Hvordan ændrer magtforholdene sig i verden i disse år? Hvordan udvikler klassekampen sig på globalt plan? Mikael Hertoft giver her det store overblik og kommenterer de vigtigste brændpunkter.

af Mikael Hertoft

Krigen i Afghanistan
Danmark er fortsat i krig i Afghanistan, som en del af besættelsesstyrkerne, så det er naturligt at starte der.
Krigen i Afghanistan går rigtig dårligt for besættelsesstyrkerne. Besættelsesstyrkerne er oppe på omkring 140.000 soldater plus det løse, der inkluderer luftbaser udenfor Afghanistan, hjælpeprogrammer, konsulenter og det bureaukrati, der efter en tid altid opstår omkring et stort internationalt projekt. Menneskerettigheder bliver krænket rutinemæssigt og i stort omfang. Krigen føres som et stort internationalt projekt med soldater fra 47 lande under NATOs kommando. Danmark har 750 soldater i ISAF styrken i Afghanistan. Krigen holder snart 9 års jubilæum.

Det fungerer bare ikke rigtigt.
Man sagde, man ville indføre vestligt demokrati, men det er der ingen, der tror på længere. Manden, der skulle være Afghanistans nye demokratiske leder ,er præsident Karzai, som alle fra den mindste fårehyrde ude i bjergene, til de politiske ledere verden over, ved er korrupt og blev valgt ved massiv valgsvindel, og hvis nærmeste familie hører til de største narkobaroner. Oven i købet er manden egenrådig, og gør ikke, hvad der bliver sagt.

Der dør soldater fra NATO-landene hver dag, for nylig nåede Danmark dræbt soldat nr. 36. Det er skrækkeligt dyrt – og det hjælper ikke.

Mere heroin
Under krigen er opiumsproduktionen mangedoblet. Afghanistan har længe været en af hovedproducenterne af opium til heroin i verden, i øvrigt sammen med Burma. Men i 1999 forbød Taleban opiumsdyrkning – og indtil 2001, dvs. det år, hvor Afghanistan blev invaderet, faldt produktionen til 185 ton – næppe mere end til Afghanistans interne forbrug til opiumsrygere og gamle damer, der ønskede et middel mod tandpine. Men efter at Taleban blev fjernet fra magten og under hele den internationale besættelse er produktionen vokset uafbrudt, så Afghanistan i 2007 producerede 8.200 ton. Afghanistan står nu for 93 procent af verdensproduktionen af heroin. I Afghanistan stiger priserne på heroin. NATO styrkerne har fået klare ordrer om ikke at gøre noget effektivt mod narkotikaproduktionen, fordi det kan gøre de lokale endnu mere fjendtlige.

Man kan nemt få den tanke, at langt fra at bekæmpe narkotika, så er besættelsen og den vestlige tilstedeværelse tværtimod de faktorer, der fremmer narkotikaproduktionen og -eksporten. Man fristes til at tro, at i Afghanistan er det ikke bare Taleban og nogen lokale bønder, men også andre, f.eks. det amerikanske militær eller grupper indenfor det, der tjener penge på opiumshandlen.

Hovedmarkedet for heroin er, når alt kommer til alt, USA, og det er i salgslandet, at den store profit ligger – det er velkendt, at narkotika koster langt mere på gaden i detailleddet, end hvad producenterne får i oprindelseslandet.

Det er en af de mest hårdnakkede myter og basis for den vestlige selvforståelse, at de vestlige lande bekæmper narkotika. Vesten fremstilles som ofre for narkotikahandlere, og i Colombia har USA store paramilitære grupper hvis opgave er at bekæmpe kokain. Men narkotikahandlen blomstrer i kølvandet på USA’s militære eventyr, Afghanistan er ingen undtagelse.

Under Vietnamkrigen, hvor USA var massivt militært og politisk til stede i nabolandene – Laos, Burma, og Cambodia, var netop dette område centrum for heroinproduktionen. i produktionsområdet, der kaldes ”den gyldne trekant”, blev der i begyndelsen af halvfjerdserne produceret 70 % af verdens narkotika. Den gang var der hårdnakkede konspirationsteoretikere, som pegede på, at der var en klar forbindelse mellem USA’s militær, CIA og narkotikaproduktionen og salget.

”Vi hjælper dem”
For at gøre det hele mere spiseligt for civilbefolkningerne – ”den offentlige opinion” i USA, Danmark, Tyskland, Canada, UK, Italien, kort sagt NATO landene, har man garneret krigseventyret med ”civile hjælpeprogrammer” ”vi hjælper de afghanske piger med at lære at læse” er omkvædet – men det fungerer slet ikke, naturligvis. Det er en gammel erfaring fra nødhjælpsarbejde, at man ikke kan lave genopbygning midt under en krig og slet ikke, hvis man selv er krigsførende part.

