content-picture.php

De to magre økonomiaftaler med hhv. kommunerne og regionerne står i skærende kontrast til valgløfterne og forventningerne. De dækker ikke tilnærmelsesvis behovet - sammenholdt med udgiftsudviklingen, årtiers nedprioritering og de store miljø- og klimaopgaver.

af SAPs Forretningsudvalg

I denne uge har regeringen og Danske Regioner (DR) hhv. Kommunernes Landsforening (KL) indgået aftaler om det økonomiske grundlag for næste års budgetforhandlinger i regioner og kommuner. Hvis disse aftaler er en retningspil for, hvorledes regeringens økonomiske politik hænger sammen med de mange valgløfter fra både Socialdemokratiet, SF og De Radikale om løft af velfærd og sundhed – er der grund til bekymring.

 

Regionale huller og nuller

Aftalen med DR giver et økonomisk løft på ca. 1,5 mia. til sundhedsområdet. Omprioriterings-bidraget fjernes. Men på trods af det positive slør, Finansministeren Nicolai Warming fra regeringen og Stephanie Lohse fra DR’s topledelse ved et pressemøde onsdag forsøgte at svøbe aftalen i, så ser virkeligheden for personalet, patienterne, psykiatrien, klima- og miljøområdet en del anderledes ud.

Professor i sundhedsøkonomi Jacob Kjellberg udtrykte det således: ”Beløbet (kan) lige akkurat dække de formodede aktivitetsstigninger på grund af udviklingen med flere ældre og flere kroniske patienter, stigningen i medicinpriserne på ca. 550 mio. kroner m,m. Og dermed er der ikke mulighed for at igangsætte en genopretning af sundhedssektoren, fra det nuværende alt for høje pres på ansatte og for lidt tid til patienter og kvalitet, men kun, at det øgede pres bremses op”.

 

Dertil føjer sig manglende midler til en lang række andre huller i regionernes budgetter:

 

Aftalen indeholder ikke nogen former for løft af det psykiatriske område, som DR selv havde krævet 1 mia. til.

 

Et rundt nul til opgradering af skinner og materiel til de 14 regionalt drevne lokalbaner, som transporterer 12 mio. passagerer rundt i regionerne, står i skærende kontrast til et akut behov for mindst 105 mill. ekstra om året i de næste 7 år, iflg. Ulla Astmann, næstforkvinde i DR, bare for at undgå hastighedsnedsættelser og groteske situationer med udtagning af sæder og toiletter i nyindkøbte tog for at lette vægtbelastningen på ikke-vedligeholdte skinner.

 

Samt et rundt nul til miljøområdet, hvor regionerne skal håndtere store forureningsproblemer fra Ceminova og andre store generationssynder, fra tusinder af nedgravede punktkilder og giftgrunde, der bl.a. truer vores grundvand.

På klima-omstillingen også et rundt nul, trods alle de velklingende valgløfter. Ikke en krone fulgte der med til at sætte noget i gang. Og hvordan forestiller SD sig, at vi skal påbegynde omstillingen af sundhedssektorens enorme energi- og ressource-forbrug uden ekstra midler, når sundhedssektoren ikke engang kan følge med de enorme sundheds opgaver, for de nuværende bevilgede midler? Hvordan skal de regionale trafikselskaber igangsætte udskiftningen af alle regionernes dieselbusser med el eller brint uden ekstra midler? Eller elektrificere de hundreder af lokal tog? Hvordan forestiller regeringen sig, at regionerne skal kunne bidrage til at trække passagerer væk fra bilerne og over i den kollektive trafik, når de sidste mange år har budt på nedlæggelser af busruter, udpining af togmateriellet mm., uden at regionerne får midler til bare at komme i gang med disse presserende opgaver?

