Nedenstående udtalelse om Palæstina blev vedtaget af Fjerde Internationales Internationale Komité i Amsterdam den 24. februar 2015.

af Fjerde Internationale

1) Israel og de palæstinensiske områder var i 2014 præget af de to foregående årtiers dynamik. Israel styrkede sit greb om Gaza og Vestbredden. Jødiske bosættelser fortsatte med at buldre frem. Undertrykkelsen af palæstinenserne skete uden ophold, ledsaget af periodiske, målrettede og ekstremt voldelige militære angreb, som nåede et nyt niveau i det sidste blodige angreb på Gaza i sommeren 2014. Den politiske og økonomiske strangulering af det palæstinensiske samfund fortsatte, og det samme gjorde højreradikaliseringen i Israel såvel i samfundet som sådan som i dets politik.

2) Denne dynamik var allerede synlig inden Oslo-aftalerne fra 1993-94. Den langsigtede proces med ekspropriation af palæstinensisk jord og etnisk udrensning var foregået hele tiden, om end af skiftende omfang og med varierende tempo under de skiftende konjunkturer. Men situationen i dag kan kun forstås i sammenhæng med de ændringer, der kom med indførelsen af det "palæstinensiske selvstyre". Herefter stoppede den direkte israelske militære besættelse af de vigtigste områder med palæ-stinensisk befolkning. Den direkte besættelse er blevet erstattet af det Palæstinensiske Selvstyre, et palæstinensisk politisk-administrativt undertrykkende apparat. I denne proces er de palæstinensiske flygtninge udenfor det historiske Palæstina blevet fuldstændig marginaliseret.

3) ”Fredsprocessen” og dermed de opgaver, der blev stillet til PM, var fuld af iboende modsætninger.
Hensigten var at imødekomme de palæstinensiske krav med international bistand, kombineret med undertrykkelse. Men på grund af manglende reelle politiske fremskridt, eksploderede modsætnin-gerne i september 2000 med udbruddet af den anden Intifada. Oprøret afslørede, at brede lag i det palæstinensiske samfund ikke stiltiende ville acceptere den såkaldte "fredsproces", hvor de var vidne til en hidtil uset acceleration af koloniseringen, som i virkeligheden var en slet skjult omstrukturering af den israelske besættelse. Desuden afdækkede opstanden yderligere de forskellige fløje i toppen af Selvstyret mellem på den ene side dem, der gik ind for at forsøge at opretholde en usandsynlig balan-ce mellem at kæmpe imod besættelsen og samarbejde med besættelsesmagten, og på den anden side dem, der støttede ubetinget integration i det koloniale system.

4) Israel bekæmpede Intifadaen ved at likvidere og arrestere tusindvis af modstandsfolk, hvoraf de fle-ste kom fra Fatah. Denne voldelige undertrykkelse styrkede den fløj, der var mest indstillet på kapitulation, i den palæstinensiske ledelse. Yasser Arafats død og hans efterfølger, Mahmoud Abbas, var et synligt udtryk for den nye magtbalance. Siden 2005 har Selvstyret – under ledelse af Abbas og hans tidligere og nuværende medarbejdere – til fulde spillet rollen som de israelske besættelsesstyrkers forlængede arm. Det har især været tydeligt i reorganiseringen af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker under amerikansk formynderskab. Desuden har Selvstyret, – fremskyndet af den tidligere IMF-embedsmand, Salam Fayyad, som palæstinensisk premierminister – optrappet processen med at integrere den palæstinensiske økonomi i det verdenskapitalistiske system og dets lokale repræsentant: Israel. Inden for Selvstyrets statsapparat findes endnu nationalistiske Fatah-grupper, som er fjendtligt indstillede over for samarbejdet med besættelsesmagten, men de er mere og mere marginaliserede.

5) Hamas´ (den islamiske modstandsbevægelses) sejr ved parlamentsvalget i 2006 var et nyt – om end forvrænget – udtryk for, at størstedelen af det palæstinensiske samfund afviste at underkaste sig de vestlige og israelske ordrer. Samtidig var det en afvisning af at give politisk støtte til det Palæstinensiske Selvstyres kapitulation og korrupte ledelse. De fleste palæstinensere identificerede ikke Selvstyrets ledelse med Fatah, men alligevel: Mens Selvstyrets ledere blev slået i individuelle valgkredse, opnåede Fatah som organisation kun en smule lavere stemmetal end Hamas, når man ser på de nationale partiers stemmer.

