I midten af juni 2010 interviewede Jeffery R Webber og Susan Spronk fra tidsskriftet Against The Current Gonzalo Gómez, Stalin Péres Borges og Luis Primo i Caracas, Venezuela. De tre revolutionære socialister diskuterer modsætninger og muligheder i den bolivariske proces.

af Jeffery R Webber og Susan Spronk

ATC: Kan I fortælle os lidt om jeres politiske liv?

GG: Jeg er medstifter af det radikale websted aporrea.org og aktivist i Marea Socialista (Socialistisk Bølge), som er en radikal venstreorienteret tendens indenfor PSUV (Venezuelas Forenede Socialistiske Parti, der blev skabt på initiativ af præsident Hugo Chavez, red.) Marea Socialista er den mest venstreorienterede strømning indenfor partiet.

SPB: Jeg er også aktiv i Marea Socialista, og samtidig national koordinator i den faglige landsorganisation Unión Nacional de Trabajadores (Den Nationale Arbejderunion UNT).

LP: Jeg er medlem af ledelsen af Union Regional de Trabajadores (Den Regionale Arbejderunion URT) Caracas-Miranda (dvs. den regionale afdeling af UNT, red.). Jeg er i øjeblikket placeret i delstaten Bolivar, hvor jeg arbejder på at gennemføre den socialistiske Guayana-plan og genetablere UNT, der har været splittet de senere år.

ATC: Hvilke er de vigtigste sociale kræfter, som styrer den bolivariske proces, og hvad er de største modsætninger i den nuværende periode?

GG: Vi fortsætter med at drive den revolutionære proces fremad. Det er en proces, hvis drivende kraft er bestemt af klassekampen. Ud fra det, at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund, står vi over for mange modsætninger i processen. Den bureaukratiske, borgerlige stat giver næring til mange af disse modsætninger. En af de de største trusler mod revolutionen er den konservatisme, der findes i det tykke bureaukratiske lag af embedsmænd, som har centraliseret den politiske magt og de materielle fordele, og som fungerer som en bremse på processen.

Vi har endnu ikke kontrol over økonomien, der stadig ligger i hænderne på den private kapital. Kun ved at befæste arbejdernes og befolkningernes magt kan vi nedbryde den borgerlige stat og bryde afgørende med det kapitalistiske system. For at kunne gøre det er vi nødt til at danne alliancer, der omfatter såvel aktivistiske medlemmer af Nationalforsamlingen, som arbejderklassen, bønder, der kæmper for landbrugsreformer, lokale og folkelige bevægelser.

Vi er også nødt til at bekæmpe bureaukratiseringen af arbejderbevægelsen og skabe folkemagt indenfor arbejdernes bevægelser. Der har været mange positive eksempler på arbejderorganiseringer ”nedefra”, som i Guyana (en region i Venezuela syd for Orinoco-floden) og i el-sektoren, hvor de menige medlemmer har kæmpet for arbejderkontrol, og har dannet deres egne råd under overskriften ”fælles ansvar” med staten, hvor staten ejer produktionsmidlerne, men hvor beslutningerne bliver taget af arbejderne. Men i mange tilfælde er embedsmændene en af de største udfordringer, arbejderne står overfor. De ønsker ikke at afgive kontrollen, og de forsøger at sabotere processen.

SPB: Klassekampen i Venezuela er blevet skærpet i løbet at de sidste to årtier, som det ses af Caracazo-opstanden i 1989, og et andet højdepunkt i 1998 var Chavez valgsejr. Et nyere eksempel på skærpelsen af klassekampen er bevægelsen for arbejder-kontrol og nationaliseringen af forskellige virksomheder, såsom firmaer der laver kaffe og fødevarer, og også det tidligere eksperiment i Inveval ( en ventilfabrik, der blev sat under arbejderkontrol i 2005). Disse eksempler peger hen mod en ny situation. Staten, der stadig er en kapitalistisk stat, bliver udfordret.

Lige nu, lever vi under en form for ”statskapitalisme”. Men denne situation kan overvindes ved at uddybe erfaringerne med arbejderkontrol, så længe partiet eller regeringen ikke griber ind. Senere bør olieselskabet PDVSA og andre firmaer, der stadig er på private hænder, også sættes under arbejderkontrol.

De seneste få år har været præget af det venezuelanske borgerskabs modoffensiv. De bruger deres kontrol med pressen til at sprede propaganda og til at forsvare deres klasseinteresser.

LP: Vi har befundet os i en labyrint. I de 11 år under revolutionen har vi ikke været i stand til at kontrollere økonomien. Økonomien bliver stadig kontrolleret af det nationale borgerskab, som er tæt forbundet med den transnationale kapitalistklasse. Det er tydeligt, at mere end 50 procent af produktions-, distributions- og handelsprocesserne er forblevet på private hænder, i hænderne på borgerskabet. Vi kæmper en økonomisk krig for eksempel mod fødevareproducenterne.

Set fra min synsvinkel har vi endnu ikke i virkeligheden taget hul på overgangen til socialisme. Vi har nærmere en progessiv regering, der har sat gang i vigtige reformer, især gennem de sociale programmer som sundhed og uddannelse, og ved leverancer af støttede fødevarer. Disse reformer er grundlæggende – de er nødvendige for at mildne befolkningens materielle vilkår. Men det er ikke nok. Disse programmer har det med at tabe kraften efter nogle år

Der er et problem med kontinuitet og vedholdenhed. Og mens den progressive regering konfronterer borgerskabet på nogle punkter, forbliver staten helt igennem kapitalistisk, fordi produktionens sociale relationer forbliver kapitalistiske.

