Læsetid: 6 minutterEfter at have været det enerådende parti fra juli 1979 til februar 1990, tabte FSLN præsidentvalget til Violeta Barrios de Chamorra, kandidat for Union National Opositora (UNO), en gruppering af både centrum-højre og nogle venstrefløjspartier (socialistpartiet og det kommunistiske parti)! UNO vandt også parlamentsvalget. Dette nederlag betød afslutningen på den revolutionære proces, der tog sin begyndelse i 1979, med Somoza-diktaturets fald, og gjorde det muligt for neoliberale regeringer at styre landet i 16 år, hvor de afviklede de fleste af de revolutionære landvindinger fra det foregående årti (herunder landbrugsreformen).
Fra at være en politisk-militær organisation, født af den væbnede kamp mod Somoza-diktaturet, blev FSLN et politisk parti, der konkurrerede om magten ved valgene. Ud over konsekvenserne af nederlaget for FSLN og den uro, som piñataen (privatiseringen af statslig ejendom til fordel for FSLN og dens ledere) havde givet anledning til, så var sandinismen ikke uberørt af de politiske og ideologiske følger af sammenbruddet af ”den socialistiske lejr under ledelse af Sovjetunionen” (en berømt formulering fra 50´erne), der af store dele af den latinamerikanske (og globale) venstrefløj var blevet opfattet som en modvægt til USA-imperialismen.
Op igennem 90´erne gik FSLN ind for en mere midter-orienteret politik, hvor de allierede sig med tidligere fjender (i 2006 blev en tidligere sympatisør af kontrarevolutionen i 80´erne vicepræsidentkandidat for den FSLN-ledede koalition Union Nicaragua Triunfa), og de indgik aftaler med deres politiske rivaler (som f.eks. aftalen med den liberale præsident Arnaldo Alemán i 1998). Fremtrædende medlemmer fra frontens revolutionære fortid forlod den, og det førte til dannelsen af nye politiske organiseringer, som f.eks. den socialdemokratiske Movimento Renovador Sandinista (den sandinistiske fornyelsesbevægelse, MRS) og Movimento por el Rescate del Sandinismo (bevægelsen for sandinismens frelse, MpRS), der var dannet af medlemmer af Izquierda Democratica-tendensen.
I dag kontrolleres FSLN af Daniel Ortega (livsvarig præsidentkandidat) og hans klakører. Af de 9 kommandanter fra det nationale lederskab op gennem 80´erne er to døde (Tomás Borge Martinez og Carlos Nuñez Tellez), og kun en enkelt (Bayardo Arce Castano) er tilbage i det nuværende FSLN, de øvrige seks har trukket sig tilbage fra det politiske liv eller distanceret sig fra deres tidligere partis linje. En af dem, Henry Ruiz Hernandez, kom forleden med denne beske kommentar: "I dag er det bare en politisk gruppe omkring Daniel Ortegas eneledelse, der stadigvæk holder fast i forbogstaverne FSLN, men der er hverken mystik eller normer, programmer eller debatter, der er intet tilbage." (1)
Et varsel om denne ændrede optik blev givet i et interview i den argentinske avis Clarín (8/11-2006) med Tomás Borge Martinez, den sidste dengang levende grundlægger af FSLN. Borge sagde om den nye linje: ”At arbejde for de fattige, men uden at bekæmpe de rige, fordi det er muligt (…) Noget af revolutionen må vende tilbage: ”Sundhedsvæsen for alle, bekæmpelse af analfabetisme, fald i børne- og fødselsdødeligheden. Men vi var hovmodige, og jeg håber, at en ugennemtænkt landbrugsreforms onder, nationaliseringen af udenrigshandelen, og de vilkårlige ekspropriationer ikke vil vende tilbage. Nu er vi en realistisk, klar venstrefløj, som er tro mod de fattiges interesser.” (2)
