Jeg kom ind i det politiske liv på venstrefløjen i 1989. Det var en tid med dyb krise i Sovjetunionen og begyndelsen på en smertefuld proces med neoliberale reformer. Der var ingen medlemmer af kommunistpartiet i min familie, men min familie havde socialistiske synspunkter, og jeg begyndte tidligt at læse marxistisk litteratur.

Jeg så, at der efter en kort periode med demokrati, efter Sovjetunionens fald, ville blive etableret et diktatur i vores land. Der er ikke noget demokrati, når ejendommen er koncentreret i hænderne på oligarker.

Jeg organiserede møder mod de neoliberale reformer. Jeg organiserede også strejker på fabrikker og hjalp med at anlægge retssager til forsvar for sociale og demokratiske rettigheder. I 1994 støttede mine landsmænd mig for første gang ved valget til den regionale lovgivende forsamling. I 1999 blev jeg valgt ind i Statsdumaen, og jeg arbejdede som parlamentsmedlem i 30 år. Selvfølgelig havde vi problemer med valgsvindel, men et bredt netværk af græsrodsbevægelser af fagforeningsfolk, boligaktivister, dyrerettighedsaktivister og andre gjorde det muligt for os at lykkes med at overkomme disse forhindringer.

Det er vigtigt at bemærke, at jeg har haft base i byen og regionen Astrakhan, en multietnisk sydlig region ved Det Kaspiske Hav. En tredjedel af den million, der bor der, er muslimer. Astrakhan er en gammel handelsby med en tradition for dialog mellem mennesker af forskellig etnicitet og religion. Min erfaring med at repræsentere befolkningen i Astrakhan og være aktivist i regionen har været vigtig for min egen politiske udvikling og mit syn på tingene.

Men mange ting ændrede sig i 2022. Da Rusland invaderede Ukraine, var Putin-regeringen i høj grad afhængig af værnepligtige og rekrutter fra militæret, herunder Astrakhan. Over fire tusinde mænd fra min region blev sendt i kamp i Ukraine. I dag er mere end seks hundrede blevet dræbt. Denne imperialistiske invasion ændrede Ruslands og Astrakhans politik. Hvordan forklarer vi, hvad der skete med det russiske samfund, og hvad kan vi forvente som det næste?

Antikrigspartiet

Generelt bør man se skeptisk på de russiske meningsmålinger. Offentlige meningsmålinger gennemføres under forhold, hvor åben modstand mod krigen medfører risiko for alvorlige bøder og endda strafforfølgelse. Over 20.000 russere er blevet tilbageholdt eller har fået bøder, og hundredvis er blevet sendt i fængsel i årevis på grund af deres holdninger mod krigen. De, der som jeg bliver stemplet som »udenlandske agenter«, mister muligheden for at få arbejde, og deres ejendom kan blive konfiskeret af staten. Ikke desto mindre kan resultaterne af nationale meningsmålinger om den aktuelle holdning til invasionen og krigen være meget nyttige til at forstå den politiske dynamik i Rusland.

Før man ser på meningsmålingerne, er det også nødvendigt at forstå noget om de forskellige instanser, der udfører dem. Et eksempel er Tzargrad, et holdingfirma ejet af en berygtet højreekstrem oligark, Konstantin Malofeev, som driver tv-kanalen Tsargrad. Malofeev er en højreorienteret russisk nationalist, som arbejder tæt sammen med diktaturet og støtter opførelsen af fængsler og henrettelsen af dissidenter. Han har grundlagt grupper som Russian Society of Philanthropists for the Protection of Motherhood and Childhood og Safe Internet League, en organisation, der arbejder for censur.

I april 2023, lidt mere end et år efter den russiske invasion, viste den regimekritiske, højreorienterede Tzargrad, at kun 37,6 procent af de adspurgte »fuldt ud støtter« invasionen af Ukraine. »Delvis støtte« var på 15,6 procent, hvilket giver en samlet støtte på 50,3 procent. I alt 35 procent var imod invasionen og krigen (26,5 procent var helt imod, og 9,1 procent var betinget imod).