GG: Der er to modsætninger mere, som det er vigtige at nævne. For det første er Venezuela spundet ind i en global kapitalisme, der er i krise, og det har givet sig udtryk i skarpe klassekonflikter i mange af de avancerede kapitalistiske lande, som vi ser det i Europa. Det er vanskeligt at udvikle en revolution i isolation, som vi forsøger at gøre i Venezuela.

For det andet står vi overfor en modsætning af kulturel karakter. Selvom nogle af de kulturelle og materielle aspekter har ændret sig, og der har været fremskridt i bevidsthedsniveauet (siden den bolivariske proces begyndte), er det kapitalistiske overherredømme stadig dominerende. Kapitalismens politiske og kulturelle karakteristika dominerer stadig folks bevidsthed.

Der er mange områder, hvor folk nu kan udøve folkemagt, men de formår ikke at bruge den. Mange mennesker stoler stadig på den gamle måde at gøre tingene på. For eksempel på kommunikationsområdet er der mange værktøjer, som for eksempel websiden Aporrea , der kunne bruges mere effektivt af de folkelige bevægelser. Men folk er vant til at blive oplyst i stedet for at lære at oplyse sig selv.

For eksempel har arbejderne i Guayana udviklet rige erfaringer med arbejderkontrol indenfor sværindustrier som aluminium, metal og stål. Vi har brug for information om disse erfaringer, der er skabt af lokalsamfundene og arbejderne selv, for at kunne imødegå de informationer, der kommer fra borgerskabet og det statslige bureaukrati (som sædvanligvis ikke anerkender de reelle fremskridt i processen). Tv-stationerne i denne stat er ejede af kapitalister, og arbejderne har ikke kontrol med pressen.

Jeg tror ikke, at man bare kan ”oplyse” folk til at ændre sig. Vi må fortsætte med at mobilisere, opmuntre til folkelig deltagelse og organisering, også til politisk organisering. Men vi står overfor alvorlige forhindringer i den proces, når man tager kapitalistklassens fortsatte kontrol med medierne i betragtning.

ATC: Hvad er det for spændinger og syenergieffekter, der viser sig, når kræfterne ”ovenfra” og ”nedenfra” udfoldes? Hvad har for eksempel været statens rolle i at skabe eller lukke mulighederne for udøvelsen af ”folkemagt”i lokalsamfundet og på arbejdspladserne?

SPB: De vigtigste kræfter bag den proces, der har støttet præsident Chavez, er de offentlige sektorer: de arbejdsløse, arbejdere, folk der lever i ”barrios” (slumområderne), den fattige del af befolkningen. Men i dag ser vi også, at det er stadig mere nødvendigt, at der findes en organiseret arbejderklasse. Arbejdere har altid deltaget i processen, fordi de bor i barrios. Men som en klasse med deres egne udtryksformer og organisationsformer tager de mere og mere del.

Når man taler om klassekampen, som jeg nævnte tidligere, så har højrefløjen lanceret en kampagne, der er henvendt til de største firmaer indenfor korn og foderstof, Polar Group. De organiserede arbejdere smed de bureaukratiske ledere og andre ud, som man regnede med ville hjælpe firmaet med at undgå nationalisering. Jeg tror, at denne kamp vil blive skærpet.

Der var også for nylig i Caracas en mobilisering mod FEDECAMERAS, den største arbejdsgiverorganisation i Venezuela, der støttede kuppet mod Chavez i 2002. Bagefter demonstrerede arbejdere deres støtte til den samme proces i Maracaibo, Valencia, Puerto Cabello, Puerto La Cruz, Cumaná og Barquisimeto, i protest mod FEDECAMERAS.

Det har forbindelse til det problem, vi talte om i det første spørgsmål, at bureaukratiet har for stor magt, og at de somme tider laver fejl. Et eksempel er, når præsidenten truer med at nationalisere Polar Group i Barquisimeto, en indutrizone i delstaten Lara, og regeringen så til at begynde med gør den fejl ikke at tale med arbejderne og vise dem sin støtte i deres kamp mod fødevaregiganten. Cheferne udnyttede situationen, og Mendoza-familien, der kontrollerer Polar, bestak en del af arbejderne.

Lige nu bliver der rette op på denne situation, og mobiliseringerne for nylig er et bevis på det. Demonstrationerne mod FEDECAMERAS var en vigtig demonstration af, at i dag er der et større niveau af deltagelse fra arbejderne.

Som et resultat af chefernes strejke i 2003 (lockouten i oliesektoren) er arbejderne begyndt at danne uafhængige fagforeninger, til erstatning for de udemokratiske fagforeninger, der aldrig holdt valg, og som havde haft de samme ledere gennem 40 år. På den måde har der været en ”revolution” indenfor fagforeningerne hvad angår arbejderdeltagelse. Bønderne er også en del af denne konfrontation mod Polar Group, der ejer store landområder, hvor de dyrker majs, bomuld og andre basale landbrugsafgrøder.

