content-picture.php

De seneste opstande i Sudan og Algeriet har undgået fejltagelserne fra 2011, skriver Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar i denne status over udviklingen i den arabiske verden, siden oprøret startede i 2011.

af Gilbert Achcar

Billeder af folkelige protester, der påminder om den revolutionære bevægelse i 2011, har i månedsvis domineret nyhederne fra den arabisktalende verden. Opstandene begyndte i Sudan den 19. december og i Algeriet ved demonstrationerne den 22. februar. De genkaldte mindet om de store fredelige demonstrationer tidligt i det arabiske forår, som rystede Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen og Syrien.

 

Kommentatorerne har denne gang været mere forsigtige og stillet spørgsmål frem for at komme med direkte kommentarer, fordi de har taget ved lære af den bitre skuffelse, der fulgte på deres oprindelige eufori over det arabiske forår. Undertrykkelsen af opstanden i 2011 i Bahrain, der blev knust efter blot et par uger med hjælp fra de øvrige oliemonarkier i GCC (Samarbejdsrådet for Golfstaterne), kunne være blevet en undtagelse, når man tager denne klub af staters enestående karakter i betragtning. Men efter to år gik regionen ind i en kontrarevolutionær fase, med en ny kædereaktion, der denne gang havde den stik modsatte retning.

 

Bashar al-Assad indledte en ny offensiv i Syrien i foråret 2013 med hjælp fra Iran og dets regionale allierede [så som Hizbollah-militsfolk fra Libanon, o.a.].

 

Så kom, med militærets opbakning, indsættelsen af et undertrykkende regime i Egypten, og en tilbagevenden til magten af dele af Tunesiens væltede regering. Både i Kairo og Tunis var det lykkedes kræfter med tilknytning til det Muslimske Broderskab at kidnappe den begyndende revolutionære fremdrift. Opmuntrede af udviklingen i 2013 begyndte dele af de tidligere regimer i Libyen og Yemen at opbygge opportunistiske alliancer med grupper, som i første omgang var hoppet med på revolutionen, men som samtidigt delte deres fjendskab mod det Muslimske Broderskab. Dettes forsøg på at gribe magten gennem vold endte i borgerkrig. Begejstringen blev afløst af melankoli i den ”arabiske vinter” i takt med, at det totalitære terroristiske projekt ISIS fik fodfæste.

 

Skønt denne sidste genspejling af Al Qaeda til slut blev knust i Irak og Syrien (grupper, der opererer under samme flag, er stadig aktive i Libyen, på Sinaihalvøen og uden for den arabisktalende verden), fortsætter andre kontrarevolutionære kræfter med at være i offensiven. Assad-klanen fortsætter med at generobre det meste af Syrien med hjælp fra Rusland og Iran. I Egypten har Abdel Fattah al-Sissis despotiske regime gennemført en ændring af forfatningen, der tillader ham at forblive ved magten indtil 2030, uden at tage højde for den mulige afsmitning fra oprørene i Sudan og Algeriet.

En langvarig revolutionær proces
I Libyen har den store beundrer af Sissi i Egypten, general Khalifa Haftar, med støtte fra Egypten, de Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Rusland og Frankrig samt på det seneste også USA – siden april gennemført en militær offensiv i den vestlige del for at kunne tage kontrol med hele landet. Haftar tilstræber at fjerne den Nationale Enhedsregering, der er anerkendt af FN, det Muslimske Broderskab, Qatar og Tyrkiet, og undergraver FN´s mæglingsforsøg på at opnå en ny inkluderende politisk løsning. I Yemen raser der stadig borgerkrig, hvis konsekvenser blot forværres af interventionen fra den Saudi-ledede koalition. Der er meget begrænset håb om en varig fred i nær fremtid, eller om en national genforening.

 

Med udgangspunkt i denne kontrarevolutionære tendens synes opstandene i Sudan og Algeriet snarere at være isolerede opsving i en skiftende modsætningsfyldt sammenhæng end at være et nyt arabisk forår. De har imidlertid bekræftet, at 2011 blot var den første fase i en længerevarende revolutionær proces. Begrebet ”arabisk forår” giver stadig mening, under forudsætning af at det ikke forstås som en kort, relativt fredelig demokratisk overgang, som mange havde håbet, men som den første af en serie af ”årstider”, der sandsynligvis vil fortsætte i årevis, eller endog vare flere årtier.

