Billedtekst: EU-militærmission i Chad, 2008.

Der oprustes flittigt i Europa. USA har længe lagt pres på de europæiske NATO-lande for at få dem til at øge forsvarsbudgetterne, og målet har hele tiden været, at europæerne skal tage større hånd om egen sikkerhed. Alle spørger nu, hvordan vi nu skal imødegå russiske angreb eller ligefrem en russisk invasion, og hvordan vi skal skabe sikkerhed og tryghed i fremtiden.

For mange ligger svaret på den flade hånd: Vi skal indgå i den koordinerede europæiske oprustning, der er godt i gang i EU. Højere militærudgifter, samarbejde om våbenteknologi, opbygning af en europæisk våbenindustri, stærkere operationelt samarbejde, kort sagt udviklingen af en stærk militær dimension i EU.

Det er ikke svært at se, hvorfor det er besnærende. Men der er mange gode grunde til, hvorfor det ikke er en god idé. Her er fem.

1. Oprustning koster på velfærden

Det første problem er mere generelt, og ikke kun forbundet med EU: Hvor skal pengene komme fra?

Det er meget store pengebeløb, der allerede er afsat til oprustning, også herhjemme. De danske militærudgifter lå på 1,37 procent af BNP i 2020, mens de i 2024 lå på 2,37 procent. Med tiden er planen at lægge flere milliarder oven i, så de danske militærudgifter lægger sig på omtrent samme niveau som udgifterne til hospitaler. Og for tiden går det kun én vej. Udgifterne for 2025 og 2026 forudses nu at være 3 procent af BNP.

Det får omkostninger for velfærden, og det begrænser mulighederne for statslige investeringer i troværdige klimaløsninger. Lige for tiden opleves det måske ikke så dramatisk, for den danske økonomi er velsignet af høj vækst og beskæftigelse. Øgede militærudgifter finansieres af ”det økonomiske råderum”. En beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser oven i købet, at der både er råd til at ”lempe” pensionsalderen og bruge mere end 3 procent på militærudgifter.

Men vi kan ikke regne med, at pengene bliver ved med at fosse ind i statskassen. Og så ændrer det jo heller ikke på, at velfærden skranter på så mange andre områder end lige på pensioner.

At se hvordan stadig større summer blive brugt eller sat af til oprustning, er derfor et kæmpeproblem, der vil skabe problemer i lang tid fremover.

2. Russerne er ikke den trussel, de bliver gjort til

Umiddelbart ser det måske velbegrundet ud, at der oprustes. Krigen i Ukraine, den blodige russiske invasion, gør folk bange. Russiske krænkelser af andre landes luftrum, skibe fra den russiske skyggeflåde, cyberangreb og andre provokationer giver en ubehagelig smag af russisk aggressivitet. Så når det siges, at der er behov for at styrke territorialforsvaret, er det ikke tom snak. Men der bliver slået på tromme, som var russerne på vej til at invadere, og den er gal.

Hvis vi begynder med den mest primitive måde at vurdere den russiske trussel, så er det russiske militær uden tvivl de europæiske lande underlegent. Der bruges mange flere penge i Europa – og i EU – på forsvaret end i Rusland. Dette til trods for, at Rusland er i krig. Tager man Ukraine alene, så er de ukrainske udgifter ikke helt lige så store, men alligevel sammenlignelige med de russiske.

Kigger vi på eksisterende militær kapacitet, trumfer både EU og Europa i almindelighed Rusland med flere længder. Den tyske socialdemokratiske tænketank Friedrich Ebert Stiftung har talt krudt, kugler, missiler, fly og kampvogne, og lagt det hele ind i en lille database til brug for sammenligning, og den giver klart svar. For EU gælder, at antallet af soldater overstiger Rusland med hele 700.000 soldater, kampvogne har de tre gange så mange af, dobbelt så meget artilleri, fire gange så mange helikoptere, og dobbelt så mange kampfly. Kun på missiler har Rusland en fordel (dobbelt så mange). Læg så oven i, at den russiske økonomi er lidt mindre end Italiens. Der er ikke økonomisk råderum til et angreb på Europa, for nu at sige det på dén måde.

Så kan man sige, at russerne måske vil angribe alligevel, selvom det ikke vil være i deres egen interesse. Det er der bare ikke nogen indikationer på. Eller, for at være fair, der foreligger en spekulativ trusselsvurdering fra  Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor der bl.a. står: ”Rusland ser sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig mod NATO. Det betyder ikke, at der er truffet beslutning om at starte en sådan krig, men Rusland opruster og opbygger kapaciteten til at kunne tage den beslutning.”

