Læsetid: 11 minutter

 

[Lyt til historien på Spotify] Et lån er altid behæftet med aftaler om tilbagebetaling, så kreditorerne ved, hvor meget og hvor hurtigt de vil tjene på deres udlån. Lån kan også ydes på betingelse af, at pengene bruges til et bestemt formål. Men når det gælder de stadig større lån, som EU, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond yder til Ukraine, er det desuden et krav, at den ukrainske regering ændrer landets lovgivning og gennemfører reformer, som kreditorerne bestemmer.

 

Ukraines gæld

Vi hører meget om ”donationer” til Ukraine – den danske regering har givet over 50 mia. i militær støtte og 5 mia. i civil støtte. Men ”hjælpen” til Ukraine omfatter også lån, som skal tilbagebetales – med renter. I august 2024 var afbetalingen på Ukraines offentlige gæld på et niveau, som næsten svarede til landets udgifter til social- og sundhedsvæsenet.

 

Lån bliver ydet på den betingelse, at Ukraine tilpasser sin lovgivning til EU-standarder, det vil sige tilgodeser den private sektor og udsætter offentlige indkøb for privat konkurrence. Store europæiske virksomheder står på spring for at udnytte Ukraines integration i det europæiske marked og drage fordel af indbringende kontrakter, når landet skal genopbygges.

 

Ukraines indenlandske og udenlandske gæld er steget med 60 procent fra starten af 2022 til slutningen af november 2024. Den udgjorde knap 100 milliarder dollars (730 milliarder kroner) umiddelbart før invasionen og nåede næsten 160 milliarder dollars (1.165 milliarder kroner, det vil sige over 1 billion kroner) ved udgangen af 2024, hvoraf 45 milliarder dollars er indenlandsk offentlig gæld (kilde. Ukraines Finansministerium)

 

De største kreditorer er EU (44 procent af udlandsgælden), Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).

 

Udlandsgælden udgør cirka 90 procent af BNP. Gælden til EU er vokset mere end 8 gange de seneste to år, så den nu er på 313 milliarder kroner, og hvis man dertil lægger gælden til Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), er vi oppe på 342 milliarder kroner.

 

Betingelser

Ukraines finansministerium har en særlig hjemmeside med en liste på 325 reformer og foranstaltninger, som Ukraine har forpligtet sig til at gennemføre til gengæld for lån fra EU, IMF og Verdensbanken.

 

Hvis Ukraine ikke overholder tidsplanen og gennemfører reformerne, kan kreditorerne suspendere eller udskyde de lån, som landet har brug for. EU, Verdensbanken og IMF overvåger konstant implementeringen af de neoliberale reformer, som de forlanger – og som Zelenskis neoliberale regering støtter.

 

I 2024 blev EU, USA og andre G7-medlemmer enige om en ny hjælpepakke til Ukraine på 50 milliarder dollars. I den sammenhæng har EU vedtaget en bistandsplan til 50 milliarder euro for perioden 2024-2027. Den vedtagne plan forudser en samlet udbetaling på 38,27 milliarder ved udgangen af ​​2027. 85 procent er i form af gæld, der skal tilbagebetales, mens donationer udgør kun 15 procent, som formentlig svarer til afkastet fra de russiske aktiver, Europa-Kommissionen har beslaglagt, hovedsageligt i Bruxelles. I løbet af 2024 blev der udbetalt 12,4 mia. herfra.

 

Lars Løkke: Lån skal fremme privatisering

MF Theresa Scavenius spurgte i januar 2025 udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, hvad hans holdning var til de lånebetingelser, som handler om privatisering af statsejede banker og offentligt ejede virksomheder. Scavenius blev valgt til Folketinget for Alternativet i 2022, men blev løsgænger i september 2023.

 

Svaret fra Lars Løkke var, at planen blandt andet skal sikre en udvikling i Ukraine i overensstemmelse med EU’s regler, standarder og værdier med henblik på et fremtidigt EU-medlemskab. Det gælder også de reformer, der handler om privatisering af statsejede banker og offentligt ejede virksomheder.

 

Ifølge udenrigsministeren skal vi ”bistå Ukraine med at lave de reformer, som er forudsætningen for, at Ukraine kan udleve det, der er Ukraines drøm, nemlig at komme tættere på at blive fuldt integreret i Europa.” Lånene skal også bidrage til at understøtte tilliden til landets økonomiske udvikling og dermed virke som en slags katalysator for private investeringer, sagde han.

 

Theresa Scavenius uddybede sin bekymring med disse ord:

 

”Det, der er særlig bemærkelsesværdigt, er, at (…) her sker det jo i en krigstid. Det, der så skal bemærkes, er jo, at værdien af alle de selskaber, hvis salg på grund af vores lån bliver fremskyndet, jo vil være meget lav på grund af krigstiden. Det vil sige, at min bekymring er, at vi altså stiller Ukraine og den ukrainske befolkning i en meget ufordelagtig forhandlingsposition, fordi de her privatiseringer skal ske nu og her.”