GG: Revolutionære processer kan ikke bare blive indført ovenfra. De må komme nedefra. Det er rigtig godt, at man har en stat, der støtter kampen, og bakker arbejderne op mod deres arbejdsgivere for eksempel. Men staten skal ikke foregive, at den leder den revolutionære proces. I stedet skulle staten lade den revolutionære proces udspringe fra sine egne rødder.

Der er virkelige processer, der opstår nedefra, som for eksempel konflikten i La Gaviota (en fødevarekonservesfabrik, der blev nationaliseret for nylig). I det tilfælde stillede arbejderne sig op imod deres chefer, og overtog fabrikken. Lige fra starten drev de fabrikken under deres egen kontrol. men ofte har nationaliseringer været en regerings-ledet proces. I de bedste tilfælde udnævner de nogle ansvarlige ledere fra et ministerium. Men i de fleste tilfælde udpeger de de arbejdere, der ikke reelt har været de drivende i processen.

De (revolutionære) processer kan ikke indføres af bureaukraterne: I bedste fald kan de være formidlere eller katalysatorer, men i værste fald hæmmer de processen. Det er derfor det er nødvendigt at lade processerne udvikle og udfolde sig af sig selv, mens man stimulerer dem, nærer dem og støtter dem.

Jeg siger sådan, fordi der i går i nyhederne blev rapporteret, at Venezuelas Kommunistparti har foreslået en lov om at danne et Arbejdernes Råd, og at erklære arbejderkontrol . Forslaget om et råd af arbejdere har været på banen i nogen tid, og der er allerede oprette adskillige arbejderråd i landet. Der er også adskillige situationer, hvor der er reel arbejderkontrol. Men har vi virkelig brug for en lov, der er godkendt af de delegerede fra Nationalforsamlingen, eller ville det være bedre at lade processen udfolde sig, og skabe en lov baseret på disse erfaringer?

Hvis loven er født før erfaringerne , vil vi ende i en blindgyde. Det er umuligt at prøve at diktere en organisk proces, der af natur er meget uafklaret, især at skabe en lov, der driver revolutionen fremad, snarere end at reproducere gamle mønstre.

SPB: Det, der foregår, er at den revolutionære proces i Venezuela er klart anderledes end andre revolutionære processer. Det er en revolution, der forsøger at udvikle sig midt i en borgerlig stat. De revolutionære elementer i denne proces, er altid opstået fra basis, fra arbejderne, ikke fra lovgivere og bureaukrater. Men her står vi overfor mange modsætninger, når vi forsøger at ændre systemet indefra.

Love kan være vigtige. For eksempel kan der, i et givet firma, være en bureaukratisk fagforening, som er styret af fabriksledelsen, men der er også en anden gruppe arbejdere, som ønsker at gøre noget ved denne situation. Hvordan kan disse revolutionære arbejdere forpligte deres chef på at oprette et arbejderråd, der bestemmer, hvad der skal sælges, hvilke råvarer, der skal bruges, eller hvordan der skal produceres? I det tilfælde vil en lov, der forpligter arbejdsgiveren, hjælpe disse revolutionære arbejdere. Men vi må ikke glemme, at det eneste, der kan ændre situationen, er et pres nedefra. Historien fortæller os, at vi har brug for en kombination af disse to ting. I den forstand står vi overfor et dilemma: spørgsmålet om dobbeltmagt.

LP: Grundlæggende er det klassekampen, der driver processen fremad, såvel som konflikten mellem staten og de folkelige bevægelser. Chavez står midt i denne konflikt, som en vejleder i denne proces og skubber på for at radikalisere den. De kræfter, som i øjeblikket har skubbet processen fremad, er de folkelige kræfter, ikke selve arbejderbevægelsen.

Det skaber også en vis svaghed i processen. Som marxister regner vi ikke disse uorganiserede klasser for at være tilstrækkeligt forberedte til at gribe ind i ændringen af de kapitalistiske produktionsforhold, fordi det kun er arbejderklassen, der kan gribe ind i produktionsleddet. På trods af den vigtige rolle, som lokalsamfundene og ”folket” spiller i kampen, bliver de let demoraliserede. De bliver trætte af at vente, og det er vanskeligt for dem at fastholde initiativet.

ATC: Luis og Stalin, kunne I fortælle mere om UNT’s rolle i forsøget på at knytte kræfterne ”nedefra” og ”oppefra” sammen?

LP: Det første element, man er nødt til at tage i betragtning er, at arbejderklassen er meget opsplittet. Arbejdere er opdelt på forskellige firmaer, og der er opsplitning af arbejdet. Disse splittelser er resultatet af det kapitalistiske system. Sådanne splittelser svækker arbejderklassens kamp. For øjeblik er alle kampe isolerede på arbejdspladsen, eller i lokalområdet. Med andre ord, arbejderklassen er en klasse i sig selv, men ikke en klasse for sig selv.

Det er partiet opgave at formulere disse kampe, som PSUV gør det. Men før vi opbygger det parti, hvordan når vi så frem til enhed blandt arbejderne? Der er mange forskellige ideologiske og politiske tendenser indenfor arbejderbevægelsen i dag. Trotskister, kommunister osv. Disse forskellige tendenser har brug for en eller anden mekanisme til at skabe enhed i kampen i basis.

UNT har forsøgt at udgøre en sådan enhed for arbejderklassens bevægelser, men endte med en bureaukratisering af bevægelsen, fordi den var indført oppefra. Selvfølgelig må vi tage med i betragtning, at bureaukratisering kan give arbejderklassen et vist forspring, som i Spanien eller Tyskland, hvor arbejderne har megen magt i forhold til arbejdsgiverne og staten.