Den slags betragtninger flugter fint med den alarmistiske tone, som politikerne i Danmark og andre steder lægger for dagen. Men de harmonerer dårligt med mange tørre tal om Ruslands militære kapacitet, herunder utallige rapporter om, hvordan landet længe har arbejdet med gamle våben fra årtier gamle depoter, og at selv de depoter er ved at være tomme.

At tage beslutning om at opruste markant, er en beslutning med store konsekvenser. I øjeblikket bliver den taget på baggrund af kunstigt oppustede skrækscenarier, ofte med bagvedliggende motiver, der har meget lidt med Rusland at gøre. I EU handler oprustning om meget meget mere.

3. Oprustning i EU: Porten til imperialistiske overgreb

Oprustning i EU handler om at gøre EU til en militær stormagt, og indtil for nylig havde det faktisk lidt eller intet at gøre med Rusland, når de perspektiver var til forhandling og diskussion på højt niveau. Siden 2016, da briterne trådte ud af EU, er det projekt skredet fremad gennem vedtagelsen af stadigt mere ambitiøse strategier om sammenhold og slagkraft, samt vedtagelsen af mere og mere vidtgående fælles oprustnings- og våbenudviklingsprogrammer. Det var begrundet i mere generelle vurderinger af EU’s position på kloden, og i mange år slet ikke motiveret med en trussel fra Rusland, men i noget større, i en vis forstand.

I de seneste årtier er USA blevet økonomisk svækket i forhold til Kina og BRICS-landene og har ikke længere den samme styrke til at fastsætte betingelserne for den globale økonomi. Inden for handel ses det ved, at USA ikke længere kan diktere udviklingen inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO) – heller ikke i samarbejde med EU – og det har fået USA til at vælge andre metoder, hvor mere utilsløret magt spiller en større rolle, og multilaterale forhandlinger en langt mindre. ’Hård magt’, herunder militære virkemidler og militær status, spiller en større rolle i f.eks. den globale kamp for råvarer og markeder end den gjorde for 10-20 år siden.

Således også med EU. Siden 2016 er retorikken i EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik blevet mere aggressiv. Målet er at supplere EU’s bløde magt – politisk anseelse, økonomisk styrke – med  hård magt, herunder militær styrke og mere generelt et stigende engagement på den militære scene. På det seneste er truslen fra Rusland selvsagt begyndt at spille en større rolle, men i udgangspunktet handlede oprustning i EU om noget andet – om EU’s evne til at varetage egne interesser globalt, såkaldt ”strategisk autonomi”, også autonomi i forhold til USA. Nye visioner skal gøre EU stærkere, gøre EU til en stormagt i egen ret, bedre klædt på til f.eks. at kæmpe om klodens ressourcer. Derfor er ”kritiske råvarer” en integreret del af sikkerhedspolitikken.

To eksempler på, hvad det kan føre til, finder man i Afrika: I det nordlige Mozambique støtter EU det nationale militær og tropper fra Rwanda i at nedkæmpe et lokalt islamistisk domineret oprør for at beskytte gasudvindingen ud for kysten, der forestås af det franske olie- og gasselskab Total. Et brutalt oprør, ganske vist, men også en brutal allieret, EU har valgt. På samme måde med Rwanda, en partner for EU i kampen for råstoffer. Mange af disse råstoffer kommer fra Den Demokratiske Republik Congo, men finder øjensynligt  vej gennem Rwanda, takket være militser som M23, der i 2024 og 2025 har stået for blodige angreb ind i Congo, der har ført til en flygtningestrøm på 700.000 mennesker og 3.000 dræbte til følge. Det fik de støtte fra Rwandas militær til. Og Rwanda har EU’s støtte, bl.a. i kraft af en aftale om råvarer.

4. Oprustningen foregår på våbenindustriens præmisser

Skal det lykkes at gøre EU til en militær stormagt, må der en våbenindustri til. På det punkt har EU alle forudsætninger på plads. Med en stor italiensk, fransk, spansk og tysk våbenindustri er EU langt fremme. Endnu findes der dog ikke en egentlig europæisk våbenindustri, forstået som et fælles og grænseoverskridende projekt, men det er der ved at blive ændret på. Fælles våbenudviklingsprogrammer skal bane vejen for samarbejde mellem våbenproducenter over grænserne. Virksomheder fra forskellige lande opfordres til at finde sammen om nye EU-støttede projekter. Og pengene skal findes ved at medlemslandene forpligter sig på at købe de nye våben. Så når der laves fælles indkøbsordninger, er det ikke tænkt som en smart rabatordning, sådan som fremtrædende figurer i Enhedslisten gerne ser det. Det er industristøtte og strategisk samarbejde om oprustning.