Så nu forsøger besættelsesmagterne sig med en bredere bestikkelse, og med at opdele afghanerne i ”gode og dårlige Taleban” . I det amerikanske Foreign Affairs diskuterer nogle kloge hoveder, hvad det mindste USA kan nøjes med i Afghanistan er, før de kan trække sig ud.

I skak står du svagt, hvis dine vigtigste brikker er bundet. Det gælder også i krig og i politik. NATO har i realiteten bundet sit militær til to krige og kan ikke reelt ”engagere sig” [det kalder de det!] flere steder.
Det erkendes også i toppen af den amerikanske regering ” USA vil næppe kunne gentage en mission i en størrelse som den i Afghanistan eller Irak i den nærmeste fremtid”, skriver US Secretary of Defense, dvs. forsvarsminister Robert M. Gates i Foreign Affairs.

Der er to spørgsmål, der står meget kraftigt tilbage i Afghanistan: Hvad tror krigsmagerne, de kan opnå med krigen – og hvorfor er der så lidt krigsmodstand i Vesten?

Afghanistans råvarer
Vesten vil have råstoffer, og her i sommerferien kom det frem, at et eller andet amerikansk konsortium havde skønnet, at der var råstoffer for 3 trillioner dollars i Afghanistan. Men foreløbig er krigen så ødelæggende i Afghanistan, at de eneste råvarer, der kommer ud af landet, er opium og heroin.

Dog snart vil en meget stor og betydningsfuld kobbermine blive åbnet i Afghanistan. Men det er Kina, der er ved at åbne minen, og det er Kina, der får gavn af det afghanske kobber – ikke vestmagterne. Kina står for den største internationale investering i Afghanistan: Kina er ved at åbne en meget stor kobbermine i Logar syd for Kabul, som man har vundet i internationalt udbud. Kobberet vil blive transporteret til Kina på en jernbane, som er ved at blive bygget. Kina står for den største internationale investering i Afghanistan.

Kina er neutral i krigen mellem Taleban og vestmagterne, og derfor kan kinesere stort set rejse frit og arbejde i Afghanistan. Kina har også en kort grænse med Afghanistan – ganske vist i et af de mest utilgængelige bjergpas i verden, hjemsted for nogen få tusinde kirgisiske okse og fårehyrder, der lever med sine dyr i 3-4.000 meters højde.

Skift i styrkeforholdet mellem Kina og ”vestmagterne”
Den største internationale forandring i sommeren 2010 er uden tvivl det skift, der er ved at ske i styrkeforholdet mellem Kina på den ene side og de vestlige magter på den anden side.

Kinas valutareserve var i 2009 2,4 trillioner dollars – et fuldstændigt ufatteligt beløb. Hvor ender gældsbrevene for de lån, der optages i Europa og USA? Ja, en stor del af dem ender i Kina. Det giver Kina mange penge, og også indflydelse på ”den finansielle verden”. I den klassiske imperialismes tid var det USA og Europa, der investerede i ”den tredje verden”. Nu er det i stigende grad den anden vej – kinesiske, russiske, brasilianske, indiske m.fl. penge, som finder vej til Vesten.

Således er Volvo – den skandinaviske halvøs industrielle flagskib – blevet overtaget af et kinesisk bilfirma. Volvo blev solgt for snart mange år siden til Ford i USA. Men nu er de amerikanske bilfirmaer ved at gå fallit og overlever kun takket være statslige penge – og det amerikanske Ford sælger sine fabrikker og bilmærker i Europa. Vi ser altså et skift nu, hvor det ikke længere er Vesten, der investerer i Kina, men Kina, der investerer i Vesten.

I USA er der mange, der er fortørnede over, at vestmagterne fører krigen, mens Kina er dem, der får det økonomiske udbytte – dvs. råstofferne.

Robert D. Kaplan er en meget kendt udenrigskorrespondent, tæt forbundet med USA’s militær og imperiale interesser. Han er også en stærkt bekymret mand, fremgår det af artiklen ”Den kinesiske magts geografi” i ”Foreign Affairs” for juli måned om Kinas ekspansion – bl.a. den militære oprustning, som også foregår i Stillehavet, ud for Kinas kyst. Kaplan ser Kinas ekspansion som uundgåelig, Kina vil være i centrum af geopolitikken – selv hvis man kommer ud for tilbageslag.

