Udtalelse fra Anticapitalistas i forbindelse med den fejlslagne indsættelse af Pedro Sánchez som regeringsleder i Spanien.

af Anticapitalistas

Indsættelsen af Pedro Sánchez er slået fejl, og samtidig også den taktik, som var blevet anvendt af Podemos, der havde satset hele butikken på at komme med i regeringen som garant for en politik, der sikrede sociale forbedringer. PSOE [det spanske Socialdemokrati, o.a.] prøvede at spille dobbeltspil: at berolige højrefløjen ved at tilbyde sig selv som stabilisator af et ’fornuftigt’ styre i forhold til kapitalens interesser og i tråd med den måde, der er blevet regeret på siden 1978, samtidig med at de prøvede at bluffe, knægte og marginalisere venstrefløjen i partiet, ved at få dem med på en plan, der var i modstrid med det store flertals interesser. Sánchez har bestået sin eksamen som parlamentarisk bondefanger med højeste karakter. Unidas Podemos’ forsøg på at komme med i regeringen ad bagdøren slog grueligt fejl: De mange indrømmelser har langtfra kunnet afbøde den social-liberalistiske grådighed.

 

I betragtning af den styrke, som grupperingen af de tre aggressive og truende højrefløjspartier viste med hensyn til det, man troede var stærkt forankrede sociale og kulturelle landvindinger, og i fraværet af de folkelige bevægelsers tilstedeværelse i gaderne og ved stemmeurnerne, så var der forståeligt nok mange på venstrefløjen, der troede, at en PSOE-Unidas Podemos-koalitionsregering ville være et værn mod de ting, som de var bange for. Men sådan er det ikke gået, og der har heller aldrig været mulighed for, at den kunne være det. Så efter den bedrøvelige parlamentariske forestilling og det taktiske fejlgreb, må vi tænke tingene igennem på ny, og se, hvad vi kan lære af begivenhederne, så de næste skridt ikke foretages i lyset af falske forestillinger og med risiko for endnu engang at falde i fælder.

 

Hele diskussionen om en koalitionsregering er gået uden om tre vigtige emner, som det så er nødvendigt at tage op igen. For det første, så skal man formulere de vigtigste krav til forsvar af det store flertals interesser i den aktuelle situation. For det andet at gøre sig karakteren af det socialistiske parti, og hvad man kan forvente af dette, når der ikke eksisterer en kraftigt pres og stilles krav fra venstrefløjen. Og endelig vurdere det parlamentariske og sociale styrkeforhold mellem PSOE og venstrefløjen for at undgå sidstnævntes underordning.

 

Venstrefløjen har lige nu 3 mål: 1) At forhindre højrefløjen i at komme til magten – et uomgængeligt tema med udsigten til det uønskede krav om et efterårsvalg, som PSOE med et uansvarligt letsind tror, at de kan vinde; 2) at opnå umiddelbare forbedringer for arbejderne og andre lag af den brede befolkning; og 3) at skitsere en økosocialistisk og feministisk horisont, der kan danne rammen om hvert eneste taktiske skridt, eller sagt på en  anden måde, at fremlægge en plan for et retfærdigt og demokratisk samfund, baseret på lighed og bæredygtighed. Til alt dette kræves en strategi, som taktiske manøvrer, der orienterer sig snævert efter regeringsmagten, slet ikke rummer.

 

Med hensyn til de umiddelbare krav, som man ikke kan komme uden om, fordi de er afgørende for at vende en situation, der er kendetegnet ved en udbredt afmatning, og for at ændre det indbyrdes styrkeforhold mellem de eksisterende kræfter (sociale, økonomiske og politiske) er det værd at rette fokus mod 20 demokratiske, sociale og miljømæssige her-og-nu-tiltag:

 

1. At mobilisere alle økonomiske ressourcer og tilvejebringe de juridiske og kulturelle rammer, der skal til for at bekæmpe macho-vold både inden for og uden for parforhold eller fra tidligere partnere.

 

2. Omgående fremme af ensidige initiativer uden at afvente internationale aftaler med hensyn til at forhindre udslip af drivhusgasser inden for industri, transport, landbrug og tjenesteydelser.

 

3. Slut på undertrykkende politik over for det catalanske folks demokratiske bestræbelser.

 

4. Realisering af den bindende folkeafstemning, som et flertal i det catalanske samfund kræver.

 

5. Ophævelse af forbudsloven [”ley mordaza” fra 2015, som bl.a. forbyder demonstrationer foran parlamentet, fotografering af politi mv., o.a.], der indebærer en alvorlig risiko for vore frihedsrettigheder, samt af enhver foranstaltning, der truer migranters rettigheder, som f.eks. interneringscentre for udlændinge.

