Valget til Venezuelas Nationalforsamling den 26. september gav et interessant indblik i klassekampens status i et land, der er skarpt polariseret af de revolutionære ændringer, der sker under ledelse af præsident Hugo Chavez' regering.

af Federico Fuentes

Det betydningsfulde ligger i, at valget sker efter 11 år med den Chavez-ledede bolivarianske revolution, som har ført til store forbedringer i levestandarden for det fattige flertal af befolkningen.

Denne proces har delt det venezuelanske samfund efter klasselinjer. Det afspejler sig i højrefløjs-oppositionens gentagne forsøg på at vælte den valgte Chavez’ regering med alle nødvendige midler – og at de fattige går på gaden for at forpurre disse USA-støttede forsøg.

Oppositionen boykottede parlamentsvalget i 2005, men denne gang førte de en rasende kampagne betalt af USA, hvor de løj i medierne og øvede økonomisk sabotage. Oppositionen søgte at bryde den magtfulde forbindelse mellem Chavez og folket.

Colombia iværksatte i august – støttet af USA – en række provokationer mod Venezuela, der bragte de to lande på randen af krig. Der er også en permanent tilstand af halvvejs borgerkrig i delstaterne nær den colombianske grænse på grund af infiltration fra colombianske paramilitære.

I lyset heraf, kan resultatet ses som en bittersød sejr for de revolutionære kræfter, og et nederlag for oppositionen – men et nederlag, der smagte af sejr.

Ud af de 165 pladser, vandt Chavez` Venezuela Forenede Socialistparti (PSUV) 98. Højrefløjen, den USA-finansierede opposition, samlet i Koalitionen for Demokratisk Enhed (MUD) vandt 65 pladser.

Partiet Hjemland for Alle (PPT) som er en nylig afskalning til højre fra Chavez` regering, præsenterede sig selv som ”en tredje kraft” og vandt to pladser.

PSUV vandt et klart flertal, men nåede ikke målet: at vinde to tredjedele af alle pladser. Et to tredjedels flertal er nødvendigt for at få vedtaget helt nye love. Det vil gøre det sværere at skabe de lovmæssige rammer for at uddybe de radikale forandringer, der er i gang.

Stemmefordelingen var også mere lige end den endelige fordeling af pladser. I den landsdækkende afstemning til det Latinamerikanske Parlament fik PSUV 5.268.939 stemmer (46,7%) og MUD fik 5.077.043 stemmer (45%).

Ved stemmerne på de landsdækkende partilister, hvorfra 52 af de 165 pladser hentes, fik PSUV 5.422.040 stemmer og MUD fik 5.320.175.

Men ser man på stemmerne i de forskellige regioner, står det klart, at oppositionen opnåede nogle vigtige fremskridt.

Der er uden tvivl lokale faktorer (utilfredshed med siddende medlemmer eller vrede over kandidater, der havde vundet PSUVs nominering ved en korrupt praksis), der har påvirket vælgerne i forskellige valgkredse. Men valget blev også polariseret på nationalt niveau. Begge fløje så valget som et skridt på vejen mod præsidentvalget i 2012.

Oppositionen øgede sin stemmeandel i de delstater, der grænser op til Colombia. I Zulia vandt MUD med 54,8 procent mod 44,4 (sammenlignet med 53,3 mod 45,2 ved guvernørvalget i 2008)

PSUV vandt flere mandater end MUD i delstaten Carabobo, som er kontrolleret af oppositionen, og de to fik lige mange mandater i Miranda. Men i forhold til antallet af stemmer vandt oppositionen vandt reelt i begge stater.

I Zulia fik oppositionen 54 procent af stemmerne, men vandt alligevel 13 ud af 16 pladser.

Oppositionen vandt knebent i hovedstadsdistriktet Caracas.

Afstemningen viser, at i denne skarpe polarisering er der kun lidt plads til et mellemstandpunkt.

Efterhånden som revolutionen har udviklet sig mere radikalt, er der nogle grupper, der har brudt med den. De fremstiller sig selv som moderate alternativer, grupper som Podemos og nu PPT, er endt med at blive mast mellem de to hovedkræfter, der står for henholdsvis den socialistiske revolution eller for en prokapitalistisk kontrarevolution.

Det samme er sket for de strømninger, der har forsøgt at præsentere sig selv som et ”venstre”alternativ til den bolivarianske bevægelse (blandt andet nogle personer, som stillede op sammen med PPT ved sidste valg).

Selvom det ikke lykkedes for at forhindre tilhængere af revolutionen i at vinde de fleste pladser, har oppositionen fået blod på tanden efter deres markante resultater.

Ved at påstå at ”Chavez er i mindretal” og at folket ”ikke ønsker regeringens radikale skridt” håber de at lancere den løgn, de begyndte med før valget, at oppositionen i virkeligheden vandt, men at de havde fået frarøvet stemmer gennem trusler eller et uretfærdigt valgsystem.

Ved at gøre det, forsøger de at styrke deres basis og holde sammen på deres skrøbelige alliance af smågrupper, mens de gør sig klar til nye konfrontationer.