6) Som reaktion på Fatah-lederen Mohammed Dahlans kupforsøg med direkte eller indirekte støtte fra USA, Egypten og Israel, overtog Hamas fuldstændig magten i Gaza efter valgsejren. Hermed kom Ha-mas i strid med Osloaftalerne. Der er i stigende grad tydeligt, at der er uenighed i Hamas mellem fortalere for modstand mod Israel, herunder væbnet modstand – og dermed for konfrontation med Abbas´ lederskab – og dem, der støtter tilnærmelser til Abbas ledelse (og dermed en "kold fred" med Israel).

7) Hamas konfronteres nu med det samme problem, som Fatah stod overfor i det Palæstinensiske Selvstyres første år: spændingen mellem at administrere nogle strukturer, der er del af besættelsessystemet, og samtidig fortsætte kampen mod besættelsen. Hidtil har Hamas formået at bevare enighe-den, hvor den klientisme-prægede forvaltning af mini-statsapparatet i Gaza bliver kombineret med væbnet kamp, primært som reaktion på israelsk aggression (sammen med andre palæstinensiske or-ganisationer, men med langt større synlighed og en større skala end de andre). Dermed har Hamas kunnet bevare sin legitimitet, både blandt dem, der direkte har nydt godt af bevægelsens institutiona-lisering (ved at få del i nogle af indtægterne fra mini-statsapparatet), og som støtter mere fredelige forbindelser med Israel – og blandt de mest marginaliserede lag af befolkningen (især i flygtningelejre-ne), der er imod enhver form for fredelige forbindelser med Israel.

8) Denne skrøbelige balance hviler også på en diskurs om en islamisk stat i Palæstina – en reaktionær utopi, hvis udstrækning i tid og rum helt bevidst ikke er defineret nærmere, der gør det muligt at forene sociale kategorier med forskellige, endog modstridende materielle interesser. Hamas har ikke monopol på religiøs ideologi, og det er ikke den vigtigste skillelinje i palæstinensisk politik. Men religion er central for Hamas, hvilket manifesterer sig i bevægelsens projekter og praksis: marginaliseringen af kvinder, prioritering af religion frem for politik, sammenblandingen af anti-zionisme og antisemitisme, og så videre. Ser man ud over behov for en fælles ramme, hvor de forskellige palæstinensiske strøm-ninger kan kæmpe sammen, så understreger dette nødvendigheden af en politisk ledelse, der kan udgøre et alternativ til Hamas.

 

9) Den palæstinensiske venstrefløj (PFLP, DFLP og PPP samt Mustafa Barghoutis initiativ) er ikke i stand til at danne det nødvendige alternativ på nuværende tidspunkt. Venstrefløjen er splittet mellem fortalere for fuldstændig integration i Selvstyret (PPP) eller delvis integration (DFLP) samt dem, der helliger sig national enhed mellem Hamas og Abbas´ lederskab (PFLP). Venstrefløjen betaler således prisen for sin tvetydige holdning til "fredsprocessen". I modsætning til PPP, er DFLP og PFLP formelt imod Oslo-aftalerne. Men deres ledelsers insisteren på PLOs legitimitet fik dem til at lægge låg på nogle af deres kritikpunkter. De mislykkede bestræbelser på at opbygge en ”tredje kraft” efterlod Hamas som den eneste troværdige opposition, først til Arafat, derefter til Abbas. Som følge af denne mangel på per-spektiver har mange af venstrefløjens kadrer og aktivister gradvist orienteret sig mod NGO-arbejde. Mens deres arbejde ofte har været afgørende, bidrager det, – så længe det ikke er forbundet med opbygningen af et politisk alternativ, – til afpolitisering og NGO-isering af det palæstinensiske samfund.