Der er stor forskel på Kina før og efter revolutionen i 1949. Men en ting er til fælles mellem kejseren af Kina og det moderne Kinas Kommunistiske Parti: at de fremmer en stærk stat.

Statskapitalisme
At Kinas ledelse er ”kommunistisk” kalder Kaplan ”nominelt”, og naturligvis er der langt fra det moderne Kina, til noget, der fortjener betegnelsen kommunistisk, men man kan næppe se bort fra, at Kinas Kommunistiske Parti stadig har magten, og er et monolitisk parti, der er optaget af Kinas nationale mål og ikke har til sinds at give magten fra sig. Der er ganske vist en meget dynamisk kapitalistisk udvikling i gang i Kina, men den er i høj grad statsstyret – Kina af i dag kan defineres som en slags statskapitalisme.

Kina har i øvrigt verdens største arbejderklasse, som ganske vist har lave lønninger, men som har haft stadig reallønsfremgang i mere end 10 år, og som så småt begynder at røre på sig også i faglige kampe.

Diskussionen af hvilket samfundssystem Kina er, hvordan det vil udvikle sig, og landets rolle på den internationale scene, er her kun antydet, og man skal nok være forsigtig med alt for hurtige konklusioner. Men det ser ud til, at den politiske stabilitet i Kina i høj grad afhænger af lederskabets succes med økonomisk opbygning. Så længe det går godt, har regimet stor legitimitet i forhold til befolkningen.
Kinas indtræden på verdensscenen er virkelig imponerende, især set i forhold til vestens økonomiske kollaps og svage politiske lederskab. Det bekymrer naturligvis amerikanske analytikere.

Men i en tid med økonomisk krise, og hvor USA’s militær strækkes til det yderste, får USA alligevel tid til at lave en stor flådeøvelse ud for Kinas kyst. Under dække af at ville afskrække Nordkorea sender USA hangarskibet George Washington af Nimritz klassen ind på 500 km afstand ikke bare af Nordkorea, men også af Beijing og den russiske stillehavshavn Vladivostok. Denne flydende luftbase var, for at understrege truslen, forsynet med et jagerfly, der hermed for første gang var militært aktivt. Det drejer sig om F-22 Raptor – et ”femte generations” amerikansk jagerfly med stealth teknologi, der siges at kunne undgå ”fjendtlig” radar, og som amerikanerne praler med er det bedste angrebsfly i verden.

Kineserne på deres side ruster op, køber bl.a. antiluftskyts i Rusland – og mange lande bygger ubåde. Rusland opretholder sin temmelig avancerede produktion på våbenproduktionens område simpelthen ved at eksportere våben til de lande, der er bekymrede over den amerikanske oprustning, og derved får Rusland også selv råd og teknologi til at opruste.

Olie
Den internationale kapitalisme er bygget op omkring et højt og vedvarende forbrug af olie, kul, uran og andre energikilder og metaller.
Den politik, som George Bush forfulgte mest energisk med sine krige og sin industripolitik, var at sikre USA’s olie – det var det, han ville i Irak – det er det, som USA stadig ønsker i Irak – at få kontrol over olien.
George Bush gav ordre og grønt lys for at bore mere, dybere, tage flere chancer i jagten på olie.

Når en oliebrønd springer læk og pøser olie ud på 1,6 kilometers dybde, så viser det dybden i den amerikanske olieafhængighed.

Olieulykken i Den Mexicanske Golf startede 20. april med en eksplosion, der dræbte 12 oliearbejdere. Siden da er olien strømmet ud af brønden på havbunden 1,6 km nede, og har lækket 4.9 millioner tønder olie efter officielle skøn fra den amerikanske stat. Udslippet er blevet kaldt den værste miljøkatastrofe hidtil og ødelægger økologien i Den Mexicanske Golf. Det er klart større end alle tidligere olieudslip. Nu er olieudstrømningen tilsyneladende blevet stoppet – på dag 111 efter eksplosionen. Men forureningen fortsætter, og det gør de økonomiske konsekvenser af olieudslippet også. Det rammer først og fremmest i United Kingdom. BP hed engang British Petrol, og det kunne også meget vel hedde ”British Pensions” for op i mod 1/6 af de britiske pensionspenge er anbragt i aktier fra BP, rapporterer Le Monde Diplomatiques norske udgave. Da firmaets aktier er raslet ned, og firmaet har udsigt til store tab og en enorm regning for oprydningen, kan dette betyde, at pensionisterne mister store summer.