Et andet aspekt af denne forandring: I 80´erne blev FSLN støttet af kristne basismenigheder, inspireret af befrielsesteologien. Efter sit valgnederlag i 2001 forsonede Ortega sig med det traditionelle katolske hierarki og i særdeleshed med kardinal Miguel Obando y Bravo, ærkebiskop emeritus af Managua og en gammel fjende af revolutionen (i 1996 og 2001 havde han åbenlyst støttet den antisandinistiske præsidentkandidat). Efter en kampagne fra de katolske og evangeliske kirkers side i 2011 stemte FSLN´s parlamentsgruppe (sammen med højrefløjen) for et totalt forbud mod abort og afskaffede retten til lægeligt begrundet abort, der var blevet indført af José Santos Zelayas liberale regering. Få måneder tidligere havde Rosario Murillo (valgkampskoordinator for FSLN, og som var blevet dybt troende) udtalt til Radio Ya, 15. august, 2006: ”Vi forsvarer og er fuldstændig enige med den katolske kirke og de andre kirker om, at abort påvirker kvinder helt grundlæggende, fordi vi aldrig kommer os over smerten og traumet ved en abort. Hvis man har søgt tilflugt til det, eller følt sig tvunget til det, så kommer man aldrig over det!” (3)
Og alligevel – trods disse nye pejlemærker, så blev FSLN´s tilbagevenden til magten af den latinamerikanske venstrefløj og folk, der var sympatiske over for den ”bolivarianske” proces, opfattet som ”revolutionens anden fase”, der blev defineret (herunder også forfatningen) som ”kristen, socialistisk og baseret på solidaritet”. (4) Efter at have sluttet sig til den Bolivarianske Alliance af vort Amerikas Folk (ALBA), blev Daniel Ortegas regering i stand til at sætte en række venezuelansk-finansierede programmer i gang – Hambre Cero, Usura Cero, Bono Productivo: Mellem 2008 og 2015 modtog man 3,612 mia. dollars i forbindelse med olieaftalen med Venezuela. Lånene fra det offentlige olieselskab (PVdSA) er dog, under indtryk af den aktuelle krise, faldet fra 435 mio. dollars til 309,4 mio. mellem 2014 og 2015. (5)
Og alligevel kan man ikke sige, at der er tale om en alternativ udviklingsmodel. Ja, ”Nicaragua har en nøgleplacering i de multinationale selskabers ´near-shoring´-strategi (6). Disse selskaber arbejder sammen med nationale regeringer om at skabe produktionsområder, der er undtaget fra klausuler om arbejderbeskyttelse og importafgifter, hvor de frit kan udbytte lokal arbejdskraft til at producere forbrugsvarer med henblik på salg i USA. For Nicaraguas vedkommende stod disse ”frihandelszoner” for en eksport på 2,4 mia. dollars. (…) Neoliberale ideer er fortsat ledetråden i Ortegas økonomiske politik, samtidig med at initiativer mod fattigdom finansieret af ALBA er fremherskende i landets ansigt udadtil. Accept af denne kendsgerning bidrager til at forklare et tilsyneladende paradoks: I de seneste år er Nicaragua blevet rost til skyerne af venstreorienterede regeringer og neoliberale institutioner som Verdensbanken og IMF.” (7)
Selv om fattigdommen er stagneret i de seneste år, ”har uligheden nået uhyrlige højder: Rige nicaraguanere, der udgør 0,003 % af landets 6 millioner indbyggere, har en samlet formue, der er 2,7 gange større end det nationale BNP. 3/4 af den arbejdende befolkning ejer ingenting. Og den stærke tendens til at emigrere bliver ikke mindre. Stigningen i pengeoverførsler til deres familier er desuden den vigtigste faktor med hensyn til at begrænse fattigdommen – meget vigtigere end de sociale programmer.” (8)
Der er så også sociale kampe i Nicaragua. 12 arbejdere blev i juni 2016 arresteret og sigtet bare for at protestere mod fyringen af deres fagforeningsrepræsentanter foran SAE-A Tecnotex-fabrikken, der tilhører et sydkoreansk selskab, i Tipitapa-frihandelszonen. Arbejdernes protestdemonstration imod disse fyringer blev opløst under voldsanvendelse fra uropolitiets side, og arbejderne afventer nu en dom, der kan blive på op til 3 års fængsel. (9)