 

 

10) Imidlertid fortsætter den højrevendte radikalisering af samfundet og politikken i Israel. Senest er den israelske regering, der er domineret af racistiske, antidemokratiske kræfter fra den yderste højrefløj, fortsat med og har øget hastigheden af bosættelsespolitikken, undertrykkelsen og den etniske udrensning, rettet mod palæstinenserne ikke kun på Vestbredden, i Gazastriben, i Jerusalem, men også inden for grænserne for Israel fra før 1967. Det israelske centrum og centrum-venstre må også dele ansvaret for denne udvikling, enten ved at have deltaget i koalitionsregeringer eller ved deres tavse meddelagtighed i denne politik. ”Fredsbevægelsen” betaler prisen for at have orienteret sig mod Arbejderpartiet. Nu er det kun små grupper, der reelt påtager sig opgaven med at kæmpe imod alle sider af den israelske kolonialisme og som udviser helhjertet solidaritet med palæstinenserne. Beklageligvis er de kun en lille minoritet i det israelske samfund i dag. De står over for en stigende undertrykkelse og forfølgelse fra den israelske stat og fra grupper på den yderste højrefløj.

11) Denne udvikling taget under et, herunder ændringen i styrkeforholdene til palæstinensernes ugunst, kan kun analyseres og forstås fuldt ud, hvis man sætter det ind i en regional og international sammenhæng. Den israelske stat er i virkeligheden en integreret del, politisk og økonomisk, af den imperialistiske verdensorden. Den drager fordel af åben opbakning og indirekte støtte fra praktisk talt alle de vestlige lande. De spændinger, der er mellem Obama-administrationen og Netanyahu-regeringen, fører ikke til noget pres på Israel. USA, der står svækket i regionen, kan ikke gå ind i nogen åben konfrontation med sin israelske allierede. Selv stater, der er mere kritisk indstillet over for den israelske politik, som Brasilien, Tyrkiet og endog Kina, fortsætter med at optrappe deres militære og handelsmæssige bånd til Israel. De seneste afstemninger i en række europæiske lande med anbefalinger om at anerkende en palæstinensisk stat udtrykker ganske vist en irritation over den israelske vold, arrogance og stædighed og en mere og mere udtalt isolation af staten Israel, men det har ikke ført til nogen reel ændring i de diplomatiske styrkeforhold. Den arabiske revolutionære proces, som gav mulighed for et brud med palæstinensernes regionale isolation, gennemløber nu en periode med tilbageslag, med opkomsten af kontrarevolutioner i forskellige former, både som undertrykkende regimer og islamisk fundamentalisme. Den revolutionære proces har ikke lidt endeligt nederlag, regionen er langt fra stabiliseret, og vi kan forvente nye udviklinger, især i Syrien og Egypten, som kan få indflydelse på den palæstinensiske situation. Men i øjeblikket er tilbagegangen i den revolutionære proces til fordel for den israelske stat, både på grund af den ekstreme rivalisering mellem forskellige arabiske stater og det stigende samarbejde mellem Israel og adskillige arabiske stater: Egypten, Jordan, Golfstaterne osv. Når man sammenholder den palæstinensiske isolation med den omfattende støtte til Israel, understreger det endnu tydeligere, hvor afgørende nødvendig den internationale solidaritet er som nøgle til at ændre styrkeforholdene.

12) I næsten tre år nu, har vi været vidne til et taktisk skifte fra det palæstinensiske lederskab under Abbas ledelse: De har besluttet at henvende sig direkte til de internationale institutioner, for på den måde delvist at frigøre sig fra Oslo-aftalernes rammer. PA har således anmodet om at blive optaget i FN med tilhørende institutioner, at få adgang til Den Internationale Straffedomstol (ICC), og har forsøgt at få FN til at vedtage en resolution, der indfører en tidsplan for Israels militære tilbagetrækning fra de besatte områder fra 1967 og så videre. At dette seneste forsøg mislykkedes viser grænserne for det taktiske skifte. Det gør også truslen om økonomiske sanktioner, der hænger over hovedet på PA, især fra USA og Israel, og især hvis PA går videre med sin appel til ICC. Det ville lamme de palæstinensiske institutioners funktionsevne.

13) Alligevel er den uundgåelige konklusion, at disse initiativer afslører en stigende bevidsthed hos det palæstinensiske lederskab om, at ”fredsprocessen” og tosidede forhandlinger under FNs formynderskab er endt i en blindgyde. Men trods dette forestiller Abbas og hans partnere sig i øjeblikket ikke et formelt brud med Oslo-aftalerne. De søger nærmere at forbedre styrkeforholdene i forhold til Israel. Disse initiativer afspejler også på en forvrænget måde ønsket fra en stadig stigende del af det palæstinensiske folk i de besatte områder om at slippe ud af buret med ”fredsprocessen”, som, for hver dag der går, fjerner håbet om opnå nationale rettigheder mere og mere.