Obamas midlertidige stop for alle dybhavsboringer, holdt ikke længe. USA har alt for meget brug for olien, og alt for stærke kapitalistiske interesser i olien. Og nu er han under massivt pres, fra en købt mediekampagne, for at den amerikanske stat skal overtage udgifterne for olieoprydningen – og lade BP slippe billigt. USA har vist sig meget sårbart i sin oliehunger, og det er et problem, Obama vil få svært ved at løse.

Mens menneskeheden under den kapitalistiske produktionsmåde fortsætter med at bruge olie, gas, kul, uran osv. i et stadigt stigende tempo, kommer der stadig flere advarsler om, at der er en stor klimaforandring på vej. I Pakistan har man netop nu en af verdens største naturkatastrofer, op mod 20 millioner mennesker menes at være berørt af de voldsomme regnskyl, samtidig med at Rusland er i brand efter måneders tørke og hedebølge. I Pakistan bidrager naturkatastrofen til at underminere den regering, som Vesten samarbejder med i sin ”krig mod terrorisme”.

Finanskrisen fortsætter
Ved finanskrisens udbrud blev statskassen i USA åbnet op for at købe ”dårlig gæld”, hvilket vil sige, at staten bliver endnu mere gældsat – og for øvrigt også ejer af en stor del af boligmarkedet og fallerede virksomheder i det land, der hylder den frie kapitalisme. EU landene fulgte trop, da også deres finansielle markeder kollapsede.

For at redde finanskapitalen har de vestlige kapitalistiske lande ladet staterne gældssætte, og nu er der en fælles international aktion i gang fra borgerskabet og deres regeringer om at foretage voldsomme nedskæringer på statsapparaterne, social og sundhedsvæsenet og nedgang i reallønnen. Det forudsigelige resultat vil blive stærkt forringet service – arbejdsløshed og sociale protester. Hvad vi vil se i Danmark på dette punkt er altså en del af en international tendens.

EU’s gældskrise viser, hvor klogt det er, ikke at være med i euroen. Da Grækenlands stat ikke kunne betale sin gæld, så skabte det ”panik på markederne” – og der var hektisk mødeaktivitet overalt blandt ”beslutningstagerne”. Så betalte man af Centralbankens kasse … og brød i den forbindelse stort set alle de ”principper” for ansvarlig økonomi administration, som man havde traktatfæstet.

Kort fortalt har euro landene betalt – ikke til den græske befolkning, de får ingen penge – men til den græske stats kreditorer, for at ”markederne ikke skal gå i panik”. I låne-økonomien er panik det værste, der kan ske. I dag under krisen viser det sig stærkere end før, at de moderne stater kun følger en gruppes interesser: finanskapitalen.

Den løsning, der er valgt på finanskrisen, er at pøse statsmidler ud til at betale ”dårlig gæld”, og det er ikke nogen løsning, men kun at skyde problemerne foran sig. Yderligere truer det valutaernes stabilitet og købekraft. Det er et af tidens store åbne spørgsmål, hvad der vil ske, hvis en valuta for alvor mister sin troværdighed.
De liberale ideer, som præger Venstre, har gået ud på at demontere staten i alle former, lade alt udlicitere og drive det som en forretning, hvor de enkelte dele skulle ordne små detaljer, og koncentrere sig om at tjene penge.

Fabrikkerne skule flyttes derhen, hvor lønningerne er lave. Ifølge finansteorierne var det nok at bevare kontrollen over pengestrømmene – kapitalen – mens produktionen rent fysisk kunne befinde sig et andet sted. Resultatet var en delvis demontering af vigtige industrigrene.
Det hele skulle styres med bevillinger og belønninger og eksaminer. Systemet fungerer meget dårligt … og nu er det også ved at gå fallit.

De liberale vil så gerne her under finanskrisen endegyldigt tage livet af det, de kalder ”velfærdsstaten” – men de saver også den gren over, de selv sidder på – for med demonteringen af staten har de også demonteret deres politiske styringsmuligheder – parlamenter, kommunalbestyrelser osv. spiller en stadig mere begrænset rolle, og demokratiet bliver stadigt mere rituelt. Da man nu har tømt parlamenter og kommunalbestyrelser for reel beslutningsret, så betyder det også, at de politiske ledere der tiltrækkes til spillet – bortset fra stålsatte oppositionsfolk – er mennesker, der interesserer sig mere for egen karriere og løn end for de mennesker, hvis interesser man hævder at repræsentere.