En tredjedel af de adspurgte støttede også tilbageleveringen af de erobrede områder til Ukraine og en genindførelse af grænserne fra januar 2022. I betragtning af, at den russiske straffelov lover 4 års fængsel for at skade »Den Russiske Føderations territoriale integritet«, og at de statslige myndigheder opfordrer til »genforening af dette land med moderlandet«, var respondenternes antikrigssvar virkelig modige handlinger.

Desuden gik yderligere 15-20 procent ind for at give de besatte områder tilbage til Ukraine, hvis denne idé blev støttet af statsoverhovedet. Og det er ikke kun Tsargrad, der viser sådanne data. Levada Center er en NGO, der udfører meningsmålinger og forskning, og som selv er blevet erklæret for »udenlandsk agent« af den russiske stat. Den anslår, at niveauet af antikrigsstemning er så højt som 34 procent. Det statsejede VCIOM sætter modstanden mod krigen til ca. 20 procent. Netkanalen Nezygar, som på et tidspunkt var tæt knyttet til Putin-administrationen, konstaterede i efteråret 2023, at 41 procent af russerne set i bakspejlet ikke ville have fortsat den såkaldte »specielle militære operation« i Ukraine.

Efter at have gennemgået alle meningsmålinger tror jeg, at omkring 30 procent af den russiske befolkning er imod denne krig. Det er ikke kun liberale eller unge, men også folk på venstrefløjen og i alle aldre. Selv om det ikke er et flertal, er det en betydelig modstand. Selv under forhold, hvor de ikke har mulighed for at tale åbent om deres holdning, har denne gruppe vist sig at være stabil.

Disse skøn bekræftes af det nylige præsidentvalg i foråret 2024. Min gode ven, tidligere parlamentsmedlem Boris Nadejdin, meddelte, at han havde til hensigt at deltage i valgkampagnen, og han fremsatte et forslag om våbenhvile. Før dette var han ikke en velkendt politiker, men efter tre uger lå hans opbakning på ti procent, og den voksede. Naturligvis blev hans kandidatur hurtigt erklæret illegitimt af den centrale valgkommission, og han blev fjernet fra stemmesedlen.

Militært parti

Den anden side af medaljen i forhold til de 30 procent, der er imod krigen, er den brede, til tider protofascistiske, støtte til invasionen af Ukraine. I de første dage af invasionen var jeg chokeret. Alle landets sociale netværk (med undtagelse af Facebook, som i højere grad bruges af oppositionelle kræfter og dem, der er kritiske over for Putins regime) var fyldt med beskeder fra tusindvis af borgere om overtagelsen af Ukraine, nytten af at dræbe fanger og det rigtige i at ødelægge byer og landsbyer. Nogle af mine egne venner mente, at det var rationelt at dræbe mennesker i andre lande og opmuntrede til det.

Der var en bølge af had mod USA, vestlige regeringer og Vesten generelt. Mindst 100.000 russere skrev kommentarer under et opslag fra Joe Biden på de sociale medier om USA’s støtte til Ukraine. Disse kommentarer var en blanding af trusler og glæde. Det var ikke kun et spørgsmål om Ukraine. Da invasionen begyndte, var der en almindelig diskussion om, at hvis bare erobringen af Ukraine lykkedes, ville Aserbajdsjan, Kasakhstan, Moldova og/eller de baltiske lande være de næste i rækken. Det blev åbent diskuteret på de sociale medier, i tv-shows om aftenen, på de store avisers sider og ikke mindst i parlamentet. Under et møde i Duma-udvalget udtalte en senator, som jeg kender godt, at mange små lande ikke har ret til suverænitet.

Hver aften kunne vi se tv-udsendelser om atomangreb på Berlin, London, Paris, Baku, Warszawa og selvfølgelig på amerikanske byer.