14) Det er især denne erkendelse, der i juli 2005 fik palæstinensere til at lancere appellen om forbrugerboykot, investeringsboykot og sanktioner [på engelsk BDS: boycott, divestment and sanctions, o.a.]. Uden at lægge sig fast på en langsigtet løsning, registrerede de den manglende balance i styrkeforholdene, og at forhandlingsstrategien havde slået fejl, og satte som mål at isolere staten Israel politisk, økonomisk og diplomatisk, indtil palæstinenserne har opnået nationale rettigheder. BDS er således tænkt en vej ud af logikken med tosidede forhandlinger om et ”acceptabelt kompromis”. Målet er at udvikle mekanismer, der vil tvinge Israel, der indtil nu stædigt har afvist at tale noget andet sprog end magtens sprog, til at ændre kurs. Det er også et spørgsmål om at bryde med logikken om den militære konfrontation med Israel – en blindgyde for palæstinenserne, og at kombinere et pres udefra med udviklingen af en ny folkelig bevægelse internt i landet.

15) BDS giver den internationale solidaritet et nøgleværktøj til at fordømme og presse ikke bare staten Israel, men også andre stater, der er medskyldige i besættelsen, såvel som de store kapitalistiske multinationale firmaer, der tjener på at deltage direkte eller indirekte i den økonomiske udbytning af de palæstinensiske områder. I det sidste årti har BDS, især i kølvandet på massakrerne i Gaza i vinteren 2008-2009, vundet stadig mere frem på internationalt niveau. Det er blevet en central aktivitet for solidaritetsbevægelserne og har vundet nogle markante sejre, især inden for boykot og tilbagetrækning af investeringer.

16) De palæstinensiske initiativtagere til BDS kampagnen er afhængige af kreativitet og taktisk sans hos de internationale solidaritetsbevægelser, som i hvert enkelt land må tage de forskellige mulige aspekter og niveauer af BDS i betragtning og tilpasse dem de særlige nationale og regionale vilkår. Derfor kan man lægge særlig vægt på forskellige krav i forskellige lande og regioner, med særlig vægt på de krav, der vil påvirke Israel mest muligt: Ophævelse af EU-Israel-aftalerne, en øjeblikkelig afslutning af den egyptiske deltagelse i blokaden af Gaza og åbning af grænseovergangen ved Rafah, en våbenembargo, og stop for militært og økonomisk samarbejde med Israel (for eksempel om udvinding af gas i Middelhavet), løsladelse af fanger – især børnefanger osv. Det centrale, uafhængigt af den taktiske tilpasning, er at afvise alle indrømmelser i forhold til de fundamentale krav, og at insistere på, at BDS først vil standse, når palæstinenserne helt og fuldt har opnået deres nationale rettigheder på alle områder, inklusiv rettighederne for palæstinenserne i 1967-områderne, for palæstinenserne i Israel fra før 1967 og for de palæstinensiske flygtninge i eksil udenfor det historiske Palæstina.

17) Både gennem BDS-kampagnen og gennem andre kanaler skal vi i særlig grad understrege genetableringen af kontakter, forbindelser og partnerskaber mellem forskellige sociale bevægelser og arbejderbevægelser – fagforeninger, bondebevægelser, den feministiske bevægelse, LGBT-bevægelsen, menneskerettighedsgrupper, progressive kristne osv. – og deres palæstinensiske samarbejdspartnere. Disse partnerskaber er til direkte fordel for palæstinenserne ved at bryde deres isolation, og ved at give solidaritetsbevægelserne mulighed for at rodfæste sig dybere i den nationale og regionale sociale og politiske dynamik og således udvide deres sociale basis og publikum. Det kaos, som kontrarevolutionen har skabt i regionen, har tvunget palæstinensiske flygtninge på flugt til især Europa: Denne nye omstændighed skal man i ærlig grad tage i betragtning i solidaritetsbevægelsen, og skal knyttes sammen med forsvaret for indvandreres og flygtninges rettigheder. Kriminaliseringen af BDS-bevægelsen, og mere generelt solidaritetsbevægelserne, især i Frankrig, er også et nyt faktum, som vi skal tage med, når vi opbygger en så bred og fælles mobilisering som muligt.