Da Chavez opløste CTV (den reaktionære faglige landsorganisation Central de Trabajadores Venezolanas), grundlagde vi et alternativ, Frente Bolivariano de Trabajadores ( Den bolivariske Arbejerfront) som søgte at intervenere i kampen ved at samle de revolutionære elementer, der tidligere var indenfor CTV. I øjeblikket er UNT ikke effektiv på nationalt niveau, men der er områder, hvor de stadig er stærke, som på Mitsubishi (Mitsubishi-fabrikken i delstaten Anzoátegui).

Men du kan aldrig vide, hvordan kampen vil udvikle sig, eller hvor den vil opstå næste gang. Mens processen med at forsøge at samle arbejderbevægelsen (gennem UNT) er mislykkedes, fordi den var påtvunget oppefra, må vi finde den ”gnist”, der vil bygge en selvstændig bevægelse nedefra. Den Socialistiske Guayana-plan er et eksempel på en proces, der er kommet oppefra, men kun som en reaktion på krav ”nedefra”.

SPB: UNT blev født under kampens hede, under klassekampen i 2003 mod arbejdsgivernes strejke. Det er stadig det største forbund i landet. Men for nylig er en gruppe arbejdere, der er uenige i linjen, brudt ud fra UNT for at søge at danne deres eget forbund. De sidste tre år har de ikke været i stand til at forankre denne organisation. Vi mener, at den rigtige vej ikke er at danne en ny organisation, men at genopbygge UNT.

Enten i år eller næste år vil 150 kammerater fra alle sektorer holde en kongres. Vi har rigtig meget arbejde foran os, inklusiv at skrive et sæt interne vedtægter, der vil tillade almindelige valg. Der er ganske vist mange forskellige politiske retninger i arbejderbevægelsen, som for eksempel Marea Socialista, men vi er nødt til at forene disse forskellige strømninger i et forbund, UNT. Arbejderne er stadig det grundlæggede sociale fundament for sociale forandringer.

ATC: Hvor vigtig er arbejderkontrollen i at fremme det bolivariske projekt?

GG: Arbejderkontrol er vigtig i et demokratiperspektiv. Det hjælper arbejdere med at overvinde deres følelse af fremmedgørelse, at blive regnet for at være en skabende person, hvis meninger bliver regnet for noget. Værdighed har med meget andet at gøre end ens løn. Det rører ved de grundlæggende sider af vores menneskelighed. Arbejderkontrol handler om at have indflydelse, følelsen af at man er mere end en maskine, der bare parerer ordre. Det handler om at være et medlem af et fællesskab.

Men arbejderkontrol er også afgørende i fordelingen af social rigdom. Arbejdere må beslutte hvordan, hvad og hvornår der skal produceres, og hvad, hvordan og hvornår, der skal sælges. Arbejderkontrol tillader den optimale udnyttelse af ressourcerne i samfundet som helhed, for at modsvare lokalsamfundenes behov.

Det er også afgørende i forsvaret af selvstændigheden. Du kan ikke have en anti-imperialistisk praksis uden arbejderkontrol. Tendensen hos dem, der har monopoliseret beslutningsprocessen, er at koncentrere magten, så de kan beskytte deres hemmelighedskræmmeri over økonomiske beslutninger og modtage personlige fordele. Mange chefer får for eksempel kommission fra transnationale selskaber, når de forhandler kontrakter. I de tilfælde vil arbejderkontrol nedbringe spild og korruption.

Bare for at nævne et eksempel: I Alcasa (et aluminiumsværk i Guayana) havde cheferne for de transnationale firmaer fastsat bestemte standarder for brug af bestemte materialer i forarbejdningen af aluminium. Det blev sagt, at dette materiel ville holde mindre end 1.500 dage og skulle udskiftes jævnligt. Arbejderne opdagede, at det ikke var sandt, men at materialet faktisk kunne holde dobbelt så længe, og det reducerede produktionsomkostningerne markant.

Ledelsen udskiftede disse dele, fordi de fik personlige fordele gennem disse kontrakter, som stillede hele industrien til rådighed for fremmede interesser. Hvis arbejderne ikke deltager direkte i beslutningsprocessen, er der ikke nogen måde, hvor de kan afsløre ledelsens svindelnumre af denne slags.

Under socialismen fungerer virksomhederne ud fra samfundets behov i stedet for af profithensyn. Staten forventes at være en midlertidig mekanisme, der giver plads til udviklingen af basisorganisering, for udvikling af arbejderdeltagelse, til at sikre at lokalsamfunds-organiseringer bevæger sig ud over deres lokale engagement.

I Venezuela, er disse erfaringer med folkemagt i dag begrænsede. Lokalrådene (comunas) er begrænset til at handel i små afgrænsede lokalområder. For at komme videre må vi også kunne intervenere på nationalt plan. Vi står foran en læreproces, men der findes sociale bevægelser og organisationer med national rækkevide, der kunne spilel en rolle.

SPB: Når arbejderene har kontrol over arbejdspladsen, giver det ikke bare den enkelte arbejder mulighed for at lære noget, men det hæver klassebevidstheden. Arbejderene lærer, at de ikke har brug for cheferne, uanset om firmaet er ejet af et privat selskab eller af staten.