 

Problemet i den arabiske verden består ikke i at tilpasse politiske systemer til samfund og økonomier, der har nået en passende modenhed, svarende til dem i Latinamerika eller Østasien, hvor den politiske modernisering fuldførte en socioøkonomisk moderniseringsproces. Der er snarere tale om at fjerne politiske systemer, der har blokeret social og økonomisk udvikling siden 1980´erne. Hovedsymptomet på problemerne er ungdomsarbejdsløshed, hvor regionen længe har haft verdensrekorden.

Økonomierne svækkes
Begivenhederne i 2011 kunne udelukkende have ført til en ny og holdbar periode med stabilitet, hvis de havde medført en radikal ændring af de økonomiske prioriteringer: Den blev umulig, når der ikke skete nogen ændring i de statssystemer, der bar ansvaret for den økonomiske stagnation. I fraværet af sådanne forandringer ville protesterne uundgåeligt fortsætte og endda vokse i styrke, da den ustabilitet, som det arabiske forår afstedkom, kun kunne forværre den almene økonomiske svaghed. Trods den kontrarevolutionære offensiv har der været nye store protester i adskillige arabisktalende lande siden 2011.

 

Tunesien bliver ofte fremstillet som succeshistorien om det arabiske forår, fordi det her er lykkedes landet at fastholde de demokratiske gevinster, som blev opnået. Selv om kommentatorerne i almindelighed ikke vil indrømme det, idet de foretrækker at fokusere på de ”kulturelle” forskelle (der især skyldes, at der har været en sammenhængende tunesisk statsdannelse gennem de sidste 300 år), så er den ”tunesiske undtagelse” snævert forbundet med det tunesiske LO, som er den eneste organiserede arbejderbevægelse i den arabiske verden, der både er uafhængig og indflydelsesrig. Men også Tunesien har løbende være rystet af protester, lokale såvel som landsdækkende, både dem i den vigtige by Kasserine i januar 2016 og de store demonstrationer i januar 2018. Andre lande med større sociale bevægelser siden 2011 er Marokko, specielt i Riff-regionen siden oktober 2016; Jordan specielt i foråret 2018; og Irak, løbende siden 2015. Sudan har oplevet adskillige opstande siden 2011, herunder én i 2013, der blev brutalt slået ned.

 

Protesterne i alle lande har været fokuseret på arbejdsløshed og/eller leveomkostningerne. Disse problemer er ofte blevet forværret gennem IMF´s stive tilgang, med dens urokkelige tyrkertro på nyliberalismen. Dens dogmatisme står i modsætning til at lære af erfaringer, hvad der underbygger anklagen om, at den mere er inspireret af sit begær efter at beskytte kapitalens interesser end af en pragmatisk fornuft, der er blot er hoppet af sporet. IMF har konkluderet, at sammenbruddet i den arabiske verden skyldes manglende evne til at gennemtvinge dens hestekure med tilstrækkelig iver, skønt disse kure åbenlyst ikke passer til de faktiske forhold i regionen.

 

IMF´s insisteren på, at staten skal trække sig tilbage fra økonomien og give en central rolle til den private sektor i udviklingen (hvilket aldrig har vist sig at virke), har i betydelig grad bidraget til den økonomiske stagnation i regionen. Siden ”foråret” i 2011 har IMF forøget sit pres på regeringerne for at følge dens nedskæringspolitik til punkt og prikke. Resultaterne har hurtigt vist sig: Ud over de begivenheder, som er nævnt ovenfor, har der været protester i Iran, hvor samme årsager har ledt til tilsvarende virkninger siden december 2017, trods forskellene mellem Irans og dets arabiske naboers politiske systemer. I januar rystede protester mod IMF-inspirerede tiltag på samme tid Iran, Sudan og Tunesien.