 

Angående de særlige økonomiske problemer, der er opstået omkring de mange centraliseringer og opbygning af supersygehuse, blev der kun et plaster på såret til region Midtjylland. Ellers blev regionerne henvist til at skubbe problemerne foran sig med ”øgede lånemuligheder” – samtidig med, at de urealistiske effektiviseringskrav på 8 % i samme forbindelse stadig står ved magt.

 

Som Enhedslistens repræsentant i DR’s bestyrelse, Tormod Olsen, udtalte, da han havde stemt nej til aftalen:

 

– Jeg er stærkt forundret over, at behovet for et reelt løft ikke bliver taget seriøst. Personalet svigtes, når et alt for lavt bundniveau får lov at fortsætte. Selvfølgelig kan man glædes sig over at presset ikke øges så voldsomt som tidligere år, men helt ærligt, situationen er uholdbar, og den burde være feset ind hos regeringen. Menneskekæde om AUH (Århus Universitets Hospital), VIVE rapporten, valgkampen, højkonjunktur og alle de faglige organisationen gør åbenbart ikke indtryk”.

 

Kommunale huller og nuller

På det kommunale område har vi en lignende eller endda værre situation:

 

”Aftalen mellem KL og regeringen dækker ikke kommunernes øgede udgifter til ældre, børn, mennesker med handicap og sundhedsområdet i 2020. Det betyder, at landets kommuner skal ud i besparelser og omprioriteringer for at få økonomien til at hænge sammen i 2020. Derfor stemte Enhedslisten imod aftalen i KL’s bestyrelse”, udtaler Per Clausen, Enhedslistens repræsentant i KL’s bestyrelse.

 

Også her er der på papiret et løft på 1,7 mia. kr. Men KL har beregnet, at den forventede udgiftsstigning i 2020 bliver over 3 mia. kroner. Dvs. at kommunerne reelt får huller i budgettet og skal i gang med nye besparelser – bare mindre end de seneste år.

 

Når det handler om de minimumsnormeringer, som tusinder var på gaden for i valgkampen, er der ikke andet end de forblommede løfter om noget i 2025. Regeringsaftalens løfte om, at dette ”påbegyndes med kommuneaftalen i 2020” synes at være endt som varm luft. Klima- og miljøudfordringerne får kommunerne også præcis nul kroner til at tage fat på. Og sandelig, også netop nul kroner til at rette op på problemerne i skolerne.

 

Det fremgår desværre tydeligt, at Socialdemokratiet i valgkamp og i regering er to forskellige ting, og kun et vedholdende og stigende pres fra arbejderklassen, patienter, forældre, ”klimatosser” m.fl. kan presse den nødvendige omstilling igennem.

 

Velbegrundet nej fra Enhedslisten

Som nævnt ovenfor, har Enhedslisten stemt mod begge aftaler i hhv. KL’s og DR’s bestyrelser. Det er der rigtig gode grunde til!

 

Man kunne fristes til at tænke, at den socialdemokratiske regering har spekuleret i at undersøge, hvor lidt den kunne nøjes med at give ved dette års økonomiforhandlinger og samtidig påstå, at der er leveret ”et løft”. For det er minsandten lykkedes at få i hvert fald topbureaukraterne i KL og DR til at sige venlige ting om aftalen og de kommende muligheder for at lave budgetter i den offentlige sektor for 2020. Også en del andre har talt pænt om aftalen – med det gennemgående argument, at aftalerne i år ikke indeholder katastrofer, som vi ellers er vant til…

 

Men det ændrer jo ikke ved, at der på regionernes område kun lige netop er leveret midler til at dække de udgiftsstigninger, der følger af demografi m.v. – og at der til kommunerne end ikke er midler nok til dette. At der derfor reelt ikke er flere penge til sundhedsopgaverne og endda lidt færre penge til de øvrige velfærdsopgaver. Og at der altså slet ikke er afsat penge til at begynde at rette op på alle de problemer for patienter, brugere, borgere og ansatte, som de mange års nedskæringer har skabt.

