Den arabiske Fællesliste kan i bedste fald skabe en dynamik, som afslutter femten års tilbagegang for den folkelige mobilisering blandt det palæstinensiske mindretal.

af Michel Warschawski

Det var på et hurtigt indfald, da Benjamin Netanyahu annoncerede nyvalg til den 17. marts …

Med et komfortabelt flertal, selv efter centrum-højrepartiet Yesh Atids udtræden af regeringen, kunne Netanyahu stille og roligt blive siddende til slutningen af sin embedsperiode, og fortsætte sin kompromisløse og selvmorderiske politik, som går så vidt som at fremprovokere en krise for alliancen med USA.

Et Likud uden opposition
Alt tyder på, at dette valg bliver en manifestation for ingenting, og at alt vil være det samme efter 17. marts. Men Netanyahu er ikke værdsat, det vil være synd at sige, og hans indenrigs- såvel som udenrigspolitik har ikke været en succes: den økonomiske vækst halter, fattigdommen er igen steget, og Israels internationale isolation er uden fortilfælde. For ikke at nævne den militære aggression mod Gaza, som, for den jødiske stat, var en fiasko.

Så når alle meningsmålinger peger på, at Likud vinder, er det ikke så meget på grund af den højreorienterede koalitions resultater, men snarere på grund af håbløsheden hos det, der stadig kaldes oppositionen. Ved at forene kræfter i en fælles politisk liste, regnede Arbejderpartiet under ledelse af Yitzhak Herzog og "Bevægelsen" anført af tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, med at vinde et flertal ved næste valg, men deres gennembrud er udeblevet. Vælgerne er ikke så dumme, som man plejer at skrive i medierne. De har forstået, at den nye koalition bare er en Likud B, som ikke kun mangler et modspil til Netanyahu, men som åbenlyst går efter en national samlingsregering. Vælgerne foretrækker altid den originale vare frem for en tandløs kopi….

Lad os tilføje, at selv hvis de får flere stemmer end Likud, så vil makkerparret Herzog-Livni ikke kunne danne en flertalskoalition af centrum-venstrepartier. Så man skal ikke vente sig noget af det næste valg … undtagen hos de arabiske vælgere, og hvad dette angår er vi vidne til en veritabel revolution.

Enhedsdynamik omkring "fælleslisten"
Ændringen af valgloven, som udenrigsminister Avigdor Lieberman fra den yderste højrefløj står bag, hævede spærregrænsen og har tvunget alle de arabiske partier til at gå sammen i en valgalliance: kommunister, nationalister og islamister er således forenet i "fælleslisten", og hvis de formår at mobilisere de palæstinensiske vælgere Israel, kan de vinde 14 mandater, nogle drømmer endda om 15, og vil dermed blive den tredjestørste gruppering i Knesset. Denne enhedsdynamik har gjort, at nogle hundrede jødiske aktivister fra den ikke-zionistiske venstrefløj er gået sammen om at støtte den eneste liste, som markerer en opposition til den dominerende diskurs og konsensus i den jødiske befolkning.

Det vigtigste nu er at overbevise de arabiske israelske vælgere om at stemme, for i de sidste to årtier har sofavælgerne udgjort tæt på 50 procent. Hvis det lykkes at få skabt en dynamik med støtte til "fællesliste", kan vi med rette forvente, at den vil fortsætte efter valget og på dermed afslutte femten års tilbagegang for den folkelige mobilisering blandt det palæstinensiske mindretal i Israel. I den forstand vil dannelsen af en fælles arabisk liste ikke kun handle om valget, men vil kunne ændre hele spillet.

Michel Warschawski er leder af Det Alternative Informationscenter i Jerusalem.
Artiklen blev bragt 27. februar hos den schweiziske webavis Le Courrier og er oversat af Karina Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com