 

6. Fjernelse af francoisme fra alle institutioner samt retsforfølgelse af dens forbrydelse og forbrydere.

 

7. Ophævelse af de to arbejdsmarkedsreformer, der underminerer sociale og faglige rettigheder.

 

8. Støtte til offentlig skolegang og uddannelse og slut på den statslige finansiering af private skoler.

 

9. Større investeringer i offentlig universitetsuddannelser.

 

10. Opprioritering af støtte til forskning.

 

11. Forsvar for pensionsrettigheder og ligestilling af pensioner med og uden egenindbetalinger.

 

12. Et omgående løft af mindstelønnen.

 

13. Garanti for, at ingen pension, arbejdsløshedsunderstøttelse eller løn er mindre end 1200 euro.

 

14. Højere lønninger til offentligt ansatte, så de vender tilbage til det lønniveau, som de mistede på grund af nedskæringer, samt støtte til en omfattende indsats for at sikre offentlige tjenesteydelser.

 

15. Slut på prekære tilstande på arbejdsmarkedet og de aftalemodeller, der fastholder dem.

 

16. Igangsættelse af de nødvendige foranstaltninger for at sikre ligeløn mellem mænd og kvinder og undgå truslerne mod reel ligestilling gennem en lovgivning, der skal opspore og straffe bedrageri med identiske formuleringer i forhold til forskellige overenskomsttyper, hvor der tages højde for ligestilling med hensyn til tildeling af arbejdsfunktioner og forfremmelser.

 

17. Tilvejebringelse af en generel lønstigning ved en kombination af parlamentariske og faglige initiativer.

 

18. Regulering af huslejeniveauet og godkendelse af forslagene fra PAH (platform for borgere, der er berørt af prioritetslån).

 

19. Forbud mod afskedigelser i profitgivende virksomheder.

 

20. Ændring af artikel 135 i forfatningen, så sociale udgifter og offentlige investeringer opprioriteres.

 

Alle disse punkter er fornuftige, gennemførlige og nødvendige anliggender, der indebærer, at regeringen stiller økonomiske midler til rådighed gennem en progressiv skattereform, der mærkbart forhøjer skatterne for høje indkomster og aktier, samt for de store selskabers og bankers profitter, idet den ser bort fra, hvad Bruxelles har pålagt medlemslandene vedrørende budgetunderskud.

 

PSOE-ledelsen har på den mest arrogante måde presset venstrefløjen og under valgkampen lovet vælgerne ting, som de bagefter er løbet fra. Venstrefløjen må hverken til september eller senere, hvis et valg igen kommer på tale, gentage den gamle forfejlede taktik, der er fastlagt ud fra bestræbelserne på at danne en regering sammen med Socialistpartiet for enhver pris. At gå ind i en regering, ledet af PSOE, er at blive bundet på hænder og fødder af et parti, der har vist, at det, som det i virkeligheden gør, er at udvande den brede befolknings ønsker om forandring. PSOE er i dag en af garanterne for det monarkiske 1978-regime og for EU’s asociale traktater, de to aspekter, der bestemmer den strategiske orientering, som PSOE regerer ud fra. Venstrefløjen skal stå politisk uafhængigt, så den kan udstikke sin egen kurs, og tro på, at den selv kan agere parlamentarisk og fremme sit eget alternativ for fremtiden.

 

At fortsætte med at holde fast i en forfejlet taktik, at fortsætte med en tænkemåde centreret om en aftale om dannelsen af en regering, hvor det handler om hvor mange og hvilke ministerposter, betyder, at man igen forfalder til en forfejlet strategi, der er skadelig for det store flertal og selvfølgelig også for den politiske venstrefløj selv.

 

Hvis PSOE ønsker at regere som en mindretalsregering med en midlertidig tilladelse fra venstrefløjens side, så sidstnævnte ikke bliver kompromitteret eller får lukket munden af at sidde i en regering, der ikke er dens egen, så må stemmerne vindes fra de kræfter, der ønsker forandring, ved at opfylde ovennævnte krav.

 

Derfor har vi sagt og siger stadig, at venstrefløjen må gå ind i forhandlinger med en målsætning om at aftale et regeringsprogram, som vi foreslår bygger på de ovennævnte punkter, som forudsætning for at støtte Sanchez, hvor man samtidig som opposition sætter betingelser for sin stemmeafgivning i parlamentet – og hvor man gennem organisering og mobiliseringer i samfundet tålmodigt opbygger alternativet til det social-liberale herredømme.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Anticapitalistas den 27.juli 2019. Anticapitalistas er Fjerde Internationales organisation i den spanske stat og er en af strømningerne i Podemos.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com