Den tredje verden og den første verden flyder sammen
En gang var der imperier og kolonier. De europæiske magter Portugal, Spanien, England, Frankrig, Holland, kontrollerede imperier, og også Danmark var med i mindre omfang. To verdenskrige blev udkæmpet, fordi Tyskland og Japan var kommet for sent i kapløbet om kolonier og ønskede at få deres egne imperier. Efter 2. Verdenskrig var de vestlige magter svækket. USA var nu en stærkeste magt og ønskede ”åbne og selvstændige kolonier” for at give deres kapital fri adgang. Det blev så til ”den første og den tredje verden” – nogen lande var rige og havde ”velfærd”, andre var tidligere kolonier og var fattige og havde råvarer og sygdomme.
Nu blander verdenerne sig. I den tredje verden opstår der enklaver af rigdom fra den første verden.

For eksempel skal der være Commonwealth Games i Delhi, Indien, i oktober 2010 – en slags olympiade for Storbritannien og dets tidligere kolonier.

Byen er sat på den anden ende – der bliver revet ned i stort omfang, bygget ny metro og lufthavn og stadioner. Der skal naturligvis også bygges en ”atleternes landsby”, dvs. 500 luksuslejligheder, hvor sportsfolkene kan bo, og som bagefter kan sælges eller lejes ud til rige mennesker.
Bygningen af ”atleternes landsby” sker i et slumområde i Delhi, hvor der bl.a. var en slumskole på en flodbred – en lille uofficiel skole for 180 elever. En morgen kom politiet, gav elever og lærere et par timer til at pakke sammen fra skolen, og så blev skolen revet ned med buldozere. Skolen udgjorde, efter hvad der blev oplyst, ”en sikkerhedsrisiko over for atleterne”. Times of India rapporterer i øvrigt, at det går dårligt med byggeriet, der snart skal bruges – flere deadlines er overskredet og 13. juli brød et tag sammen i en arena efter heftige regnskyl, og der er store problemer med at få det hele klart før ”Commonwealth Games” skal løbe af stabelen i oktober.

Sådan kommer den 1. Verden til den 3. Verden. Men den 3. Verden kommer også til den 1. Verden. Det sker imidlertid på en helt anden måde – som indvandrere og arbejdskraft. I og omkring Golfstaterne i den arabiske verden har man i snart en menneskealder importeret arbejdskraft fra Østasien. De mennesker, der arbejder herfra Filippinerne, Thailand, Indien osv. er på midlertidige kontrakter, og i princippet så får de ikke ret til permanent ophold og statsborgerskab, lige meget hvor længe de arbejder i landet. Det system er nu i høj grad også gennemført i Europa, herunder i Danmark. Det er en stor gruppe mennesker i stort set alle europæiske lande, som betjener de lavest lønnede funktioner i samfundet, og som har en levestandard væsentligt lavere end den danske, foruden en usikker personlig situation. Mange af disse mennesker vil aldrig opnå borgerrettigheder i de lande, hvor de bor. Dansk Folkeparti og dets kloner i andre europæiske lande hetzer først og fremmest mod muslimer, men det går ud over alle indvandrergrupper.

Globalt set, er der i dag flere mennesker end nogen sinde. Karl Marx forudså, at arbejderklassen ville vokse, og globalt set er dette sandt, selv om mange europæiske lande har flyttet dele af deres industri til Asien og hele byer som f.eks. København stort set er blevet tømt for industri.

USA’s og Obamas krise
Obama og andre taler så meget om tilbagetrækning fra Irak, at man kan komme til at tro, at USA’s besættelse af Irak faktisk er slut. Men USA er der stadigvæk, og det kunststykke, som Obama gerne vil gennemføre, er at ”trække sig ud”, samtidig med at USA bevarer kontrollen over landet og olien. Seumas Milne skriver i en kommentar i ”The Guardian Weekly”, at USA er i gang med at ”rebrande” og ”privatisere” besættelsen, få den til at se anderledes ud, men ikke reelt at trække sig tilbage.

USA’s ambassade i Bagdad er nu ”på størrelse med Vatikanstaten i Rom,” skriver Milne, som også oplyser, at USA vil bevare 50.000 soldater i landet på 94 militærbaser. Samtidig er der 100.000 privatansatte i Irak, hvoraf 11.000 er lejesoldater – mest fra den 3. Verden. Efter 7 års besættelse ”bliver titusinder stadig tortureret og fængslet uden retssag, sundhed og uddannelse er stærkt forringet, kvindernes situation er gået radikalt ned ad bakke, fagforeninger er effektivt forbudt. Irak har været en historisk og strategisk fejl for USA,” skriver Seumas Milne.