 

”Når vi tvinger dem til at privatisere så mange selskaber, kan jeg ikke se som andet, end at vi favoriserer danske og internationale investorer over den ukrainske befolkning”, sagde hun.

 

EU’s traktater

En stor del af den ukrainske befolkning nærer store forhåbninger til et EU-medlemskab. Medier og politikere præsenterer det at blive medlem af EU som en garanti for bedre levevilkår, højere løn, flere sociale rettigheder og mindre korruption. Det er en stor illusion.

 

EU’s traktater handler ikke om respekt for og fremme af sociale rettigheder. Disse rettigheder blev vundet gennem arbejderbevægelsens kamp i de enkelte medlemsstater. De europæiske traktater tilskynder tværtimod til konkurrence mellem arbejderklassen i de forskellige medlemslande. Eksempelvis er den lovbestemte mindsteløn i Bulgarien 477 euro om måneden (brutto), mens den i Luxembourg er 2.571 euro, dvs. 5 gange mere. I Ukraine er den 186 euro.

 

De krav, som de europæiske traktater pålægger et medlemsland, handler om at åbne de nationale markeder for ubegrænset konkurrence, adgang for private virksomheder til at tjene på (hidtil) offentlig service, liberalisering af energimarkedet, begrænsning af det offentlige finansunderskud, loft over offentlig gæld i forhold til BNP. Der er derimod ingen bestemmelser om social sikkerhed, lovbestemt mindsteløn, mindstesatser i skattespørgsmål (hvilket gør det muligt for skattely inden for EU at drage fordel af meget lave skattesatser, som det f.eks. er tilfældet for Irland eller Luxembourg for blot at nævne to), og ingen stærke miljømæssige begrænsninger.

 

I bestræbelserne på at blive integreret i EU går den ukrainske regering efter at privatisere meget mere af den offentlige ejendom. Det gælder ikke mindst det statsejede energiselskab, ligesom endnu mere landbrugsjord vil blive solgt til udenlandske virksomheder.

 

Der er folk på venstrefløjen, som påpeger, at den ukrainske regering under alle omstændigheder fører en neoliberal politik, og at den selv uden EU ville forsøge at gennemføre den politik, som EU ønsker. Ja, det er korrekt, at den nuværende regering er neoliberal, men aftalerne med EU giver flere redskaber til dem, der ønsker at forstærke den neoliberale politik. Ukraine underskriver memoranda med EU, der har virkning som internationale traktater, og EU står som Ukraines kreditor i en stærk position. Og den bliver kun stærkere, efterhånden som nye lån vil øge Ukraines gæld til EU.

 

Lad os antage, at kræfter på venstrefløjen en dag kommer til magten. De vil i så fald stå over for de begrænsninger, som den tidligere regering har accepteret. Manøvrerummet til at bryde med neoliberal politik vil være meget begrænset og vil kræve, at man går i direkte konflikt med EU og ikke overholder traktaterne. Ligeledes gælder det, at alle lån fra IMF og Verdensbanken er ydet på betingelse af, at Ukraine fortsætter de (kontra-)reformer, der er nødvendige for Ukraines integration i EU.

 

Kommissionens anbefalinger

Ukraine ansøgte om medlemskab af EU den 28. februar 2022. Den 23. juni 2022 gav Det Europæiske Råd Ukraine kandidatstatus, og i december 2023 besluttede EU-Kommissionen at indlede forhandlinger. I Kommissionens rapport fra oktober 2024 om forhandlingerne hedder blandt andet:

·        I det kommende år forventes Ukraine at fortsætte deregulering og digitalisering af licensprocedurer for yderligere at forbedre erhvervsmiljøet og investeringsklimaet i Ukraine; (…) gennemføre foranstaltninger til at stimulere den private sektor og industriel udvikling (…) og støtte incitamenter til at tiltrække udenlandske direkte investeringer.

·        Kommissionens anbefalinger fra sidste år er kun delvist implementeret (…) I det kommende år bør Ukraine blandt andet vedtage loven om jernbanetransport, der skaber en institutionel og lovgivningsmæssig ramme for et konkurrencedygtigt jernbanemarked i overensstemmelse med EU-standarder.

·        Kommissionen understreger behovet for at liberalisere energisektoren, mens regeringen for at klare krigssituationen har været nødt til at styrke den offentlige sektors monopol i denne sektor, til stor utilfredshed for EU.

·        Kommissionen understreger behovet for at udvikle et nationalt handelssystem for CO2-kvoter.

·        Kommissionen bemærker, at på grund af krigsøkonomien er vægten af den offentlige sektor fortsat høj, den er endda steget.