18) Vi skal selvfølgelig bekæmpe enhver form for racisme, herunder islamofobi og anti-semitisme, inden for solidaritetsbevægelsen med Palæstina, og afvise ethvert samarbejde med den yderste høj-refløj. De seneste begivenheder i Paris og København, hvor jøder blev bevidst myrdet, understreger behovet for at bekæmpe alle former for stigmatisering på grund af religion eller etnisk oprindelse, og vigtigheden af at have jødiske bevægelser og netværk, som er modstandere af besættelsen, med i solidaritetsbevægelsen. Det indebærer udvikling af en solidaritetsbevægelse, som er forankret i faste principper. I de imperialistiske lande udelukker dette ikke en inkluderende og proaktiv holdning til folk fra arabisk og/eller muslimsk kultur, som ofte vil være blandt de vigtigste støttepunkter for so-lidaritetsarbejdet. Tværtimod skal solidaritetsbevægelser arbejde for at uddybe deres samarbejde med organisationer, som repræsenterer disse grupper, herunder muslimske bevægelser og græsrods-organisationer, så længe et enhedsarbejde er muligt uden at give køb på fundamentale principper. Det betyder for eksempel, at man ikke har en religiøs tilgang til det palæstinensiske spørgsmål, og at solidaritetsarbejdet ikke bliver brugt i en religiøs sags tjeneste.

19) Endelig er det vigtigt at etablere og dyrke kontakter med kræfter på den palæstinensiske ven-strefløj, I alle dens afskygninger, og uden nogen forhåndsbetingelser. Denne dialog bør på den ene side fokusere forskellige slags samarbejde, som kan lade sig gøre inden for den internationale solida-ritetsbevægelse, og på den anden side på perspektiverne for omgruppering af den anti-imperialistiske venstrefløj på regionalt og internationalt plan, og hvordan vi kan bidrage til denne proces, ikke mindst ved at forsvare vores revolutionære marxistiske synspunkter. De fælles møder og udtalelser fra revolutionære venstrefløjsorganisationer i den arabiske regioner er en værdifuld støtte i denne sammenhæng, selv om vi nogle gange kan mene, at de er ufuldstændige eller ikke tilstrækkeligt re-præsentative. Det er vores opgave at opbygge dem, styrke dem og udvide dem, samtidig med at vi respekterer pluralismen og giver rum for taktiske uenigheder. I solidariteten med palæstinenserne skal vi bekæmpe alle forsøg på skabe en modsætning mellem denregionale revolutionære proces og den palæstinensiske kamp, særligt ved at minde om det historiske fjendskab, regimerne i regionen har udvist over for de palæstinensiske krav, ligesom vi skal understrege samspillet mellem kampen mod den israelske stat og kampen mod de arabiske regimer. Kombinationen mellem den palæstinen-siske kamp og de andre befrielseskampe må også få en særlig opmærksomhed i vores skolingskurser, blandt andet og i særdeleshed på de internationale skoler [i Amsterdam, Manila og Islamabad, o.a.].

20) I alle disse kampe og diskussionen vil vi have kravene med fra den resolution, vi vedtog på Fjerde Internationales verdenskongres i 2010: ubetinget, øjeblikkelig og fuldstændig tilbagetrækning af den israelske hær fra de besatte områder fra 1967, herunder Østjerusalem; afvikling af alle bosættelser opført efter 1967; fjernelse af Muren; løsladelse af alle de politiske fanger, som Israel holder fanget; øjeblikkelig og ubetinget ophævelse af blokaden mod Gaza – som de første skridt mod en politisk løsning, som bygger på lige rettighe-der. Vi støtter det palæstinensiske folks kamp i alle dens former for opnåelse af deres rettigheder: retten til selvbestemmelse uden nogen indblanding udefra; retten for flygtningene til at vende hjem eller erstatning til dem, som kræver det; lige rettigheder for palæstinenserne fra 1948. Desuden gen-tager vi nødvendigheden af en frigørelse for de arabiske folk, af den zionistiske stats opløsning, fordi den repræsenterer et racistisk og kolonialistisk prjekt i imperialismens tjeneste, til fordel for en politisk løsning, hvor alle folk i Palæstina (palæstinensere og israelske jøder) kan leve sammen med helt ligeværdige rettigheder.

Oversat fra International Viewpoint af Martin Mørch og Charlotte Valløe

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com