 

Efter alle løfterne fra valgkampen og forståelsespapiret om at genoprette velfærden, må den indlysende forventning være, at der skulle påbegyndes et reelt løft – altså være så mange penge i aftalerne, at det ville betyde flere varme hænder pr. borger, at de ansatte skulle løbe knapt så hurtigt osv. osv.  Altså aftaler med klare forbedringer. I denne situation er der derfor stærke argumenter for, at man afviser aftaler, der bare fastholder den nuværende elendighed – og ikke giver midler til at løse de mest påtrængende opgaver. Tilsyneladende er det kommunale resultat endda værre endnu: En aftaler, der – hvis beregningerne holder – ligefrem nødvendiggør nye besparelser/effektiviseringer, dvs. forringelser for ansatte og/eller brugere. Måske beskedne – sammenlignet med, hvad man har været vant til – men alligevel. Et helt igennem uacceptabelt resultat.

 

Det er klart, at Enhedslisten i den situation ikke skal overlade det til hyklerne i de borgerlige partier at kalde en spade for en spade, men tvært imod stille sig i spidsen for kritikken af, at regeringen ikke vil leve op til løfterne – og mobilisere for det løft, der var lovet. Det kan ikke uden for satirens verden kaldes et ”løft”, at man bare har skruet ned for mængden af nye ulykker. Regeringen skal tvinges til i det mindste at påbegynde den genopretning, der er lovet.

 

Hvad gør vi nu?

Det næste slag kommer til at stå i Folketingets finansudvalg, som skal stemme om den samlede økonomiske aftale for KL og DR, og her bør Enhedslisten selvfølgelig også stemme imod.

 

Og så må vi ud at forklare aftalernes reelle, sørgelige indhold for alle de ansatte, deres faglige organisationer, patientorganisationerne og alle de borgere, som har kæmpet for minumumsnormeringer, forbedringer af sundhed og psykiatri, skoler, substantielle klimatiltag m.m.

 

Enhedslisten må derefter:
– Rejse de nødvendige velfærds- og klima-krav ved de kommende finanslovsforhandlinger.

– Kræve afskaffelse af anlægs- og budget-loftet, så kommuner og regioner også kan begynde at bruge af de enorme midler (ca. 45 mia. kr. tilsammen), som de er blevet tvunget til at tilbageholde igennem mange år, i stedet for at gå ud og låne flere penge.

– Kræve penge til et substantielt løft af den kollektive trafik, samt afsætte midler til opgradering af skinner og materiel og klimaomstilling væk fra dieseldrift, CO2 og partikel forurening.

– Kræve udarbejdelse af miljø- og klima-handlingsplaner for velfærd og sundhed, samt bevilge båndlagte midler til at gennemføre dem, så vi årligt, startende fra 2020, kan se og måle, hvorledes den kommunale og regionale sektor bidrager til at løse miljø-, forurenings- og klima-udfordringerne.

– Mobilisere de ansatte og deres organisationer, sammen med aktive forældre og klimabevidste borgere bl.a. til protest foran Christiansborg mod de magre økonomiaftaler op til folketingets åbning og finaslovsforhandlingerne.

– På længere sigt kræver vi mulighed for, at regionerne (og kommunerne) får mulighed for at opkræve skatter – efter en progressiv skala(!) – og derved får mulighed for at gribe mere grundlæggende ind over for svigtende velfærd, tempoopskruning, dårligt arbejdsmiljø og miljø- og klimaproblemer.

– Samt mulighed for at starte øget forskning og samfundsmæssig medicinproduktion, allerhelst en nationalisering af medicinalindustrien i DK, og dermed få reel demokratisk kontrol med denne, så medicinprisernes himmelflugt kan stoppes, og pengene i stedet for ublu profit kan bruges til flere ”varme hænder”, kvalitet i behandlingen og bedre arbejdsmiljø.

 

 

 

single.php