Efter tre års krig er denne stemning svækket, men selv om invasionen af Ukraine har vist sig at være lang, mislykket og blodig, er den ikke forsvundet. Hvordan var vi nået hertil? Hvorfor var sådan en snak mulig? Hvilke mennesker i Rusland støttede dette, og hvor mange mennesker blev forgiftet af en sådan kannibalistisk ideologi?

Lad os vende tilbage til meningsmålingerne. Tzargrad anslog en fast støtte til krigen på 37 procent. Men faktisk er det halvt så meget.

Den berygtede højreekstreme »filosof« Aleksandr Dugin skriver, at kun 20 procent af russerne drømmer om at indtage Kyiv eller hele Ukraine. Den »udenlandske agent« Levada Center sætter dette tal til 20 til 25 procent. VCIOM, som igen er tæt på magten, kommer kun til 10 til 15 procent. Ligesom antikrigs-holdningen repræsenterer den rabiate pro-imperialistiske holdning ikke flertallet af befolkningen, men de er ikke en marginal del af samfundet. Det er en ret stor gruppe.

Det er krigens folk. Vi taler overvejende, men ikke udelukkende, om mænd i de ældste aldersgrupper. Hvad motiverer dem? Hvad er det, de savner? Hvorfor vil de dræbe mennesker i et naboland og også i andre lande?

Vi nærmer os et meget vanskeligt spørgsmål. Forskere fra Levada Center har udgivet et forskningsstudie i to bind om psykologien i det russiske samfund. De skriver om de udfordringer, som fremmedgjorte individer møder, når de står over for en magtfuld stat, der meget let kan ødelægge individuelle liv. De analyserer den systematiske undertrykkelse af enhver form for selvorganisering i Rusland, herunder frie fagforeninger, miljøinitiativer, grundejerforeninger og endda græsrodsaktioner til minde om heltene fra Anden Verdenskrig.

I denne verden med ødelagt horisontal kommunikation kan enkeltpersoner ikke være sikre på deres egen fremtid. Det fører til både desorientering og desillusionering. Men staten tilbyder et simpelt svar: had. Som en tv-kontakt har hadets mål ændret sig i årtier: liberale, bøsser, ukrainere, udenlandske arbejdere, ateister, hjemløse hunde og deres forsvarere, aserbajdsjanere, igen bøsser, igen ukrainere, igen udenlandske arbejdere og altid Vesten. Nogle gange Kina. Fjenden på dørtrinnet? Demokratiet? Under disse betingelser er landet ved at udvikle sig til en belejret fæstning. Det er en farlig vestlig indflydelse, der er beregnet til fjolser. Statens kræfter hævder, at der ikke rigtig er demokrati nogen steder. De kalder det en gift, som forgifter hjernen.

Hvad med venskabet mellem folkeslagene? En sådan forestilling afvises som en illusion, en mystifikation, en form for hykleri. De hævder, at russerne blev dræbt af vilde i Centralasien og Sydkaukasus. At det var for 40 år siden er ligegyldigt, hvad er forskellen? Bekymring over korruption? De anerkender, at verden ikke er perfekt, og hævder så, at kampen mod korruption kun er et specifikt redskab i kampen om magten, og konkluderer, at alle politikere er ens, og at det er det samme overalt.

Derfor, hævder de, er der ingen forskel på lande og politiske systemer. Det opfattes som ekstremt dumt at diskutere andre samfunds sociale erfaringer. Dette er logikken: Der bor slaver som os. Men i det mindste har vores elite en national kultur (og toppen giver os somme tider nogle fordele, nogle midler), mens udlændinge ønsker at beslaglægge vores naturressourcer og omvende os til homoseksualitet.

Det virker som en karikatur, men jeg har altid mødt det samme argument. Det er et meget enkelt og sammenhængende system af synspunkter, uanset hvor kynisk og hadefuldt det er. Og det er grundlaget for at støtte krigen mod verden.