Det skaber også mulighed for, at Venezuela kan ændre sig fra et land, der kun producerer råvarer, til et land, der producerer forarbejdede varer, som det sker med aluminium. Arbejderne begyndte at spørge sig selv, hvad andet kan vi gøre med aluminium, bortset fra at eksportere det? Vi må genoverveje mulighederne indenfor alle de virksomheder, der er ejet af staten. På den måde bliver lokalsamfundenes deltagelse dobbelt så vigtig, fordi de også spiller en afgørende rolle i at afbøde de ødelæggelser af miljøet, som industrialiserings-processen indebærer.

Processen med arbejderkontrol åbner derfor muligheden for en form for socialisme, der ikke er set før, anderledes end den, man så for eksempel i Sovjetunionen eller på Cuba. I Sovjetunionen blev alt kontrolleret af staten, af partiet. Der var ikke nogen reel arbejderkontrol. Det har også været tilfældet på Cuba. I Venezuela er det, på den anden side, især arbejdere, der deltager i arbejdernes råd og i lokalrådene.

LP: Først og fremmest må vi huske, at arbejderkontrol er et socio-historisk krav. Det er værd at gentage: Vi opfinder ikke noget som helst! Arbejderstyre er et resultat af arbejderklassens kampe og traditioner. Kravet om en form for forvaltning, der frigør arbejderklassen, er et af de grundlæggende produkter af kapitalismens udvikling.

Under kapitalistiske arbejdsprocesser, tilegner kapitalisten sig produktet af arbejderens viden. Arbejderledelse fører til afslutningen på arbejdsdeling, så der ikke er nogen opdeling mellem intellektuelt og manuelt arbejde, og et opgør med den ideologi, der legitimerer dominans. Det er et historisk krav, det samme som blev udtrykt i 1871 i Pariserkommunen, 1917 i Sovjetrusland, 1919 i Tyskland og Italien, i den spanske revolution, i de former for arbejderkontrol der var i Jugoslavien, og i 1956 med arbejderrådene i Ungarn. Der er en sammenhæng mellem disse kampe i Venezuela og arbejderklassens kampe for at befri sig selv og skabe et nyt samfund.

Mere konkret, så begyndte kravene om arbejderkontrol med oliestrejken i 2003, da arbejderne udnævnte deres egne ledere på stormøder, fordi ledelsen strejkede. Denne proces har spredt sig siden, således i 2005 med beslaglæggelsen af Invepal (en papirfabrik) og Inveval, Alcasa (aluminiumsvirksomhed) i 2005, CADAFE (elektricitetsværk) i 2004 og andre fabrikker.

Erfaringerne fra Santarios Maracay var særligt vigtige, fordi det var der, det første fabriksråd blev oprettet og valgt blandt arbejderne, selv før Inveval. I øjeblikket arbejder vi på Den Socialistiske Guyanaplan i Bolivar, som bygger på arbejderkontrol.

Alle taler om ”arbejderkontrol”. Vi gør noget ved problemerne, mest af alt når småborgerskabet og statsbureaukratiet prøver at overtage ideen. I SIDOR ønskede arbejderne for eksempel at indføre et arbejderråd i en sektor. Fire personer, der ikke var valgte, ønskede at blive medlemmer af arbejderrådet; Lederen af afdelingen, koordinatoren i afdelingen, en repræsentant sundheds- og sikkerheds komiteen, og en repræsentant fra fagforeningen. Men arbejderne sagde, ”Det er ikke arbejderkontrol, alle repræsentanter skal vælges af arbejderne, fra hvert hold.” Der er mange andre eksempler på den slags narrestreger.

ATC: Hvad er lokalrådenes rolle i processen?

G: Omkring 50 procent af arbejderne i Venezuela er beskæftiget i den uformelle økonomi. Mange af disse mennesker blev skubbet ud i den uformelle økonomi i løbet af den neoliberale periode med det økonomiske sammenbrud, hvor mulighederne for at arbejde i den formelle økonomi og i landområderne var utroligt begrænsede. Vi må også tage i betragtning, at der er et småborgerskab
indenfor den uformelle økonomi, af folk, der ejer deres egne små virksomheder.

Betydningen af lokalrådemne er, at folk er begyndt at tænke over måder at ændre samfundet på, ved at producere på nye måder, under en ny logik. I Catia (en fattig bydel af Caracas) er der for eksempel en mangeårig tradition for skomageri, der var organiseret i små og mellemstore virksomheder. Produktionen bliver nu genstartet som en social produktion kontrolleret af lokalrådet.

Denne proces med ”fælles forvaltning” er stadig på et tidligt stadie. Men det kan blive en vej til at løse den uformelle økonomis problemer, inklusiv ustabilitet, dårlige arbejdsforhold og mangel på social sikkerhed, såvel som problemer, der har med de mere lyssky sider af den uformelle økonomi at gøre, som børnearbejde, ulovlig handel, narkohandel og paramilitære aktiviteter, hvor der opstår aktiviteter, der er udenfor ens fatteevne.

LP: Lokalrådenes grundlæggende rolle er at føre den organiserede arbejderklasse og andre folkelige klasser sammen, for at uddybe processen. Vi må danne alliancer med organisationerne i bydelene og i bondesektorene, som Frente Campesino Ezequiel Zamra (Ezequiel Zamoras Bondefront).

