derefter så man videoer af demonstranter, som råber slogans mod regimet. Man ser stenkast mod politiet og afbrændinger af containere rundt omkring i de forskellige byer. Skoleelever river billeder med den tidligere åndelige leder, Ayatollah Khomeini, ud af deres skolebøger, og pigerne tager deres tørklæder af i skolen.
Universitet har historisk været en vigtig kampplads for progressivitet, og også denne gang har universitetsstuderende vist kampgejst. Et par uger inde i oprøret blev et af Irans mest prestigefyldte universiteter, Sharif Universitet i Teheran, overrendt af politi, som tæskede løs på og anholdte mange demonstrerende studenter. Det har dog ikke afskrækket andre universitetsstuderende. Overalt i Iran er demonstrationerne blandt de studerende fortsat, og så sent som i går kunne man se videoer af universitetsstuderende på Hormozgan University of Medical Sciences nedrive den opsatte væg, som skal adskille mandlige og kvindelige studerende.
I byer som Dezful, Hamedan, Ilam, Juyabad, Karaj og Orumieh, har man set lokale Basij-hovedkvarterer blive brændt ned. Selv i Irans to største byer, Teheran og Mashhad, har man set sådanne videoer. Statuer af Ayatollah Khomeini og den tidligere generalmajor i Revolutionsgarden (Sepah-e Pasdaran), Qasem Soleimani, er blevet smadret, selv i Soleimanis hjemby, Kerman.
Flere landsdækkende strejker
Siden starten af oprøret har flere butikker, forretninger og basarer holdt lukket i solidaritet med demonstranterne. Olie- og gasarbejderne har også i flere omgange nedlagt arbejdet og strejket. Det samme har lastbil- og taxachaufførerne. Nu har også lærerne, som følge af opfordringen fra fagforeningen, nedlagt arbejdet. Dette kommer som reaktion på drabet af den 15-årige Asra Panahi. Der har floreret flere videoer af skoler blive overrendt af politistyrker, hvor man kan høre råb og skrig. Skolelærerne vil strejke indtil ”systemet stopper med at dræbe folket og børnene”.
Regimet i Iran har fængslet mange fagforeningsledere for at forhindre, at især de vigtige olie- og gasarbejdere nedlægger arbejdet og dermed sætte et endnu hårdere pres på regimet. Det har medført, at der ikke eksisterer en egentlig organiseret arbejderfront. Dette gør, at strejkerne bliver sporadiske og derfor en smule lettere for regimet at nedkæmpe.
En ting, man kan sige om protesterne, er, at de er vedvarende. Vedvarende på trods af den brutalitet, som desværre følger med protesterne. Det fortrøstningsfulde er dog, at de ikke er koncentreret ét specifikt geografisk sted eller kun tilhører én befolkningsgruppe. Det er en landsdækkende revolution. Ja, sågar international. Overalt i verden har der været demonstrationer og andre former for støtteaktiviteter for det iranske folk. Det internationale pres på regimet er også steget efter forlydender om, at Iran har sendt selvmordsdroner til Ruslands angrebskrig i Ukraine.
Men for at revolutionen for alvor skal kunne træde ind i næste fase og undgå at blive nedkæmpet, så er det af afgørende betydning at få organiseret olie- og gasarbejderne og få dem til kalde til generalstrejke. På den måde fratager man regimet sine indtægtsmuligheder, og det vil derefter være spørgsmål om tid, før regimet når sit endegyldige kollaps.
30.10.2022