Højrefløjen raser mod Obama
Obama har store problemer på hjemmefronten, og på højrefløjen med Sarah Palin som foreløbig frontfigur er der et større ”tea party” i gang – som består af en hysterisk kampagne mod alt, hvad Obama gør og ikke gør. Højrefløjen benytter sig af, at medierne er kontrolleret af neokonservative kapitalister. Selv om Obama ikke er socialdemokrat, så er han alligevel et godt eksempel på, hvad der kan ske, når en forholdsvis progressiv kandidat bliver valgt med stor begejstring for folkelige og progressive kræfter.

I valgkampen kom Obama med en lang række løfter og nogle ganske gode analyser. Begejstringen var stor, og kort efter hans sejr mente man, at nu var højrefløjen i USA sat udenfor magten for en lang periode. Men Obama arvede problemer fra Bush – to krige, en stor torturskandale, en bundløs finanskrise, et ineffektivt sundhedsvæsen, fulde fængsler og hasarderede oliebrønde, hvoraf en sprang læk den 20. april. Irak har han forsøgt at ”trække sig ud af”, samtidig med at USA reelt bevarer kontrollen. I Afghanistan trapper han op, og oprustningen nu er endog mere massiv end under Bush. Finanskrisen blev løst ved, at staten købte den dårlige gæld op og derved selv blev yderligere gældssat. Sine løfter om f.eks. at lukke for amerikansk tortur har han ikke opfyldt, blot sker torturen mere diskret end under Bush – og samtidig stiger arbejdsløsheden.

På den baggrund er Obamas progressive bagland blevet noget modløst, og samtidig viser det sig, at den amerikanske højrefløj slet ikke er død – den er levende og skruphysterisk og fører en massiv kampagne for at vinde valgene til Kongres og Senat i efteråret 2010.

Højrefløj og borgerlig offensiv i Europa
Opkomsten af en indflydelsesrig yderste højrestrømning i europæisk politik har vist sig klart i en række valg – senest i Holland. Her er den liberale partileder Mark Rutte nu ved at danne en regering efter dansk mønster – dvs. to klassiske borgerlige partier med et højrepopulistisk, indvandrerfjendsk højreparti ledet af Geert Wilders, som støtteparti. De er ved at forhandle, hvad regeringen skal gøre efter devisen: Højrefløjen ”accepterer” store nedskæringer på statsapparatets sociale og sundhedsmæssige funktioner, mod til gengæld at få grove stramninger overfor indvandrere og særligt muslimer. I Ungarn er der sket en lignende udvikling.

I forhold til Italien er det nemt nok at grine ad Berlusconi og hans evige kamp som premierminister for ikke at blive dømt i sine talrige korruptionsskandaler. Det bliver mere og mere klart, at den siddende premierminister har været kriminel og tæt knyttet til mafiaen hele sin politiske karriere igennem. Men man skal ikke glemme, at manden, han i øjeblikket skændes mest med, og hvis folk er ministre i hans regering, er en neofascist med stor indflydelse.
Når vi taler om Berlusconi skal vi heller ikke glemme, at Italien er en god kandidat til at blive det næste EU land, som går fallit og skal ”hjælpes” af en ”hjælpepakke” fra pengetrykkerierne i euro-området.
I Storbritannien er den nye konservativt-liberale regering ved at gennemføre massive nedskæringer i kølvandet på finanskrisen.

Den mest sandsynlige udvikling i Europa er en borgerlig offensiv, hvor borgerskabet prøver at splitte arbejderbefolkningen gennem massiv hetz og diskrimination mod udlændinge og først og fremmest muslimer, for at gennemtvinge en stærkt forøget udbytning. Det er her, højrefløjens fremmarch i Europa bliver mest farlig. Den klassiske fascisme havde som et af sine stærke redskaber væbnede bander af desperate deklasserede småborgere. Den moderne højrefløj i Europa bygger mere på massiv mediepåvirkning i moderne neokonservative medier og så statens efterhånden meget velorganiserede vold mod indvandrere og demonstranter. Klimatopmødet i København var i den henseende typisk for, hvad man kan opleve i forhold til folkelige manifestationer omkring store politiske begivenheder.

Omkring Eurokratiet, dvs. hvad der foregår i de magtfuldkomne cirkler omkring EU toppen, vil jeg anbefale alle løbende at følge med i Søren Søndergaards blog, som også genoptrykkes i Dagbladet Arbejderen. Kort fortalt, så forsøger Eurokratiet omkring Kommissionen nu at tiltage sig nye rettigheder over stater og parlamenter, for at kunne diktere finanskapitalens løsninger på krisen. For at gøre det er man nødt til at finde på nye konstitutionelle fif. Den just ratificerede Lissabon-traktat, som man har presset ned over EU på den mest udemokratiske måde, er ikke nok.