 

Det er ikke tilfældigt, at den eneste regering, der har været i stand til at gennemtvinge hele paletten af  IMF´s forskrifter, har være det autoritære Sissi-regime. Fra ”hestekuren”, som har været igangsat siden november 2016, har egypterne indtil videre kun oplevet ”heste”-delen. Men i modsætning til andre folk har de ikke rejst sig. Denne passivitet skyldes dels statsundertrykkelsen og dels en opgivenhed over for den kendsgerning, at tre år med uro (2011-2014) blot førte til etableringen af et regime, der får dem til at savne Mubarak-æraen. Denne opgivenhed bliver også forstærket gennem fraværet af et troværdigt alternativ.

 

Men Egypten har ikke lidt forgæves. Dets naboer har lært af erfaringerne. De er blevet vaccinerede mod de illusioner, som egypterne blev smittet med, da deres væbnede styrker udstødte Hosni Mubarak i februar 2011 og væltede hans valgte efterfølger Mohamed Morsi, medlem af det Muslimske Broderskab, i juli 2013. Det fremstår nu tydeligt, at når politisk magt udspringer fra militæret, er præsidenten og hans følge kun toppen af isbjerget; delen under vandoverfladen består især af hele komplekset af militær og sikkerhedspoliti – med rette betegnet som den ”dybe stat”.

Udnyttelse af staten og ressourcer
Det politiske system i de arabisktalende lande er domineret af kaster, der udnytter staten og dens ressourcer. Der er to varianter: Dels familier, der regerer i et åbent monarkistisk (eller i det mindste patrimonielt) system, dels de systemer som officielt er republikanske, men alligevel tillader erobring af staten, med dominans af militære/sikkerheds- og bureaukratiske kaster, hvis medlemmer profiterer på statens ressourcer gennem et ny-patrimonielt system. De forskellige udfald af opstandene i 2011 blev bestemt af forskellen mellem disse varianter.

 

I 2011, i det ny-patrimonielle Tunesien og Egypten, var statsapparatet hurtigt til af skille sig af med den herskende klike, som var blevet en belastning. I de mere traditionelt patrimonielle stater udnyttede de herskende familier uden tøven deres prætorianergarder [militære elite-enheder a la Khomeinis og Saddam Husseins Republikanske Garder i henholdsvis Iran og Irak, o.a.] til at knuse opstandene med megen blodsudgydelse. Libyen og Syrien blev kastet ud i borgerkrig, medens interventionen fra Golfstaternes GCC afholdt den folkelige bevægelse fra at gribe til våben i Bahrain. Yemen blev en slags mellemkategori: Revolten i 2011 førte til et vakkelvorn magtdelings-arrangement, som i sidste ende var dømt til at føre til væbnet konflikt.

 

Sudan og Algeriet har, på samme måde som Egypten, nypatrimonielle regimer med en rygrad af militær og sikkerhedspoliti.  Som i Egypten i 2011 prøvede militæret at tilfredsstille folket gennem at ofre præsidenten. Hæren i Algeriet tvang Abdelaziz Bouteflika til at træde tilbage den 2. april, og Sudans militære junta afsatte og varetægtsfængslede Omar al-Bashir den 11. april.

 

Disse kup var konservative ligesom det, der blev iværksat af det egyptiske militær i februar 2011, da de offentliggjorte Mubaraks ”tilbagetræden”: Hæren skar toppen af isbjerget for at redde delen under vandoverfladen. Ligesom i Egypten ofrede de væbnede styrker i Algeriet og Sudan samtidigt den væltede præsidents tætteste allierede og de folk og institutioner, som var mest direkte kompromitterede på grund af de forhadte regimers misbrug og korrupte tilegnelse af offentlig ejendom. Men i ingen af landene er de folkelige bevægelser gået i fælden, idet de har taget ved lære af den egyptiske erfaring (samt tidligere erfaringer i Sudan). De insisterer på at kræve en ende på militærets kontrol med den politiske magt, og oprettelsen af en ægte civil og demokratisk regering.