Under socialismen er der to centrale elementer: det økonomiske og det politiske. Socialisme er demokrati. Socialisme kan ikke eksistere uden deltagelse. For os er Nationalforsamlingen en borgerlig forsamling. Forfatningen har stadig borgerlige elementer, som delingen af magten mellem den udøvende og lovgivende magt. Det er derfor, vi taler om en stat, der er dannet af råd – arbejderråd, kommunale råd, studenterråd – som vil tage sig af alle disse funktioner. Det er en overgangsstat, vi arbejder på. Vi ved, at det er vanskeligt, fordi vi ikke taler om et råd på størrelse med en by som Pariserkommunen.

Vi må også socialisere produktionsmidlerne. Når arbejderne kontrollerer produktionsmidlerne, vil samfundet kontrollere magtmidlerne, forstået som den juridiske magt, og Nationalforsamlingen. Lige nu tjener en dommer 40.000 bolivares fuertes, mens en arbejder tjener mellem 2000 og 3000 bolivares fuertes. Det skaber en ulige magtstruktur, kontrolleret af kapitalister. Vi bliver nødt til at skabe en ny økonomi og et nyt samfund nedefra.

ATC: Hvad har været PSUVs rolle i at udtrykke, eller ikke at udtrykke de mest radikale dele af den revolutionære proces? Hvor sammenhængende er partiet? Hvor demokratisk er dets interne strukturer? Kan vi opfatte PSUV som et revolutionært parti?

GG: Det er en vigtig bedrift at have et parti. Vi forstår vigtigheden af enhed. Problemet er, at denne type organisation er indrettet som en slags maskine, der er kontrolleret af embedsmænd, borgmestre og guvernører, som er afhængige af staten for at beholde deres job. Det revolutionære subjekt, som de offentlige sektorer og bønderne, har meget lille vægt i partiet.

Vi kalder denne situation for ”administreret militans”. Men det, vi virkelig har brug for, er et parti, der er ledet af arbejderklassen, som vil begrænse embedsmændenes indflydelse. Selvfølgelig kan tingene ikke ændre sig fra den ene dag til den anden. Det kræver, at man kæmper for det. Vi må kæmpe for et parti med internt demokrati, og som garanterer de militante sektores deltagelse i program og vedtægter.

På samme tid må vi forsvare de folkelige bevægelser uafhængighed af partiet. Partiet kan formidle eller vejlede de folkelige bevægelser, men skal ikke påtvinge dem sit syn på, hvordan man forhindre den totale bureaukratisering af processen. Den folkelige bevægelse har meget at tilbyde i forhold til dannelsen af partiet. Folk i partiet mener, at deres primære rolle er at vejlede den folkelige bevægelse, men i virkeligheden er det de sociale bevægelser, der skulle bygge partiet.

SB: Partiet har stadig mange af trækkene fra Movimento Quinta Republica (MVR) der først og fremmet var et apparat til at vinde valg. Der er kun lidt selvkritik. Arbejderne og de kommunale råd skulle ikke være kontrolleret af partiet. Under kongressen for nylig blev der nedsat arbejderpatruljer (PSUV-arbejdsplads-afdelinger) til at hjælpe med at udvælge delegerede, men deres deltagelse var kun symbolsk.

Der skal være valg nu til september. Det er en skam, at det parti, som skulle være den dominerende kraft, ikke reelt bygger på arbejdernes deltagelse. Nogle få arbejderrepræsentanter fungerer som kandidater eller deputerede, men partiaktivister skal arbejde tættere sammen med arbejdernes bevægelser. Vi har brug for en revolution indenfor partiet for komme af med MVR’s gamle struktur og organisation.

LP: Det er et parti, der er blevet dannet oppefra. Jeg mener, at det afgørende er praksis. Ligesom UNT er partiet bureaukratisk. Sådan en proces dræber praktisk talt enhver bevægelse fra basis. Vi må begynde med masserne. Lige nu er studenterbevægelsen, arbejderbevægelsen og de lokale bevægelser splittede. Så hvis PSUV skal have en eksistensberettigelse, hvis partiet i praksis skal fremme revolutionen, så må vi have opbygget arbejderpatruljer. Jeg er involveret i at oprette disse patruljer, men de er stadig meget små.

Problemerne er strukturelle. Det er ikke produktivt at sige: ”Denne person er korrupt”, eller ”Denne person er en forklædt Chavista”. Vi må skabe et program. Det er det, der kan tiltrække mennesker til partiet, når vi viser dem, at der er en plan, et alternativ der repræsenterer dem. Ved sidste valg prøvede vi at få folk til at blive delegerede. Vi opnåede nogle få ting, men alle arbejdede hver for sig, og det bureaukratiske apparat vandt. Det kom ikke som nogen overraskelse. Vi bliver nødt til at organisere os selv og overvinde vores individualisme.

ATC: Hvilke overgangsskridt er nødvendige at tage, for at fortrænge borgerskabets økonomiske magt, og til at ryste de mere grundlæggende kapitalistiske sociale, politiske, ejendoms- og klasserelationer?

SPB: Ifølge et studie af Victor Álvarez, udgivet for nylig på Centro Internacional Miranda, forbliver størstedelen af økonomien på private hænder. Bankerne har, for eksempel tjent klækkeligt. Desværre er det officielle statistiker. Denne situation er meget foruroligende.