·        Kommissionen understreger behovet for at reducere statens rolle i økonomien og anbefaler at fremskynde privatiseringer, mens staten stadig ejer en andel i mange virksomheder.

·        Statsejede virksomheder fortsatte med at spille en vigtig rolle i økonomien; Den ukrainske statsportefølje omfattede mere end 3.000 af dem. Som en del af Planen for Ukraine har regeringen iværksat en række reformer, der har til formål at reducere statens indflydelse i økonomien (…). I 2023 beløb de årlige privatiseringsindtægter sig til 108 millioner euro (0,05 % af BNP), en absolut rekord. På trods af dette var privatiseringen begrænset til små ejendomme og produktionsaktiver; Der var ingen storstilede privatiseringsoperationer i 2023 og 2024. Regeringen planlægger dog at genstarte dem, når forholdene tillader det.

·        Kommissionen beklager også, at staten var nødt til at øge sin deltagelse i banksektoren for at håndtere private bankfolks dårlige ledelse.

 

Hvad koster det at tilbagebetale gælden?

EU får mulighed for at fremstå generøst og styrker samtidig sin position som kreditor i forhold til Ukraine, som får en stadig større gæld at tilbagebetale. Men lånene koster ikke EU noget.

 

Russiske aktiver tjener som sikkerhed for store investeringsfonde og banker, der køber værdipapirer fra lån til Ukraine. Som en del af de sanktioner, der er pålagt Rusland siden invasionen i februar 2022, har G7-landene frosset russiske aktiver til en værdi af omkring 300 milliarder dollars. For EU er det en god forretning, eftersom de russiske aktiver nok er beslaglagt, men samtidig investeret på de finansielle markeder. Det anslås, at indtægterne herfra beløber sig til omkring 5 milliarder euro årligt.

 

Slet gælden!

Som en god neoliberal ønsker Zelenskyj, at Ukraine skal være troværdig over for private kreditorer. De rigestes indkomster og formuer bliver skånet, mens arbejderbefolkningen bliver beskattet hårdt som anbefalet af IMF og Verdensbanken.

 

Zelenskyj-regeringen forsøger også at finansiere statens udgifter ved at sælge aktiver, som er konfiskeret fra ejere med tilknytning til den russiske regering. I 2023 vandt man en retssag om at fratage de russiske ejere kontrollen over Ocean Plaza, et af de største shoppingcentre i Kyiv. Endvidere sælger man statsobligationer til oligarkernes banker og velhavende ukrainere. Gældsbeviser blev i 2024 solgt til renter på op til 16,5 %.  Inflationsraten i 2024 var omkring 10-11 %.

 

Éric Toussaint fra Komiteen for Sletning af Den Tredje Verdens Gæld mener, at Ukraines kan karakteriseres som illegitim, da den er brugt til at gennemføre en politik i modstrid med befolkningens interesser. Derfor bør man efter hans mening kræve, at gælden slettes. Hvis Ukraine og dets folk ønsker at genvinde deres suverænitet, må de frigøre sig fra kreditorerne, som handler i deres egne interesser og imod det ukrainske folk.

 

Han peger på en række andre redskaber, som Ukraine selv og andre lande kunne benytte til at finansiere landets modstandskamp og genopbygning. Man kunne beslaglægge aktiver fra både russiske og ukrainske oligarker, der tjener på krigen. Man kunne også lægge en ekstraskat på de våbenfirmaer, der henter enorme overskud på denne krig og andre krige generelt. Det kunne samtidig sætte en bremse på disse selskabers begejstring for at fortsætte krigen og deres bidrag hertil.

 

Men beslaglæggelse af oligarkernes aktiver og ekspropriation af deres ejendom er direkte i modstrid med det hellige princip om den private ejendomsret. Der har ikke været større beslaglæggelser siden 2022, fordi vestlige regeringer har været tilbageholdende. Under alle omstændigheder har det været yderst begrænset, og intet er blevet overført til nogen fond kontrolleret af det ukrainske folk.

 

Man kan også diskutere de massive profitter, som gas- og olieselskaber har opnået som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Eksempelvis kom det i januar 2025 frem, at Norge har tjent mere end 800 milliarder danske kroner i ekstraprofitter i 2022 og 2023 alene på at sælge gas til Europa siden Ruslands invasion af Ukraine. Ligeledes er fortjenesten steget for foderstof-firmaer rundt om i verden, herunder de fire store multinationale selskaber (Archer Daniels Midland, Bunge, Cargill), der kontrollerer 80 procent af den globale handel med korn. De burde betale en særskat af deres overskud, både for at finansiere bedre levevilkår for fattige i hele verden og for at hjælpe det ukrainske folk.

 

Artiklen bygger i høj grad på Éric Toussains artikel “Ukraine’s Debt: an instrument of pressure and spoliation in the hands of creditors”