Iraks unge demonstrerer mod landets korrupte og uduelige politikere, der ikke magter at bringe landet på fode igen efter Vestens invasioner og IS. Den danske regering reagerer dels ved ikke at genåbne Irak-kommissionen, og dels ved at sende 200 soldater til Irak for at varetage sikkerheden. Sikkerheden for hvem? Regeringen eller befolkningen?

af Arne Lund

I september skiftede regeringen atter holdning til Irak-kommissionen. Nu skulle den alligevel ikke genåbnes, selvom Mette Frederiksen under valgkampen mente det modsatte.

 

Et Folketingsflertal aftalte i maj 2015, at der skulle laves en udredning af Danmarks deltagelse i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan for at “kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger … og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden”.

 

Udredningen skulle være et alternativ til Thorning-regeringens noget større Irak-kommission. Der skulle placeres et retsligt ansvar hos personer, der måtte have gjort noget galt – og dem var der en del af, bl.a. Anders Fogh, der havde løjet for at få Folketingets opbakning til at gå i krig i Irak.

 

Thorning-regeringens kommission kom aldrig i gang, bl.a. på grund af embedsmandsnøl. Da Løkke kom til i 2015, nedlagde han straks kommissionen – under protest fra Socialdemokratiet. “I et demokrati er det afgørende, at en regering kan holdes ansvarlig. Det kræver, at den skal være klar til at undersøge sig selv, også selvom det er ubekvemt,” skrev Mette Frederiksen i 2015.

 

I dag gælder det om, at den gode stemning i Folketinget ikke må ødelægges. Med beslutningen, der har vakt glæde i Venstre, knytter regeringen sig tættere til blå blok, mens den giver fanden i sine støttepartier, der, også denne gang, troede, at Socialdemokratiet var til at stole på.

 

Hvem er terroristerne?
Partierne til venstre må desuden acceptere, at 200 soldater sendes til Irak, hvor Danmark skal stå for NATO’s træningsmission. Det hedder, at de ikke skal i kamp, “men medvirke til at stabilisere landet, og gøre irakerne i stand til at håndtere sikkerhedstrusler fra terrorister”.

 

I NATOs optik er IS terrorister, men hvad med de kurdiske militser? Og hvad med de mange demonstranter landet over, der vender sig mod den iransk-styrede regering. Der er risiko for, at NATO kommer til at støtte sikkerhedsstyrker, som begår alvorlige overgreb på befolkningen.

 

Prisen for udstationeringen er 190 mio. kr. For det beløb kan der ydes en betydelig humanitær indsats i det plagede land. Opgaven med at genopbygge Irak er så enorm, at der er brug for en forstærket indsats, som fx kan bestå i, at Danmark yder know-how og øget bistand for at fjerne de utallige skader efter de krige, vi så villigt deltog i sammen med USA og England.

 

Korruptionen blomstrer
Trods olierigdommene, så magter den irakiske regering ikke genopbygningen. Irak er nr.168 af 180 lande på Transparencys liste over korrupte lande. Siden Saddam Husseins fald i 2003, er der kun sket få fremskridt, og det er det, stedse større dele af befolkningen nu siger fra overfor.
Siden 2003 har FN og Verdensbanken investeret 300 mia kr. i Irak. Det meste er endt i lommerne på de indbyrdes stridende sekter og stammer, på magtfulde politikere og deres forretningsforbindelser. Kun en mindre del er blevet brugt på at afhjælpe skaderne på infrastrukturen, sundheds-væsenet og den offentlige forsyning.

 

Demonstranterne vil ikke mere acceptere den sekteriske opdeling af Irak. Sunnier forener sig med shiiter, kurdere med yazidier og arabere. Fælles for dem er, at de ser sig som irakere, og ønsker nationen opbygget omkrig en fælles irakisk identitet. Magthavernes del-og-hersk-strategi er ud-fordret, og her er det spørgsmålet, hvor længe NATO kan postulere, at man er neutral og kun tager sig af sikkerheden. Hvis sikkerhed? Magthavernes eller befolkningens?

 

Truede livsvilkår

I Irak kan sikkerhed og basale livsbetingelser ikke adskilles. I store dele af landet er vandmanglen nu så alvorlig, at mange bønder ikke kan dyrke jorden længere, og i stedet må søge arbejde i byerne indenfor byggeri, industri eller i sikkerhedsstyrkerne. Byerne er imidlertid ikke gearet til så de nye indbyggere, for der mangler boliger, skoler, sundhedsfaciliteter, infrastruktur osv.

 

Vandmanglen skyldes både tørke i dele af landet, men også at Tyrkiet og Iran har anlagt over tyve dæmninger, der tilbageholder vandet fra de livsvigtige floder Eufrat og Tigris. Det frugtbare område syd for Bagdad kan ikke mere kunstvandes, da Tigris er faldet til en halv meter. Længere sydpå, ved Basra, udtørrer de før så frugtbare sumpe, det salte havvand trænger ind i stedet, og det kan hverken afgrøder eller de mange vandbøfler klare.