Vi må fortsætte med at udbygge arbejdernes kontrol, og at kontrollere mængden af profit, som de private firmaer skaber. Her er arbejderrådene vigtige, for at modvirke skandaløse profitrater. Det er også nødvendigt at udøve mere statslig kontrol med den parallelle dollarøkonomi, hvor profitraten er omkring 60-70 procent. Hvis der ikke er nogen kontrol med den situation, vil de private firmaer fortsætte med at tjene på bekostning af resten af økonomien.

UNT leder denne kamp for at være sikker på, at de kollektive interesser dominerer over de individuelle. Regeringen må spille en rolle her.

GG: Der foregår en voldsom debat indenfor PSUV om, i hvilken takt, og med hvilke metoder man kan gennemføre overgangen til socialismen. Somme tider tager vi skridt tilbage i stedet for fremad. Vi må presse på for at bryde den monopolagtige kontrol fra fødevareindustrien.

Vi har vundet nogle fremskridt ved nationalisering og indførelse af arbejderkontrol i nogle firmaer, men fødevaresektoren er fortsat domineret af den private sektor, af virksomheder som Polar Group, et firma der kontrollerer produktionen af madolie, korn, morgenmadsprodukter og alkohol. Dette firma skal socialiseres og bringes under arbejderkontrol.

Lige nu foregår der også en debat om nationalisering af banksektoren. Nogle banker er blevet nationaliseret, som for eksempel Forbundsbanken (Federal Bank) og Bank of Venezuela. Men disse banker blev nationaliseret for at overvinde krisen. Regeringen kontrollerer stadig ikke finanssektoren. Der er masser af korruption og dårlig ledelse i denne sektor. Nogle folk er blevet sat i fængsel. Vi må lægge mere vægt på arbejdernes og de sociale bevægelsers rolle her.

Et andet problem er, at den folkelige magt er opsplittet. Vi har ikke folkemagt på nationalt plan. Vi må begynde at bygge den proces op med de eksisterende sociale kræfter. Bønderne, de indfødte samfund, og de kommunale råd må danne et nationalt råd, hvor de diskuterer statens politik, sådan at de deltager i beslutningsprocessen på nationalt niveau. Vi må fortsætte med at organisere for at dæmme op for den demobilisering, der sker, når folk bliver modløse.

Vi har fået mange bank, især fra bureaukratiet, men der er stadig grund til at fastholde optimismen. Vi må forene de sociale kræfter for at tage magten fra kapitalen, og vi skal ikke overgive denne magt til et bureaukrati, der skaber sig selv om til nye kapitalister, bare skjulte.

LP: Vi bliver nødt til at nationalisere bankerne og og bryde monopolet på fødevareområdet. Som det ser ud nu, er det private monopoler, der ejer bankerne og fødevareproduktionen, distributionen og detailhandelen. 72,5 procent af finansmarkedet er stadig ejet af det nationale og internationale borgerskab. Det er umuligt at udvikle industri ejet af staten, hvis du ikke kontrollerer banksystemet. Hvem skal ellers levere kreditter til alle projekterne?

Vi taler ikke om at nationalisere alle virksomhederne, kun de afgørende, der har monopolstatus. Det vil hjælpe os til opbygge en national økonomi og også bevæge os fra at have en økonomi, der eksporterer råvarer til en produktiv økonomi. Det andet aspekt er at skabe en ny opfattelse af demokrati. Arbejderrådene, de kommunale råd, og lokalrådene, er de redskaber vi skal bruge til at opbygge det nye samfund. Lige nu er staten kontrolleret af borgerskabet.

ATC: Det ser ud til ,at højrefløjen og imperialisterne intensiverer deres modoffensiv mod venstrefløjen over hele Latinamerika. Vi ser for eksempel nye USA-baser i Colombia, kuppet i Honduras, forsøg på destabilisering i Bolivia og Ecuador, og konsolidering af højreorientere valgte regimer i Mexico, Columbia, Peru og Chile. Hvordan vil I karakterisere den imperialistiske trussel mod Venezuela under Obama, og på hvilke måder ligner den truslen under Bush, og hvor adskiller den sig?

SPB: Det er en besættelse hos de imperialistiske magter at bryde den bolivariske revolution. De vil gøre alt, hvad de kan for at bryde processen politisk. De støtter valgkandidater som (den afgående præsident) Uribe og højrefløjskræfterne i Mexico og Peru. De øver også pression i andre tilfælde, så regeringer følger mere moderate reformer, som Lula i Brasilien.

GG: Direkte militære trusler er en mulighed, men de har koncentreret deres kræfter på en mediekrig. I Spanien præsenterer mediekonglomeratet Grupo Prisa Venezuela som et farligt land, hvor folk dør hver dag på grund af vold. Men dette problem med kriminalitet og vold et ikke noget nyt. Det har eksisteret i årtier og er et produkt af de uligheder, kapitalismen skaber.

For første gang prøver regeringen at gøre noget ved problemerne ved at bruge en social tilgang, frem for undertrykkelse. Men det bliver ikke anerkendt af medierne, der foretrækker at fremstille Venezuela som et ”lovløst” samfund. Men de nævner aldrig den brutalt voldelige situation i Colombia, der er en narko-stat, hvor sociale ledere og civile konstant bliver myrdet.

I Colombia bygger de baser på grænsen, så de kan sætte en militær offensiv i gang mod Venezuela.