”Fantasien til magten”
Det, de nye opstande har til fælles, er mobiliseringer i stor skala og frydefulde udtryk for protester, i traditionen fra de store befrielsesrevolter, der førte ”fantasien til magten”. De deler også en bevidsthed om, at de har at gøre med et regime, som er struktureret omkring militæret. De nærer ingen forventninger om, at den militære overkommando vil skaffe dem af med regimet. I Algeriet og Sudan fremstiller overkommandoen sig som spydspids for de revolutionære forandringer, som folket ønsker, på samme måde som Gamal Abdel Nassers Frie Officers Bevægelse i Egypten i 1952, eller de Væbnede Styrkers Bevægelse i Portugal i 1974 (begge steder gjorde unge officerer oprør mod det militære hierarki). Men det har ikke narret mange.

 

Dette års revolter skiller sig ud på en vigtig måde: kvaliteten af deres ledelser. Det er det springende punkt. Den manglende succes for de fleste af opstandene i 2011, og den kun delvise succes for den eneste, hvis demokratiske gevinster er blevet fastholdt, har samme forklaring. Det arabiske forår er blevet kaldt postmoderne, fordi det syntes at være uden ledelse. Men ingen folkelig bevægelse kan vinde under sådanne betingelser. Selv de bevægelser, der opstår spontant, må finde ledere for at kunne fortsætte.

 

I Tunesien spillede fagforeningsfolkene fra UGTT en nøglerolle i at udbrede opstanden til hele landet og omstyrte diktatoren i januar 2011. I Egypten var det et sammensurium af oppositionelle politiske organisationer, der startede revolten og tog ledelsen frem til Mubaraks afgang. I Bahrain var medlemmer af den politiske opposition og fagforeningsfolk fremme i forreste række. I Yemen gik nogle fraktioner af regeringen i alliance med den traditionelle politiske opposition for at drage nytte af bevægelsen, på bekostning af de unge revolutionære, som havde været de oprindelige initiativtagere.

 

I Libyen betød opstandens hurtige degeneration til en væbnet konflikt, at der opstod en ledelse af gamle og nye oppositionsfigurer, herunder tidligere støtter af regimet. Syrien havde den længste periode med flad ledelse (ikke at forveksle med fravær af ledelse) med dannelsen af ”koordinations- komiteer”, der kommunikerede via sociale medier, indtil Det Syriske Nationalråd, som blev oprettet i Istanbul i regi af Tyrkiet og Qatar, tildelte sig selv rollen som leder.

 

Tyrkiet og Qatar havde held med at få kontrol med alle opstandene i 2011, med Bahrain som undtagelse, via deres sponsorering af det Muslimske Broderskab, der skønt det ikke var involveret i at starte oprørene, var hurtig til at gå med og overtage dem. Broderskabet og dets allierede var allerede veletablerede i Egypten og Yemen. De var blevet drevet under jorden i Libyen, Tunesien og Syrien, men havde i disse lande udbredte netværk, som nød materiel og mediemæssig (gennem Al Jazeera) støtte fra Qatar, ligesom de legale eller halvlegale afdelinger af Broderskabet i de øvrige lande.

Det Muslimske Broderskabs skæbne
På grund af svagheden af de venstreorienterede og liberale (i politisk, ikke økonomisk forstand) oppositionelle organisationer i den arabisktalende verden, som manglede støtte fra udenlandske regeringer og var udmattede af undertrykkelse, toppede det Muslimske Broderskabs indflydelse i 2011-2012. I Tunesien og Egypten deltog det i de valg, der blev organiseret efter en kort overgangsperiode, og vandt på denne måde magten i begge lande. Monarkiet i Marokko prøvede at komme væksten af protesterne, som begyndte den 22. februar 2011, i forkøbet, ved at inddrage den marokkanske afdeling af Broderskabet i regeringen.

 

Den eneste virkelige overraskelse var det Muslimske Broderskabs nederlag ved valget til parlamentet i juli 2012 i Libyen, hvor det tabte til Alliancen af Nationale Styrker, en liberal koalition af politiske grupper og NGO´er, der opnåede knap 50 procent af alle stemmer (med en stemmedeltagelse på 61,6 procent), næsten det femdobbelte af Broderskabets stemmetal. Dette nederlag fulgte efter den første runde af præsidentvalget i Egypten, hvor det totale antal stemmer på kandidater, der repræsenterede liberale og venstreorienterede partier, oversteg det samlede antal stemmer på kandidater, der repræsenterede Broderskabet eller det tidligere regime, og var dobbelt så mange som det antal, der stemte på Morsi. Det var yderligere et bevis på, at i modsætning til den almindelige opfattelse, inspireret af orientalisme – i Edward Saids forstand – er folk i den arabisktalende verden ikke vundet over til ”politisk Islam”.