Et andet problematisk tema er megaprojektet Gran Canal of Nicaragua, der blev tildelt et kinesisk konsortium i Hongkong (hvis aktier lige er faldet med 85 % på børsen, og ejerens formue fra 9 mio. euro til 3 mio., ifølge Le Monde Economie, 5. december, 2015). En 116-årig koncession ville tillade HKDN-gruppen (Hong Kong Nicaragua Canal Development) at bygge og drive en transatlantisk kanal, der vil skære igennem Nicaragua fra øst til vest over 278 km, heraf 105 km midt igennem Nicaragua-søen (eller Cocibolca), det næststørste ferskvandsreservoir i Sydamerika. (10) Dette økologisk katastrofeprojekt er blevet stærkt kritiseret af Nicaraguas Videnskabsakademi og af lokale indbyggere, der vil blive smidt ud fra deres hjem for at skabe plads til kanalen: ”De bønder, der er direkte berørt af dette eventyrprojekt, afviser koncessionen totalt. På trods af skræmmekampagner, afpresning, vildledning, trusler og regulær undertrykkelse, har regeringen ikke været i stand til at få modstanden fra den folkelige bevægelse til at bryde sammen – en bevægelse, der allerede har organiseret 57 marcher imod kanalen, hvoraf 3 har været på nationalt plan. (…) Ifølge eksperter har projektet endnu ikke sandsynliggjort, at det er økonomisk realisabelt, økologisk bæredygtigt eller samfundsmæssigt gavnligt. Lige meget hvad der sker, så er det klart, at de fattige i Nicaragua ikke vil få noget ud af en vækstmodel, der er baseret på megaprojekter, der først og fremmest handler om de multinationale selskaber og deres lokale partneres interesser.” (11)
Lige så lidt som i 80´erne er der nogen, der forlanger af Nicaragua (et land på den sydlige halvkugle, fattigt og kun i beskedent omfang industrialiseret), at det skal inkarnere kvintessensen af socialisme (der ikke kan opbygges i ét land). Men det er klart, at den nuværende regerings orientering i allerhøjeste grad adskiller sig fra det, der fulgte efter sejren 19. juli 1979 over Somozas diktatur.
Noter:
1) Henry Ruiz Hernandez: Daniel Ortega es un transfuga politica y la tarea hoy es evitar que consolide su dictatura familiar, Envio, nr, 414, september 2016. Vi har offentliggjort store dele af denne artikel, se "Daniel Ortega is a political turncoat and the task today is to avoid consolidating his family dictatorship.
2) Dette citat er oversat fra Celia Hart Santamaria: Las elecciones rosa de Nicaragua, 18. november, 2006.
3) http://www.rebelion.org/noticia.php?id=41536
3) I 1985 offentliggjorde Barricada (FSLN´s avis) en undersøgelse vedrørende hemmelige aborter, der åbnede en debat, der ikke førte til de løsninger, som den lagde op til, i det nicaraguanske samfund og i feministiske organiseringer, men som heller ikke medførte et tilbageskridt i stil med det i 2006. Se Marie Thérèse Sautebin: Debat sur l´avortement au Nicaragua: Le tabou est levé, Le Brèche, udgivet af det schweiziske Socialistisk Arbejderparti , nr. 364, 24. maj, 1986.
4) Sergio Ferrari: Un pays différent, un sandinisme “remodelé”, Le Courrier, Genève, 29. juli, 2016.
5) Om den generelle situation i Nicaragua, se Oscar René Vargas: Nicaragua: Démocratie autoritaire ou dictature familial? 12. september, 2016.
6) Near-shoring: etablering af produktionssteder rundt om, men ikke inden for, USAs grænser.
7) Jonah Walter: Nicaragua´s compromised revolution, 25. juli 2016.
8) Bernard Duterme: Politique, review of debate, nr. 97, november-december 2016): Du sandinisme à l´orteguisme.
9) Halte à la criminalisation de la protestation ouvrière au Nicaragua, 19. december 2016.
10) Rapport fra den Internationale Menneskerettighedsorganisation.
11) Manuel Ortega Hegg: Le grand Canal du Nicaragua: une concession imposée à un pays vaincu, 22. marts, 2016. (også på spansk)
Hans-Peter Renk er en aktivist i SolidaritéS, et antikapitalistisk parti i den fransktalende del af Schweiz og i den tysk-talende Basel-kanton. Han deltog i solidaritetsbevægelsen med Mellemamerika og opholdt sig i Nicaragua ved flere lejligheder som deltager i de frivillige arbejdsbrigader mellem 1981 og 1989. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.