Konturerne af et forstenet, reaktionært Europa tegner sig – det er ikke et sjovt eller godt sted at leve for de fleste af borgerne – og næppe et dynamisk samfundssystem, der kan hævde EU i en multipolær verden. Man kan f.eks. spørge, hvorfor euroen ikke bliver international valuta på lige fod med dollaren? Trods alt er dollarens troværdighed minimal. Svaret er, at EU’s økonomi og politiske konstruktion er lige så svag eller måske svagere end USA. Derfor har f.eks. Kina ikke særlig lyst til at flytte sine valutareserver til euro.

Rusland
Da Sovjetunionen brød sammen og Putin tog over, formulerede han et nyt mål for Ruslands udenrigspolitik: Rusland ønskede en multipolær verden, med en serie stormagter, men ikke en dominerende supermagt. USA’s enestilling skulle pilles ned.

Det mål har Rusland så nogenlunde opnået, ikke takket være sine egne kloge skridt, men takket være dumhederne i USA og USA’s nærmeste allierede – UK, DK, Italien, Canada osv. Mens Vesten er travlt optaget med sine egne problemer har Rusland styrket sin position i ”det nære udland”. I Ukraine er der kommet en ”blå” præsident Janukovitj, efter at den vestligt inspirerede ”orange” revolution havde vist sig splittet, uduelig og korrupt. Janukovitj har straks forlænget Ruslands leasing af Sevastopolbasen på Krim og dermed udelukket Ukraine fra medlemskab af NATO. Rusland er også fortsat dominerende i Kaukasus, hvor Abkhasien og Sydossetien reelt er blevet løsrevet fra Georgien.

Afghanistan krigen gavner Rusland, ligesom Sovjetunionens besættelse i sin tid gavnede USA og banede vejen for Sovjetunionens sammenbrud. Rusland hjælper i et vist omfang vestmagterne i Afghanistan, og kan kræve gentjenester for dette. Afghanistan ligger midt inde i Asien og meget transport foregår over Rusland og i områder, hvor Rusland har stor indflydelse. Det sker ofte, at russiske og ukrainske fly bliver leaset til vestlige militærtransporter.

Det mål som Rusland har formuleret for sin udenrigspolitik: et multipolært samfund, er ved at være nået. Rusland har på kort sigt genvundet sin styrke som stormagt. Men det ændrer ikke på, at Rusland på trods af sin olie, på trods af sine våbens kvalitet og våbeneksportens størrelse, og på trods af sin enorme størrelse, alligevel et forholdsvis svagt land, med mange problemer, herunder et faldende befolkningstal. Senest er man også blevet ramt af en naturkatastrofe i form af en hedebølge, der har startet mange skovbrande og reduceret hvedehøsten i et stort område i det nordvestlige Euroasien.

Rusland er efter Sovjetunionens sammenbrud definitivt ikke blevet ”et af de vestlige lande”, men har skabt gode forbindelser til de fleste lande i Asien, herunder Kina.

Israel og Palæstina
Israel fortsætter med at bygge muren rundt om Palæstina, frarøve det palæstinensiske folk jord, huse, vand og ret til at bo og være borgere i et land, hvor de altid har boet.

Den israelske højrefløj er i fuld gang med sit projekt, der er at fordrive det palæstinensiske folk med alle midler. Den militære og politimæssige israelske vold og volden fra bosætterne er så grov, at der er grund til at advare mod risikoen for et kommende folkemord i regionen.

Socialistiske strømninger i Latinamerika
I Europa er det svært at se nogen positive livstegn fra den socialdemokratiske del af det politiske spektrum. De socialdemokratiske partier er generelt rede til at gennemføre borgerlige nedskæringer, der hvor de har regeringsmagten (nu f.eks. i Spanien). De mangler visioner og plages af korruptionsskandaler, som ikke kan ses som individuelle lederes svigt, men som udtryk for, at Socialdemokraterne ikke har reelle arbejderledere i toppen, men at den er overtaget af en elite af levebrødspolitikere.

