Under Josef Stalin blev den ukrainske kultur henvist til en formel, dekorativ plads i 1930’erne, mens russificering og rehabilitering af den russiske imperiale chauvinisme vandt frem. Foto: Detalje fra en plakat fra Sovjet-tiden. 

Interviewet blev lavet af Green Lefts Victor Osprey. Dette er første del af et interview i to dele.

Kan du forklare den indflydelse, som progressive tænkere og socialister havde på fremkomsten af en ukrainsk national bevidsthed i det 19. og tidlige 20. århundrede, fra den demokratiske panslavisme hos den ukrainske forfatter og digter Taras Shevchenko til den anarko-socialistiske Mykhailo Drahomanov og personer som Lesya Ukrainka, der oversatte Det Kommunistiske Manifest til ukrainsk?

Da jeg gik i skole i 1990’erne, blev der undervist i alle disse historiske figurer som klassikere i ukrainsk litteratur og kæmpere for Ukraines uafhængighed. Men deres politiske synspunkter, som var dybt forankret i socialistiske og demokratiske traditioner, blev ikke omtalt.

Den herskende klasses ideologi i det moderne Ukraine forsøger at undgå at tale om disse aspekter af vores historie. Men grundlæggerne af den moderne ukrainske nation var for det meste tilhængere af egalitære ideer.

Et detaljeret kig på Ukraines historie giver os mulighed for at hævde, at det ukrainske folks nationale og sociale frigørelsesideer altid har været uløseligt forbundet.

Hvordan var forholdet mellem ukrainske og russiske socialister i tsarimperiets tid?

Ukrainske og russiske socialister samarbejdede tæt, da de havde en fælles fjende: det tsaristiske enevælde.

Ukrainerne forstod, at politiske forandringer i Ukraine – som var under tsaristisk styre – ville være vanskelige at gennemføre uden forandringer i Rusland. Tilsvarende indså russiske revolutionære, at de folk, der var undertrykt af det tsaristiske imperium, var en stærk revolutionær ressource.

Disse relationer var imidlertid ikke lette. Især når det gjaldt spørgsmålet om Ukraines løsrivelse. I denne sammenhæng er debatten mellem den ukrainske socialist Lev Yurkevych og Vladimir Lenin interessant.

Yurkevych foreslog, at ukrainerne skulle fokusere på deres egen nationale kamp, mens Lenin opfordrede til tæt samarbejde, uden hvilket kampen mod tsarstyret ikke kunne vindes.

I den debat sagde Lenin: »Med en fælles indsats fra de storrussiske og ukrainske proletarer er et frit Ukraine muligt; uden en sådan enhed er det udelukket.«

Det er vigtigt at sige, at denne leninistiske sætning har fået ny relevans i forbindelse med krigen.

Det er yderst vanskeligt for Ukraine at afværge invasionen fra en langt stærkere fjende – det neotsaristiske Rusland. Den eneste chance for en retfærdig afslutning på krigen er ikke en sejr på slagmarken, men politiske forandringer i Rusland selv.

Derfor bør samarbejde med russiske oppositions-, antikrigs- og revolutionære bevægelser være en prioritet for ukrainere. Vi har trods alt en fælles fjende: Vladimir Putins regime i Rusland.

Imidlertid forhindrer den ukrainske elites nationalistiske logik et sådant internationalt samarbejde.

På den anden side er den russiske oppositions svaghed under Putins diktatur og den arrogante holdning, som en stor del af den russiske venstrefløj indtager over for Ukraine, heller ikke opmuntrende.

Efter 1921 stod bolsjevikkerne for en ny politik for at fremme det ukrainske sprog og den ukrainske kultur. Dette blev imidlertid i vid udstrækning opgivet under Stalin. Hvordan forstår du disse processer?

Disse processer med en national vækkelse i 1920’erne og den omvendte proces med rehabilitering af russisk chauvinisme i 1930’erne efterfulgt af russificering er nøglen til at forstå Ruslands nuværende invasion.

Manglen på viden om det ukrainske nationale spørgsmål blandt den russiske og globale venstrefløj forhindrer os i at forstå den virkelige kontekst for krigen.

Selv Putin omtaler revolutionen i 1917 som »roden til problemet«. Han er nostalgisk efter det russiske imperiums dage, hvor Ukraine ikke eksisterede som politisk enhed, og anklager Lenin for at have givet Ukraine ret til selvbestemmelse.

Lenin var en yderst progressiv politiker i sin tid og forstod, at kampen for de folk, der var undertrykt af tsarismen, var en stærk revolutionær kraft.

Samtidig var han som fortaler for opbygningen af socialisme inden for rammerne af stormagterne ikke tilhænger af, at folkeslag blev adskilt. Han kom med slogans om selvbestemmelse, men modsatte sig dem i praksis.

Som følge heraf fandt bolsjevikkerne efter sejren i borgerkrigen en kompromisløsning: Mens de nægtede ukrainerne uafhængighed (som de var tvunget til at give Polen og Finland), gav de Ukraine formel autonomi inden for rammerne af Sovjetunionen.

Samtidig iværksatte de en proces for styrkelse af den nationale selvbevidsthed, der indebar positiv særbehandling af det ukrainske sprog og den ukrainske kultur for at overvinde virkningerne af den tsaristiske russificering og få de ukrainske masser til at forstå, at revolutionen var deres projekt, ikke noget fremmed.