Lige nu er de i opposition, men de har også indflydelse på den bureaukratiske sektor, der udgør en anden alvorlig trussel mod (den revolutionære) proces. Imperialismen har iværksat agressive kampagner for at destabilisere regeringen. De har endnu ikke valgt at invadere os, men hvis de beslutter sig for det, så gør de det. Indtil videre har de koncentreret sig om at destabilisere indefra.

SPB: Højrefløjen sætter stor lid til deres forventninger om sejr ved valget i september. Oppositionen vil prøve at drage fordel af en hvilken som helst kampagne med angreb på Forbundsbanken, PDVAL, regeringens trussel mod Polar Group og Globovision, for at forsøge at fastholde deres fodfæste i landet og opretholde deres verdensomspændende kampagne.

Vi bliver nødt til at skærpe revolutionen, overtage den strategiske industri og ødelægge monopolerne. Det er den eneste måde, regeringen kan sikre leverancer af mad, tøj og medicin til rimelige priser. I øjeblikket er vi afhængig af private transnationale virksomheder og importører til at forsyne os med disse varer.

Vi står i et afgørende øjeblik, hvor revolutionen kan gå fremad eller baglæns. Regeringen har taget et positivt skridt ved at signalere sin støtte til arbejderkontrol, men det er ikke nok. Der er meget, der skal gøres. Det kvælertag, den private sektor fortsat har over økonomien, som Victor Alvarez demonstrerer, er meget foruroligende.

LP: Vi vil altid blive angrebet. Imperialismen sover aldrig. Lige nu spiller de et spil med at vente på, at folk giver op. De imperialistiske magter er i en vanskelig situation, hængt op på to krige. Det betyder selvfølgelig ikke, at direkte militær invasion ikke er mulig, men det er mindre sandsynligt. Styrkeforholdene i Latinamerika er ændret. Der er også et interessant styrkeforhold i Europa som konsekvens af krisen.

Det er klart, at vi ikke tror, at socialisme er mulig i et enkelt land. Vi må også have socialisme i Bolivia og Ecuador. Som Trotsky siger, uens og kombineret udvikling af økonomien betyder, at nogle lande er mere økonomisk udviklede end andre, men der kan være revolutionære processer nogle af disse ”tilbagestående” steder. Vi må opbygge solidaritet, solidaritet det er også materiale til at forsvare den revolutionære proces.

GG: De imperialistiske magter fosøger også at splitte de sydamerikanske nationer, der arbejder sammen for tiden – for eksempel at adskille Venezuela, Bolivia og Ecuador, og Argentina. Argentina er et tilfælde, hvor en borgerlig regering har etableret alliancer med regeringen i Venezuela.

Nogle sektorer har foreslået, at man danner en Femte Internationale som modvægt til den imperialistiske offensiv. Det forslag risikerer at skabe en alt for bureaukratisk organisation. Vi kan ikke danne en revolutionær regering på det grundlag. Det bedste forsvar er at udvikle revolutionen i andre lande, og så kunne vi blive i stand til at lancere en international kampagne mod misfostret i Colombia for eksempel.

Der er fire millioner colombianere i Venezuela. Mens mange af dem støtter den revolutionære proces her i landet, fordi de modtager social hjælp, som de aldrig har fået før, så er mange af den stadig under indflydelse af Uribismen. Politiske ændringer er en langvarig proces, og det tager tid for folk at slippe det, de altid har kendt.

Den sidste ting, jeg vil sige – med mindre der er andre spørgsmål – er om pressen. Lige nu kører Globovision, som er forbundet til Federal Bank, en kampagne, der skal vise verden, at regeringen forsøger at ødelægge dem, og at de forsvarer ytringsfriheden.

Jeg deltog på vegne af Aporrea i Bolivariske Advokaters Front, som har indgivet en begæring til Højesteret om at rejse sag mod Globovision for at have brudt ikke mindre end 25 paragraffer i den traktat, der beskytter menneskerettighederne. Retten anerkendte begæringen i 2004, men har endnu ikke afholdt høring, fordi regeringen er blevet afpresset af Globovision.

Globovision stod i spidsen under statskuppet i 2002. Det er mere end bare en tv-station, der fremmer kapitalens kulturelle og ideologiske dominans. Det er en kanal for imperialismens interesser, med tætte bånd til medieudbydere som CNN osv. Men den venezuelanske regering har gået meget forsigtig til Globovision. De har endda givet dem amnesti.

I et hvilket som helst andet land ville disse folk have være i fængsel eller være blevet dræbt. Hvis det var USA, ville disse folk ikke have fået tilgivelse, for de vidste ganske udmærket, hvad de gjorde. Deres handlinger var overlagte.

Dette interview blev offentliggjort i Against the Current ATC 148, september-oktober 2010

Jeffery R. Webber underviser i politik på University of Regina. Han har fulgt med i latinamerikansk politik siden 2002. Han er forfatter til bogen Red October: Left-Indigenous Struggles in Modern Bolivia (Brill, 2010), og Rebellion to Reform in Bolivia: Class Struggle, Indigenous Liberation and the Politics of Evo Morales (Haymarket, 2011).


Susan Spronk underviser på School of International Development and Global Studies på University of Ottava. Hun er forskningstilknyttet til Municipal Services Project og har udgivet adskillige artikler om klassedannelse og vandpolitik i Bolivia.

Oversat fra engelsk af Martin Mørch.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com