I den ramme er det industrien selv, der sætter dagsordenen, ikke politikere, ikke embedsmænd. Takket være et net af rådgivende organer, og takket være strukturen i våbenudviklingsprogrammerne, er det stort set våbenindustrien selv, der definerer hvad der går videre, ligesom det selvsagt er dem selv, der profiterer på det. Det betyder, at de våbentyper, der er mest interessante, er dem, der giver det bedste afkast, herunder de projekter, som repræsenterer et teknologisk fremskridt. Særligt kunstig intelligens og robotiserede våben har vist sig at være attraktive. De etiske implikationer af at gå den vej er ikke noget, der spiller den store rolle under EU’s programmer. Det er ikke den slags hensyn, der er i højsædet.

Når den slags kvababbelser ikke får EU-kommissionen og EU’s regeringer til at ryste på hånden, er det, fordi de er stærkt fokuserede på at opbygge en bomstærk våbenindustri, at støtte det der i EU-terminologi hedder ”Det Europæiske Forsvarsteknologiske Industrigrundlag” (”the European Defence Technology Industrial Base, EDTIB).

Alt dette giver mindelser om den amerikanske præsident Eisenhowers advarsel i 1961 mod det militær-industrielle kompleks. ”Regeringen”, sagde han, ”må vogte sig mod det militær-industrielle kompleks’ uberettigede indflydelse.” Den slags bekymringer er der ikke mange af i EU. Snarere tværtimod.

5. Der bliver solgt flere europæiske våben til krige og repressive regimer

Når der tages så varmt imod våbenindustrien  i magtens korridorer i Bruxelles, skyldes det perspektivet om EU som militær stormagt. Og i den sammenhæng er der også en industripolitisk dimension, der stikker dybt, og som ses som en nødvendig del af projektet.

Det fremmeste formål med oprettelsen af et særligt Generaldirektorat for Forsvar og Sikkerhed i 2019 var således at fremme ”konkurrenceevne og fornyelse i forsvarsindustrien ved at sikre opbyggelsen af en europæiske forsvarsteknologisk industrigrundlag”. Den målsætning indebærer en stor satsning på våbeneksport. Uden massiv eksport kan store investeringer ikke opretholdes, og konkurrenceevnen går tabt.

Denne logik, som er udtrykt i flere officielle rapporter, fører lukt til øget eksport til repressive regimer og blodige krige. Har et land en velvoksen våbenproduktion, er det en selvstændig årsag til at der ses stort på konventionerne. På det europæiske niveau bliver det problem en anelse værre. For skal en våbenfabrikant indgå i et europæisk udviklingsprojekt med en producent fra et andet land, så må de først enes om, hvem der skal kunne købe våbnene bagefter – ellers er EU-støtten og hele projektet i fare.

Da tyske og franske våbenproducenter gik efter et samarbejde med støtte fra EU, var det derfor lidt af en sten i skoen, at Tyskland havde forbudt våbeneksport til Saudi Arabien – én af den franske våbenindustris gode kunder, og stærkt involveret i en blodig krig mod houthierne i Yemen. Det problem blev løst i 2019 ved, at Tyskland og Frankrig indgik en aftale, der indebar, at Tyskland sløjfede sit forbud.

Derfor var det også naturligt for den danske regering at gå samme vej umiddelbart efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 og sløjfe et forbud mod våbeneksport til Saudi Arabien. Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte det, ville dansk våbenindustri dermed få ”de samme muligheder for at deltage i den internationale konkurrence, skabe arbejdspladser og udvikling som de andre.”

Et øget dansk engagement i opbygningen af en europæisk våbenindustri kan altså hurtigt føre udenrigspolitikken ud på flere uhyggelige vildveje i stil med den, vi oplever med våbenhandlen til Israel.

EU som militær stormagt

EU som militær stormagt er derfor et skræmmende projekt. Det er næret af en stadigt tættere union, en intens EU-integration, som nogen ville sige før eller siden nødvendigvis måtte føre til dannelsen af en militær dimension. Der er i hvert fald meget mere på spil end frygten for Rusland og legitimt selvforsvar, meget mere end Ukraine. At skrive opbygningen af en ”europæisk våbenindustri” ind i en simpel historie om legitimt selvforsvar, som en enkelt venstrefløjskandidat gjorde det op til EU-valget i 2024, er en farlig, naiv forenkling.

Det ville være forkert at sige, at EU er en imperialistisk supermagt. Så langt er vi ikke nået. EU står heller ikke lige over for at etablere en fælles hær. Men at det trækker i retning af en militariseret kapitalistisk stormagt, bør man ikke være i tvivl om. Det er sådan set udtrykt meget eksplicit i EU’s egne strategier, om end med andre ord. Og det er i dét lys, at man skal tage stilling til, hvilken form for sikkerhedspolitik, der skal styre vores fremtid.

Artiklen bygger på et indlæg holdt på Socialistisk Påskeseminar 2025