Dette varede dog ikke ved. I 1932, med begyndelsen på kollektiviseringen, vendte Stalin denne politik på hovedet. Hvis russisk chauvinisme tidligere havde været betragtet som den største fjende, var det nu den »ukrainske borgerlige nationalisme«.

Ukrainske skoler og tidsskrifter blev lukket, og hundredvis af de bedste repræsentanter for den ukrainske revolutionære intelligentsia blev dræbt — de blev senere kaldt »den henrettede renæssance«.

Den ukrainske kultur blev henvist til en formel, dekorativ rolle. Russificering og endda en rehabilitering af den russiske imperiale chauvinisme i slutningen af 1930’erne fulgte.

Sproglig assimilation og det faktum, at Ukraine fortsatte med de facto at være styret af Moskva under sovjettiden, fik mange mennesker fra Moskva eller Leningrad til at tro, at Ukraine var en del af Rusland, og at landets uafhængighed var en uheldig fejltagelse.

Putin er blandt dem.

Hvad var den sociale status for dem, der kun eller hovedsageligt talte ukrainsk i det sovjetiske Ukraine?

Efter at politikken for styrkelse af den nationale selvbevidsthed blev opgivet, forværredes situationen for det ukrainske sprog betydeligt. Antallet af ukrainske skoler faldt gradvist, og andelen af bøger og tidsskrifter på ukrainsk faldt.

I 1970’erne antog den målrettede russificering katastrofale proportioner. Værst af alt var, at ukrainsk havde ry for at være et landsbysprog. I de store byer blev ukrainsk-talende opfattet som »uvaskede bønder«, »tilbagestående« og »kollektivbønder«.

Mobning af ukrainsk-talende på offentlige steder (køer, offentlig transport, arbejdspladser) var ekstremt udbredt. Landsbyboere, der kom til byerne (og i endnu højere grad deres børn), udviklede et mindreværdskompleks og foretrak at skifte til russisk.

Staten efterlod en vis niche til det ukrainske sprog, men på baggrund af et totalt fald i det ukrainske sprogs prestige blev disse områder ikke længere taget alvorligt af samfundet.

Samtidig blev ethvert forsøg fra intellektuelle og dissidenter på at problematisere det ukrainske sprogs status betragtet som »ukrainsk nationalisme« og straffet med undertrykkelse. Sproglige uligheder fortsatte selv efter Ukraines uafhængighed.

Kan du fortælle om den ukrainske stats nuværende sprogpolitik?

Hele tiden under det uafhængige Ukraine har både russisk og ukrainsk været udsat for diskrimination.

Russisk var udsat for institutionel diskrimination, fordi det ikke var det officielle sprog.

I praksis forblev russisk imidlertid dominerende i lang tid, selv i institutioner som nationalt tv og skoler i de sydøstlige regioner, mens ukrainsk var udsat for diskrimination i hverdagen i store byer og russisktalende regioner.

I 2022 opstod der en enorm bølge af patriotisme. Mange russisk-talende meldte sig til hæren for at forsvare landet [mod Ruslands invasion], og endnu flere skiftede til ukrainsk i det civile liv. Det så ud til, at solidariteten forenede landet efter lang tid.

Desværre er statens sprogpolitik imidlertid begyndt at blive mere radikal. Diskrimination mod brugen af russisk i det offentlige rum er blevet mere hyppig. Diskrimination af det russiske sprog i hverdagen, som tidligere var sjælden, er nu blevet almindelig.

At tale om undertrykkelse af eller forbud mod det russiske sprog er dog ren fiktion. Byer som Kharkiv, Zaporizhzhia og endda Kiev er fortsat overvejende russisktalende.

Disse russisktalende borgere er under konstant angreb fra Putins missiler, og derfor hader de oprigtigt »befrierne« fra nord.

Hvor alvorlig er undertrykkelsen af ukrainere i de russiskbesatte dele af Ukraine?

Russificering og assimilation af befolkningen i de besatte områder er en prioritet for de administrationer, som er indsat i de besatte områder. Alle henvisninger til Ukraine fjernes.

Det ukrainske sprog udryddes. Selve brugen af det ukrainske sprog betragtes som illoyalitet over for besætterne. For dette kan folk blive fyret fra deres job, bortført og endda tortureret.

Men det vigtigste er uddannelsessystemet og indoktrinering af børn. Alle skoler er blevet omlagt til russisk. Eleverne bliver hjernevasket med russisk chauvinistisk propaganda og lærer at hade Ukraine.

Titusinder af børn er involveret i den chauvinistiske spejderorganisation Yunarmiya (All-Russian Military Patriotic Social Movement »Young Army«), hvor de gennemgår ideologisk indoktrinering og militær træning.

Det er simpelthen forfærdeligt: Putinister træner ukrainske børn fra de besatte områder til at kæmpe mod andre ukrainere!

Der foregår også bosættelse på de besatte områder. Rusland stoler ikke engang på lokale samarbejdspartnere i vigtige positioner, så i stedet sender man lærere, læger, embedsmænd og sikkerhedsfolk fra russiske regioner.

Gennem kolonisering og assimilation gennemfører Rusland bevidst en gradvis etnisk udrensning.

3. juni 2025

Oversat fra Green Left af Poul Bjørn Berg. Den fulde version af dette interview kan læses på links.org.au.]