Protesterne i Hong Kong har nået et nyt krampagtigt højdepunkt. New York Times kunne rapportere om demonstrationerne 31. august, at man så ”de mest intense sammenstød siden protesterne om byens skæbne startede i juni.”

af Kevin Lin

Den 3. september kunne avisen levere den rammende overskrift: ”Studerende i Hong Kong starter skoleåret med gasmasker, boykotter timerne og protesterer”, samtidig med at de kinesiske regeringskontrollerede medier advarede, at ”enden er nær for dem, der forsøger at lave ballade i Hong Kong og skabe splittelse mod Kina.”

 

Den øverste politiske leder i Hong Kong, Carrie Lam, gav den 4. september en væsentlig indrømmelse til de protesterende, at hun ville trække det omstridte lovforslag tilbage (et lovforslag hvor borgere kan udleveres til retsforfølgelse i Kina, o.a.), som var den udløsende faktor for oprøret (og som kritikere klart anser som et angreb på borgernes frihedsrettigheder).

 

De løbende protester er både et tegn på kreativiteten hos demonstranterne samt en trussel mod regeringen i Hong Kong, ledet af den pro-kinesiske politiker Carrie Lam. Samtidig med at den kinesiske regering arbejder på at styrke sin magt internt og som stigende global magtfaktor, har krisen i Hong Kong fået voldsom betydning og overskygger den lokale politiske situation.

 

Her er, hvor tingene står lige nu:

 

1. En bred vifte af protestaktioner holder myndighederne beskæftiget

Protesterne er nu i gang på fjerde måned takket være et konstant skifte i aktionsformer: fra fredelige massedemonstrationer med millioner af deltagere til voldelige kampe mellem smågrupper og politi; fra generalstrejker og lufthavnsbesættelser, med formålet at skabe mest forstyrrelse, til symbolske boykots af undervisning blandt studerende.

 

Det er specielt de protesterendes guerilla-strategi, der har gjort det muligt for bevægelsen at konstant forny sig og omgruppere – hvor man ikke besætter ét sted, hvad der muligvis kunne skabe udmattelse og svække bevægelsens overraskelseseffekt, men i stedet bevæger sig rundt i byen uge for uge og splitter ud i forskellige grupper for at ramme udvalgte regerings-institutioner.

 

Generalstrejken den 5. august var mere politisk end økonomisk. Selvom ulighed og ringe beskæftigelse er ubetingede realiteter for unge mennesker, så kan bevægelsen ikke reduceres til kun at handle om materielle krav.

 

Venstrefløjen har forsøgt at rejse sociale og økonomiske krav, men uden at det lykkedes. Fagforeningers tidligere opfordringer til at nedlægge arbejdet har aldrig rigtigt fået fodfæste, og den aktuelle generalstrejke blev organiseret online uden om de eksisterende fagforeninger (dog med afgørende støtte fra foreningen for kabinepersonale).

 

Strejkens effekt skyldtes, at man lammede byens transportsystemer, og ikke at arbejderne nedlagde arbejdet.

 

En ny udvikling er, at voldelige gadekampe er blevet en accepteret del af protestbevægelsen og i befolkningen generelt. Når kampene breder sig ud i beboelsesområder, er der større tendens blandt de lokale til at støtte de protesterende frem for politiet, der i stedet beskyldes for overdreven magtanvendelse, specielt deres brug af tåregas. Hvor de tidligere blev anset for mere moderate, så er politiet i Hong Kong med til at fremprovokere en eskalering af protesterne – og har anholdt mere end 1.100 siden juni – hvilket yderligere svækker myndighedernes legitimitet.

 

2. Ungdomsbevægelsen formår at holde sammen på trods af store interne forskelle

At prioritere politiske aktioner over ideologiske forskelle har været en afgørende forudsætning for, at bevægelsen kunne fortsætte på trods af meget store forskelle internt. Kernen består af en blanding af studerende, arbejdere og arbejdsløse unge, politisk uerfarne og politiske veteraner, og en politisk sammensætning, der dækker hele spektret fra venstre til højre.

 

De er samlet om et par basale krav: Tilbagetrækning af det omtalte lovforslag (et krav, de fik gennemført), almindelig stemme- og valgret (borgere i Hong Kong kan ikke direkte vælge deres politiske leder eller hovedparten af parlamentsmedlemmer), samt mulighed for at stille politiet til ansvar for dets handlinger (de har skudt op mod 2.000 tåregasgranater af, siden protesterne startede).

 

Dette er en bevægelse ledet af ungdommen. Historisk set har oppositionen i byen været ledet af de såkaldte pan-demokrater, der har forsøgt at få den kinesiske regering til at overholde de løfter, der blev givet i forbindelse med overgangen fra britisk styre i 1997 (et løfte om mere frihed under parolen ”ét land – to systemer”, o.a.). Deres legitimitet er i dag forsvundet. På trods af at de allerede var marginaliseret under den såkaldte paraply-bevægelse i 2014, så har de nu nået et nyt lavpunkt.