De forsøger også at isolerer Chavez internationalt.

Oppositionen håber at kunne udnytte deres antal i Nationalforsamlingen til at blokere for lovgivning med argumentet om, at regeringen ikke har noget mandat. De vil også forsøge at bruge Nationalforsamlingen som en platform til at angribe Chavez og til at styrke deres basis.

Dette sker på en tid med en offensiv fra USA-imperialismen, der har ført til det vellykkede kup i Honduras sidste år, de nye amerikanske militærbaser i Colombia og militære aktiviteter i regionen.

Den 30. september, kun fire dage efter valget i Venezuela, overlevede den venstreorienterede præsident for Ecuador Rafael Correa et kupforsøg takket være masseprotester og loyale soldaters aktioner.

Som Chavez sagde, var valgresultatet en ”solid sejr” og ”tilstrækkelig til at fortsætte uddybningen af den demokratiske og bolivarianske socialisme”.

Men uden et flertal på to tredjedele til PSUV, er der også blokeret for at kunne gennemføre radikale reformer uden synderlig modstand. Når de ikke kan regne med at have fuld kontrol over nationalforsamlingen, bliver de revolutionære kræfter nødt til at styrke den folkelige mobilisering.

Det tætte resultat er et nyt advarselstegn om de indre problemer, revolutionen står overfor – problemer som oppositionen, støttet af amerikanske midler og kontrol med de fleste medier, var i stand til at udnytte.

Bureaukratiske overgreb og korruption undergraver revolutionen indefra og underminerer dens landvindinger.

På trods af disse problemer stemte alligevel mere end 5,4 millioner mennesker for at videreføre den socialistiske revolution. Det gjorde de på trods af truslen om krig, følgerne af den globale økonomiske krise, fødevaremangel skabt af kapitalisterne, en alvorlig energikrise og en vedholdende koordineret medieoffensiv.

Det viser, at revolutionen har et solidt socialt grundlag, der presser på for at uddybe processen henimod socialisme.

De lokale græsrodsorganisationer havde under valgkampen hjulpet med at styrke PSUV, og det fungerede som en politisk skole for hundredtusinder af aktivister.

Chavez have en nøglerolle. Endnu engang blev han tvunget af PSUV’s interne problemer til at bære hovedvægten af kampagnen.

Den revolutionære proces har forandret Venezuela til en skole for politisk uddannelse. For millioner af mennesker er politisk aktivitet blevet en del af deres daglige liv, på trods af problemer og forhindringer.

Det har givet det socialistiske projekt reel mening igen, som en levende bevægelse for forandringer, skabt af millioner af almindelige venezuelanere, der kæmper for en bedre verden.

Denne bevægelse blive tvunget frem af den vej, der fører til flere konfrontationer, efterhånden som de folkelige ønsker om forandring støder sammen med de gamle institutioner, som revolutionen har arvet.

Der hersker ikke nogen tvivl om at ”den gamle stat, der nægter at dø” som Chavez har karakteriseret det, vil støde endnu voldsommere sammen med den revolutionære bevægelse, hvis styrke bygger på de voksende arbejder- og lokalsamfundsbevægelser.

Der er meget hård brug for et fornyet skub til at styrke de nye folkelige organer, som en del af en offensiv mod den gamle stat.

Denne kamp kræver, at de folkelige kræfter samles i en revolutionær strømning indenfor PSUV, hvor mere højreorienterede kræfter stadig har stor vægt. Sådan en strømning kunne stå i spidsen i den offentlige debat, der begyndte med valgresultatet, om hvilken retning der er nødvendig for at opbygge socialismen.

For at revolutionen kan udvikle sig, er det nødvendigt, at der er et pres for at udvide og uddybe demokratiet. Det kunne medvirke til at omdanne mennesker fra bare at være objekter, der bliver kaldt på, når der skal stemmes på kandidaterne, som i mange tilfælde ikke repræsenterer deres interesser, til sande subjekter, der selv definerer deres egen skæbne.

Et vigtigt skridt ville være, hvis den nuværende Nationalforsamling – der sidder indtil januar godkendte den arbejderlov (der har været forsinket længe), der er det lovmæssige grundlag for at danne arbejderråd.

Hvad der kommer til at ske i den næste periode, vil afhænge ikke kun af udviklingen i Venezuela, men også af den internationale situation. USA-imperialismen, der er fanget i en række økonomiske kriser, søger at genetablere sig selv som en global militær magt.

I den sammenhæng bliver det forslag, som Chavez stillede sidste år, men som blev stillet i bero på grund af den venezuelanske revolutions interne problemer, nemlig forslaget om en Femte Socialistisk Internationale for at samle socialistiske partier, strømninger og sociale bevægelser fra hele verden, endnu mere vigtigt.

Artiklen er oversat fra den australske ugeavis Green Left Weekly af Martin Mørch. Artiklen bygger på noter fra en tale på et offentligt møde afholdt af Socialist Alliance i Sydney den 28. september .

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com