 

Basra blev engang kaldt for Mellemøstens Venedig, og var berømt for sin skønhed og det behagelige klima. I 2008 fortæller en bybo til Guardian, “Folk lever i mudder og lort… børnekræft er landets højeste… drikkevandet gør folk syge… Kosten består for manges vedkommende af små rationer af brød, ris og vand – med deraf følgende risici for fejlernæring”.

 

Der er tale om en situation, der til dels ligner det, der skete i Syrien i 00’erne, og som var en stærkt medvirkende årsag til borgerkrigen. Bøndernes desperate forhold gør, at de er lette ofre for IS; der nok er slået militært, men stadig operer i det skjulte, i håb om at de kan omgruppere sig og vende tilbage som en afgørende magtaktor i regionen.

Sveriges Internationale Fredsforskningsinstitut (SIPRI) beskrev i 2018 Irak som et af Mellem-østens mest klimasårbare lande, der, i værste fald, kan blive ubeboeligt.

 

Foruden vandmangel er byerne ved at drukne i dagrenovation og industriaffald, der hober sig op i nærmiljøet. Med temperaturer på over 40 grader er risikoen for, at der opstår tyfus og dysenteri, stor.

 

Svigtende el-forsyning er katastrofal i et land med så højre temperaturer. Enten er der strøm et par timer, måske om natten, andre gange hele dagen, men sjældent hele tiden, og da slet ikke om sommeren, hvor elforsyningen overbelastes på grund af de mange air condition-anlæg.
Nok er irakiske byer designet til høje temperaturer, men ikke så høje som i de senere år. Også her slår uligheden igennem. Kun de velstillede har råd til private generatorer, mens de fattige må vælge, om de vil bruge deres sparsomme midler på mad og væske (som stiger i pris, fordi der ikke er nok af det) eller på elektricitet.

Regeringens handlingslammelse har givet afsæt til, at lokale miljøgrupper er opstået. De planter træer, fjerner affald, reparerer vandledninger, etablerer madkooperativer osv. – på tværs af religion, køn, alder og etnicitet – og de demonstrerer i gaderne og slås for et land, hvor folk kan få gode liv. Den slags lyspunkter er der ikke mange af.

 

Krigens syge resultater
Et område, hvor forholdene virkelig er gruopvækkende, er befolkningens sundhedstilstand. Under Golfkrigen i 1991 og invasionen i 2003 blev der kastet bomber og granater og skudt med projek-tiler i hidtil uset omfang, efterladende giftige substanser i luften, vandet og jorden. USA brugte bl.a. ammunition, der var forarmeret med uran og thorium for at øge sprængkraften. Den internationale kommission for Strålingsbeskyttelse skønner, at der blev brugt bomber, granater og projektiler, indeholdende flere tusinde tons forstærket uran og thorium.

 

Urans og thoriums lange nedbrydningstid gør, at befolkningen fortsat rammes af lungekræft, leu-kæmi og fosterskader. Ifølge tidligere FN-vicegeneralsekretær Hans von Sponeck, så forsøgte USA’s regering at forhindre WHO i at undersøge forekomsten af uran og thorium i Basra-regionen.

 

Til sammenligning: I Vietnam fødes der i dag børn med skader efter den Agent Orange, der blev nedkastet for snart 50 år siden. Men i modsætning til Vietnam-krigens ofre, så tænker kun få på ofrene for de bombeangreb, som koalitionen af villige lande, udførte.

 

Hvad Saddam Hussein og invasionshærene ikke ødelagde, det tog IS sig af, både mens de havde magten i det nordlige Irak, og efter at de flygtede fra kalifatet. Da IS trak sig fra Mosul-regionen i sommeren 2016, stak de ild på et stort antal oliebrønde.

 

I to år var himlen over oliebyen Qayyarah (25.000 indbyggere) tyk af røgen fra de brændende oliekilder. En miljøkatastrofe, der ikke er set siden Saddam Hussein i 1991, stak ild på Kuwaits oliebrønde.

 

Kvindernes beretning
Den irakisk-engelske journalist Hind Hassan har siden 2016 været i Qayyarah flere gange. Det beretter hun om i bogen Our women on the ground – en antologi af kvindelige arabiske journalister, der har rejst i Mellemøstens krigszoner og fortæller om det, deres mandlige kolleger ikke kan, nemlig hvordan kvinder og børn oplever krig og konflikter.

 

Hind Hassen beskriver, at de sorte skyer hang over byen i månedsvis og dannede en tyk film af sod, der dækkede alt til som sort sne. En mor, der boede livsfarligt tæt på de brændende oliekilder, fortalte, at hun ikke kunne vaske soden af sine børn, uanset hvor hårdt hun prøvede, og at de ofte kastede op. Og selvom hun gjorde huset rent hver morgen, så var soden ved middagstid trængt ind overalt. Får, køer og høns blev sorte, og de grøntsager familien dyrkede, var forgiftede. Det samme var byens drikkevand.