Hvis man søger efter lysglimt i socialdemokratismen, skal man til Latinamerika. Her er der stærke socialistiske kræfter af forskellig afskygning i Brasilien, Venezuela, Ecuador, Bolivia og Cuba. Den mest socialdemokratiske del af denne venstredrejning i Latinamerika er i Brasilien, der nu er ved at afslutte 8 års præsidentskab fra Lula de Silvas side. Lula er ved at skabe sig noget nær samme ikon-status som Mandela, og det uden at have siddet i fængsel. Brasilien har klaret sig godt økonomisk – og indenrigspolitisk har Lulas sociale programmer været en stor succes, som landet har vist sig at have råd til.

Ganske vist er der i Brasilien som de fleste andre steder problemer med alt for hurtig udnyttelse af naturgrundlaget som floder, råvarer og skov. Men stort set går det godt.

I en række andre latinamerikanske lande, Ecuador, Bolivia, Venzuela, Nicaragua og Cuba, er der regeringer med progressive rødder, der på forskellig vis prøver at frigøre sig fra USA’s dominans. USA fastholder en stærk kontrol over Colombia, også efter at Uribe er gået af, og med kuppet i Homduras viste USA og højrefløjen, at den stadig har magt på kontinentet.

Vesten står måske for fald, men kapitalismen fortsætter
De vestlige magter er stadig meget stærke, og det ville være dumt og naivt at forudsige en hurtig kollaps, selv om de vestlige lande virkelig er i dyb krise.

For kun 10 år siden var den vestlige kapitalisme triumferende og bredte sin globalisering ud over hele verden. Man havde finansiel kontrol over verden gennem IMF, verdensbanken og sine værdipapirer. Der var militær dominans, og gennem WTO satte man spilleregler op for international handel. I dag er den finansielle kontrol fordampet. Vesten organiseret omkring NATO og USA er fortsat den stærkeste militære magt, men er bundet op af to krige.

Afindustrialisering og finanskrise flytter de økonomiske centre i verden, ramt af politiske problemer – og imens er andre magter på vej op.

Vesten ligger i meget høj grad som Vesten har redt. Bush og Blair har forladt den politiske scene, men vi lever stadig i perioden efter Bush og Blair, hvor andre rydder op efter dem og følger deres ideer op både i Den Mexicanske Golf, i Colombia, Afghanistan og Irak.

I et forsøg på at bevare den politiske og økonomiske kontrol går borgerskabet ind for stærkt reaktionære og fremmedfjendske løsninger både i EU og USA.

Kinas og andres lande indtræden på verdensscenen og den relative styrkelse af lande som Indien, Brasilien, Rusland og Canada ændrer ikke på, at det er kapitalismen, der er det dominerende system. Men det ændrer i nogen grad dette system. Både Kina, Indien og Rusland er langt mere statsstyrede end de vestlige lande. Og alle disse lande har været igennem nationale befrielseskampe imod den vestlige imperialisme – hvilket stadig står klart i erindringen både i befolkninger og politiske kredse i disse lande. Der er tale om en form for statskapitalisme – og det i en situation, hvor også de vestlige stater er blevet nødt til at gå ind og blande sig langt mere i den private økonomi

Omkring år 2000 talte man meget om ”det amerikanske århundrede”, nogen sagde endda årtusinde. Efter den kolde krigs slutning stod USA og også EU som sejrherrer – dominansen var sikret, økonomien fik ikke længere kriser, demokratiet havde sejret, muren var faldet. I en sikkerhedspolitisk rapport fra den tid stod der, at der ikke længere var nogle egentlige sikkerhedstrusler mod Danmark. Det var sandt, men det varede ikke ret længe.

Et fundamentalt problem for systemet er, at det kræver uafbrudt stor tilgang af råstoffer – først og fremmest olie, omkring hvilken hele økonomien er bygget op. Her støder man ind i grænser ikke bare fra lande, men også fra naturen.

NATO topmøde i Lissabon i november
NATO holder topmøde i Lissabon den 19.-20. november. Topmødets dagsorden ligger endnu ikke klart, men kommer formentlig til at omfatte en diskussion af en plan for tilbagetrækning fra Afghanistan. Både Anders Fogh Rasmussen og senest UKs nye premierminister Cameron har udtalt sig om dette.

Derudover ser det ud til at Obama langt fra at skrotte Bush planer om et missilskjold nu tværtimod vil ekspandere dette og gøre det til et nærmest globalt system. Planer for dette vil blive fremlagt på mødet.

Det bliver det første topmøde, som Anders Fogh Rasmussen bliver generalsekretær for – og vi bør som Enhedsliste og venstrefløj i Danmark gøre vores bedste for, at han får et rigtigt dårligt topmøde. Fogh har en lang og dårlig historie,og vi må se det som vores opgave at minde verden om det.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com