Den seneste tids udvikling i Venezuela har været dramatisk, efter at Højesteret har givet den socialistiske regering ret til at forbigå det borgerligt dominerede parlament i visse spørgsmål, hvilket har fået højrefløjen til at råbe op om "diktatur".

af Rolf Bergkvist

Lad os gå igennem hvad der rent faktisk skete i forrige uge. Det hele blev udløst ved at landets Højesteret forrige onsdag [den 29. marts o.a.] tilkendegav, at grundet parlamentets manglende evne at gennemføre sine forfatningsmæssige opgaver ville domstolen midlertidigt overtage parlamentets lovgivende rolle.

Bag dette kryptiske budskab ligger en løbende konflikt, som gik i gang allerede i december 2015, da den USA-støttede opposition i landet, Mesa de la Unidad Democrática, MUD, vandt parlamentsvalget med i alt 56 procent af stemmerne mod det regerende Partido Socialista Unido de Venezuela, PSUV, der fik 41 procent. I slutningen af samme måned afgjorde Højesteret, at der havde været valgsvindel ved valget af 4 parlamentsmedlemmer fra delstaten Amazonas: 3 fra oppositionen og en fra regeringspartiet PSUV. Derfor skulle der gennemføres et omvalg i denne delstat.

PSUV accepterede denne afgørelse, men det borgerlige parlamentsflertal nægtede og lod de tre parlamentsmedlemmer indtræde i januar 2016. Under hele det sidste år foregik der et spil, hvor de 3 medlemmer i visse tilfælde frasagde sig deres parlamentsposter for så blot nogle uger senere på ny at genindtage deres pladser. Oftest syntes der at være en direkte sammenhæng med udviklingen i forhandlinger mellem regeringen og oppositionen, der skiftevis var i gang eller var blevet afbrudt.

I august erklærede Højesteret, at parlamentet havde udvist foragt for domstolen, fordi det havde brudt mod dommen fra december. Et par måneder senere stemte parlamentsflertallet for at indlede en politisk rettergang mod præsident Maduro med en anklage om, at han ikke skulle være venezuelansk statsborger og derfor ikke kunne være præsident.

I den samme periode har Højesteret – på sin side – stoppet næsten alle love, som parlamentet har vedtaget med henvisning til, at de strider mod landets grundlov. Oppositionen har i år så yderligere optrappet konflikten ved at anmode OAS, de amerikanske staters organisation, som domineres af USA, om både at ekskludere Venezuela med henvisning til organisationens "demokratiske grundlag" og gribe ind i den løbende konflikt.

Og her er vi fremme ved forrige uges retslige afgørelse. Regeringen henvendte sig til Højesteret med en forespørgsel, om den var nødsaget til at sende sin beslutning om at skabe joint venture-selskaber (med udenlandske, private firmaer) inden for oliebranchen til ratificering i parlamentet. Det var her, at Højesteret så kom med svaret, at eftersom parlamentet var dømt for foragt for retten og ikke havde gjort noget for at rette op på dette, behøvede regeringen ikke at henvende sig der, men derimod ville Højesteret overtage den lovgivende magt. Dagen før havde Højesteret endog – på det samme grundlag – erklæret, at medlemmerne ikke længere besidder nogen parlamentarisk immunitet.

Den USA-støttede opposition gik øjeblikkeligt ud gennem sine internationale mediekanaler om det nært forestående "diktatur" i Venezuela. Til og med i vores afsides del af verdenen poppede nyheden op i nyhederne på tv og i aviserne. Højreregeringene i Argentina, Brasilien, Paraguay, Colombia og Mexico fordømte umiddelbart rettens afgørelse og krævede et møde i OAS. Peru hjemkaldte sin ambassadør.

Efter yderligere en dag indkaldte præsident Maduro det Nationale Sikkerhedsråd (med højtstående officerer og bureaukrater fra ministerierne) for at diskutere situationen. Lørdag morgen [1. april] opfordrede rådet Højesteret til at overveje sin afgørelse. Og begge afgørelser fra onsdagen før blev øjeblikkeligt trukket tilbage.

Der var på ingen måde tale om et statskup. Der var ikke engang tale om et forsøg herpå. For helt præcist 15 år siden, i 2002, blev der gennemført et virkeligt kupforsøg i Venezuela. Da blev landets demokratisk valgte præsident, Hugo Chavez, taget til fange af en USA-venlig del af militæret, parlamentet blev opløst, arbejdsgiveforeningens formand blev indsat som ny (ikke-valgt) præsident, og de private massemedier jublede. Dette forsatte i knapt et døgn. Siden begyndte de privatejede tv-stationer uafbrudt at vise tegnefilm, mens massive folkelige protester (støttet af dele af hæren) genindsatte præsidenten og parlamentet. Den nyindsatte arbejdsgiverpræsident blev smidt på porten. I forrige uge blev parlamentet ikke opløst, ingen oppositionspolitikere blev fængslede, ingen massemedier blev forbudt. Der findes altså al grund til at tilbagevise det billede, som både private og statslige massemedier har gengivet.

Men at tilbagevise et ufuldstændigt og skævt massemediebillede betyder dog ikke, at der findes nogen som helst grund til forsvare Højesterets (og regeringens) beslutning. Forrige uges skuespil begunstiger blot den USA-allierede borgerlige opposition, som her fik foræret en ny mulighed til at styrke sin politiske stilling. Den tragiske farce, der nu opføres på det politiske topniveau i Venezuela, afspejler blot den blindgyde, som den "bolivarianske revolution" er endt i.

Der findes sociale bevægelser i Venezuela, som har påpeget, at den aktuelle juridiske konflikt mellem parlamentet og Højesteret skjuler det, som burde være den centrale opgave for en regering, som påberåber sig at have socialistiske perspektiver: at opbygge og udvikle et lokalt forankret direkte demokrati nedefra og op. Et udvidet (ikke indskrænket) demokrati, hvor flertallet kan vælge, kontrollere og løbende afsætte de valgte. Og derudover at gribe magten over de vigtigste produktionsmidler. At præsident Maduro valgte at "løse" krisen gennem at indkalde officererne og bureaukraterne i det nationale sikkerhedsråd – og ikke det "kommunale parlament", som han selv lancerede for nogle år siden, endsige at rådføre sig med nogle folkelige bevægelser – siger en hel del om, hvor langt borte fra dette perspektiv PSUV-partiets ledelse har isoleret sig.

Regeringen synes i stedet at sætte sin lid til gennem juridiske og administrative midler at holde sig fast ved magten, indtil olieprisen er steget til et niveau på 70-80 dollar per tønde og således gennem øjede eksportindtægter kunne få den nødvendige økonomiske marginal til igen at kunne investere i sociale reformer. Og derigennem genvinde den folkelige opbakning og herefter gennemføre valg under mere gunstige betingelser. Problemet er dog, at gennem forsatte økonomiske indrømmelser til de kapitalistiske økonomiske magthavere og total modvilje mod at udvide demokratiet ved at mobilisere fattige mennesker for deres egne interesser, vil den sociale støtte til en revolutionær forandring fortsætte med at krympe.

Strategien, der har slået fejl i Venezuela, er et forsøg på at regulere en kapitalistisk økonomi og gennem statslig indgriben få den til at tilgodese flertallets behov.

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com