Alligevel løb børnene og legede, spillede fodbold under den sodfyldte himmel. Lægerne var bekymrede for virkningerne på børnene. WHO skønnede, at flere millioner irakere har været udsat for røgen fra de brændende oliebrønde i de næsten to år, der gik, inden brandene blev slukket.

 

Heller ikke det lokale hospital slap fri, også her var alt sort. Lægerne havde ikke medicin nok til at behandle de mange patienter med hoste og åndedrætsbesvær. Bagdad-regeringen var ikke i stand til at hjælpe. Tilbage var så FN, Læger uden grænser og Røde Kors – organisationer, der ikke har andre midler end dem, donorne vil yde.

 

Mødrene er skræmte over, hvordan drengene vil udvikle sig. De er vokset med IS’ allesteds nær-værende vold. De fleste børn, der boede i kalifatet, har ikke været i skole i årevis, mange heller ikke før IS kom til i 2014, thi også undervisningsområdet gik i opløsning efter invasionen i 2003.

 

Mens IS herskede, var det mest dem og deres familier, der kunne få hospitalsbehandling. Når kvinder, der ikke hørte til en IS-familie, skulle føde, så skete det hjemme, thi kvinderne ville ikke tildække sig, som IS forlangte. Dette samt den elendige ernæringssituation betød, at mange børn blev født på den dårligst tænkelige måde, og flere har fødselsskader, deformiteter og lignende.

 

De sidste oliebrande blev slukket i februar 2018, og derefter skulle olien neutraliseres bl.a. med brug af mikrober. Det er måske den letteste opgave. Værre er det med de tusinder af mennesker, der er blevet ofte livsvarigt påvirket af krige, miljøskader, fejlernæring osv. Og som skal leve i et samfund, hvor byer, infrastruktur, arbejdspladser mv. er smadret i en helt ubeskrivelig grad.

 

Mange har fortsat sår fra kugler og granatsplinter, og de er værre, end “almindelige” sår, fordi risikoen for infektion fra krigssår generelt er større, og her hjælper antibiotika ikke altid. Antibiotika kan fås i håndkøb og bruges ukritisk, og gennem årene er vel en trediedel af irakerne blevet resistente overfor antibiotika, skønner Læger uden Grænser.

 

Oveni alt dette kommer traumer og depressioner hos halvdelen af befolkningen. Ubehandlede traumer kan sætte sig i kroppen, og kan være invaliderende, fysisk som psykisk. Den arabiske verden ligger generelt meget lavt med hensyn til selvmord, men dette er ved at ændre sig i Irak, hvor der i de senere år er sket en voldsom vækst i antallet af selvmord.

 

Vestens ansvar

Vestlige politikeres vedvarende pralerier om, “at vi slap af med Saddam Hussein”, kan ikke stå mål med den død og ødelæggelse som “koalitionen af villige lande” er ansvarlige for. Danmark var ét af de første lande, der fulgte USA og England ind i Irak, og vi var et af de sidste til at trække os ud.

 

Geneve-konventionen afgrænser krigsførelse til, at den ikke må være rettet mod civilbefolkningen, og ikke må forårsage udbredte, langvarige og alvorlige ødelæggelser på det naturlige miljø. Det meste af det, der her er beskrevet, handler om krænkelser af internationale love og konventioner.

 

Den amerikanske konfliktforsker, Catherine Lutz, der har undersøgt militære konflikter globalt, taler om kriges iboende “økocide” – altså krig mod natur og miljø på linie med genocide – folkedrab. Brugen af Agent Orange i Vietnam var økocide, og det samme gælder ødelæggelserne i Irak.

 

I Irak er disse principper blevet krænket utallige gange, uden at det har haft konsekvenser for de ansvarlige, hvad enten det så er militært personel eller politikere. Det var næsten, som de havde sat sig for at se, hvor hurtigt man kunne få et forholdsvist moderne samfund til at bryde sammen.

 

Var det et af formålene med invasionen i 2003? At teste nye våbensystemer og andre former for krigsførelse – ganske som Spanien i 30’erne og Vietnam i 30-40 år senere var “laboratorier” for stormagternes våbenindustrier.

 

Iraks humanitære krise er en af de værste, vi hidtil har set. Dels fordi den er så omfattende, og går så dybt, og dels fordi den er så destruktiv for befolkningens tilværelse og samfundets funktion.

 

FN er indstillet på at gribe ind overfor den ødelæggelse af natur og miljø og menneskers livsbetingelser, der er en følge af krige, og at de ansvarlige skal stilles til ansvar. At se Bush, Blair og Fogh stillet for Krigsforbryderdomstolen i Haag er nok at håbe på for meget.

 

Foreløbig arbejder FN på at indskrive miljøødelæggelser og lignende i Geneve-konventionen. Voldsomme protester kan imødeses fra de fleste lande, og de permanente (krigsførende) medlemmer af Sikkerhedsrådet vil forudsigeligt nedlægge veto.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com