 

Snarere end et kulturelt spørgsmål er dette et politisk/organisatorisk problem. De demokratiske kræfter, fra liberale (både sekulære og muslimske) og til det yderste venstre, som udtrykker de centrale forhåbninger fra de folkelige bevægelser, har vist sig ude af stand til at organisere sig i koalitioner; og tilsvarende ude af stand til at fremstille sig selv som alternativer til de to reaktionære lejre – de tidligere regimers støtter og disses fundamentalistisk-muslimske rivaler. Uheldigvis begik liberale og venstreorienterede oppositionsgrupper i samtlige lande, der var med i det arabiske forår, den fejltagelse at konspirere med den ene reaktionære lejr først mod den anden, undertiden senere også med den anden lejr mod den første, når den opfattede hovedfare skiftede, hvilket førte til politisk marginalisering af disse grupper.

 

Der er ingen større fare for, at de øjeblikkelige opstande i Sudan og Algeriet bliver overtaget af islamiske fundamentalister. Dette styrker deres evne til at modstå militærets rænkespil: Broderskabet var en værdifuld allieret for de væbnede styrker i Egypten i det tidlige 2011. I Algeriet har oplevelsen af det ”sorte årti” – den blodige kamp mellem militær/sikkerhedspoliti og fundamentalisterne i den Islamiske Frelserfront (FIS) og dets aflæggere efter militærkuppet i januar 1992 – gjort befolkningen mistænksomme over for begge. Afdelingen af det Muslimske Broderskab i Algeriet samarbejdede med militæret, støttede Bouteflika og tog del i regeringen gennem mange år. De fleste ledere af de protester, som begyndte her i februar, ville modsætte sig ethvert forsøg fra fundamentalister på at overtage ledelsen af bevægelsen, lige så stærkt eller stærkere end de afviser den militære overkommandos påstand om at repræsentere bevægelsens forhåbninger.

 

I Sudan er den folkelige modstand mod begge reaktionære lejre nok så radikal, fordi disse helt åbenlyst har delt magten, siden Omar al-Bashir kuppede sig til magten i 1989. Som leder af et militærdiktatur i alliance med det Muslimske Broderskab (samarbejdet gik dog ikke altid lige glat), fremstod Bashir som en blanding af Sissi og Morsi. Et central element ved opstanden i Sudan, der er den mest politisk radikale i den arabisktalende verden siden 2011, er dens åbne modstand mod både at militæret eller dets fundamentalistiske allierede skal regere, og dens erklærede ønske om en civil, sekulær, demokratisk og feministisk regering.

 

Politisk ledelse

Denne radikalisme er knyttet til en anden egenskab, som bidrager til overlegenheden af bevægelsen i Sudan: dens usædvanlige politiske ledelse. Bevægelsen i Algeriet er begrænset af dens mangfoldighed og organisationens flade struktur, hvor grupper af universitetsstuderende samarbejder via de sociale medier med liberale og venstreorienterede politiske oppositionsgrupper, og kollektiver af ansatte og fagfolk, hvor ingen af grupperne er i stand til at gøre krav på den øverste ledelse. I kontrast hertil er der ingen, der bestrider den ledende rolle, som ”Kræfterne for Erklæringen om Frihed og Forandring” (FDFC – Forces for the Declaration of Freedom and Change) spiller i Sudan.