 

Ikke engang de unge ledere fra den gamle paraplybevægelse bliver i dag anerkendt i den nuværende bevægelse. Forsøget dengang på at skabe forandring ved at danne partier og stille op til valg fejlede. I dag afvises ideen om et samlet lederskab, og man vil påvirke det politiske system udefra.

 

Den nuværende tilgang har både styrker og svagheder. Ved at være en decentral bevægelse uden nogen klar organiseret form har man frataget myndighederne muligheden for at ”hugge hovedet af bevægelsen” ved at arrestere dens ledelse. Den uklare ideologiske linje har skabt et rum så stort, at man kan rumme stort set alle dem, der kritiserer den hårde linje fra Kina (mest bekymrende er, at bevægelsen også rumme en del ”lokale” med et kraftigt fremmedhad). Men den ideologiske bredde og modstand mod struktur er også med til at underminere bevægelsens mulighed for at være en progressiv, demokratisk kraft på den lange bane.

 

3. Krisen i Hong Kong er en krise for Kina

Under overfladen bobler en krise for selve Hong Kong som en liberal enklave for et frit marked i en statskontrolleret kapitalistisk nation, en ustabil konstruktion, der nu er på kanten til at eksplodere.

 

Hong Kong er blevet rig på finans- og ejendomskapital, der stadig er de dominerende kræfter. Indbyggerne nyder en række civile frihedsrettigheder, men har stærke begrænsninger på deres selvstændighed. Dette fungerede fint i en periode, ikke bare for den globale kapitalisme, der har haft et internationalt finansielt centrum, men også for kinesisk kapitalisme, der har brugt Hong Kong til at finansiere virksomheder og internationalisere deres økonomi.

 

Men nu oplever Hong Kong en relativ økonomisk nedtur og er blevet overhalet af andre kinesiske byer som Shanghai og Shenzhen som finansielle og handelsmæssige centre. Hos almindelige borgere i Hong Kong skaber dette frygt for yderligere integration med Kina, samt det tab af civile friheder, som vil følge deraf.

 

Protesterne kommer yderligere på et rigtigt skidt tidspunkt for den kinesiske stat. Kommunistpartiet forsøger på en gang både at ændre den økonomiske model for Kina, der gjorde landet til et eksport-orienteret lavtløns land,”hele verdens fabrik”; at slå ned på den interne korruption og styrke ideologisk disciplin; og at håndtere landets internationale ekspansion og omdømme. Xi Jinping har øget statskontrollen over medierne, nyhedsformidlingen og den offentlige debat, overvåger rejsende mellem Hong Kong og fastlandet og chikanerer personer, som udtrykker støtte til protesterne.

 

Den kinesiske stat er mere end noget andet optaget af sin egen legitimitet indenfor egne grænser samt periferien (Hong Kong, Taiwan, Xinjiang, Tibet), såvel som på den internationale scene. Protesterne i Hong Kong afslører skår i den facade.

 

4. Men dette er ikke Den Himmelske Freds Plads om igen

Over bevægelsen hænger en stigende trussel fra regeringen i Beijing med en retorik, der kun bliver skarpere. Alle ved, at en militærintervention ville betyde civile tab, ødelægge Hong Kongs økonomi og position som finansielt centrum og udløse en international krise. Demonstranter og den kinesiske regering udfordrer hinanden til at trække først.

 

Situationen minder på nogle punkter om opstanden på Den Himmelske Freds Plads, som Kina slog voldeligt ned i 1989. Men dette var en national protestbevægelse af studerende og arbejdere i en periode, hvor sammenbruddet i de statssocialistiske regimer rundt om i verden var forestående. Selv om protesterne i Hong Kong er omfattende, så har de slet ikke et omfang, der grundlæggende truer regimet.

 

Samtidig er det ikke sikkert, at tilbagetrækningen af det omstridte lovforslag er nok til at lægge en dæmper på demonstranterne. Det er en omfattende politisk krise, der ikke bare omhandler en enkelt politik eller lovforslag. Carrie Lams indrømmelse kunne give bevægelsen yderligere blod på tanden til nye krav, inklusiv fri stemmeret.

 

Uanset hvordan det ender, så vil bevægelsen have præget bevidstheden hos dem, der deltog, dem der var vidne til, og dem der støttede oprøret. Lige som Paraply-bevægelsen banede vejen for en eksplosion af ny folkelig energi, så vil de nuværende protester meget vel kunne have samme effekt.

 

6. september 2019

Oversat fra Green Left Weekly (Australien) af Rasmus Keis Neerbek

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com