Vi må heller ikke glemme de penge, der er involveret. Hvis »det ene menneske er som en ulv for det andet « (som det hedder i et gammelt russisk ordsprog), og det at kæmpe mod fjenden er en grund til stolthed, hvorfor så ikke tage pengene og deltage i en krig? Lønningerne i Rusland er meget lave. I min by betragtes 500 dollars om måneden som en anstændig indkomst. Mange mennesker lever kun for 300 dollars, og pensionister får typisk kun 200 dollars. Men hvis nogen underskriver en kontrakt med forsvarsministeriet, får de 2000 dollars om måneden og fra 10.000 til 30.000 dollars i første bonus (afhængigt af den region, de er rekrutteret fra). Desuden har deres pårørende 60.000 dollars i tilfælde af dødsfald, og deres børn kan gå på universitetet uden gebyrer og eksamener. Anstændige forhold!

Wagner, det berømte private militære firma, har et kynisk slogan: »Intet er personligt, vi blev betalt«. For nylig organiserede de en »patriotisk lektion« i en russisk skole under dette banner.

Konformisternes parti

De fleste mennesker vil selvfølgelig ikke have problemer med staten, men de vil heller ikke have noget med krigen at gøre. De støtter en »speciel militær operation«, men de vil uden tvivl støtte freden.

De er overbeviste om, at de ikke har nogen chance for at påvirke myndighedernes beslutninger, så de accepterer formelt alle instruktioner fra toppen. I virkeligheden ønsker de kun fred i sindet. Denne modsigelse var tydeligt synlig under den første mobiliseringsbølge i efteråret 2022. Staten indkaldte 300.000 soldater, men yderligere 500.000 flygtede fra Rusland. Efter denne oplevelse tyede Kreml aldrig til så risikable værktøjer igen. 62 procent af de adspurgte forstod eller støttede endda desertørerne. Det var en kold dukkert for krigspartiet.

Nu er kun 20 procent af russerne imod fred med Ukraine. Det konforme flertal ønsker et normalt liv uden at afgive »nye regioner«, men også uden nye erobringer. Lederen af det regeringsvenlige VCIOM siger: »De fleste russere ønsker ikke at indtage Kyiv. Hvis det var gået efter deres hoved, ville de ikke have iværksat en militær operation.« Og videre: »De fleste uddelegerer opgaven med at formulere fredsbetingelser til præsidenten: Du bestemmer selv, hvad betingelserne skal være, og fortæller os, hvornår det er tid til at slutte fred. Vi vil støtte dig.«

Lønningerne til de frivillige i militæret stiger konstant, og det er et direkte bevis på statens problemer med sine militære initiativer.

Dyb splittelse uden dyb krise

Meningsmålinger viser, at forholdet mellem de tre ovenfor beskrevne grupper er meget stabilt. Det har ikke ændret sig i tre år. Hvorfor er det sådan?

For det første er levestandarden trods forventningerne stabil. Nogle grupper har en mindre indkomst – især pensionister, ansatte i den offentlige sektor, inden for uddannelse og sundhed – mens andre har fået det bedre. Devalueringen af rublen og den voldsomme indvandrerfjendske politik har resulteret i, at antallet af udenlandske arbejdere er faldet fra 9 til 6,5 millioner mennesker. Derudover kæmper 1,5 millioner mennesker ved fronten, og omkring 0,8 millioner mennesker har forladt landet. Samtidig blev der alene i 2024 hældt mindst 75 milliarder dollars i det militærindustrielle kompleks. Der er mangel på arbejdskraft, og lønningerne for nogle dele af arbejderklassen vokser virkelig. For eksempel tjener Gazprom-arbejdere i min region nu dobbelt så meget som før krigen. Priserne stiger, men lønningerne stiger hurtigere. Ikke for alle, men alligevel.