 

I denne alliance, som blev dannet omkring en erklæring der blev udsendt den 1. januar, er Foreningen af Fagfolk i Sudan (SPA – the Sudanese Professionals Association) den centrale aktør. SPA er en paraplyorganisation, som hemmeligt blev oprettet i oktober 2016 af læger, journalister og advokater og efterfølgende med tilslutning fra lærere, ingeniører, farmaceuter, kunstnere og for ganske nyligt fra fabriks- og jernbanearbejdere. FDFC indeholder også politiske oppositionspartier, der spænder fra det Nationale Ummaparti, ledt af Sadiq al-Mahdi (en liberal leder af en Sufiorden, der to gange har været premierminister, i 1960’erne og 1980’erne) til det Sudanesiske Kommunistparti, det største kommunistparti, der stadig er aktivt i den arabiske verden (skønt betydeligt svækket siden 1960’erne) samt regionale væbnede grupper, der kæmpede mod Bashir-regimet. Der er to feministiske grupper, Initiativet Mod Undertrykkelse af Kvinder og de Civile og Politiske Feministgrupper, hvis indflydelse på FDFCs program er tydelig, da dette indeholder kravet om, at kvinder mindst skal have 40 procent af sæderne i lovgivende forsamlinger.

 

Om Sudan er Financial Times-journalisten David Pilling parat til at bruge sammenligninger, man normalt vil forvente at finde i kommentarer fra den yderste venstrefløj: ”Skønt opstanden har megen nytte af teknologi fra det 21. århundrede, med den forenende magt af smarphones og hashtags, så er der en retro-revolutionær ånd over en bevægelse, der har en snert af både en sekulær og en syndikalistisk tradition. Vi kan ikke være sikre på, hvordan det har været at opleve Rusland i 1917, da zaren blev væltet, eller i Frankrig i de berusende, idealistiske dage under den kortlivede Pariserkommune. Men følelsen må have svaret til den, det har været at opleve Khartoum i april 2019.”

 

FDFC slås med den militære overkommando om, hvem der skal regere Sudan i overgangsperioden, og hvor længe denne skal vare. Alliancen opfordrer til dannelse af et regerende råd, hvor den selv skal dominere og militæret være et mindretal, medens militæret insisterer på, at det skal fastholde kontrollen med den øverste magt. Det kan synes paradoksalt, at alliancen ønsker, at overgangsperioden indtil valg skal vare mindst tre år, medens militæret vil have den så kort som muligt. Men FDFC har taget ved lære af erfaringerne fra valgene i Tunesien og Egypten, såvel dem om forfatningen, som dem til parlamentet og præsidentposten, der blev afholdt efter en kort overgangsperiode, og hvor dette opmuntrede til en reaktionær polarisering, til ugunst for de progressive. De ønsker tid til at opbygge nye institutioner, som kan støtte en civil, demokratisk, sekulær regering, der vil være progressiv på socioøkonomiske- og kvindespørgsmål – som det er skitseret i deres udkast til en midlertidig grundlov. De har også brug for tid til opbygge en progressiv politisk bevægelse og politiske organisationer, som er i stand til at understøtte deres populære ledelse.

 

Dette forklarer, hvorfor opstanden i Sudan vækker langt flere bekymringer hos regionens reaktionære end den i Algeriet. GCC´s rivaler – Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater samt Qatar – tilbød alle deres støtte til Bashir, før han blev afsat. Saudi Arabien og FAE har øget deres støtte til det sudanesiske militær, der nu ledes af officerer, som har kæmpet side om side med dem i Yemen. De forsøger at ødelægge FDFC ved at trække de ”moderate” medlemmer, specielt Ummapartiet, over til sig, mens de opmuntrer militæret til at gribe til religiøs demagogi (de anklager alliancen for at ønske at fjerne sharia fra lovgivningen i Sudan) med støtte fra Salafisterne, Saudi-Arabiens klienter og de Muslimske Brødre, som begge gør indsigelse mod FDFC´s påstand om at være ledelsen.

 

Vil alt dette føre til en revolutionær radikalisering som i 1917 i Rusland, eller et blodbad som det ved afslutningen af Pariserkommunen, for at bruge David Pillings sammenligninger? De sudanesiske revolutionæres trumfkort er deres store indflydelse over de menige og yngre officerer i militæret, hvoraf nogle allerede har brugt deres skydevåben til at forsvare protesterende. Det var derfor, overkommandoen nægtede at sætte tropper ind mod bevægelsen, da Bashir tilskyndede dem til at gøre dette. Som i de historiske eksempler Rusland og Paris er dette den afgørende faktor, som vil bestemme udfaldet af revolutionen i Sudan.

 

25. juni 2019

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

single.php