For det andet er kampen ved fronten et spørgsmål om frivillige. Vi skal selvfølgelig ikke glemme de 300.000 indkaldte, men 70 procent af de mænd, der i øjeblikket er i Ukraine, har truffet en beslutning om at lade sig hverve. Derfor er deres skader eller død i russernes bevidsthed ikke forbundet med deres egen eller deres slægtninges skæbne. Det er frontsoldaternes valg uden risiko for andre.

Russerne lever (indtil videre) et normalt, fredeligt liv. Det er meget vigtigt at forstå dette. Valget mellem krig og fred nu er ikke et valg mellem ro og elendighed. Det er et moralsk valg. Situationen vil ændre sig i den nærmeste fremtid – sanktionsfælden vil komme til at virke – men det gør den ikke lige nu.

Roen er bedragerisk

Krigen mod Ukraine og muligheden for fred anses for at være Putins ejendom og kun en del af det russiske samfund. Så længe Putin er præsident – og det vil han være, så længe han lever – vil denne krig fortsætte. Årsagen ligger i Rusland: Putin har ikke et positivt program for landet. Eksterne konflikter er grundlaget for hans magt. Det er en måde til at konsolidere eliten og styre folket. Putins atomtrusler ser ud til at være aftaget og udskudt indtil videre. Måske vil krigen mod Ukraine gå ind i en ulmende fase. Men så længe Putin regerer i Rusland, vil historien om eksterne konflikter fortsætte.

Efter Putin – og det har den russiske historie vist – vil vi se store forandringer. Jeg er sikker på, at myndighederne vil foretrække at genoprette forholdet til Vesten. Samhandel giver flere fordele end krig. De historiske begivenheder efter Stalin og zar Nikolaj I viste tydeligt denne sandhed. Og Putin forstår det. Hans svar er at placere veteranerne fra den »specielle militære operation« i parlamentet og andre statslige institutioner. Vi ser den konsekvente indoktrinering af børn – ikke kun teenagere, men selv små børn i børnehaverne. Overton-vinduet for, hvad der accepteres, er blevet meget bredt (og vildt).

Ifølge forskellige estimater anser mellem 18 procent (RussianField company) og 34 procent (Levada Center) af de adspurgte et atomangreb mod Ukraine for muligt. Desuden mener 64 procent, at en atomkrig kan vindes af Rusland (RussianField company).

Indtil for nylig var dette helt utænkeligt. I Sovjetunionen under Bresjnev-æraen og i de næste 40 år blev atomkrig betragtet som et absolut onde og enden på den menneskelige race. Sådanne ændringer i det russiske samfunds masseopfattelse skaber en trussel for alles fremtid, herunder selvfølgelig russernes. Rusland har det største lager af A-bomber – ca. 6.000. (Til sammenligning har USA 5.400, Kina 350, Frankrig 290 og Storbritannien 225).

En af grundene til, at jeg blev erklæret for »udenlandsk agent« i Rusland og frataget mine borgerlige rettigheder, var mine offentlige udtalelser mod dette vanvid. Selvfølgelig vil selv den nuværende russiske ledelse ikke træffe en beslutning om at bruge atomvåben, men de skaber en kultur og betingelser for, at fremtidige generationer af den russiske herskende klasse kan betragte dette som et normalt arbejdsscenarie.

Det billede, jeg har tegnet, er udfordrende, men ikke uden et grundlag for at opbygge modstand mod galskaben og mod krigens og ødelæggelsens kræfter. I dag har vi brug for solidaritet fra alle progressive kræfter og modstand mod reaktion. Vi skal fokusere på at gøre folk klogere, fordi det nuværende regime af imperialistisk »storhed« kan komme til at koste usigeligt meget mere, end det gjorde for 80 år siden.

11. februar 2025

Oversat fra Tempest af Poul Bjørn Berg. En lang række links i originalteksten er ikke medtaget her.